Vacancy (2007)

“Cabin Four.” Denne gyser starter fremragende, men ender så skidt, at man aldrig skulle være begyndt. Vacancy byder på masser af oplagte referencer til Hitchcocks Psycho, og det gamle plot er peppet op med ubehagelige snuff-filmoptagelser og en receptionist, der er mere kulret end Norman Bates. Det hele løber dog ud i sandet, og filmens uhygge hæver sig aldrig over en intetsigende bulder-og-bragen. Slutningen er ét kæmpe antiklimaks. Derfor: Se de første 40 minutter, og sluk så! Du bliver med garanti skuffet.

Det her er en af de få film, hvor man nærmest kan trække en streg og sige, lige her blev den rigtig dårlig. I Vacancy kan man ligefrem mærke, når filmen kører ud på sidesporet og forringes noget så grusomt – prøv at lægge mærke til at det sker ca. da Amy (spillet af Kate Beckinsale) vækkes af sin mand David (Luke Wilson), efter at hun har blundet i nogle timer på motellet. Der har filmen alle muligheder for at fortsætte i den fremragende atmosfærefyldte og uhyggelige tone, som den startede i. Men manuskriptforfatter Mark L. Smith og instruktør Nimród Antal giver os den nemme løsning – og føj, hvor den stinker!

Op til dette punkt handler Vacancy om Amy og Davids kuldsejlede ægteskab – af dialogen fremgår det implicit, at der er sket noget med deres søn, som har smadret deres forhold. De virker enormt usympatiske og er hele tiden på hælene over for hinanden: Hun er tilsyneladende på prozac og han vil ikke erkende, at han er kørt forkert i mørket midt i ingenmandsland. Det er sent om natten – og så begynder bilmotoren at sige mærkelige lyde. De holder ind og vælger at overnatte på et temmelig skummelt motel. Og det skulle de naturligvis aldrig have gjort!

Simpelt men effektivt
At Amy og David aldrig får lov til at udbasunere, hvad de føler, og hvad der er galt, er absolut et plus for filmens første 40 minutter. Det skaber en enormt ubehagelig intensitet, fordi mange detaljer står åbne for fortolkning. Denne suspense videreføres i fotograferingen af parret, der bevidst undlader at forene de to i én enkelt kameraindstilling, men skaber flot ubalance ved at filme dem skiftevis i bakspejlet og sidespejlene, så de nærmest falder ud af billedrammen. Det isolerer de to over for hinanden; det samme gør dialogen, der er hviskende og hadefuld, så hverken Amy eller David eller publikum rigtigt hører ubehagelighederne, og kommunikationen forbliver på nulpunktet.

Filmens problem er at denne antydningens kunst på alle måder ødelægges, da det forliste par står og tjekker ind på motellet. Her bliver stilen fra den første lille halve time tilsidesat for en over-tydelig oprullen af varsel på varsel, så ingen kan være i tvivl om at receptionisten bag skranken er den moderne inkarnation af Norman Bates. Bortset fra Amy og David – selvfølgelig – der nok studser over receptionistens besynderlige opførsel (men vi er jo ude på det amerikanske bøhland), de grufulde kvindeskrig fra baglokalet (men det er jo nok bare en gyserfilm receptionisten har smækket på for underholdningens skyld, for vi er jo ude på det amerikanske bøhland) og det ulækre, kakerlakfyldte motelværelse, som angiveligt skulle forestille brudesuiten (men der er jo nok ikke rigtig nogen grund til at holde det ved lige, for der kommer jo nok ikke rigtig nogen kunder, for vi er jo stadig ude på det amerikanske bøhland).

At kameraet afslutningsvis dvæler ved receptionisten, mens det langsomt trækker sig baglæns, og han slukker lyset i receptionen, går ud i baglokalet og lukker døren til lyden af slasherfilmen, der startes igen offscreen – disse detaljer er ikke antydningens kunst: Det er in-your-face varsler, som nok vedligeholder den ubehagelige stemning, men også flader filmen ud til en langt mere uskadelig form for underholdning, for den uhyggelige receptionist, Amy og David reduceres til stereotyper, og publikum ved, at lige om lidt starter rutschebaneturen. Frem for at skabe ubalance og uro og dermed få publikum til at tænke selv, vil filmen nu bare have os til at gøre klar til det første chok.

Og inden længe begynder det at buldre på dørene, David og Amy finder nogle ubehagelige snuff-videoer, der – ÅH NEJ! – er optaget på selv samme motelværelse, hvor David og Amy befinder sig. Og så begynder mændene med maskerne at gøre sig klar…

Det sande vendepunkt
Som sagt skifter filmen egentlig først markant tone, da Amy vågner op fra en døs ca. midtvejs. Her vågner hun og ser, at David er i gang med at se snuff-videoerne igennem. Fuld af væmmelse stiller hun det helt centrale spørgsmål: “Hvorfor ser du det lort?” Og David giver et ganske plausibelt svar – han vil finde ud af, hvor kameraerne er placeret, så de kan prøve at undslippe.

Men lige præcis her har filmen alle muligheder for at udnytte det faktum, at Amy har sovet og David har set video, til noget langt mere ubehageligt og uhyggeligt. Nimród Antal havde mulighed for at give os et mere ukontrollabelt og skræmmende portræt af dette amerikanske ægtepar – vise os hvordan menneskeligheden langsomt kan forsvinde, når mennesket presses til det yderste – hvordan værdierne hele tiden er i skred og kan flyttes rundt, alt efter hvis øjne vi ser igennem – eller bare give os lidt krakelerende facade, når Amy-og-David for alvor spilles ud mod hinanden.

Men der går aldrig Lord of the Flies i Vacancy. Nimród Antal hæver aldrig sin film op til et almengyldigt leje, hvor vi kan blive bange for at se os i spejlet og finde ud af, at det er os selv og vore egne grusomme tilbøjeligheder, det handler om – sådan som Alfred Hitchcock og Robert Bloch gør det i deres udgaver af Psycho. Når Norman Bates spejles i uskyldige Marion Crane og endnu mere uskyldige Sam Loomis, viser Hitchcock os, at Bates’ galskab ikke er et isoleret tilfælde, men at vi alle kan træde lige ind i en af den slags fælder og ødelægge vort liv.

Den form for tematik har Vacancy alle muligheder for ikke blot at matche men også overgå. Men det bliver kun til en tandløs omgang titte-bøh med mus i en tunnel under jorden og overvågningskameraer på kontoret. Og så er den prut slået. Mage til skuffende og abrupt slutning skal man lede længe efter. Som regel brokker jeg mig over, at filmene er for lange – her vil jeg for en gangs skyld vove mig ud i det modsatte argument: Vacancy er med sine 85 minutter for kort, og minder i al sin blodløshed og interiør-optagelser om en gennemsnitlig tv-film.

······


Vacancy
Instruktion: Nimród Antal
Medvirkende: Kate Beckinsale, Luke Wilson, Frank Whaley m.fl.
Screen Gems, 2007
Spilletid: Ca. 85 minutter
I danske biografer lige nu!
Ude på amerikansk dvd d. 14. august