Viser opslag med etiketten horror. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten horror. Vis alle opslag

fredag den 15. januar 2016

Sinister 2 (2015)


Sinister 2
Instruktion: Ciarán Foy
Medvirkende: James Ransone,
Shannyn Sossamon, Robert Sloan,
Dartanian Sloan m.fl.
Entertainment One, 2015

 _ _ _ _

Hvis nogen skulle være i tvivl så er Sinister 2 en overnaturlig gyser om spøgelsesbørn der hjemsøger levende børn for at få dem til at slå deres forældre ihjel. Præcis som i den første Sinister. 2'eren her har dog ikke Ethan Hawke i hovedrollen til at bære løjerne; spøgelsesbørnene er ikke uhyggelige; og så betjener Sinister 2 sig næsten udelukkende af billige jump scares. Dæmonen Bughuul er tilbage, og han har taget sit super8-kamera med — men gyset har han glemt.



Sinister 2 udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 24. december sidste år. Der er følgende intetsigende ekstramateriale på skiven:

søndag den 6. december 2015

Spring (2014)


Spring
Instruktion: Justin Benson & Aaron
Moorhead
Medvirkende: Lou Taylor Pucci,
Nadia Hilker, Francesco Carnelutti
m.fl.
XYZ Films, 2014

 _ _

Spring er en rigtig independent og eksperimenterende romantisk gyserfilm med science fiction-elementer. Den handler om en ung, amerikansk knøs der kommer til en lille italiensk by og møder drømmepigen — men hun gemmer på en dyster hemmelighed! Spring er desværre den slags film, der bliver ødelagt af et pivringe tredje akt, men de første 70 minutter af filmen er spændende og stemningsfulde, og så er den også lækkert skudt og klippet. Spring lugter lidt af Lovecraft, men har tendenser til Twilight.



Spring udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 19. november. Der er følgende fyldige men pivringe (og meget selvsmagende og meget lidt sjove) ekstramateriale til filmen — intet er tekstet og intet gør dig klogere på filmen:

  • Spring featurette (hjemmevideooptagelser med telefon, små kameraer osv. — fuldstændig ustruktureret, ingen kapitler, 1:07:16 timer)
  • Wankster girlfriend monologue (en form for deleted scene, skuespilleren performer med manus i hånden, 2:02 min.)
  • Angelo, the worst farmer in the world (klip fra filmen hvor de mange anakronismer (altså fejl?) tydeliggøres — tænkt som en joke, 1:57 min.)
  • Promo videos (2) (lidt misvisende er der ikke 2 men 1 PR-video med instruktørparret der fortæller om filmen — tænkt som en joke, 1:20 min.)
  • The note (vi finder ud af hvad Evan rent faktisk skriver på servietten til Louise — det er fjollet og plat og tænkt som en joke, 1:48 min.)
  • The Talented Mr. Evan: An inside joke for lovers of The Talented Mr. Ripley (klip fra filmen og ekstra optagelser — igen tænkt som en joke, 1:27 min.) 
  • Original trailer (2:11 min.)
  • Deleted scenes (lidt misvisende er der ikke tale om flere slettede scener, men én forlænget scene, 2:13 min.)
  • Alternate ending (ikke en reel alternativ slutning, men en "for sjov" slutning skudt flere måneder senere med mobiltelefoner, 3:33 min.)
  • Proof of concept (nærmest en lille kortfilm lavet som én lang kamerakørsel rundt om et par der snakker sammen, 2:08 min.)
  • Evan ti odio (fjollet og plat kortfilm lavet som stumfilm i sort/hvid og med klavermusik, hvor vi følger en af filmens mindste bikarakterer der bliver sur på Evan, 3:57 min.)
  • søndag den 8. november 2015

    Cannibal Holocaust (1980)


    Cannibal Holocaust
    Instruktion: Ruggero Deodato
    Medvirkende: Robert Kerman,
    Francesca Ciardi, Gabriel Yorke m.fl.
    F.D. Cinematographica, 1980


    Cannibal Holocaust i uklippet, ucensureret, udgave! Den ultra-berygtede italienske exploitationfilm fra 1980 handler om en lille gruppe unge amerikanske filmfolk der tager ud i junglen for at filme kannibaler for enhver pris. Og det går galt. Rigtig galt. Cannibal Holocaust er ikke for sarte sjæle, og her 35 år efter premieren kan den stadig give samtlige vor tids found footage-gysere baghjul. 



    Cannibal Holocaust udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 29. oktober. Den er ikke mange gryn tilbage i billedet, men filmen har aldrig stået flottere og mere intakt end her. Der er følgende ekstramateriale på skiven — hvoraf dokumentaren er det hele værd:

  • Eaten Alive! The Rise and Fall of the Italian Cannibal Film (rigtig fin dokumentar om den italienske kannibalgenre — historisk gennemgang og perspektiv, ca. 85 min.)
  • Alternate "Last Road to Hell" Sequence (2:07 min., ikke i HD og desværre ikke i sync)
  • Trailers til Cannibal Holocaust (international, amerikansk, italiensk, tysk i forskellig kvalitet, ialt 9:53 min.)
  • Slideshow med 36 PR-stills (og en del gengangere
  • mandag den 26. oktober 2015

    Pay the Ghost (2015)


    Pay the Ghost
    Instruktion: Uli Edel
    Medvirkende: Nicolas Cage, Sarah
    Wayne Callies, Jack Fulton m.fl.
    Voltage Pictures, 2015

     _ _ _ _ _

    Pay the Ghost har Nicolas Cage i hovedrollen som en far, hvis søn forsvinder på Halloween. Noget ondt og overnaturligt har taget ham, og filmen følger arbejdet med at finde drengen igen, mens truslen fra det onde bliver større og større. Pay the Ghost er en forfærdelig ujævn, utroværdig og u-uhyggelig film. Den evner ikke at forklare sin egen hokus-pokus-agtige hændelser, men giver os et spøgelse som med al tydelighed er en kutteklædt skuespiller. Med maske.



    Pay the Ghost udkommer på dansk blu-ray fra Scanbox d. 29. oktober. Der er følgende ekstramateriale på skiven — det er ikke tekstet:

  • Pay the Ghost: Behind the Scenes (minifeaturette med interviews og mange klip fra filmen, 13:59 min.)
  • Trailers til 6 andre titler fra Scanbox


  • fredag den 23. oktober 2015

    Into the Grizzly Maze (2015)


    Into the Grizzly Maze
    Instruktion: David Hackl
    Medvirkende: James Marsden,
    Thomas Jane, Piper Perabo, Billy
    Bob Thornton m.fl.
    Paul Schiff Productions, 2015

     _ _ _

    Into the Grizzly Maze er noget så sjældent som en rigtig b-film med navne som James Marsden, Thomas Jane, Billy Bob Thornton og selvfølgelig Bart the Bear på rollelisten. Det handler om en kæmpemæssig bjørn der går amok i skoven. Det handler om mandige helte med store guns som skal nedlægge bjørnen. Og det handler om tøsede kvindfolk der kommer til skade i skoven og skal reddes fra bjørnen. Men der er masser af action, blod og splatter. Into the Grizzly Maze er Jaws i skoven — men uden nogen form for dybde og blottet for Spielbergs finesse.



    Into the Grizzly Maze udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 15. oktober. Der er intet ekstramateriale på skiven ud over:

  • Trailers til 4 andre titler fra Scanbox


  • torsdag den 22. oktober 2015

    Hellions (2015)


    Hellions
    Instruktion: Bruce McDonald
    Medvirkende: Chloe Rose, Robert
    Patrick, Rossif Sutherland m.fl.
    Whizbang Films, 2015

    ★ _ _ _ _

    Hellions er en canadisk gyserfilm om en 17-årig pige der finder ud af at hun er blevet gravid og samtidig bliver hjemsøgt af nogle uhyggelige børn i lasede Halloween-kostumer. Hellions er fyldt med græskar, surrealistiske og (ufrivilligt) komiske øjeblikke, og så er hele verden af en eller anden grund lavendel-farvet i størstedelen af filmen. Hvad Hellions til gengæld ikke er fyldt med er: originalitet, gys og stemning.



    Hellions udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 15. oktober. Der er følgende ekstramateriale på skiven:

  • Trailer (1:46 min.)
  • Slideshow (12 PR-stills)
  • Trailershow (trailers for 4 andre titler fra Another World Entertainment, ialt 6:33 min.)


  • tirsdag den 15. september 2015

    The Voices (2014)


    The Voices
    Instruktion: Marjane Satrapi
    Medvirkende: Ryan Reynolds,
    Gemma Arterton, Anna Kendrick
    m.fl.
    1984 Private Defense Contractors,
    2014

    ★ _ _ _

    The Voices er en ikke specielt vellykket sammensurium af psykologisk thriller, gakket komedie med talende dyr — og splatterfilm. Ryan Reynolds spiller en Norman Bates-agtig karakter, Gemma Arterton og Anna Kendrick ender som afhuggede men snakkende hoveder i hans køleskab. På den ene side sørger de her mainstream-skuespillere at give The Voices lidt mainstream-credibility — på den anden side gør de den også bare ekstra mærkelig. The Voices er om ikke andet en selvfødt kultfilm.



    The Voices udkommer på dansk blu-ray fra Mis.Label d. 17. september. Der er intet ekstramateriale på skiven. Intet.

    mandag den 14. september 2015

    Maggie (2015)


    Maggie
    Instruktion: Henry Hobson
    Medvirkende: Arnold
    Schwarzenegger, Abigail Breslin,
    Joely Richardson m.fl.
    Lotus Entertainment, 2015

     _

    Maggie er et meget lavmælt og introvert drama om en teenagepiges sidste dage. Maggie, som hun hedder, er blevet indiceret med zombievirus, og filmen følger simpelthen hendes langsomme og smertelige forvandling, mens hendes far og stedmor prøver at støtte og hjælpe hende så godt som muligt. Det er plottet i filmen! Abigail Breslin spiller Maggie; Arnold Schwarzenegger spiller hendes far. Begge gør det aldeles fremragende i denne befriende anderledes zombiefilm.



    Maggie udkommer på dansk blu-ray fra Mis.Label d. 17. september. Der er intet ekstramateriale på skiven. Intet.

    torsdag den 18. juni 2015

    The Woman in Black 2: Angel of Death (2014)


    The Woman in Black 2: Angel of
    Death 
    Instruktion: Ben Harper
    Medvirkende: Phoebe Fox, Helen
    McCrory, Jeremy Irvine m.fl.
    Hammer Film Productions, 2014

    ★ _ _ _ _

    The Woman in Black 2: Angel of Death er noget så sjældent som et forsøg på at lave en seriøs gyser der foregår under 2. verdenskrig. Men det bliver så også ved forsøget — og det på trods af, at vi faktisk har et stemningsfuldt spøgelseshus, en uhyggelig forbandelse og en gruppe udsatte børn i centrum for det hele. Problemet er nemlig at vi også har et virkeligt gumpetungt manuskript, en mangelfuld personinstruktion og gys der alene består af jump scares.



    The Woman in Black 2: Angel of Death udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 18. juni. Filmen fremstår meget mørk og med meget tydelig blå/grøn colourgrading, når man sammenligner den med de tidlige trailers og filmklippene i featuretterne i ekstramaterialet. Colourgradingen er helt sikkert producenternes valg, men det er ikke kønt. Billedkvaliteten på blu-rayen er derudover upåklagelig.

    Der er følgende utekstet ekstramateriale til filmen:

  • Deleted scene (Eve i udhuset, 2:31 min.)
  • Pulling Back the Veil (mini-featurette med interviews og behind-the-scenes-optagelser, 14:15 min.)
  • Chilling Locations (mini-featurette med interviews og behind-the-scenes-optagelser, 5:16 min.)
  • 4 trailers til andre titler fra Scanbox
  • fredag den 12. juni 2015

    Demonic (2015)


    Demonic
    Instruktion: Will Canon
    Medvirkende: Maria Bello, Frank
    Grillo, Dustin Milligan m.fl. 
    Dimension Films, 2015

    ★ _ _ _ _

    Demonic er en lille okkult gyser om en gruppe unge mennesker, der går på spøgelsesjagt i et gammelt, hjemsøgt hus. Og det går selvfølgelig galt. James Wan har angiveligt produceret filmen — det var ham med den fantastiske The Conjuring, men der er ikke meget Conjuring-stemning over denne her omgang spøgerier. Demonic har godt nok en interessant flashbackstruktur, men bruger den ikke til noget. Til gengæld byder filmen på en håndfuld velturnerede jumpscares og en noget mystificeret Maria Bello.



    Demonic udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 11. juni. Der er intet ekstramateriale til filmen.

    tirsdag den 2. juni 2015

    Penny Dreadful sæson 1 (2014)


    Penny Dreadful (Sæson 1)
    Skaber: John Logan
    Medvirkende: Timothy Dalton, Eva
    Green, Harry Treadaway m.fl. 
    Desert Wolf Productions, 2014


    Penny Dreadful foregår i Victoriatidens London og svælger i gotisk og freudiansk horror mikset med masser af litterære hilsner til gyserklassikere som Dracula, Frankenstein og Dorian Gray. Og selv om der er masser af intertekstuelle referencer til kendte romaner og monstre så er Penny Dreadful først og fremmest fantastisk smuk og stemningsfuld med sin melankolske fascination af og kærlighed til døden.



    Penny Dreadful sæson 1 udkom på dansk blu-ray fra Paramount d. 21. maj. Der er følgende sporadiske ekstramateriale til sæson 1:

  • Penny Dreadful: Costume Design (mikro-featurette, 4:12 min.)
  • The Animals of Penny Dreadful (mikro-featurette, 3:27 min.)
  • Penny Dreadful: Production Blogs (9 stk, ialt: 22:19 min.)
  • torsdag den 7. maj 2015

    Cabin Fever: Patient Zero (2014)


    Cabin Fever: Patient Zero
    Instruktion: Kaare Andrews
    Medvirkende: Mitch Ryan, Currie
    Graham, Sean Astin m.fl.
    Indomina Productions, 2014

     _ _ _ _




    Cabin Fever: Patient Zero er vi tilbage med flere bestialske tilfælde af denne her ekstreme hud- og kødædende virus, der hærgede i de to forgående Cabin Fever-film. I denne prequel skulle vi så angiveligt få en form for forklaring på hvor den relativt ubehagelige body horror-sygdom er opstået og hvad det hele går ud på. Men desværre kommer vi aldrig så langt — Cabin Fever: Patient Zero viser sig nemlig at være en usammenhængende og nonsensagtig Resident Evil-klon.



    Cabin Fever: Patient Zero udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 23. april uden andet ekstramateriale end et par trailers til andre Scanbox-titler.

    onsdag den 22. april 2015

    Late Phases (2014)


    Late Phases
    Instruktion: Adrián García Bogliano 
    Medvirkende: Nick Damici, Ethan
    Embry, Tom Noonan m.fl.
    Dark Sky Films, 2014

     _ _ _ _























    Late Phases er en amerikansk varulvefilm af den helt gamle skole — uden CGI-effekter men med praktiske effekter i form af en mand i et pelset kostume, der render rundt og spreder skræk og rædsel i et beskyttet pensionist-kvarter over there.

    Det lugter af 80er-monsterfilm med masser af overdrivelser, ironi og gang i den — det er også det indtryk man kan få af coveret — og derfor ender Late Phases da også med at skuffe ganske fælt. Der er nemlig langt fra særlig meget gang i den, ikke før til allersidst i hvert fald. Og så ligner varulvekostumet det som det reelt er: Et varulvekostume.



    Late Phases udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 16. april. Der er følgende udmærkede ekstramateriale på blu-rayen — intet er tekstet:

  • Early Phases: The Kurtzman Studio Werewolf Diaries (håndholdt videodagbog, 28:52 min.)
  • The Beginning Phases of Late Phases (mini-feature med interviews, 14:21 min.)
  • Trailer (1:59 min.)
  • Slideshow (ultrakort, 55 sek.)
  • Trailershow (for andre titler fra Another World Entertainment, 8:42 min.)
  • fredag den 27. marts 2015

    [REC] 4: Apocalypse (2014)


    [REC] 4: Apocalypse
    Instruktion: Jaume Balageuró
    Medvirkende: Manuela Velasco, Paco
    Manzanedo, Héctor Colomé m.fl.
    Filmax, 2014

     _ _ _ _


















    [REC] 4 er udstyret med den fantastisk misvisende undertitel Apocalypse. Filmen handler nemlig langt fra om dommedag, men er bare endnu et kapitel i den fortsatte [REC]-serie. Denne her sequel foregår på et skib, hvor de ganske få overlevende fra de tre første films zombievirusangreb holdes isolerede. Og det er faktisk ikke nogen dårlig idé til at køre sagaen videre.

    [REC] 4 vækker mindelser om gyserklassikere som Ridley Scotts Alien og John Carpenters The Thing, men ender som en bleg og blodfattig udgave af en Resident Evil-klon med alt for lidt plot der bliver alt for rodet fortalt — og med ALT for meget shaky-cam!


    [REC] 4: Apocalypse udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 24. marts. Der er følgende ekstramateriale på blu-rayen:

  • Featurette
  • Slideshow
  • Trailers for andre film fra Another World Entertainment
  • lørdag den 7. februar 2015

    What We Do in the Shadows (2014)


    What We Do in the Shadows
    Instruktion: Jemaine Clement, Taika
    Waititi
    Medvirkende: Jemaine Clement,
    Taika Waititi, Jonathan Brugh, Cori
    Gonzalez-Macuer m.fl.
    Unison Films, 2014


    What We Do in the Shadows er en nærmest perfekt spoof-film der tager alskens vampyrfilm under kærlig behandling — fra ældgamle Nosferatu, over flere Dracula-filmatiseringer og Interview With the Vampire til selvfølgelig Twilight osv. Det er makabert, det er hamrende sjovt, og man griner nærmest konstant over de mange referencer, den skæve Monty Python-agtige humor og legen med dokumentargenren.

    Hør mere i podcasten...

    What We Do in the Shadows udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment i januar. Der er desværre kun følgende ekstramateriale på blu-rayen:

  • Filmens trailer
  • Slideshow
  • Trailers for andre film fra Another World Entertainment
  • tirsdag den 27. januar 2015

    The Quiet Ones (2014)


    The Quiet Ones
    Instruktion: John Pogue
    Medvirkende: Jared Harris, Sam
    Claflin, Olivia Cooke m.fl.
    Hammer Film Productions, 2014

    ★ _ _ _ _


    The Quiet Ones er en ny britisk gyser fra det hedengangne, nu genopståede, Hammer Studios, der i 1960-70erne var kendt for deres farvestrålende horrorfilm med Dracula & Frankenstein, Christopher Lee & Peter Cushing — og ja, masser af blodtilsprøjtede ungpigebryster.

    Den slags horror-snask har det moderne Hammer lagt på hylden til fordel for en mere distanceret antydningens kunst — og her kommer så The Quiet Ones, en psykologisk spøgelsesfilm (!) der aldrig rigtig når ud over rampen, aldrig kommer videre end antydningens kunst, men til gengæld låner og stjæler fuldkommen ublu fra vor tids store gysersucceser.

    Hør mere i podcasten...

    The Quiet Ones udkommer på dansk blu-ray fra Scanbox d. 29. januar. Der er skuffende nok intet ekstramateriale på blu-rayen ud over fire trailers til andre film fra Scanbox.

    onsdag den 5. november 2014

    Devil's Due (2014)



    Devil's Due

    Instruktion: Matt Bettinelli-Olpin & Tyler Gillett
    Medvirkende: Allison Miller, Zach Gilford, Sam Anderson m.fl.

    20th Century Fox, 2014.

     _ _ _ _


    Devil's Due 
    udkom på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 30. oktober. Blu-rayen indeholder følgende ekstramateriale:
    • Audio Commentary with Matt Bettinelli-Olpin, Tyler Gillett, Chad Villella and Justin Martinez
    • Deleted Scenes
    • Radio Silence: A Hell of a Team (interview med de firkløveret bag filmen)
    • Director's Photo Album
    • Ashes to Ash
    • The Lost Time
    • Roommate Alien Prank Goes Bad (YouTube-kortfilm)
    • Mountain Devil Prank Fails Horribly (YouTube-kortfilm)

    tirsdag den 28. oktober 2014

    The Conjuring (2013)



    The Conjuring
    (dansk titel: Nattens dæmoner)

    Instruktion: James Wan
    Medvirkende: Patrick Wilson, Vera Farmiga, Lili Taylor, Ron Livingston m.fl.

    New Line Cinema, 2013.

    ★★★★ _

    Filmen er tilgængelig i HD på dansk Netflix.

    torsdag den 2. april 2009

    The Strangers (2008)


    "Is Tamara home?" Her er den mest uhyggelige mainstreamgyser i flere år. Bryan Bertino har skrevet og instrueret en lille, monstereffektiv omgang home invasion-horror, der nok skal holde dig vågen et par nætter eller tre. Det er simpelt men solidt filmhåndværk uden de store dybder. Men det er netop pointen.

    Det er lang tid siden jeg har været så skræmt over en amerikansk mainstreamgyser: Vacancy endte som et klichefyldt antiklimaks; The Ruins var nok blodig men også et halvkikset forskræp om M. Nights Shyamalans tåbelige plantegyser The Happening. Bedst var den amerikanske vampyrfilm 30 Days of Night, der forfinede klicheerne, vendte dem på hovedet, og blandede dem med en frostklar poetisk slutning.

    Bryan Bertinos The Strangers er noget helt andet – mere enkel, mere realistisk og især i filmens første halvdel mere skræmmende. Filmen handler grundlæggende om parret James og Kristen, der vender tilbage til et sommerhus kl. 4 om natten efter at have været gæster ved et bryllup. Han har været i det romantiske hjørne, har pyntet op med rosenblade og champagne, og har friet til hende til festen. Hun har sagt nej. Stemningen er på det laveste. Tror de. For så banker det døren, og en uhyggelig kvindestemme spørger om Tamara er hjemme. Og lige pludselig er James og Kristen ikke alene mere. Udenfor huset går tre uhyggelige, maskeklædte personer rundt og vil tydeligvis i kontakt med dem. Og så er maskemenneskerne pludselig også indenfor…

    Bulder og brag
    Bryan Bertino afstår fra den fysiske vold, blod og splattereffekter i hovedparten af The Strangers. Til gengæld dyrker han den psykologiske terror, så det bliver uhyggeligt skræmmende for både hovedpersonerne og publikum. Kameraet er nervøst håndholdt og bevæger sig hele tiden snigende rundt i det mørke, underbelyste sommerhus – ind bag bogreoler, rundt om store lampeskærme, op langs væggen, så Bertino hele tiden lukker rummet og locationen klaustrofobisk om hovedpersonerne. Samtidig afskæres publikum fra det befriende overblik, som vi nærmest skriger på, når maskemanden sniger sig rundt i baggrundens søer af mørke, eller måske/måske ikke forsvinder om bag en væg eller et gardin, som blokerer vort udsyn.

    På den måde er The Strangers en klichefyldt omgang gemmer og titte-bøh, men den hæver sig til noget større og langt mere modbydeligt, når Bertino kobler sin incidentalmusik på, der flere steder forvrænges til en uhyggelig og kommenterende underlægningsmusik – "Should we go outside?" lyder det f.eks. isnende fra pladespilleren, da Kristen står ansigt til ansigt med den uforklarligt åbne hoveddør. Og så er der alle lydeffekterne som buldrer, brager og klirrer, så både hovedpersonerne og publikum hopper i sædet.

    Flad slutning

    Selv om det er forbandet effektivt et godt stykke ad vejen, begynder man at få øje på den gysermæssige minimalisme som et teknisk stilgreb, fordi Bertino holder fast i titte-bøh-og-bulder-og-brag-metoden for længe. Der kommer ikke afgørende nyt på banen i filmens anden halvdel, og der lægges ingen spor ud til publikum om de tre maskemenneskers ophav eller motiv. Heller ingen falske spor, så Bertino kan hive tæppet væk under publikum i den twist-slutning som genren er så kendt for.

    Man kan endda indvende at den meget uhyggelige, langtrukne suspense-optrapning, som er hovedparten af filmen, ikke forløses korrekt, fordi det store klimaks sker offscreen og uden den chokerende mængde realistisk blod og vold som filmen har lagt op til og varslet igen og igen. Det hele ebber bare ud, hvorefter filmen slutter uforløst.

    Men det er måske netop meningen. Slutningen og konklusionen er enormt deadpan og bliver på ét plan enormt utilfredsstillende, fordi den bryder med alle vore genreforventninger på en meget uforløsende måde. På et andet plan er det den mest modbydelige slutning af alle, fordi den perfekt afspejler den frygt der gennemsyrer det vestlige samfund i disse år. På sin egen logiske måde bliver denne realistiske, minimalistiske og klichefyldte gyserfilm et uhyggeligt spejlbillede af vor egen frygt for den tilfældige vold, vi er magtesløse over for – om det så er terrorangreb eller ukendte forbrydere med masker der banker på i nattens mulm og mørke.

    Slutningen afspejler netop tilfældigheden i volden; morderne bliver nok udpeget, men det forekommer ligegyldigt. Ligeså med ofrene. Og hele filmen. Derved vokser Bryan Bertinos film sig langt større end sine nutidige mainstreamkonkurrenter.

    ······

    The Strangers
    Instruktion: Bryan Bertino
    Medvirkende: Liv Tyler, Scott Speedman, Kip Weeks m.fl.
    Vertigo Entertainment, 2008
    Spilletid: Ca. 82 minutter
    Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome

    torsdag den 26. marts 2009

    Four Flies on Grey Velvet (1971)


    Dario Argentos tredje dyrefilm hiver tæppet væk under publikum i en spektakulær surprise-slutning, hvor hele historien foldes ud, og den bindegale morder afsløres og uskadeliggøres på bare ti minutter. Indtil da er Four Flies on Grey Velvet en kedelig thriller med store visuelle ambitioner og lige så store fortællemæssige problemer.

    Den italienske gyserinstruktør, Dario Argento, startede karrieren med tre giallo-thrillers i den såkaldte dyretrilogi: The Bird with the Crystal Plumage (1970), The Cat o’ Nine Tails (1971) og Four Flies on Grey Velvet (1971). Giallo-genren er en sammensmeltning af whodunnit-krimien og slasher-filmen i detektivhistorier med grafiske mord på unge, smukke (og ofte letpåklædte) kvinder – og gerne med stiliseret kameraarbejde og ekspressiv brug af underlægningsmusik. Det var især The Bird… et fantastisk godt eksempel på, mens de to efterfølgende film er mere jævne giallo-thrillers; Four Flies… ender som både det vildeste og det kedeligste indslag i Argentos trilogi.

    Hovedrollen indehaves af en ung Michael Brandon (som vi er nogen der husker fra den britiske 80’er-strømerserie, Dempsey & Makepeace), der spiller trommeslageren Roberto. I filmens første minutter forfølges Roberto af en ældre mand, som tilsyneladende både er blind og meget paranoia-skabende. Roberto ender nemlig med at konfrontere ham og dernæst komme til at myrde ham i et gammelt forladt teater. Problemet er, at nogen overvåger Roberto og ser mordet – og så begynder den psykologiske terror, hvor den ukendte morderiske stalker kommer tættere og tættere på unge Roberto.

    Visuelle eksplosioner
    Four Flies… er først og fremmest en visuel oplevelse, der hæver sig over den italienske krimimetervare. Argento har tydeligvis arbejdet meget med særligt klipningen og de indlagte drømmesekvenser, og især i starten fungerer det meget overrumplende og nærmest desorienterende, når adskillige tidslinjer for Roberto klippes sammen til en montage – oven i købet med indlagte lækre slowmotionoptagelser af flyvende trommestikker; reallyd der bliver til underlægningsmusik og vice versa; og lydtomme titelskilte med et pulserende hjerte på sort baggrund!

    Det er en fantastisk filmisk startsekvens, der kun har ét problem: Den etablerer hverken miljø eller karakterer og lægger på ingen logisk måde op til det mord der sker kort tid (max. fem minutter) efter. Roberto bliver nok præsenteret som hovedperson, men det eneste karakteristiske ved ham er hans smukke ydre og hans funktion som trommeslager. Alt andet hemmeligholdes. Det bevirker at Argento ikke kan bygge suspense op omkring selve mordet, der derfor (på alle tænkelige måder!) fremstår som én stor fejltagelse, og det bevirker at Roberto aldrig rigtig får vores sympati. Det at han slår en mand ihjel og prøver at hemmeligholde det gør ham ikke til den oplagte hovedperson.

    Dumme dukke
    Filmens fortællemæssige problemer kommer også til udtryk, når Argento af uransagelige grunde skriver flere komiske og sorthumoristiske scener ind i sin thriller, hvor en vis Bud Spencer viser vores hovedperson at han kan æde en rå fisk, hvorefter de to senere tager på ligkistemesse, og det Monty Python-agtige postbud afleverer svenske pornoblade til den forkerte adresse og senere ved en fejl overfaldes af unge Roberto. Disse småsyrede scener trækker detektivhistorien i langdrag og fjerner fokus fra den egentlige intrige, som Argento først bringer rigtigt på banen i filmens slutscene. Og den kedelige historie afbrydes ikke spektakulære mordoptrin, som Argento ellers er så kendt for.


    Dermed bliver Four Flies… en langtrukken og ufokuseret thriller, og slutningen får publikum til at føle sig snydt – ikke mindst på grund af politiets overnaturlige opklaringsmetode: et fantastisk kamera der kan affotografere det sidste mordoffers hornhinde, hvor det sidste glimt af morderen stadig står indprentet.

    Hvor Four Flies… som helhed sakker agterud i forhold til sine to forgængere, så er der enkeltvise bud på Argentos visuelle genialitet – først og fremmest som nævnt i klipningen: I en anden overrumplende scene i en park, laver Argento tydelige elliptiske jumpcuts, så man bliver i tvivl om hvad filmen vil vise: tiden der går? en psykologisk brist hos kvinden der venter på parkbænken? eller et eller andet overnaturligt lirumlarum?

    Også den uhyggelige, kønsløse dukke (-maske), som Robertos morderiske forfølger bærer, peger fremad mod mesterværket Profondo Rosso (1975). Netop dukkemasken er blot én af mange visuelle detaljer, der understreger det skræmmende incestuøse – eller i det mindste et kønsdiskriminerende – tema, der ligger og gemmer sig under overfladen, særligt når man har set filmen til ende og fået serveret mordgådens løsning til sidst. Det understreges af også Robertos kønsløse fremtoning: Michael Brandon er 70’er-langhåret, umuskuløs og med sin ubehårede brystkasse ligner han til forveksling den unge, smukke kvinde, som han har en affære med midt i filmen - de kunne også være bror og søster i et badekar. Argento vender på mange måder op og ned på det traditionelle kønsrollemønster i denne film – selv ned i birollerne, hvor Roberto hyrer en homoseksuel privatdetektiv, der straks begynder at lægge an på ham.

    På samme måde er det interessant at lægge mærke til Argentos store interesse for cirkulære former og objekter og cirkulære og labyrintiske visualitet (kameraet der panorerer rundt om sig selv i 180 grader, f.eks.). Men ligesom med den grænseoverskridende tematik ender det som en overfladisk konstatering, fordi grundsubstansen i filmen – selve historien og plottet – ikke er godt nok.

    ······


    Four Flies on Grey Velvet (it. 4 mosche di velluto grigio)
    Instruktion: Dario Argento
    Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Jean-Pierre Marielle m.fl.
    Seda Spettacoli, 1971
    Spilletid: Ca. 102 minutter
    Filmen er netop udsendt på reg. 0-dvd af RYKO Distribution