Lucio Fulcis 80’er-gyser er stadig en af de bedste og mest atmosfærefyldte zombiefilm nogensinde. Det kan godt være effekterne er tarvelige, skuespillet er elendigt og dødstælleren aldrig når op på højderne fra Peter Jacksons Braindead – men det gådefulde plot og den makabre, mareridtsagtige stemning, er sjældent set så gennemført i gysergenren.
December sidste år satte jeg Lucio Fulcis Zombi 2 på og blev slemt skuffet. Jeg skrev vist den gang at jeg ikke var særlig kyndig udi de dér spaghettisplattere, og tromlede da også Fulcis zombiefilm ned på alle leder og kanter. Nu har jeg imidlertid fået fingrene i den første film zombieserien fra den nye danske dvd-distributør, Another World Entertainment. Filmen er Lucio Fulcis E tu vivrai nel terrore – L’aldilà – også kendt som The Beyond, der jo er nemmere at udtale og huske for alle, hvorfor det er denne titel jeg vil benytte i det følgende.
Lad det være sagt med det samme: The Beyond er mange gange bedre end Zombi 2 med dens fjollede hajangreb og melede zombiemakeup. The Beyond forfalder nok til samme type billige special effects (og Fulci er også her temmelig øjenfikseret), men rammen for historien er langt mere jordnær, og selve plottet bringer mindelser om nyere film fra David Lynch, Clive Barkers Hellraiser og Lars von Triers Riget for ikke at nævne Playstation-spilserien Silent Hill. Det hele er med andre ord enormt stemningsfuldt og handler om at krydse tærsklen til en anden og mere uhyggelig verden. Det er meget få splattergysere der giver sig tid til at bygge historie og atmosfære op på denne måde, og derfor er The Beyond et besøg værd.
Rædslernes hotel
Filmen har fået den danske titel Rædslernes hotel, hvilket er ganske rammende, for historien foregår nemlig på et hotel, der er hjemsøgt, fordi nogen kom til at bygge det oven på én af de syv porte til helvede. Det kan jo ske for selv den bedste... Filmen tager udgangspunkt i newyorkerpigen Liza (spillet af Katherine MacColl) og hendes overtagelse af hotellet efter sin afdøde onkel – hun vil shine stedet op og åbne det igen, men der er visse problemer med vand i kælderen og nogle af håndværkerne kommer ud for de særeste ulykker. Sammen med den lokale læge (David Warbeck) hvirvles hun ind i et mareridt i vågen tilstand, hvor de to og os seere hele tiden må spørge os selv om hvordan dette her hænger sammen. Hvem er den mystiske blinde pige med hunden, som Liza tilsyneladende er den eneste der kan se? Hvad er der sket i hotellets værelse 36? Og kan vi i det hele taget stole på, at Liza er den hun giver sig ud for at være?
Karakterer forlader hotellet for blot at vende tilbage som levende døde eller i uhyggelige dobbeltgængerudgaver. På et tidspunkt rygtes det, at hele byen endda er forbandet som følge af fortidens begivenheder på hotellet – og samtidig begynder den rumlige logik at gå i opløsning: Alle vegne fører uundgåeligt mod rædslernes hotel. I vor tid kan filmen vist bedst sammenlignes med det døduhyggelige Silent Hill-spil, hvor man ligeledes bevæger sig i cirkler og hvor skellet mellem virkelighed og mareridt er til evig forhandling. Det er fedt!
På denne måde rokkes der hele tiden ved filmens virkelighedsplan, og denne fortællemæssige ubalance skaber en herlig David Lynch-agtig atmosfære, om end Lucio Fulci bruger den inden for gysergenrens grænser, frem for at sprænge dem sådan som Lynch har for vane. Det giver en fantastisk cocktail af lige dele kropslig splatter og åndelig surrealisme, som man alt for sjældent finder anstrøg til i den type film. Og Fulcis tankevækkende projekt fungerer, fordi han giver sig tid til stemningen og de mærkelige kameraindstillinger, udnytter de sparsomme men spøgelsesagtige og gotiske locations til det yderste og integrerer mareridt med suspense.
Gå efter øjnene
Jeg er sikker på at de italienske filmforskere har fået rigtig meget ud af at studere Lucio Fulcis forkærlighed for øjenskamfering på sine splatterofre. Her skal jeg ikke forsøge en større analyse og fortolkning af øjensplatterscenerne, men blot minde om at øjet jo er sjælens spejl, og at på engelsk er der den sproglige finurlighed at I og eye lyder ens. Så når øjet ødelægges, er det i virkeligheden jeget eller personligheden der nedbrydes. I den forbindelse er filmens afsluttende billeder meget interessante.
Derudover har jeg desværre ikke så meget pænt at sige, om Fulcis splatter/øjeneffekter. De er for det meste ikke super overbevisende udført - primært fordi Fulci dvæler længe ved dem (for at skræmme os og få os til at væmmes, formoder jeg) men i virkeligheden er det i disse lange dvælende zooms, at effekterne afsløres som rene og billige effekter.
Zombi 2 havde jo det famøse zombie-vs.-haj-opgør, og The Beyond har en næsten lige så lattervækkende scene, hvor en flok fugleedderkopper skal forestille at overmande en af karaktererne for at gnaske løs på hans ansigt – ikke mindst hans øjne. Det er så grimt og billigt lavet, at det burde have været stoppet af producenten. Igen er det scenens splatterstatus – det langtrukne og udpenslede – der skaber utroværdigheden og latterliggørelsen. Hvis Fulci i stedet havde antydet eller klippet hurtigt væk fra de grusomme detaljer ville det have været langt mere effektfuldt, tror jeg. Men samtidig ville filmen så ikke have været en splatterfilm!
Uanset hvad er The Beyond den bedste zombiefilm jeg har set i umindelige tider. Og i anledningen af påsken er jeg særlig gavmild. Derfor:
······
The Beyond (da. Rædslernes hotel)
Instruktion: Lucio Fulci
Medvirkende: Katherine MacColl, David Warbeck, Cinzia Monreale m.fl.
Fulvia Film, 1981
Spilletid: Ca. 84 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar