Billy Wilders gennembrudsfilm er en klassisk omgang film noir med Barbara Stanwyck som den fatale blondine der lokker den naive og liderlige forsikringsmand til at begå mord for sig. Det handler om menneskelig svaghed og psykisk korruption, og især den sprudlende dialog hæver filmen over de mere gennemsnitlige films noirs.
Så kom jeg endelig til den Billy Wilder-film som jeg faktisk har glædet mig mest til at se. Og jeg skal med skam melde, at det faktisk er første gang, at jeg ser Kvinden uden samvittighed – som filmens altafslørende danske titel lyder. Jeg skal også med skam melde, at jeg ikke er så fuldstændig begejstret som 95% af alle andre anmeldere eller filmnørder man kan finde rundt omkring på nettet. Nok er der tale om en rigtig god og spændende film – og jeg forstår godt, at Wilder fik sit gennembrud med dette manuskript og film – men sammenlignet med Sunset Boulevard (1950) er den ikke Wilders mesterværk.
Total film noir
Kvinden uden samvittighed handler om forsikringsmanden Walter Neff (spillet af Fred MacMurray), der i Californiens bagende sol forføres af den unge Phyllis Dietrichson (Barbara Stanwyck), som pønser på at købe en livsforsikring til sin mand og derefter slå ham ihjel for at kunne indkassere erstatningsbeløbet fra forsikringen. Walter og Phyllis indleder en affære og gør det af med Mr. Dietrichson alt imens Walters chef, den emsige Mr. Keyes, skal efterforske samme Dietrichsons død. Der går ikke lang tid før Walter mærke paranoiaen skylle ind over sig.
Kvinden uden samvittighed er først og fremmest et drama med ægte film noir-stemning. Her er stærke kvinder, der leder svage mænd i fordærv; her er regnvåde gader og persienneskygger på væggen; her er Walter Neffs flashbacks og gennemgående voice-over; her er varme skydevåben, dristig dialog og løse cigaretter i mundvigen.
Selv om filmen foregår i Californien med bragende solskin, er de mange indendørsscener nærmest lowkey-belyste med tydelige skygger fra de tunge persienner, der aftegner sig som symbolske fangedragter på karaktererne eller som vandrette tremmer på de rå vægge. Arven fra den tyske ekspressionisme er tydelig i udformningen af locations med de lange trapper, mønstre og udskæringer. Og kombinationen med den døende Walter Neff, der som en spøgelsesagtig voice-over tilstår det mord, som han har begået, sørger for at forløse den så kendte film noir-stemning, hvor vi ved, at alting ender galt.
Også Billy Wilder og Raymond Chandlers manuskript og den sprudlende dialog må man beundre. Der er mange dobbelttydige replikskift, hvor underteksten også i 1944 måtte være tydelig for enhver, men hvor den ellers så skrappe Hays Code-censur ikke kunne gøre fra eller til. Især Edward G. Robertsons monologer er fantastisk velskrevne og leveres med et maskingeværs brutale energi, så samtlige andre medvirkende falder fuldstændig igennem og fremstår ret patetiske. Alene hans præstation er hele filmen værd.
Isdronningen
Kvinden uden samvittighed var nytænkende i sit portræt af to meget almindelige mordere (en forsikringsassurandør og en hausfrau - de kunne være hvem som helst), og hele deres metode, der fremlægges så publikum skridt for skridt får kendskab til, hvordan man gør den slags. Filmen igennem er der fokus på Neff og den forførende mrs. Dietrichson, og selve opklaringsarbejdet ser vi ikke – til gengæld følger vi i en meget suspense-fyldt anden del af filmen, hvordan nettet strammes om de to. Filmens sidste tre kvarter er da også meget mere spændende end første del. Og den blev vel at mærke lavet 16 år før Hitchcock gjorde noget der tilnærmelsesvis lignede i Psycho.
På trods af suspensen lider filmen (synes jeg – og det er i sammenligning med Sunset Boulevard) under at samme Walter Neff og Mrs. Dietrichson er forholdsvis endimensionelle og ikke har de samme dybde eller historik som Joe Gillis og Norma Desmond eller gennemgår nogen nævneværdig udvikling. Deres lyssky kærlighedsaffære sættes hurtigt på skinner, og man skal ikke have taget den store filmeksamen for at regne ud, at Mrs. Dietrichson nok har et par trumfer op i ærmet, når Walter begynder at få kolde fødder. Keyes er på den anden side den karakter, der rykker sig mest i filmen – måske fordi Edward G. Robertson er en bedre skuespiller. Han udvikler sig fra en mavesur gammel forsikringsmand til nærmest at erklære Walter Neff sin kærlighed.
Det er selvfølgelig lidt nemt at beskylde filmen for at være for let gennemskuelig, når Kvinden uden samvittighed i 1944 på alle måder var med til at tilføre filmmediet en helt ny måde at fortælle på – og helt nye historier at fortælle. Det svarer til at anklage Dr. Caligaris kabinet for at være en frygteligt klichefyldt gyser! Men jeg har svært ved at se Barbara Stanwyck som den store forførerske – særligt sammenlignet med vores moderne desperate housewives forekommer hun uden sexappeal eller den aura af dragende mystik som f.eks. en Marlene Dietrich (!) og andre havde i 1944.
Jeg synes ikke at filmen er ældet med ynde sammenlignet med Sunset Boulevard. Wilders gennembruds-film noir er mere interesseret i melodramaet og de store følelser og savner den kynisme og humor, der har været med til at bevare Sunset Boulevard frisk og gjort den film til en absolut klassiker.
······
Double Indemnity (da. Kvinden uden samvittighed)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Fred MacMurray, Barbara Stanwyck, Edward G. Robinson m.fl.
Paramount Pictures, 1944
Spilletid: Ca. 108 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar