Double Indemnity (1944)

Billy Wilders gennembrudsfilm er en klassisk omgang film noir med Barbara Stanwyck som den fatale blondine der lokker den naive og liderlige forsikringsmand til at begå mord for sig. Det handler om menneskelig svaghed og psykisk korruption, og især den sprudlende dialog hæver filmen over de mere gennemsnitlige films noirs.

Så kom jeg endelig til den Billy Wilder-film som jeg faktisk har glædet mig mest til at se. Og jeg skal med skam melde, at det faktisk er første gang, at jeg ser Kvinden uden samvittighed – som filmens altafslørende danske titel lyder. Jeg skal også med skam melde, at jeg ikke er så fuldstændig begejstret som 95% af alle andre anmeldere eller filmnørder man kan finde rundt omkring på nettet. Nok er der tale om en rigtig god og spændende film – og jeg forstår godt, at Wilder fik sit gennembrud med dette manuskript og film – men sammenlignet med Sunset Boulevard (1950) er den ikke Wilders mesterværk.

Total film noir
Kvinden uden samvittighed handler om forsikringsmanden Walter Neff (spillet af Fred MacMurray), der i Californiens bagende sol forføres af den unge Phyllis Dietrichson (Barbara Stanwyck), som pønser på at købe en livsforsikring til sin mand og derefter slå ham ihjel for at kunne indkassere erstatningsbeløbet fra forsikringen. Walter og Phyllis indleder en affære og gør det af med Mr. Dietrichson alt imens Walters chef, den emsige Mr. Keyes, skal efterforske samme Dietrichsons død. Der går ikke lang tid før Walter mærke paranoiaen skylle ind over sig.

Kvinden uden samvittighed er først og fremmest et drama med ægte film noir-stemning. Her er stærke kvinder, der leder svage mænd i fordærv; her er regnvåde gader og persienneskygger på væggen; her er Walter Neffs flashbacks og gennemgående voice-over; her er varme skydevåben, dristig dialog og løse cigaretter i mundvigen.

Selv om filmen foregår i Californien med bragende solskin, er de mange indendørsscener nærmest lowkey-belyste med tydelige skygger fra de tunge persienner, der aftegner sig som symbolske fangedragter på karaktererne eller som vandrette tremmer på de rå vægge. Arven fra den tyske ekspressionisme er tydelig i udformningen af locations med de lange trapper, mønstre og udskæringer. Og kombinationen med den døende Walter Neff, der som en spøgelsesagtig voice-over tilstår det mord, som han har begået, sørger for at forløse den så kendte film noir-stemning, hvor vi ved, at alting ender galt.

Også Billy Wilder og Raymond Chandlers manuskript og den sprudlende dialog må man beundre. Der er mange dobbelttydige replikskift, hvor underteksten også i 1944 måtte være tydelig for enhver, men hvor den ellers så skrappe Hays Code-censur ikke kunne gøre fra eller til. Især Edward G. Robertsons monologer er fantastisk velskrevne og leveres med et maskingeværs brutale energi, så samtlige andre medvirkende falder fuldstændig igennem og fremstår ret patetiske. Alene hans præstation er hele filmen værd.

Isdronningen
Kvinden uden samvittighed var nytænkende i sit portræt af to meget almindelige mordere (en forsikringsassurandør og en hausfrau - de kunne være hvem som helst), og hele deres metode, der fremlægges så publikum skridt for skridt får kendskab til, hvordan man gør den slags. Filmen igennem er der fokus på Neff og den forførende mrs. Dietrichson, og selve opklaringsarbejdet ser vi ikke – til gengæld følger vi i en meget suspense-fyldt anden del af filmen, hvordan nettet strammes om de to. Filmens sidste tre kvarter er da også meget mere spændende end første del. Og den blev vel at mærke lavet 16 år før Hitchcock gjorde noget der tilnærmelsesvis lignede i Psycho.

På trods af suspensen lider filmen (synes jeg – og det er i sammenligning med Sunset Boulevard) under at samme Walter Neff og Mrs. Dietrichson er forholdsvis endimensionelle og ikke har de samme dybde eller historik som Joe Gillis og Norma Desmond eller gennemgår nogen nævneværdig udvikling. Deres lyssky kærlighedsaffære sættes hurtigt på skinner, og man skal ikke have taget den store filmeksamen for at regne ud, at Mrs. Dietrichson nok har et par trumfer op i ærmet, når Walter begynder at få kolde fødder. Keyes er på den anden side den karakter, der rykker sig mest i filmen – måske fordi Edward G. Robertson er en bedre skuespiller. Han udvikler sig fra en mavesur gammel forsikringsmand til nærmest at erklære Walter Neff sin kærlighed.

Det er selvfølgelig lidt nemt at beskylde filmen for at være for let gennemskuelig, når Kvinden uden samvittighed i 1944 på alle måder var med til at tilføre filmmediet en helt ny måde at fortælle på – og helt nye historier at fortælle. Det svarer til at anklage Dr. Caligaris kabinet for at være en frygteligt klichefyldt gyser! Men jeg har svært ved at se Barbara Stanwyck som den store forførerske – særligt sammenlignet med vores moderne desperate housewives forekommer hun uden sexappeal eller den aura af dragende mystik som f.eks. en Marlene Dietrich (!) og andre havde i 1944.

Jeg synes ikke at filmen er ældet med ynde sammenlignet med Sunset Boulevard. Wilders gennembruds-film noir er mere interesseret i melodramaet og de store følelser og savner den kynisme og humor, der har været med til at bevare Sunset Boulevard frisk og gjort den film til en absolut klassiker.

······


Double Indemnity (da. Kvinden uden samvittighed)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Fred MacMurray, Barbara Stanwyck, Edward G. Robinson m.fl.
Paramount Pictures, 1944
Spilletid: Ca. 108 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal

Sunset Boulevard (1950)

Billy Wilders Hollywood-drama har snart 60 år på bagen, men er stadig et af de bedste og kritiske portrætter af filmbyen. Sunset Boulevard er aldrig bange for at tage fat på de store, tabubelagte emner og afdække dem på en saglig, humanistisk måde. Under 1950ernes økonomiske opsving var begge dele temmelig usædvanligt. Og det er det på mange måder stadigvæk. Deri består Wilders genialitet og det særligt wilderske touch.

Efter at have analyseret M og snakket om filmens portræt af ondskaben i Peter Lorres barnemorderkarakter, kaster mit 2.g-mediefagshold og jeg os i næste uge over Billy Wilders klassiker Sunset Boulevards intriger. 20 år efter tyske Fritz Lang lavede M som en kritik af nazitidens tyske pøbelsamfund, går østrigske Wilder i kødet på den amerikanske filmindustri og bruger den som symbol på det enkelte menneskes åndelige korruption. Trods instruktørernes fælles baggrund, er skildringen af ondskab i de to film meget forskellig: Hvor retfærdigheden ender med at ske fyldest i M, klinger slutningen i Sunset Boulevard væsentligt mere kynisk og tvetydig.

Billy Wilder skrev sammen med Charles Brackett historien om den usle manuskriptforfatter Joe Gillis, der på mere end én måde slår sig sammen med den fallerede stumfilmsstjerne Norma Desmond. De søger begge gevinsten ved berømmelsen: Gillis i form af penge og status, Norma i form af spotlysets kærtegn. Hvor han “bare” vil overleve i filmbyen som manuskriptforfatter, søger hun kærlighed og anseelse – hun stræber efter at blive en filmstjerne igen, og bruger Gillis’ manuskriptforfatterdrømme som kickstarter.

Sunset Boulevard er på den måde et studie i menneskers udnyttelse af andre mennesker for personlig vindings skyld. Den er vovet i sin afdækning af Norma Desmonds psykotiske tilstand og især i Hollywoodstudiernes udnyttelse af samme sygdom. Publikum tvinges fra start af til at forholde sig distanceret til Norma Desmond, som følge af Gillis’ bidende voice-over og hovedpersonstatus. Men ligesom Gillis langsomt fatter sympati og kærlighed for den maniske kvinde, tvinges publikum også til at tage hendes parti, da det afsløres at Hollywood overhovedet ikke er interesseret i hendes forsøg på at gøre comeback, men tvært om bare vil have fingrene i hendes veteranbil.

I en særligt satirisk scene på en af Paramounts store scener rettes følgespotten ved et tilfælde mod Norma Desmond, som sidder alene og ukendt for sig selv. På grund af Hollywood-lyset genkender alle hende pludselig igen og vil i kontakt med hende. Hendes stjerne slukkes dog lige så hurtigt som den tændes, da lysmesteren retter spotten tilbage på scenens egentlige hovedpersoner. Filmbyens nådeløse overfladiskhed og glemsomhed og jagt på de populære stjerners succes er den egentlige syndebuk i Sunset Boulevard. Det her er den amerikanske drøm, når den viser sit grimmeste ansigt.

Dermed er et af de helt centrale temaer også forhold mellem virkelighed og illusion – herunder storhedsvanvid og falskhed. Karaktererne snyder og bedrager hinanden, men Wilder forfalder aldrig til en sort/hvid-gengivelse af det gode og det onde. Selv den bistre butler, Max (spillet af Erich von Stroheim), viser sig at være menneskelig, når han stadig drages af Norma Desmond og skriver falske fanbreve til hende dagligt. Det viser sig jo, at Max har været gift med Norma og faktisk opdagede hende og instruerede hendes første film – men disse følelser undertrykker den mutte butler for at kunne blive ved sin store kærlighed. Max er dermed selv med til at opbygge en kunstig virkelighed omkring Norma Desmond og nødsages til at spille aktivt med for at opretholde drømmen og illusionen.

Sunset Boulevard hæver sig nærmest op til en metafilm. Vi er i det virkelige Paramount, møder den virkelige Cecil B. de Mille under optagelserne til hans virkelige film, Samson and Delilah (1949), mens virkelige stumfilmsstjerner som Buster Keaton medvirker i småroller som sig selv. Selv Norma Desmond-karakteren er til dels modelleret over virkelighedens Gloria Swanson – de mange PR-fotos der pryder væggene er autentiske fotos fra Gloria Swansons egen storhedstid, ligesom den stumfilm, som Norma Desmond og Gillis ser en eftermiddag, er Queen Kelly (1929) med Gloria Swanson i hovedrollen og instrueret af Erich von Stroheim – Norma Desmonds butler, første ægtemand og mest hengivne instruktør.

Sunset Boulevard bliver således til en stærk satire over Hollywood og den hule amerikanske drøm. Den er også et godt bevis for Billy Wilders spændvidde som instruktør. Han var en af de få Hollywood-instruktører som slog bro over 1950-60erne fra det gamle studie/stjerne/genre-baserede filmsystem til den moderne film; Sunset Boulevard har da også begge dele i form af gammeldags melodrama og en herlig moderne kynisme, som ikke var hverdagskost i 1950. Det er også derfor filmen stadig holder og stadig vil ses og huskes som en klassiker efter endnu 60 år.

Sunset Boulevard er den første film i en Billy Wilder-maraton her på siden. Jeg er ikke superkyndig i den lille østrigers store film, og ser det som en kærkommen lejlighed til at få udvidet min horisont med klassikere som Double Indemnity (1944), A Foreign Affair (1948) og Some Like it Hot (1959). Mange kritikere mener at Wilders store force var hans evner som manuskriptforfatter, der kom bedst til udtryk i den sprudlende dialog. Sunset Boulevard er dog en godt eksempel på at Wilder også kunne noget med både lyd- og billedæstetikken.

······


Sunset Boulevard
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: William Holden, Gloria Swanson, Erich von Stroheim m.fl.
Paramount Pictures, 1950
Spilletid: Ca.106 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

M (1931)

Morder, Menneske, Mesterværk. Fritz Langs klassiker om den psykopatiske barnemorder der lynches af pøblen i den anonyme, kaotiske storby, er stadig visuelt slående og følelsesmæssigt gribende sine steder. Filmen viser Langs evner som instruktør, hans sans for billeder og især hans legende tilgang til en helt ny filmisk dimension – lyden.

Så har jeg netop skudt et forløb i gang med mit mediefag-B-hold: Eleverne valgte temaet Mørkets hjerte, som i en række film beskæftiger sig med, hvor den menneskelige ondskab kommer fra, hvad den skyldes, og hvordan den kommer til udtryk – og nok så interessant: Har vi ikke alle ondskabens tilbøjeligheder latent liggende i os, og er det i sidste instans ikke mest et spørgsmål om skæbne, held eller uheld, der gør at vi dømmes som enten helt, offer eller morder? Endnu mere provokerende: Måske er det i virkeligheden blot et spørgsmål om øjnene der ser.

Er Ondskaben (med stort o) i virkeligheden ikke mere en let tilgængelig, religiøs størrelse (det gode vs. det onde), mens vi i vor oplyste, videnbaseret tidsalder vel snarere må operere med langt mere komplekse spørgsmål som: Hvilke ydre påvirkninger ligger til grund for de “onde” gerninger? Hvilke uheldige valg / fravalg har haft indflydelse på de “onde” gerninger? Hvilken andel har familien / samfundet / alle vi andre, der kunne have grebet ind og forhindret de “onde” gerninger? Eksisterer selve Ondskaben i virkeligheden i vort moderne samfund? – eller er der snarere tale om uheldige og skæbnesvangre årsagssammenhænge.

Det er den form for store, filosofiske spørgsmål, som Fritz Lang åbenbarer i M, men filmen er også i sig selv æstetisk bjergtagende – både visuelt og auditivt. Man mærker tydeligt, at filmen er blevet til på grænsen mellem to filmhistoriske æraer, nemlig stumfilms- og talefilmsperioden.

Først og fremmest lader Fritz Lang billederne tale for sig selv i flere slående sekvenser, hvor billedkompositioner og selve klipningen formidler, at f.eks. den lille pige, Elsie Beckmann, er taget af dage – og senere hvordan hr. Beckert (spillet af en formidabel Peter Lorre) rammes ind af morderiske tanker visualiseret som genspejlinger af knive i en glasrude. Der er desuden mange visuelle set ups – ikke mindst den ballon som Beckert køber til Elsie i filmens start, som nærmest overfalder Beckert (i form af skyld og fortrydelse i stor størrelse) i filmens sidste scene. Selve titlen M er i sig selv en visuel detalje fra filmen, hvor Beckert stemples via et kridtmærke på skulderen. Så er spørgsmålet jo bare om M’et står for Morder, Mærket – eller Menneske…

Fritz Lang inkorporerer dog også den nye lydteknik på en meget fin måde, så filmen simpelthen ikke kan fungere uden lydsporet. Selve morderen identificeres f.eks. på hans fløjten af temaet fra Peer Gynt (Edvard Griegs oprindelige musik stammer vist fra en scene, hvor en flok bjergtrolde farer frådende og skrigende frem med ordene: “FLÅ HAM! FLÅ HAM!”) Meget ironisk er det den blinde ballonsælger, som genkender Beckerts fløjten – og altså ikke hans udseende.

Også den måde som dialogen bruges til at flette efterforskningen sammen er forholdsvis avanceret, og man skal holde ørerne stive, for ikke at blive koblet af. En ellers kedelig telefonsamtale illustreres med indklippede småscener, mens dialogen fortsætter som voiceover - hvilket giver et temmelig dokumentaristisk præg. Andre steder starter dialogen i én scene og bæres videre i den næste uden at tidsspringet klart fremgår. På den måde viser Fritz Lang, hvordan hele samfundet integreres i jagten på barnemorderen, rammes af angst og panik og tilmed griber til selvtægt.

Parallelklipningen mellem politiets planlægningsmøde og gangsternes planlægningsmøde fungerer på samme måde: De to uafhængige møder bygges sammen til ét – hvor en politimands replik f.eks. besvares af en gangsters – hvilket selvfølgelig viser, at begge parter meget gerne vil fange hr. Beckert. Politiet vil gerne bringe samfundet til orden - mens gangsterne helst så at morderen blev fanget, så de kunne blive fri for politiets emsige ransagninger. Samtidig antyder Fritz Lang, at politiet er lige så korrupt som gangsterne – og at gangsternes metoder er mindst lige så effektive som politiets.

Filmen er blevet en klassiker, og i Eurekas dvd-udgave på dobbeltdisk fremstår billedet klart og dejligt ubeskåret. (Jeg husker en meget forvirrende filmforevisning i Filmhuset i Gothersgade, hvor flere af skuespillerne manglede hovedet, fordi billedformatet var forkert!) I denne udgave føles filmen dog også en anelse for lang, og den afsluttende forhørsscener med en gangsterlakaj kunne man snildt have været foruden. Den føles som en stopklods for handlingen, der indtil da har kørt utroligt smidigt og med en forfriskende brug af lyd, billede og klipning.

······


M
Instruktør: Fritz Lang
Medvirkende: Peter Lorre, Otto Wernicke, Gustaf Gründrens m.fl.
Nero-Film, 1931
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Eureka Video