Invasion of the Body Snatchers (1956)

Koldkrigsparanoia eller McCarthy-kritik? 50’er-scifi-filmen med den fede titel Invasion of the Body Snatchers er blevet genfilmatiseret tæt på tre-fire gange med forskelligt held. Og nok er den oprindelige udgave absolut pæn og renskuret, men dens sort/hvide lowkey’ede billeder emmer også af atmosfære, gys og en fatalistisk noir-stemning. Det kan ingen af de nyere versioner prale af.

Jeg er ikke superskarp, når det handler om science fiction. Tidligere var jeg en stor fan af Tilbage til fremtiden-trilogien og især nr. 2 i serien, som jeg syntes var så fed på grund af de mange special effects, hvor Marty McFly møder sig selv i forskellige unge og aldrende udgaver. De mange paradoksale kameler som instruktøren Robert Zemeckis vil have publikum til at sluge, åd jeg råt! Det var jo en dejlig ukompliceret tid... Jeg har derudover aldrig rigtig været en stor fan af hverken Star Wars- eller Star Trek-universerne – især ikke de nyere film og tv-serier.

Der hvor jeg synes science fiction bliver interessant er, når den (1) krydses med horror- og/eller dramagenren som f.eks. i Alien-filmene eller X-Files-tv-serien. Eller når den (2) foregår eller tager udgangspunkt i en virkelighed eller med karakterer af kød og blod – ikke i en fjern galakse for længe, længe siden.

Genremiks
Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (med den lidt vattede danske titel De stjålne kroppe) opfylder begge disse kriterier og endda til UG. Den leverer en vedkommende historie om en skjult invasion fra rummet, der har til formål at udskifte menneskene ét for ét med følelseskolde dobbeltgængere. Disse kopier udklækkes i store frøkapsler, mens de rigtige mennesker dør i nattens mulm og mørke.

Historien sættes selvfølgelig i gang, da den populære dr. Miles Bennell kommer hjem til lillebyen Santa Mira og aner, at folk opfører sig underligt. Det er svært for ham lige at pinpointe, hvad der er problemet – andre læger taler om en influenza-infektion, der kan være årsag til vrangforestillingerne. Men langsomt går det op for dr. Miles og hans barndomskæreste Becky, at alting er under hastig forandring.

Filmen er en herlig blanding af gys, melodrama, Hitchcock-thriller og film noir – og nå ja, science fiction. Filmen svælger netop i smukke, velkomponerede og lowkey-belyste billeder holdt i stærkt kontrastet sort/hvid, så man nærmest glemmer at det her handler om aliens fra det ydre rum. Her er masser af ekspressionistiske effekter – ikke mindst da invasionen kommer helt tæt ind på livet af Miles, og han rent faktisk står ansigt til ansigt med sin egen dobbeltgængers fødsel i sit drivhus. Det er smukt og meget stemningsfuldt filmet med tiltet kamera, frøperspektiv og hele pivtøjet. Klassisk Hollywood når det er allerbedst.

Dertil kommer filmens flashbackstruktur, der ligger en skæbnetung stemning ned over hele historien, fordi vi ved, hvor galt det kommer til at gå for vores pertentlige og elskværdige hovedperson. Det lugter mere af thriller og film noir end egentlig science fiction, men det gjorde Blade Runner jo egentlig også.

Senator McCarthys regime
Science fiction-elementet kommer mest til syne i filmens budskab, der er en direkte kommentar til 1950ernes USA. Invasion of the Body Snatchers er en ægte omgang koldkrigs-scifi. I 1956 er våbenkapløbet mellem USA og Sovjet i fuld gang: Amerikanerne drømmer om at blive måneturister i verdensrummet, men de har samtidig mareridt om teknologiens muligheder. Ikke mindst på grund af atombomben, som bliver symbolet på videnskabens destruktivitet.

Sideløbende med denne udvikling opstod selvfølgelig tanken om at USA var ved at blive invaderet af kommunister, der allerede var i gang med at infiltrere Washington og Hollywood – politikerne, offentlige meningsdannere, skuespillere og film- og tv-medarbejdere m.fl. blev jagtet af den særligt kommunistforskrækkede senator McCarthy. Han sørgede for at sortliste folk, der blev vurderet som kommunistsympatisører eller bare gement venstreorienterede – eller som blot nægtede at samarbejde og få sit privatliv blotlagt for offentligheden.

En lille spøjs detalje er det at Danmark gik igennem en tilsvarende kommunistforskrækkelse – men ca. 20 år senere, da borgerlige partier med Erhard Jacobsen i spidsen anklagede DR’s tv-medarbejdere for at være røde lejesvende og minutiøst overvågede DR’s tv-udsendelser for at afdække dette “faktum”.

Invasion of the Body Snatchers udmærker sig ved at have to fortolkningsnøgler: Man kan se filmen og invasionen som en advarsel om kommunisterne som kommer og erstatter den amerikanske individualitet med følelseskoldt fælleseje. Men man kan også vende sin fortolkning 180º og se filmen som en kritik af McCarthys heksejagt, hvor ingen tør snakke sammen af frygt for at sige noget, som kan misforstås og føre til den sorte liste. Begge dele er lige skidt for individet, men kritikkens fokus er forskelligt.

En anden lille spøjs detalje er jo også, at der ikke skal megen fantasi til at opdatere denne 60-år-gamle historie til vor tids frygt for og jagt på terrorismens bagmænd...

Derfor er Don Siegels science fiction-film stadig aktuel og absolut seværdig.


······



Invasion of the Body Snatchers (da. De stjålne kroppe)
Instruktion: Don Siegel
Medvirkende: Kevin McCarthy, Dana Wynter, King Donovan m.fl.
Walter Wanger Productions, 1956
Spilletid: Ca. 80 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Republic Pictures

Sunset Boulevard (1950)

Billy Wilders Hollywood-drama har snart 60 år på bagen, men er stadig et af de bedste og kritiske portrætter af filmbyen. Sunset Boulevard er aldrig bange for at tage fat på de store, tabubelagte emner og afdække dem på en saglig, humanistisk måde. Under 1950ernes økonomiske opsving var begge dele temmelig usædvanligt. Og det er det på mange måder stadigvæk. Deri består Wilders genialitet og det særligt wilderske touch.

Efter at have analyseret M og snakket om filmens portræt af ondskaben i Peter Lorres barnemorderkarakter, kaster mit 2.g-mediefagshold og jeg os i næste uge over Billy Wilders klassiker Sunset Boulevards intriger. 20 år efter tyske Fritz Lang lavede M som en kritik af nazitidens tyske pøbelsamfund, går østrigske Wilder i kødet på den amerikanske filmindustri og bruger den som symbol på det enkelte menneskes åndelige korruption. Trods instruktørernes fælles baggrund, er skildringen af ondskab i de to film meget forskellig: Hvor retfærdigheden ender med at ske fyldest i M, klinger slutningen i Sunset Boulevard væsentligt mere kynisk og tvetydig.

Billy Wilder skrev sammen med Charles Brackett historien om den usle manuskriptforfatter Joe Gillis, der på mere end én måde slår sig sammen med den fallerede stumfilmsstjerne Norma Desmond. De søger begge gevinsten ved berømmelsen: Gillis i form af penge og status, Norma i form af spotlysets kærtegn. Hvor han “bare” vil overleve i filmbyen som manuskriptforfatter, søger hun kærlighed og anseelse – hun stræber efter at blive en filmstjerne igen, og bruger Gillis’ manuskriptforfatterdrømme som kickstarter.

Sunset Boulevard er på den måde et studie i menneskers udnyttelse af andre mennesker for personlig vindings skyld. Den er vovet i sin afdækning af Norma Desmonds psykotiske tilstand og især i Hollywoodstudiernes udnyttelse af samme sygdom. Publikum tvinges fra start af til at forholde sig distanceret til Norma Desmond, som følge af Gillis’ bidende voice-over og hovedpersonstatus. Men ligesom Gillis langsomt fatter sympati og kærlighed for den maniske kvinde, tvinges publikum også til at tage hendes parti, da det afsløres at Hollywood overhovedet ikke er interesseret i hendes forsøg på at gøre comeback, men tvært om bare vil have fingrene i hendes veteranbil.

I en særligt satirisk scene på en af Paramounts store scener rettes følgespotten ved et tilfælde mod Norma Desmond, som sidder alene og ukendt for sig selv. På grund af Hollywood-lyset genkender alle hende pludselig igen og vil i kontakt med hende. Hendes stjerne slukkes dog lige så hurtigt som den tændes, da lysmesteren retter spotten tilbage på scenens egentlige hovedpersoner. Filmbyens nådeløse overfladiskhed og glemsomhed og jagt på de populære stjerners succes er den egentlige syndebuk i Sunset Boulevard. Det her er den amerikanske drøm, når den viser sit grimmeste ansigt.

Dermed er et af de helt centrale temaer også forhold mellem virkelighed og illusion – herunder storhedsvanvid og falskhed. Karaktererne snyder og bedrager hinanden, men Wilder forfalder aldrig til en sort/hvid-gengivelse af det gode og det onde. Selv den bistre butler, Max (spillet af Erich von Stroheim), viser sig at være menneskelig, når han stadig drages af Norma Desmond og skriver falske fanbreve til hende dagligt. Det viser sig jo, at Max har været gift med Norma og faktisk opdagede hende og instruerede hendes første film – men disse følelser undertrykker den mutte butler for at kunne blive ved sin store kærlighed. Max er dermed selv med til at opbygge en kunstig virkelighed omkring Norma Desmond og nødsages til at spille aktivt med for at opretholde drømmen og illusionen.

Sunset Boulevard hæver sig nærmest op til en metafilm. Vi er i det virkelige Paramount, møder den virkelige Cecil B. de Mille under optagelserne til hans virkelige film, Samson and Delilah (1949), mens virkelige stumfilmsstjerner som Buster Keaton medvirker i småroller som sig selv. Selv Norma Desmond-karakteren er til dels modelleret over virkelighedens Gloria Swanson – de mange PR-fotos der pryder væggene er autentiske fotos fra Gloria Swansons egen storhedstid, ligesom den stumfilm, som Norma Desmond og Gillis ser en eftermiddag, er Queen Kelly (1929) med Gloria Swanson i hovedrollen og instrueret af Erich von Stroheim – Norma Desmonds butler, første ægtemand og mest hengivne instruktør.

Sunset Boulevard bliver således til en stærk satire over Hollywood og den hule amerikanske drøm. Den er også et godt bevis for Billy Wilders spændvidde som instruktør. Han var en af de få Hollywood-instruktører som slog bro over 1950-60erne fra det gamle studie/stjerne/genre-baserede filmsystem til den moderne film; Sunset Boulevard har da også begge dele i form af gammeldags melodrama og en herlig moderne kynisme, som ikke var hverdagskost i 1950. Det er også derfor filmen stadig holder og stadig vil ses og huskes som en klassiker efter endnu 60 år.

Sunset Boulevard er den første film i en Billy Wilder-maraton her på siden. Jeg er ikke superkyndig i den lille østrigers store film, og ser det som en kærkommen lejlighed til at få udvidet min horisont med klassikere som Double Indemnity (1944), A Foreign Affair (1948) og Some Like it Hot (1959). Mange kritikere mener at Wilders store force var hans evner som manuskriptforfatter, der kom bedst til udtryk i den sprudlende dialog. Sunset Boulevard er dog en godt eksempel på at Wilder også kunne noget med både lyd- og billedæstetikken.

······


Sunset Boulevard
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: William Holden, Gloria Swanson, Erich von Stroheim m.fl.
Paramount Pictures, 1950
Spilletid: Ca.106 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount