Mamma Mia! (2008)

ABBA-musicalen starter som en fryd for øjne og ører – et festfyrværkeri af udødelig popmusik og smukke græske locations. Men filmudgaven af Mamma Mia! fejler, når filmens minimale konflikt sættes på skinner sådan ca. midtvejs. Tomgangen og tomheden indfinder sig for alvor i den sidste halve time, hvor kun Björn og Bennys musik kan vække begejstring.

Der er to typer musicaloptrin i filmudgaven af Mamma Mia! Der er de optrin, der accepterer at popsangene er et urealistisk element og derfor opløser filmens univers i smukke og medrivende montagesekvenser med både impressionistisk dansekoreografi og ekspressionistisk kamerabrug og klipning.

Sådan starter Mamma Mia! og man rives med ind i filmens univers af en smittende livsglæde genskabt i frydefulde græske locations med det glitrende lyseblå vand i baggrunden og de nærmest overbelyste og underskønne kvindelige hovedpersoner Donna og Sophie (mor og datter i skikkelse af smukke og velsyngende Meryl Streep og Amanda Seyfried).

Fejlslagen “realisme”
Og så er der de optrin, der nærmest opfatter popsangene som replikskifter eller monologer, som skuespillerne får lov til at afsynge i mere neutrale og realistiske sekvenser – typisk via kontinuitetsklipning. Meningen er givetvis at den sidste type sangscener skal hjælpe handlingen fremad ved at levere mundtlige plotpoints til filmen. Problemet er bare, at de realistiske musicalnumre hiver al magien og energien ud af Mamma Mia, så kun den medrivende ABBA-musik står tilbage.

De realistiske sekvenser er typisk stillestående – altså uden den store action og visuelle ekvilibrisme. Virkeligheden affotograferes som kedelige klip-i-blikretninger, når Sophie og kæresten Sky (spillet af Dominic Cooper, der har en veltrænet evne til at falde i med de græske locations og statister) synger “Lay All Your Love On Me” som duet på stranden, og værst af alt når Donna skråler “The Winner Takes it All” ind i hovedet på Sam (totalt atonale Pierce Brosnan) på vej til filmens afsluttende bryllup. Her og andre steder bliver Mamma Mia! desværre en flad og fejlslået genfortolkning og genopsætning af et teaterstykke, der i sig selv er en genfortolkning og genopsætning af ABBA’s sangskatkiste.

På samme måde kollapser filmens logik, når den forsøger at bevæge sig over i en mere realistisk handling med tilhørende konflikter og løsningsmodeller for det forestående bryllup mellem Sophie og Sky – og mellem Sophies tre potentielle fædre og Donna. Her afslører den sin egen psykologiske tomhed, og i de nævnte sange begynder man tælle de åbenlyse plothuller på fingrene.

Udødelig musik – ikke film
Selv om instruktøren, Phillida Lloyd, ikke udnytter de filmiske virkemidler optimalt til at få alle sangene til at spille på alle tangenter og tale til publikums dansegener, så er der også oaser af charmerende glædesudbrud, hvor filmudgaven klart hæver sig over hvad man kan på en scene. Når Meryl Streep synger “Money money money” og “Dancing Queen”, og når Amanda Seyfried synger rammesangen “I Have a Dream”og “Honey Honey”, så klikker alting på plads for filmen. Streeps sang til Seyfried, “Slipping Through My Fingers”, er ligeledes enormt rørende og tårefremkaldende. Man rives spontant med ind i filmens univers og overgiver sig 100% til karaktererne, de funklende lokaliteter og ikke mindst musikken.

ABBA’s musik har ikke fået nyt liv med Mamma Mia! – snarere er det disse udødelige popsange der ender med at give liv til en hel, nærmest uddød, filmgenre.


······

Mamma Mia!
Instruktion: Phillida Lloyd
Medvirkende: Meryl Streep, Amanda Seyfried, Pierce Brosnan m.fl.
Universal & Littlestar, 2008
Spilletid: Ca. 104 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

Der var engang en dreng (2006)

-som fik en lillesøster med vinger. Den ligner til forveksling en Tim Burton-fantasi, men denne film er dansk og helt sin egen. Wikke & Rasmussen er tilbage i eventyrlig form med gagget humor og selvbevidste musicaloptrin, der iscenesætter et uhyggeligt og helt aktuelt emne om at måtte være anderledes i et konformt samfund. Her er masser af gæstestjerner på rollelisten, og på trods af lidt problemer med CGI-effekter, hører Der var engang en dreng til blandt de bedste i sin genre.

Michael Wikke & Steen Rasmussen er tilbage med en fantastisk familiefilm, der vitterligt er for hele familien. Hvor temaet, plottet og de komiske karakterer har en umiddelbarhed, der henvender sig specifikt til børnene, så kan vi voksne fornøje os med alle de selvbevidste blink, legen med genrerne og andre intertekstuelle referencer.

Det er en form og genre som Wikke & Rasmussen har dyrket siden tv’s Robin Hat over Sonny Souffle Shock Show til deres såkaldte børnefilm, og selv om de efterhånden har fejret deres sølvbryllup sammen, så er den bragende energiske fortælleglæde og den finurlige dobbeltlagede humor stadig til stede. Med Der var engang en dreng viser Wikke & Rasmussen, at de stadig hører til i toppen af dansk film og tv, og at de (som de absolut eneste i dansk film og tv) kan tage kampen op mod Hollywoods konkurrence inden for deres genre.

Hudlapper, hudlapper, hudlapper…
Kort fortalt: Kalle får en lillesøster med hudlapper på ryggen – eller det vil sige: lægen og kommunen synes det ligner hudlapper, der skal bortopereres med det samme, så Kalles lillesøster kan få et godt og normalt liv; Kalle er overbevist om at det er vinger. Og snart går den eventyrlige jagt over marker og autoophuggerskrotpladser og igennem skove og søer til Plastic Fantastic, hvor to storsmilende kirurger skal stå for den kosmetiske operation af lillesøsteren. Kalles mission er at redde hende, før det er for sent.

Der var engang en dreng tager således form af en musical-roadmovie-eventyr-komedie for børn og voksne, hvor det er Kalles møder med gakkede, voksne fantasikarakterer der skaber filmen og giver den sin charme. Først og fremmest er der mødet med Auto-Alf, der har droppet karrieren som mekaniker, fordi alt han rører ved går i stykker – nu er garagen stopfyldt med havregrynsæsker, fordi havregryn kan tage toppen af stressen. Alf (spillet eminent af vor tids Dirch Passer, Nicolas Bro) giver Kalle medspil og modspil, når han henholdsvis hjælper ham på vej til Plastic Fantastic men også bremser op på ruten, fordi han f.eks. kan lugte pandekager eller bliver forelsket.

I andre og lige så kantede biroller ses bl.a. Daimi, Jytte Abildstrøm og Trine Dyrholm som opdaterede udgaver af pandekagehusets hekse; Caroline Henderson som Snehvide i spidsen for de syv gæve, motorsavsspillende skovhuggere; og til sidst Wikke & Rasmussen selv som to temmelig idiotiske kirurger på Plastic Fantastic – et eventyrslot af et privathospital. Måske mest sjove er familiens læge spillet og sunget af Troels Lyby, der konstant ruller rundt på sin lægestol og på de mest absurde måder prøver at overbevise familien om at det ikke er vinger, men hudlapper (“hudlapper, hudlapper, hudlapper…”); og endelig Bodil Jørgensen i rollen som Karin, “Karin fra Kommunen”, der som dreven sagsbehandler vil hjælpe familien igennem de svære tider, men ender som en anden tænderskærende Cruella de Vil.

Rubricering & normalisering
Når filmen starter med en grundig præsentation af den lykkelige kernefamilie med far og mor, som letter og svæver rundt i køkkenet, mens de synger “Vi vil have en baby”, og storebror Kalle, som er vild med computerspillet SkyMaster, så er det selvfølgelig, fordi lillesøsteren med vinger passer perfekt ind i netop denne ramme. Men også fordi familiens flyvetilbøjeligheder via lillesøsteren overskrider de selv samme rammer og bliver offentlig – og det er (ifølge filmens budskab) dybt problematisk for det omkringliggende samfund, der vil have denne anormalitet standset med det samme.

Det underliggende tema i Der var engang en dreng viser sig dermed at være væsentligt mere dystert end de farverige, morsomme optrin foregiver at være: Det handler ikke så meget om at turde være anderledes og individuelle (og stå på egne ben sådan som mange andre børnefilm har lært os), men om at vort samfund i bund og grund stræber efter en ensretning og normalisering, og at vi skal kæmpe for at være anderledes og individuelle. Der skal ikke megen fantasi til at se parallellerne til Danmark, der i disse år gennemsyres af en formynderisk politisk interesse for at rubricere og standardisere – Kulturkanonen er kransekagefiguren på hele det projekt.

Det helt igennem geniale ved Der var engang en dreng er, at Wikke & Rasmussen iscenesætter budskabet om at kæmpe imod samfundets rubricering og normalisering med en film, der i den grad er svær at rubricere og stritter i så overrumplende mange retninger, at den aldrig lader sig standardisere. Stemninger skifter konstant fra det farceagtige til det groteske til det uhyggelige – og omvendt – når Kalle får en påtaget seriøs snak med nabodatteren om at indgå et fornufts-kommen-sammen-forhold mens far Palle på rekordtid bygger prinsesselegehus i baggrunden. Replikker og sange har så mange lag, at man altid er i tvivl om, hvordan man skal lytte og tænke – og filmen bliver dermed ikke ringere ved fremtidige gensyn. Eventyrkonventioner omformuleres og nytænkes, når Snehvide er mørk i huden og de syv små dværge render rundt i mands højde og fælder træer med motorsave og manglende fingre. Det er en musical, det er en komedie, det er en roadmovie, det er et eventyr, det er for børn, det er det voksne, det er postmoderne, det er samfundkritisk.

Den eneste kritik, jeg vil rejse over for denne film, er CGI-effekterne, som Wikke & Rasmussen burde have forfinet i flere sekvenser. Især undervandsscenen er tam i forhold til filmens real-effekter. Man kan få den tanke, at filmens budget simpelthen er blevet brugt op for tidligt, for også de sidste kameraindstillinger med familien samlet i haven og på villavejen virker ufærdige. Men det er minimale ridser i lakken på en fantastisk familiefilm, der uden tvivl går over i dansk filmhistorie som én af klassikerne.

······


Der var engang en dreng
Instruktion: Michael Wikke & Steen Rasmussen
Medvirkende: Janus Dissing Rathke, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen m.fl.
Græsted Film & Fjernsyn, 2006
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

Dreamgirls (2006)

Soul-sister-skuffelse! Jennifer Hudson vandt helt uforståeligt en Oscar for sin alt for overgearede rolle som Effie White i denne kedelige filmatisering af et Broadway-hit. Der er dog dømt Motown-nostalgi med masser af nik og blink til virkelighedens kunstnere, og det er egentlig ganske hyggeligt. Eddie Murphy giver den gas, og viser at han kan andet end at lægge stemme til et æsel.

Bare de dog ville holde op med at synge!! Sådan havde jeg det for det meste igennem Bill Condons filmatisering af Broadway-musicalen Dreamgirls, der vist nok ydermere er baseret på en roman. Jeg er dog hverken bekendt med det ene eller det andet forlæg så jeg skal afstå fra at komme med belærende sammenligninger, men vil udelukkende lade filmen tage skraldet.

For lad det være sagt med det samme: We Are Not Amused!

Jeg havde vitterligt glædet mig til Dreamgirls, fordi der er lang tid mellem vi får en ny musical at se på skærmen – det er jo mest Disney-koncernen der har stået for at holde den genregryde i kog de sidste 10-20-30 år. Men filmen er bare ikke særlig god eller spændende – det, der givetvis fungerer sublimt på Broadways drejescener i lyskeglernes farverige skær, bliver en andenrangs Hollywoodfilm.

Music, music, music!
For det første: Kors hvor er der meget musik i Dreamgirls! Nu er der jo i sagens natur en del musik på færde i musicals, men her føles de mange sange til tider som en kæmpe klods om benet på filmen og dens tynde historie. Der er alt for mange sange som ikke får filmens handling til at drive fremad eller lægger ekstra lag uden på de meget spinkle karakterer, men som blot repeterer et statement eller en følelse som allerede er formidlet i replikkerne og den forrige scene. Det får Dreamgirls til at køre unødvendigt i tomgang.

Læg dertil at filmens sangnumre (og hele handlingen faktisk også) foregår inden døre og udspiller sig i pladestudier, på varietescener og i tv-studier – det bevirker at filmen bliver ret klaustrofobisk og de store danseoptrin bliver ret tv-agtige med kulisser og drejescener. En slags affotografering af Broadway-stykket om man vil.

Der leges i det hele taget alt for lidt med de filmiske virkemidler i Dreamgirls; kun et par gange udnyttes en flot panorering som skjul for et elliptisk klip, så prøverne på en sang umærkeligt går over i den store performance foran live-publikum. Det er fedt! Men det skal der være meget mere af i en filmudgave af et Broadway-hit. Tvært om virker mange af de store opgør (hvor karaktererne selvfølgelig også synger) som langstrakte, mega-melodramatiske optrin iscenesat og filmet, som hvis der var tale om et almindeligt replikskifte i en almindelig film og ikke det store vendepunkt i en musical. Dette besynderlige valg hjælper ikke på seerens (eller i hvert fald min) sympati med den konstant irriterende og stolte Effie, der i Jennifer Hudsons skikkelse overgrimasserer og skråler, som skulle hun nå helt ned til billetlugen på 7th Avenue. Moderne film er et nærbilledemedie, men det har Bill Condon vist ikke rigtigt fattet.

Eddie Murphy
Den skuespiller, der fortjener den store applaus for ikke at lade sig rive med af Condon & Hudsons overdrevne musicalspil, er Eddie Murphy. Nu har vi efterhånden set ham i talrige idiotiske komedier iklædt latex på latex og med et arsenal af lokumsvittigheder, der kan gøre en tredjeklasser grøn af misundelse – og så vender han rundt på en tallerken med afdæmpet skuespil og komik, der passer til hans rolle. Den scene, hvor han skal til at tage en ordentlig gang coke og blot kigger på de omkringsiddende for at få dem til at forlade stuen, viser at han er langt foran de øvrigt medvirkende og denne film som sådan. Netop den scene hæver sig over det lousyige gennemsnit i Dreamgirls, for her bliver den pludselig en rigtig film.

Hvis det ikke skulle være fremgået særlig klart, så anser jeg ikke Dreamgirls for at være den amerikanske musicaltraditions redning. Her er ganske simpelt for få overraskelser i en handling, der er set 1000 gange før (og bedre i f.eks. den dér Tina Turner-film), ordnet i to akter (så vi netop snydes for at følge de tre pigers opstigning til stjernestatus), og som hele tiden afbrydes af sange, mens jeg som seer sidder og skriger: “Kom nu videre!!!”

Og de to klaptræer går til Eddie Murphy og den halvautentiske Motown-rejse fra soul til disco …

······


Dreamgirls
Instruktion: Bill Condon
Medvirkende: Jamie Foxx, Beyoncé Knowles, Eddie Murphy m.fl.
DreamWorks, 2006
Spilletid: Ca. 125 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

Happy Feet (2006)

Jo, det er pingviner – og jo, de danser og synger! George Miller har fået stor succes med sin digimationsfilm om de sociale, politiske og religiøse relationer mellem pingvinerne i Happy Feet. Men selv om filmen bringer nye emner på banen og sine steder er både visuelt smuk og poetisk og andre steder overrumplende og svimlende, så er det altså stadig en klæg omgang moraliserende pladder, som Disney mestrede mange gange bedre for 15 år siden. Happy Feet’s visuelle drive er desuden frygteligt amputeret i udgangspunktet.

Her har vi så endnu en film, som jeg havde set frem til med længsel efter utallige digimationsfilm om dyr, der skal enten væk fra eller tilbage til civilisationen. Også de dér postmoderne udgaver af gamle eventyr, som nåede deres højdepunkt allerede med Shrek, er jeg kørt død i. Happy Feet lovede at være noget helt andet – de amerikanske anmeldere var begejstrede, og filmen blev nomineret til en Oscar. Sikke en fest!

Men her er de nøgne facts: Filmen er langt fra original i sin handling og temaer, og den digitale visualitet er (om ikke hæslig men så i hvert fald) problematisk – her er genskabt et stykke af virkeligheden tilsyneladende, men det udgangspunkt skyder filmen i sænk allerede fra første scene, hvor det hele emmer mere af Baz Luhrmanns Moulin Rouge! end Viasat Nature.

Sang & musik
Titlen Happy Feet refererer kort fortalt til den lille pingvin Mumle, der bliver født med stepglade fødder. Det ser den resterende pingvinflok sig noget sure på, for de vil hellere synge amerikanske pop- og rockklassikere, og mener at Mumle er skyld i den faldende fiskebestand og at han har vagt gudernes vrede med sin ugudelige skrålen og dansen rundt. Han skal selvfølgelig lære at stå på egne ben og vokse sig stor og stærk og redde sin pingvinflok. Det er sådan ca. set en million gange før!

Og det dér med at pingvinerne synger og danser rundt – de snakker også, og opfører sig selvfølgelig helt som os mennesker; vi har jo med en allegori at gøre – det er fint nok. Det har de gjort i årevis i Disneys tegnefilm med større og mindre held. Happy Feet er dog endnu et bevis på det som nogle vrede engelske forfattere har kaldt en infantilisering af vort samfund, hvor voksne skal læse Harry Potter, se Shrek og spille Playstation og X-Box for at være trendy. I Happy Feet er det umiddelbart oplagt at pingvinernes sange og navne (den Elvis-syngende pingvin hedder således Memphis, mens Mumles mor hedder Norma Jean) vil appellere mest til de voksne – det samme vil det lidt tunge økologiske budskab der lige så stille slippes løs i løbet af denne lange tegnefilm.

Dér hvor filmen knækker for mit vedkommende er når pingvindesignet og animationen ikke står mål med det faktum at de synger og danser hele filmen igennem. Pingvinerne er realistisk designet – de er ikke Disney-antropomorfe udgaver af mennesker, men ligner pingviner. Det er pudsigt at pingvinerne ser så realistiske ud, når alt andet er umanérligt kunstigt og børnevenligt. Først tænker man, at det var da egentlig en meget sjov og nytænkende idé, og kunne det ikke have været sjovt at se Løvernes konge med de autentiske dyr. Men så melder den lidt negative tanke sig: Måske er det en rigtig god måde at spare en pokkers masse penge på, hvis alle pingvinerne ligner hinanden. På den måde behøver de jo kun designe én pingvin og så bare modificere den lidt og genbruge den med copy/paste. Det er nemt og dovent. Og køber man ikke den teori, så køb den her: De mange ens pingviner på blå og hvid baggrund bliver grusomt kedeligt at se på i længden! Og endnu værre: Det er simpelthen svært at leve sig ind i dem og deres problemer, når de er så realistisk udtryksløse.

Rutschebanefilm
Der hvor filmen bliver medrivende – for den føles tit alt for lang – er i de strategisk indlagte rutschebanesekvenser, hvor Mumle & co. flintrer hen over isen eller ned ad bakker osv. I de bedste af disse actionsekvenser er animationen fantastisk og man føler (selv på en 28" tv-skærm) suget i maven når de ryger ud over kanten. Det er pokkerme fedt lavet. Det samme er de enormt flotte snelandskaber, nordlys og danseopvisningerne. Her har vi filmens kvalitet, og det er derfor man skal se den.

Når man så ser lidt mere kritisk på filmens struktur og begynder at kratte i overfladen virker disse rutschebanesekvenser noget påklistrede, som om de alene er lagt ind for at sætte skub i en ellers tung handling. De kan ligne – eller vil i hvert fald uden tvivl give masser af inspiration til – computerspil eller 3D-/rutschebaneattraktioner i forlystelsesparker rundt omkring i verden.

På bundlinjen betyder det desværre, at filmen aldrig hæver sig over det middelmådige. Den mangler sjæl og atmosfære, fordi man nærmest mærker berettermodellen og Christopher Vogels fortælleteori om “heltens rejse” skure i ørene. Her er ingen charme eller empati, for der er ikke mange nærbilleder. Ej heller af dansende pingvinfødder.

······


Happy Feet
Instruktion: George Miller
Medvirkende stemmer: Elijah Wood, Robin Williams, High Jackman m.fl.
Village Roadshow Pictures, 2006
Spilletid: ca. 104 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.