Dead of Night (1945)

Engelsk gyserfilms store klassiker matcher flere steder stadig sine moderne efterkommere i krybende overnaturlig uhygge. Dead of Night blev den første antologifilm og var på sin tid et økonomisk sats, for sådan havde man aldrig grebet gysergenren an før.

England har en stolt gyserfilmstradition: I 1960erne genopfandt Hammer Films de gamle gotiske gysere med f.eks. Dracula og Frankenstein i kulørte kostumedramaer og få men modige splattereffekter og senere lidt erotisk lir. Et andet engelsk filmselskab, Amicus, specialiserede sig i antologifilm med små gyselige fortællinger fra bl.a. E.C.-tegneserierne Tales from the Crypt og The Valut of Horror.

Selve grundstenen til antologigysergenren blev lagt af de engelske Ealing Studios med filmen Dead of Night, der har hele fire instruktører på creditlisten og leverer 5-6 små historier af forskellig kvalitet. Gyserfortællingerne centreres alle om skismaet mellem overnaturlige begivenheder og psykens ustabilitet jf. psykoanalysen og Freud, og dette sættes i relief af filmens rammehistorie om en drøm, der udvikler sig til et mareridt.

Dead of Night tager udgangspunkt i arkitekten Walter Craigs besøg i en idyllisk landejendom. Han er inviteret under det påskud at indehaveren ønsker at bygge om, men det viser sig hurtigt, at Craig har besøgt stedet før – i en drøm. Han husker de fem øvrige gæster, der er forsamlet og han begynder at forudsige begivenhederne. Det ansporer gæsterne til at fortælle om overnaturlige oplevelser de har været ude for – fra spøgelser over troldspejle til uhyggelige bugtalerdukker. Alt imens prøver psykologen Dr. van Straaten at slå historierne hen med videnskabelige forklaringer og teorier a la Freud. Men det er de små fortællinger, der er kernen i filmen.

Grundstenen
Set med nutidens øjne er filmens største force også dens største svaghed: Dead of Night dannede som nævnt skole for antologifilm og sågar også tv-antologiserier som f.eks. Alfred Hitchcock Presents, der bruger samme ironiske tone og form for uhygge. Ligeledes med de små overnaturlige beretninger, der er blevet stjålet og plagieret i filmens verden lige siden. Derfor vil flere af historierne i Dead of Night virke enormt klichéfyldte på et nutidigt publikum – især slutningen, der er blevet så fortærsket, at det ville være utænkeligt at lave en tilsvarende udgang på en moderne gyserfilm.

Derfor er det også fantastisk at to-tre af historierne faktisk stadig kan skabe uhygge og suspense, der kan matche de moderne udgaver. Her tænker jeg på den korte historie om børnenes gemmeleg ved en julefest, hvor en af pigerne møder en lille dreng i en glemt afkrog af det store gods; på historien om det forheksede spejl, der tager magten fra dets ejer; og endelig – filmens absolutte højdepunkt – Jekyll/Hyde-historien om den uhyggelige bugtalerdukke, Hugo, og hans ejer. De tre rummer en drømme/mareridtsagtig atmosfære, skabt med stemningsfulde dekorationer, lyssætning, sære kameravinkler og underlægningsmusik, der hæver denne engelske film op til klassikerniveau. Filmens brug af ekspressionisme eskalerer gradvist i rammehistorien, og Dead of Night slutter med et fornemt mareridt af et klimaks, hvor alle fortællingerne blandes sammen.

Ældet med ynde
En anden ting, der også fungerer optimalt den dag i dag er den tørre ironi og let opløftede stemning af britisk stiv overlæbe, der er en gennemgående del af Dead of Night. Flere af de små historier foregår i et historisk England, der bringer tankerne hen på detektivhistorier om Sherlock Holmes, der netop også handler om borgerskabets forsøg på at opretholde en facade og detektivens rationelle forklaring på tilsyneladende overnaturlige begivenheder.

Én fortælling stritter i en helt anden retning end resten af filmen, nemlig historien om de to golfspillere der sætter deres livs kærlighed på højkant. Taberen drukner sig i en sø efter nederlaget og vender tilbage som et venligt men påtrængende spøgelse. Her bliver filmen så bizar og campet, at også 1940ernes publikum må have undret sig over dette stilskift til en nærmest revyagtig komik.

Men bortset fra det er Dead of Night absolut seværdig og for alle os gyser/filmnørder spændende at gå på opdagelse i.

Man tør slet ikke tænke på hvordan dansk film så ud i 1945…

······


Dead of Night (da. Nattens mysterier)
Instruktører: Alberto Cavalcanti, Charles Chrichton, Basil Dearden og Robert Hamer
Medvirkende: Mervyn Johns, Frederick Valk, Michael Redgrave m.fl.
Ealing Studios, 1945
Spilletid: Ca. 103 minutter
Amerikansk dvd-distribtuion: Anchor Bay Entertainment

A Foreign Affair (1948)

Billy Wilders berlinerfarce byder på lige dele krig og kærlighed alt imens den kredser forsigtigt om en politisk kritik af de amerikanske soldater i det zoneopdelte Berlin. Det bliver for det meste morsomt og kærligt, selv om der lægges an til en mere kras og betydningsfuld film. Marlene Dietrich forfører; Jean Arthur overspiller.

I den fjerde film i min Billy Wilder-maraton er vi rykket til et efterkrigsramt Europa. A Foreign Affair kom efter Oscar-vinderen The Lost Weekend (1945) men før den Hollywood-revsende Sunset Boulevard (1950), men det kan man nu ikke rigtig mærke. Jeg vil gerne starte med at lægge kortene på bordet og sige, at denne film til en vis grad skuffede mig – især når man holder den op mod Carol Reeds samtidige og aldeles fremragende The Third Man (1949).

Reeds film er jo på overfladen en krimi, hvor mordet på Harry Lime skal opklares, men siden bredes ud til et tema om forskellige typer menneskehandel i et krigshærget Wien, hvor både europæere men særligt amerikanerne skildres som ofre for krigens hærgen. Wilders A Foreign Affair lægger an til samme fortolkning, synes jeg: Den er angiveligt også optaget on location i det sønderbombede Berlin, ligesom den handler om en amerikansk officer der udnyttes af en nazisympatiserende sangerinde. Men Wilder klæder sin minimale kritik af amerikanerne og efterkrigsspillet i Berlin i farcens og kærlighedskomediens gevandter og ender med at lukke konflikten ned som en lille uskyldig spøg. Hvor Reeds film kun kan foregå i en krigshærget europæisk storby, kan Wilders konflikt sagtens flyttes en hvilken som helst anden location.

Nu lyder det alt sammen meget negativt, men A Foreign Affair er stadig en morsom og kærlig film, men den føles betydeligt mere bedaget end Wilders bedste.

Dobbeltmoral og overspil
Meget kort handler A Foreign Affair om den kyske miss Phoebe Frost (!) der som del af en delegation ankommer til Berlin for at tjekke de amerikanske styrkers moral i forhold til tyskerne. Her møder hun hurtigt kaptajn Pringle, der kender det sorte marked og de letlevende og villige tyske piger som sin egen bukselomme (og Wilder er antydningens mester, når han i første scene lader Pringle hive et par førsteklasses damestrømper frem og forsøge at sælge dem videre til en soldaterkollega). Det viser sig selvfølgelig at Pringle lægger i med fräulein Erika von Schlütow, én af de lokale skønheder, der oven i købet optræder som sangerinde og champagnepige på den lokale soldaterknejpe – og relativt hurtigt viser sig at have visse forbindelser til nazisterne.

I løbet af filmens første times tid etableres et komisk trekantsdrama mellem disse karakterer, for miss Frost forelsker sig naturligvis i Pringle, mens fräulein Schlütow fortryller Pringle med sin seksuelle udstråling (og lidt mere, antyder Wilder) fordi hun er bange for at ende i arbejdslejr som andre nazisympatisører.

Wilders talent for komiske og suspensefulde forvekslinger er kostelig underholdning: F.eks. sekvensen, hvor miss Frost bevidst lader sig forveksle med en tysk Gretchen, for at komme til bunds i de amerikanske soldaters manglende moral. Her kommer Jean Arthurs overdrevne og nærmest maniske skuespil endelig til sin ret. Også scenen hvor kaptajn Pringle og miss Frost sammen overvåger fräulein Schlütow for at afsløre hvem af de amerikanske soldater, der holder hånden over hende, er tåkrummende morsom og suspensefuld, når alle prøver at holde masken og undgå at de intime forhold blotlægges. Men Wilder er langt fra den antydningens kunst og den herlige ironi som vi finder i såvel Double Indemnity som Sunset Boulevard – i A Foreign Affair er vi så tæt på den revyagtige farce, hvor der råbes og gestikuleres højlydt og på det nærmeste blinkes til kameraet og seeren.

Antydningens kunst og en form for femme fatale
Mens alle skuespillere overspiller, sådan som man nu engang skal i en farce, er Billy Wilders behandling af det vovede emne (amerikanske soldaters udnyttelse af lokale indbyggere) langt mere subtil, og i A Foreign Affair antyder mange replikker mere end udbasunerer hvad der foregår, ligesom Wilder med få midler sætter tanker i gang hos seeren, der let kan lægge to og to sammen og forstå budskabet. Alene karakterernes navne sætter tanker i gang i hovedet på publikum – fra den kølige og seksuelt forskrækkede miss Frost til den udsvævende og farlige fräulein Schlütow (der jo gemmer på det lille engelske substantiv “slut”). Wilder giver os også en jeeptur igennem Berlin hvor alle tegnene på den manglende amerikanske moral springer miss Frost i øjnene – heriblandt en tysk barnevogn med to amerikanske flag.

Og så er der selvfølelig Marlene Dietrichs karakter, fräulein Erika von Schlütow, der oser langt væk af sex og femme fatale, men som kun meget indirekte afslører sine evner med mændene – måske bedst i en vise om det sorte marked, hvor ordvalget og Dietrichs gestik mere end antyder, at det sorte marked kun er en metafor for noget helt andet: ”Enjoy these goods / because these goods are hot” synger hun til sidst i spotlightet, der tydeligt viser hendes krops kurver i den stramme kjole.

Der, hvor Billy Wilders efterkrigsfilm kommer til kort, er i inddragelsen af miljøet. I The Third Man spiller det zoneopdelte Wien den måske største rolle; her er Berlin en forholdsvis uinteressant storby, der nok ligger i ruiner, men som ikke bruges til noget i historien. Og hvad værre er: Wilders brug af bagprojektioner er enormt tydelig (måske grundet dvd-formatets alt afslørende skarphed), og de få autentiske optagelser drukner i de farceagtige indendørs studieoptagelser. Det gør samlet set A Foreign Affair til en ret uautentisk og ufarlig (nogle ville sige kedelig) filmoplevelse, hvor kun Wilders tæft for manuskript og letbenede kærlighedsforviklinger er over middel. Se den for iscenesættelsen af det andet plotpoint, hvor fräulein Schlütow afslører alt for miss Frost – det er ægte filmkunst, hvor de smukke, velbelyste lowkey-billeder fortæller alt. Lækkert!

······

A Foreign Affair
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Jean Arthur, Marlene Dietrich, John Lund m.fl.
Paramount Pictures, 1948
Spilletid: Ca. 112 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

The Lost Weekend (1945)

Drikfældighedens djævel vender tilbage. Billy Wilders Oscar-vinder fra 1945 er stadig effektfuld i sit rystende portræt af en alkoholikers kamp mod sin afhængighed. Filmen starter som hovedpersonen i forholdsvis sober, realistisk tilstand, men langsomt forvandler den sig til en mareridtsagtig gengivelse af omgivelserne med et uhyggeligt behandlingssystem og ekspressionistiske hallucinationer. Men det er Ray Millands altdominerende, karismatiske skuespil i hovedrollen, der stadig bærer filmen.

Lang om længe kom jeg videre i min Billy Wilder-maraton. Det har taget lang tid, og i vejen har været et hav af eksamensforberedelser, filmklip der skulle findes, og spørgsmål der skulle formuleres, men nu havde jeg lige en aften og formiddag til at se den næste Billy Wilder-film, Forspildte dage som den hedder på dansk.

Kort fortalt tager filmen udgangspunkt i forfatteren Don Birnams (spillet af en formidabel Ray Milland) eskalerende alkoholmisbrug, da han overlades til sig selv i en weekend i sin lille New Yorker-lejlighed. Der skal derfor ikke så megen fantasi til at se lighederne mellem Wilders portræt af den deliriske Birnam og Roman Polanskis 20-år-yngre lejlighedstrilogi begyndende med Repulsion (1965).

Lige så interessant er det, at man kunne have en vis Alfred Hitchcock mistænkt for at planke enkelte Wilder-sekvenser og indsætte dem i sine egne film: Hele åbningsscenens panorering over storbylandskabet og sluttende ved et åbentstående vindue gentages (dog med hjælp af ubehjælpsomme overblændinger) i Psycho (1960). Desuden har Ray Milland i visse sekvenser en slående lighed med James Stewart i Skjule øjne (1954), ligesom Wilders brug af klip i Birnams mere og mere febrilske blikretning / subjektive POV i teatret har en ganske slående lighed med Hitchcocks klippestil i klimaksscenen i Skjulte øjne. Det er egentlig ret interessant og sætter Hitchcocks mesterværker i et lidt devaluerende lys.

Mennesket bag monsteret
I både Forspildte dage og Sunset Boulevard formår Billy Wilder at vise sit publikum de menneskelige sider bag nogle knapt så sympatiske træk. I Sunset Boulevard dykker vi ned under overfladen hos Norma Desmond og lærer at kende hendes baggrund som feteret stumfilmsstjerne og forstå hendes behov for kærlighed og opmærksomhed, og frem for at vælge den lette løsning og skildre hende som et gennempsykotisk kvindemenneske, så formår Wilder at få os til at forstå hende og fatte sympati for hende.

Det samme sker i Forspildte dage: Her er det alkoholens væsen som tegnes med menneskelig nænsomhed. Nok har den negative konsekvenser – fra Birnams simple rapserier på en bar til et gangsteragtigt hold-up i en spiritusbutik – men Wilder viser også, at Birnam ikke har noget valg men af omstændighederne er dømt til sin alkoholskæbne. Selv om det aldrig for alvor slås fast med stålsikre flashbacks, hvorfor Birnam begyndte at drikke, så antydes det flere gange, at hans manglende succes som forfatter har været en medvirkende årsag.

Med dette udgangspunkt lærer man igennem filmen at forstå Birnams alkoholisme, ikke mindst når desperationen begynder at sætte ind, og Birnam slipper kontrollen og lader sit drikfældige jeg overtage styringen: I starten markeres sygdommens overtag musikalsk med en spøgelsesagtig underlægningsmusik, der hjemsøger ham. Den ubehagelige og skæbnesvangre musik formidler glimrende den følelse, som er en del af Birnam.

Senere begynder han at stjæle penge til den næste drink og han gennemroder sin lejlighed i jagten på endnu en flaske sprut, som han i spiritustågerne har glemt hvor han gemte aftenen før. Da han med sin gamle skrivemaskine under armen slæber sig igennem New Yorks gader fra pantelåner til pantelåner kun for at møde lukkede butikker alle vegne (grundet den jødiske helligdag, Yom Kippur), føler man med ham – også selv om man godt ved, at han sælger resterne af sin sjæl ved at skille sig af med sin skrivemaskine.

En modig film
Jeg skal ikke vove mig ud i nogen særlig konkret receptionsanalyse af Forspildte dage i forhold til dens samtid og datidens amerikanske publikum, men jeg tør godt postulere, at filmen har været normbrydende i 1945. Wilders Double Indemnity (1944) var i forvejen grænseoverskridende i dens behandling af koldblodigt mord og forsikringssvindel – en så udførlig planlægning og udførelse var ikke set før i amerikansk filmhistorie; Wilder havde nærmest leveret opskriften på det perfekte mord, lød det fra de offentlige meningsdannere.

Forspildte dage ramler på samme bramfrie måde ind i alkoholismetabuet og Wilder tør vise os de menneskelige sider af drikfældighedens djævel. Her er Birnam ikke den onde bums i rendestenen men offeret, og spiritusbutikkerne (der sælger Birnam flaske efter flaske, selv om de godt kender til hans sygdom), behandlersystemet (der minder om et kafkask sindssygehospital, hvor visse patienter er tilbage for 45. gang), og den generelle menneskelige ligegyldighed – det er disse udefinerbare instanser som Wilder formår at udnævne til de “onde” men dog menneskelige modstandere.

Det er ikke nogen lille bedrift – det er faktisk stor filmkunst.

······


The Lost Weekend (da. Forspildte dage)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Ray Milland, Jane Wyman, Howard de Silva m.fl.
Paramount, 1945
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

Double Indemnity (1944)

Billy Wilders gennembrudsfilm er en klassisk omgang film noir med Barbara Stanwyck som den fatale blondine der lokker den naive og liderlige forsikringsmand til at begå mord for sig. Det handler om menneskelig svaghed og psykisk korruption, og især den sprudlende dialog hæver filmen over de mere gennemsnitlige films noirs.

Så kom jeg endelig til den Billy Wilder-film som jeg faktisk har glædet mig mest til at se. Og jeg skal med skam melde, at det faktisk er første gang, at jeg ser Kvinden uden samvittighed – som filmens altafslørende danske titel lyder. Jeg skal også med skam melde, at jeg ikke er så fuldstændig begejstret som 95% af alle andre anmeldere eller filmnørder man kan finde rundt omkring på nettet. Nok er der tale om en rigtig god og spændende film – og jeg forstår godt, at Wilder fik sit gennembrud med dette manuskript og film – men sammenlignet med Sunset Boulevard (1950) er den ikke Wilders mesterværk.

Total film noir
Kvinden uden samvittighed handler om forsikringsmanden Walter Neff (spillet af Fred MacMurray), der i Californiens bagende sol forføres af den unge Phyllis Dietrichson (Barbara Stanwyck), som pønser på at købe en livsforsikring til sin mand og derefter slå ham ihjel for at kunne indkassere erstatningsbeløbet fra forsikringen. Walter og Phyllis indleder en affære og gør det af med Mr. Dietrichson alt imens Walters chef, den emsige Mr. Keyes, skal efterforske samme Dietrichsons død. Der går ikke lang tid før Walter mærke paranoiaen skylle ind over sig.

Kvinden uden samvittighed er først og fremmest et drama med ægte film noir-stemning. Her er stærke kvinder, der leder svage mænd i fordærv; her er regnvåde gader og persienneskygger på væggen; her er Walter Neffs flashbacks og gennemgående voice-over; her er varme skydevåben, dristig dialog og løse cigaretter i mundvigen.

Selv om filmen foregår i Californien med bragende solskin, er de mange indendørsscener nærmest lowkey-belyste med tydelige skygger fra de tunge persienner, der aftegner sig som symbolske fangedragter på karaktererne eller som vandrette tremmer på de rå vægge. Arven fra den tyske ekspressionisme er tydelig i udformningen af locations med de lange trapper, mønstre og udskæringer. Og kombinationen med den døende Walter Neff, der som en spøgelsesagtig voice-over tilstår det mord, som han har begået, sørger for at forløse den så kendte film noir-stemning, hvor vi ved, at alting ender galt.

Også Billy Wilder og Raymond Chandlers manuskript og den sprudlende dialog må man beundre. Der er mange dobbelttydige replikskift, hvor underteksten også i 1944 måtte være tydelig for enhver, men hvor den ellers så skrappe Hays Code-censur ikke kunne gøre fra eller til. Især Edward G. Robertsons monologer er fantastisk velskrevne og leveres med et maskingeværs brutale energi, så samtlige andre medvirkende falder fuldstændig igennem og fremstår ret patetiske. Alene hans præstation er hele filmen værd.

Isdronningen
Kvinden uden samvittighed var nytænkende i sit portræt af to meget almindelige mordere (en forsikringsassurandør og en hausfrau - de kunne være hvem som helst), og hele deres metode, der fremlægges så publikum skridt for skridt får kendskab til, hvordan man gør den slags. Filmen igennem er der fokus på Neff og den forførende mrs. Dietrichson, og selve opklaringsarbejdet ser vi ikke – til gengæld følger vi i en meget suspense-fyldt anden del af filmen, hvordan nettet strammes om de to. Filmens sidste tre kvarter er da også meget mere spændende end første del. Og den blev vel at mærke lavet 16 år før Hitchcock gjorde noget der tilnærmelsesvis lignede i Psycho.

På trods af suspensen lider filmen (synes jeg – og det er i sammenligning med Sunset Boulevard) under at samme Walter Neff og Mrs. Dietrichson er forholdsvis endimensionelle og ikke har de samme dybde eller historik som Joe Gillis og Norma Desmond eller gennemgår nogen nævneværdig udvikling. Deres lyssky kærlighedsaffære sættes hurtigt på skinner, og man skal ikke have taget den store filmeksamen for at regne ud, at Mrs. Dietrichson nok har et par trumfer op i ærmet, når Walter begynder at få kolde fødder. Keyes er på den anden side den karakter, der rykker sig mest i filmen – måske fordi Edward G. Robertson er en bedre skuespiller. Han udvikler sig fra en mavesur gammel forsikringsmand til nærmest at erklære Walter Neff sin kærlighed.

Det er selvfølgelig lidt nemt at beskylde filmen for at være for let gennemskuelig, når Kvinden uden samvittighed i 1944 på alle måder var med til at tilføre filmmediet en helt ny måde at fortælle på – og helt nye historier at fortælle. Det svarer til at anklage Dr. Caligaris kabinet for at være en frygteligt klichefyldt gyser! Men jeg har svært ved at se Barbara Stanwyck som den store forførerske – særligt sammenlignet med vores moderne desperate housewives forekommer hun uden sexappeal eller den aura af dragende mystik som f.eks. en Marlene Dietrich (!) og andre havde i 1944.

Jeg synes ikke at filmen er ældet med ynde sammenlignet med Sunset Boulevard. Wilders gennembruds-film noir er mere interesseret i melodramaet og de store følelser og savner den kynisme og humor, der har været med til at bevare Sunset Boulevard frisk og gjort den film til en absolut klassiker.

······


Double Indemnity (da. Kvinden uden samvittighed)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Fred MacMurray, Barbara Stanwyck, Edward G. Robinson m.fl.
Paramount Pictures, 1944
Spilletid: Ca. 108 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal

It's a Wonderful Life (1947)

Frank Capras It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve) er et fuldendt mesterværk på linje med de største amerikanske klassikere. Filmen har James Stewart i hovedrollen som den elskelige George Bailey, og man nyder hvert minut i hans selskab. Budskabet om næstekærlighed er soleklart; nogle vil finde filmen for naiv og tossegod – andre vil lade sig opsuge af dette amerikanske eventyr.

Filmen kan fejre 60-års jubilæum til næste år og er blevet vist utallige gange på tv omkring juletid, men det er først i dag, jeg har taget mig sammen til at sætte mig ned og se den på dvd.

På forhånd havde jeg skruet forventningerne op til et rimeligt niveau for en film med klassikerstatus. Amerikanerne elsker den jo tilsyneladende; der er ikke den tv-serie med respekt for sig selv, som ikke lader persongalleriet sidde og se slutningen – grædefærdige. Og mange af filmens temaer og karakterer minder da også om en anden amerikansk klassiker Arthur Millers teaterstykke, Death of a Salesman (1949) selvfølgelig koblet med engelske Charles Dickens’ A Christmas Carol (1843). Filmens hovedperson, George Bailey, slås dog ikke som Willy Loman med en overdreven naiv tro på den amerikanske drøm og sine egne mangelfulde evner – ej heller er der meget af den hadefulde gnier, Ebenezer Scrooge, over ham.

Omdrejningspunktet i It’s a Wonderful Life er til gengæld George Baileys evige lyst til eventyr og verdensomspændende rejser, som han sparer sammen til og glæder sig til hele filmen igennem, og som konstant skydes i stykker, fordi andre indbyggerne i den lille by Bedford Falls har brug for ham – først og fremmest hans familie, dernæst kunderne i hans fars bygge- og lånefirma og sidst i filmen de mange mennesker, som takket være ham har fået et respektabelt hjem i byen. George mindes hele tiden om de mange gode ting, som hans opofrelse fører med sig, men Frank Capra viser også tydeligt Georges tiltagende desperation og udlængsel som set ups til filmens store klimaks.

Frank Capras film er dog først og fremmest en feel good-film, rørende fortalt med et positivt livssyn. Her hjælper folk hinanden, når det brænder på, og kun onde kapitalister som Mr. Potter truer Bedford Falls’ indbyggere og dermed byens trivsel og fremtid. Filmens plot er lige så simpel og ukompliceret som George Bailey, men filmen afstår helt fra melodramatiske sideplots som f.eks. en hemmelig kærlighedsaffære med Violet, et opgør mellem brødrene Bailey om farens firma, et opgør mellem den glemsomme Uncle Billy og George før klimakset, eller blot Georges accept af Mr. Potters tilbud om en årlig gage på $20.000 mod at overdrage farens gamle firma til den onde kapitalist.

Hvad filmen mangler i plotmæssig kompleksitet, har den til gengæld masser af i uovertruffet skuespil fra især James Stewart, der bærer filmen i rollen som ejegode George Bailey. Capra har ligefrem iscenesat flere sekvenser med særligt fokus på Stewarts præstation: Telefonscenen med den kommende mrs. Bailey (spillet af Donna Reed) viser Capras evner og filmmediets styrke, når billedsiden går i en helt anden retning end dialogen. Tilsvarende er konfrontationen mellem den rasende, fordrukne George Bailey og hans familie hjertegribende; Capra har publikum i sin hule hånd, og hans brug af set up – pay off samt den gennemgående positive portrættering af George Bailey får os helt ud på kanten af stolen, fordi vi på én og samme gang forstår og holder med George, men også tvinges til at tage afstand fra hans destruktive adfærd. Samtidig ved vi jo, at englene holder øje med George og måske oven i købet vil komme ham til undsætning. Vi ved bare ikke hvornår. Det er på alle måder ægte suspense.

Filmens visualitet underbygger selvfølgelig historien, men Capra skaber andre effekter end 40ernes faste brug af vaseline på linsen for at få særligt de kvindelige hovedroller til at tage sig funklende ud. (I vore knivskarpe dvd-tider ser nærbillederne af Donna Reed nærmest sådan lidt uldne og ufokuserede ud.) Dekorationerne kommenterer løbende handlingen, som da George går amok hjemme, og Abraham Lincoln ser til en billedramme på væggen; eller da George beder om penge hos den griske Mr. Potter, og en buste af Napoleon betragter Baileys Waterloo. Også de to kontorer er slående møbleret efter ejerne: den manipulerende, magtfulde Potters kontor er fyldt med mørke og ornamenterede møbler, der giver et dystert, ekspressionistisk indtryk, mens Baileys lille bygge- og lånefirma er formet som et gigantisk fuglebur, der på én gang bebos af den sorte krage/ravn/allike Jimmy og George selv (spillet af en anden Jimmy), som jo i størstedelen af filmen netop føler sig indespærret i farens pengeinstitut og Bedford Falls.

På denne måde går plot, tema og æstetik op i en højere enhed: Filmen fremstår på alle måder som et moderne eventyr – en positiv spejling af Death of a Salesman. Mens Willy Loman opsluges af sine egne naivistiske drømme, har George faktisk den form for succes som Willy stræber efter – venner, karriere, respekt, dygtig og arbejdssom familie osv. Da alting alligevel kollapser, må George igennem sit eget mareridt for at indse, at hele hans liv er fantastisk og værd at leve.

60 år efter premieren formår It’s a Wonderful Life stadig at tryllebinde med sit nærmest anti-amerikanske, ærkehumanistiske livssyn. Den kyniske anmelder vil sige, at slutningen er klæbrig og ekstremt kalkuleret – denne anmelder siger, at slutningen er 100 % rigtig og gav en pokkers stor klump i halsen.

······


It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve)
Instruktør: Frank Capra
Medvirkende: James Stewart, Donna Reed m.fl.
Republic Pictures, 1947
Spilletid: ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount Home Entertainment