El Orfanato (2007)

Den mexicanske Børnehjemmet er noget så sjældent som en gammeldags gotisk gyser, der med simple virkemidler leger tagfat med seerens fantasi. Der er et fravær af blod og CGI-effekter, men til gengæld udnytter filmen billedbeskæringer, kamerabevægelser, belysning og frem for alt lydsiden til at skabe en fantastisk stemning. Fra start af er der suspense for alle pengene. Værsgo og gys!

Der hviler en skæbnetung stemning over Børnehjemmet, der er instrueret af Juan Antonio Bayona og hjulpet frem af producer Guillermo del Toro (ham med Pan’s Labyrinth). Fortidens begivenheder og synder går igen som spøgelser på det gamle børnehjem ved stranden. Filmen borer i familiehemmeligheder og bruger dem som afsæt for en spøgelseshistorie fyldt med patos og flotte ekspressionistiske scenarier. Her er en konstant krybende uhygge, og meget lidt effektjageri.

Historien tager sit udgangspunkt i Laura (knusende godt spillet af Belén Rueda), der har købt det gamle børnehjem, hvor hun selv voksede op. Hun og familien flytter dertil for at starte et nyt hjem for såkaldt “specielle” børn – børn med særlige støttebehov. Men de er knapt kommet på plads før Simón (Roger Príncep), Lauras egen dreng, begynder at tale om sine usynlige venner, som tager ham med på skattejagt i huset og på stranden. Særligt en lille fantasidreng ved navn Tomas lægger spor ud til Simón, så han kan finde frem til skatten. Langsomt oprulles familiens og Simóns fortid og skæbne, og det kulminerer i første omgang, da Simón forsvinder sporløst ved børnehjemmets indvielsesfest. Her sætter filmen i gear, for Laura lader sig ikke overbevise om at Simón har været udsat for en drukneulykke ved stranden. Hun er nemlig i mere end en forstand tæt knyttet til børnehjemmet og dets tidligere beboere.

Okkult detektivhistorie
Børnehjemmet er først og fremmest et gribende drama om en mors kærlighed til sin søn, men filmen kombinerer dette følelsesfulde tema med en gotisk detektivhistorie, hvor sandheden oprulles – ikke kun for seerne, men også – for Laura. Hun er en handlekraftig videreudvikling af den klassiske, mareridtsplagede skønjomfru fra den gotiske gyser. Hun lader sig aldrig spise af med de kloge mænds alt for jordnære forklaringer på de mystiske fænomener i og omkring huset, men fører som en rigtig detektiv an i jagten på sandheden.

Lauras mand, Carlos, er da også meget passende reduceret til en doven, ubetydelig bifigur, der ikke tror på eller kan se spøgelserne og spøgelseshistorierne, der fylder op på det gamle børnehjem. Han er egentlig kun med i filmen for at drage seerne i tvivl om, hvorvidt Laura ikke bare er stærkt påvirket af Simóns forsvinden / kidnapning / drukneulykke.

Laura kender også børnehjemmet fra sin egen barndom, hvor hun boede der, og legede med de andre børn, der alle led af en eller anden form for fysisk handicap. Filmen igennem lægges der op til en skæbnesvanger forbindelse mellem fortiden og nutiden – i første omgang fra Lauras leg med børnene til Simóns leg med spøgelsesbørnene, og senere mere direkte, da Laura bliver nødt til at genopbygge og møblere børnehjemmet efter de gamle standarder og lege med sine gamle legekammerater igen. De har savnet hende, som det varsles allerede i filmens første minutter.

At Simón kontaktes af spøgelserne skyldes naturligvis, at han er jævnaldrende med dem, men også at Simón selv er et “specielt” barn og relativt tidligt i filmen finder ud af, at han er adopteret og lider af en alvorlig sygdom, der på et symbolsk plan gør ham mere død end levende. Disse “tilfældigheder” binder Børnehjemmet sammen om dens egen uhyggelige og skæbnetunge logik.

På forskellige planer beskæftiger filmen sig med det fordækte, der trænger sig på og vil frem i lyset, og som det hør og bør sig i en gyserfilm er det mørke grotter, haveskure, kældre osv. der huser det ukendte og det uhyggelige. Det er her Laura hele tiden må stå ansigt til ansigt med fortidens dæmoner – og netop fordi hun er den mest helstøbte karakter (jf. Freuds teorier om overjeg og underbevidstheden), er det også hende der skal danne broen mellem spøgelsernes verden og de levendes verden.

Simple virkemidler
Filmen indeholder én og kun én hårrejsende splatter-specialeffect-scene, som dermed skiller sig ud som temmelig overdreven og unødvendig. Resten af filmen holdes i en lavmælt tone, hvor noget så simpelt som en dør der åbner og lukker sig af sig selv, eller en karrusel, der begynder at bevæge sig i tusmørket, bliver døduhyggeligt. Ligeledes bliver den tilforladelige åbningsfest med forældre og deres handicappede børn tvistet i en skræmmende retning. Den sjove udklædning og maskerne bliver til hårrejsende mareridtsvæsner, når Laura ikke kan finde Simón men forfølges af en lille, tavs dreng i slidte gevandter.

Selv scenen med seancen er skabt uden overvældende CGI-effekter og -spøgelser. Her er det den nærmest minimalistiske brug af underlægningsmusik, effekt/reallyde og overvågningskameraernes underbelyste, kornede billeder, der iscenesætter den klaustrofobiske stemning med mediet, der sørger tilbage til fortidens gruopvækkende begivenheder. Vi får aldrig lov til at se spøgelserne, men overvågningskameraerne og lyden flipper ud, ligesom hele filmens æstetik påvirkes. Her når filmen sit eget spændingsmættede højdepunkt som en kombination af Spielberg/Hoopers Poltergeist og Hitchcocks Rear Window – og det længe før det gribende klimaks til sidst.

Bayonas kamera dvæler, observerer og laver langsomme travellings eller zooms fremad, mens det uhyggelige som oftest er det, som vi ikke kan se i skyggerne eller offscreen – eller blot karakterer der ikke lader sig aflæse, fordi kameraet ikke viser os deres kropssprog eller ansigtsmimik. Brugen af offscreen reallyd og særligt musikken varsler konstant ilde og gør f.eks. en hyggelig strandtur, hvor Simón efterlader sig muslingeskaller, til en myrekrybende oplevelse. Det er som om selve filmens æstetik styres af spøgelserne, og i kombination med den fine brug af suspense, hvor selv Laura og Carlos i starten skjuler ting for seerne, gør filmen til en effektiv gyseroplevelse.

Børnehjemmet er milevidt fra strømmen af amerikanske og japanske gysere. Den søger tilbage til gysergenrens rødder og hører til i samme suspensefyldte liga som The Others og The Sixth Sense. Og derfor skal den selvfølgelig ses!

······


El Orfanato (da. Børnehjemmet)
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Belén Rueda, Roger Príncep, Fernando Cayo m.fl.
Wild Bunch, 2007
Spilletid: Ca. 105 minutter
Amerikansk dvd-distribution som The Orphanage: New Line

Pan’s Labyrinth (2006)

Eventyr for voksne. Den er blevet kaldt eventyrgenrens Citizen Kane, og Guillermo del Toros Oscar-nominerede Pan’s Labyrinth er imponerende og overvældende i sin visualitet og parallelle fortællestruktur. Her mikses den blodige spanske borgerkrig med lige så gruopvækkende folkeeventyr, og det er på alle måder filmens fortjeneste, at del Toro tager genren, dens uhygge og dens patos 100 % alvorligt.

Pan’s Labyrinth blev spået store chancer ved dette års Oscar-uddelinger, men blev overhalet 10 sekunder fra målstregen af den tyske De andres liv. Under alle omstændigheder er denne fabelagtige, mexicanske eventyrfilm med til at vise, hvad det sydamerikanerne kan byde på; sammen med Alejandro González Iñárritu (ham med Babel) og Alfonso Cuarón (ham med Children of Men) kipper Guillermo del Toro med det mexicanske flag og disse “three amigos” er i den grad blev budt velkommen i Hollywood, så Peter Jackson (a.k.a. den lille newzealænder med den store abe) må føle sig en kende overset. Og samtidig viser det, hvor håbløs et bidrag som danske Susanne Biers Efter brylluppet var ved samme Oscar-uddeling.

Pan’s Labyrinth er en barsk og uhyggelig eventyrfilm for voksne og “børn” over 15 år. Vi følger Ofelia og hendes mors ankomst og ophold hos morens nye mand, den grusomme kaptajn Vidal som leder en større deling soldater i borgerkrigen mod oprørerne i skovene og bjergene. Ofelia elsker folkeeventyr, men hun elsker også sin mor og sin lillebror, som endnu er inde i morens mave. Den fascistiske kaptajn Vidal – derimod – afskyr eventyr, små piger og alt andet, der skaber uorden i hans dagligdag, der styres manisk efter hans afdøde fars lommeur. Kaptajnen er den type, der først smadrer en mands ansigt til ukendelighed med bunden af en vinflaske og derpå skyder ham tre gange igennem brystkassen og så til sidst tjekker, om han er oprører eller bare en simpel bondemand på jagt efter kaniner.

Eventyrtimen
Midt i denne vanvittige, blodige borgerkrig befinder lille Ofelia sig og allerede inden ankomsten forvildes hun på afveje af en knæleragtig fe; den fører hende ind i en labyrint og ned under jorden, hvor Pan venter med tre opgaver, så den underjordiske eventyrverden kan blive, som den var engang. Ofelia er nemlig månebarnet, der kan redde Underverdenen, hvor hun vil blive prinsesse. Men Pan gemmer en uhyggelig hemmelighed i ærmet – og det samme gør kaptajn Vidal.

Guillermo del Toro væver disse to parallelle handlinger sammen med Ofelia som omdrejningspunkt. Her blandes virkeligheden og eventyret – disse groteske og uhyggelige verdener, der spejler hinanden og får historien til at udvikle sig. Og kunsten består i, at den mexicanske instruktør ikke ryster på hånden undervejs, men tager de eventyrlige prøver lige så seriøst som den spanske borgerkrigs grusomheder. Her er ingen ironiske eller postmoderne blink til publikum som i det moderne eventyr Shrek.

I stedet får vi en kompleks historie, der på fortolkningsplanet handler om lille Ofelias indtræden i voksenlivet. Ofelias eventyrlige oplevelser kan læses med mange briller på, men det er oplagt, at se hendes accept af prøvelserne som en form for virkelighedsflugt eller oprør mod den fascistiske verdensorden, hun netop er blevet datter af: Hvor Pan lover hende at blive prinsesse over den eventyrlige Underverden, venter der hende i virkelighedens Spanien en rolle som arvtager efter kaptajn Vidal.

Tre prøver
I Pan’s Labyrinth er den onde stedmor skiftet ud med en ond stedfar i kaptajn Vidal, og Ofelia skal gennemgå tre prøver, som får virkelighed og fantasi til at nærme sig hinanden og blandes mere og mere sammen. Det starter ret uskyldigt med, at Ofelias fine balkjole bliver svinet til med mudder under den første prøve – et møde med en temmelig ulækker frø. Og efterhånden som prøverne øver indflydelse på virkeligheden, svækkes kaptajn Vidals kraft, mens Pan til gengæld bliver mere frisk og ung at se på. Det er eventyrets Pan, der kommer lillebroren til undsætning under morens problematiske graviditet, men kaptajn Vidal tror som sagt ikke på eventyr og føler dem som et forstyrrende element mod hans ultrarationelle verdensbillede.

Del Toro skaber sammenhæng mellem de to adskilte verdener via lange panoreringer med skjulte parallelklip, så virkeligheden forenes organisk med eventyret. Senere bliver det til reel krydsklipning, så man i den afsluttende konfrontation mellem virkelighedens Ofelia og eventyrets ditto bliver dejligt i tvivl om, hvordan man skal tolke det, man ser...

Pan’s Labyrinth bringer glade barndomsminder om Jim Hensons dukke/live-action-eventyrfilm Labyrinth og tv-serien The Storyteller. Guillermo del Toro har lavet et vokseneventyr med et barn i hovedrollen – og resultatet er overvældende og barskt, smukt og bevægende. Den kan varmt anbefales.

······


Pan’s Labyrinth (spa. El laberinto del fauno)
Insturktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Ivana Baquero, Sergi Lopéz, Doug Jones m.fl.
Tequila Gang, 2006
Spilletid: Ca. 119 minutter
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Babel (2006)

Oscar-værdig? Uden at have set Scorseses The Departed er jeg parat til allerede nu at fælde dommen: Babel burde have vundet Oscar’en for årets bedste film. Filmen breder det lille kammerspildrama ud til et globalt, episk storværk, der kan alt det som Paul Haggis’ Crash ikke formåede. Filmens poetiske fortælleglæde bliver aldrig en løftet pegefinger, og ondskaben udpeges aldrig entydigt.

For ikke så længe siden anmeldte jeg Alfonso Cuarons Children of Men her på siden, og nævnte i den forbindelse den megen snak om mexicanernes indtog i Hollywood. Jeg skrev vist også, at hvis Cuarons fremtidsfilm satte standarden, kunne det kun gå for langsomt med at få skruet op for importen af mexicansk arbejdskraft i glitterbyen. Nu har jeg så fået set min første film af den anden af de tre amigos, Alejandro González Iñárritu, og Babel var fuldt fortjent indstillet til en Oscar for årets bedste film i sidste uge.

Filmen er vel det man kalder en multiplotfilm; den fletter fire-fem forskellige plotlinjer ind i hinanden og viser hvordan alting hænger sammen på et kausalt niveau men også på et mere poetisk, filmsprogligt niveau. Brad Pitt og Cate Blanchett står øverst på rollelisten, men deres karakterer er sidestillet med de øvrigt medvirkende – her er ingen hovedroller ud over det tema, som filmen så eftertrykkeligt behandler i hver af de små sammenflettede historier: Manglen på kommunikation.

Babel udtales ['beibl] og ikke ['babl] som de amerikanske kritikere tror – “babble” er jo det babyer gør på engelsk, når de pludrer på dansk. Og titlen henviser jo til den bibelske historie om babelstårnet som menneskene ville bygge op til Gud; Gud blev jo temmelig vred over projektet og for at forhindre tårnets færdiggørelse, sørgede han for at menneskene kom til at tale med forskellige sprog, så de ikke forstod hinanden og ikke kunne samarbejde. Og babelstårnet styrtede til jorden.

I Babel er manglen på kommunikation årsag til at problemerne eskalerer: Hver af historierne handler om outsidere der ikke passer ind i det miljø de er sat i – først og fremmest Pitt og Blanchett der som et amerikansk ægtepar desperat forsøger at finde gnisten og hinanden i Marokko, men slet ikke kan forene sig med maden, varmen og kulturen dér. Selve deres uheldsvangre rejse til det fremmede skyldes en kæmpe fødselsdepression. Tilsvarende konflikter rulles ud på grænsen mellem USA og Mexico hvor to børn passes af en godmodig mexicansk babysitter og i mangel af bedre fragtes med til et vildt bryllup på den anden side af grænsen. I Japan bevæger en døvstum pige sig rundt i en verden af lyde, musik og larm og forsøger at finde helt ind til sig selv og provokere sig til opmærksomhed i et overfladesamfund, hvor familiens dyre penthouselejlighed har udsigt over den glitrende metropolis. Og så er der de to små bondedrenge, der af deres far sættes til at skyde jakaler i ørkenen uden at have begreb om den uhyggelige magt, en jagtriffel giver.

Iñárritu skaber kausal sammenhæng ved at lade alle disse plotlinjer hænge sammen på trods af den globale afstand. På den måde bygger han filmens konflikter ud til et universelt tema, der strækker sig langt ind i også danskernes dagligdag – tænk blot på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger!

Men filmen bliver aldrig en løftet pegefinger, fordi Iñárritu ikke klipper kausalt og parallelt mellem de forskellige handlingstråde. Iñárritu bruger tvært om en mere poetisk tilgang til emnet og klipper f.eks. hellere via matchcut og andre visuelle detaljer og viser på den måde, at alting i verden hænger sammen på en smuk, destruktiv måde. Når de marokkanske børn løber i en ørken efter at have skudt med en jagtriffel mod en amerikansk turistbus, så løber de amerikanske børn også i et køkken i USA. I Babel er skæbnen altdominerende.

Iñárritu har heller ikke travlt med at udpege tabere og vindere – gode karakterer og onde karakterer i sin film. Han holder selvfølgelig ting hemmeligt for sit publikum for at få os til at engagere os i historierne – de mest interessante karakterer gennemgår (har gennemgået eller forsøger at gennemgå) en udvikling med en eller anden form for fotællemæssigt overraskelsesmoment. Han udstiller aldrig sine hovedpersoner, men viser dem i de ulykkelige omstændigheder og det ubehagelige samfund, som de forsøger at overleve i – sympati og antipati på én og samme gang.

Derudover er Babel flot teknisk udført med masser af superfede montagesekvenser, der emmer af stemning grundet kontrapunktisk musikbrug. Her er kælet for mange visuelle og auditive detaljer – f.eks. hele diskoteksscenen, hvor publikum via subjektiv lyd får direkte adgang til den japanske piges oplevelse af laserlyset, de dansende unge mennesker og stemningen.

Dermed bliver Babel så sandelig en af sidste års bedste film. Og har man svært ved at greje det globale budskab, så skyldes den primære konflikt i alle fire-fem delhistorier faktisk også at forældre svigter deres børn. Det geniale ved Babel er at filmen tager denne form for simpelt drama og gør det til noget episk og unikt.

Babel udkommer på dansk dvd i slutningen af april.

······


Babel
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: Brad Pitt, Adrianna Barraza, Rinko Kikuchi m.fl.
Anonymous Content, 2006
Spilletid: Ca. 143 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount