Koldkrigsparanoia eller McCarthy-kritik? 50’er-scifi-filmen med den fede titel Invasion of the Body Snatchers er blevet genfilmatiseret tæt på tre-fire gange med forskelligt held. Og nok er den oprindelige udgave absolut pæn og renskuret, men dens sort/hvide lowkey’ede billeder emmer også af atmosfære, gys og en fatalistisk noir-stemning. Det kan ingen af de nyere versioner prale af.
Jeg er ikke superskarp, når det handler om science fiction. Tidligere var jeg en stor fan af Tilbage til fremtiden-trilogien og især nr. 2 i serien, som jeg syntes var så fed på grund af de mange special effects, hvor Marty McFly møder sig selv i forskellige unge og aldrende udgaver. De mange paradoksale kameler som instruktøren Robert Zemeckis vil have publikum til at sluge, åd jeg råt! Det var jo en dejlig ukompliceret tid... Jeg har derudover aldrig rigtig været en stor fan af hverken Star Wars- eller Star Trek-universerne – især ikke de nyere film og tv-serier.
Der hvor jeg synes science fiction bliver interessant er, når den (1) krydses med horror- og/eller dramagenren som f.eks. i Alien-filmene eller X-Files-tv-serien. Eller når den (2) foregår eller tager udgangspunkt i en virkelighed eller med karakterer af kød og blod – ikke i en fjern galakse for længe, længe siden.
Genremiks
Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (med den lidt vattede danske titel De stjålne kroppe) opfylder begge disse kriterier og endda til UG. Den leverer en vedkommende historie om en skjult invasion fra rummet, der har til formål at udskifte menneskene ét for ét med følelseskolde dobbeltgængere. Disse kopier udklækkes i store frøkapsler, mens de rigtige mennesker dør i nattens mulm og mørke.
Historien sættes selvfølgelig i gang, da den populære dr. Miles Bennell kommer hjem til lillebyen Santa Mira og aner, at folk opfører sig underligt. Det er svært for ham lige at pinpointe, hvad der er problemet – andre læger taler om en influenza-infektion, der kan være årsag til vrangforestillingerne. Men langsomt går det op for dr. Miles og hans barndomskæreste Becky, at alting er under hastig forandring.
Filmen er en herlig blanding af gys, melodrama, Hitchcock-thriller og film noir – og nå ja, science fiction. Filmen svælger netop i smukke, velkomponerede og lowkey-belyste billeder holdt i stærkt kontrastet sort/hvid, så man nærmest glemmer at det her handler om aliens fra det ydre rum. Her er masser af ekspressionistiske effekter – ikke mindst da invasionen kommer helt tæt ind på livet af Miles, og han rent faktisk står ansigt til ansigt med sin egen dobbeltgængers fødsel i sit drivhus. Det er smukt og meget stemningsfuldt filmet med tiltet kamera, frøperspektiv og hele pivtøjet. Klassisk Hollywood når det er allerbedst.
Dertil kommer filmens flashbackstruktur, der ligger en skæbnetung stemning ned over hele historien, fordi vi ved, hvor galt det kommer til at gå for vores pertentlige og elskværdige hovedperson. Det lugter mere af thriller og film noir end egentlig science fiction, men det gjorde Blade Runner jo egentlig også.
Senator McCarthys regime
Science fiction-elementet kommer mest til syne i filmens budskab, der er en direkte kommentar til 1950ernes USA. Invasion of the Body Snatchers er en ægte omgang koldkrigs-scifi. I 1956 er våbenkapløbet mellem USA og Sovjet i fuld gang: Amerikanerne drømmer om at blive måneturister i verdensrummet, men de har samtidig mareridt om teknologiens muligheder. Ikke mindst på grund af atombomben, som bliver symbolet på videnskabens destruktivitet.
Sideløbende med denne udvikling opstod selvfølgelig tanken om at USA var ved at blive invaderet af kommunister, der allerede var i gang med at infiltrere Washington og Hollywood – politikerne, offentlige meningsdannere, skuespillere og film- og tv-medarbejdere m.fl. blev jagtet af den særligt kommunistforskrækkede senator McCarthy. Han sørgede for at sortliste folk, der blev vurderet som kommunistsympatisører eller bare gement venstreorienterede – eller som blot nægtede at samarbejde og få sit privatliv blotlagt for offentligheden.
En lille spøjs detalje er det at Danmark gik igennem en tilsvarende kommunistforskrækkelse – men ca. 20 år senere, da borgerlige partier med Erhard Jacobsen i spidsen anklagede DR’s tv-medarbejdere for at være røde lejesvende og minutiøst overvågede DR’s tv-udsendelser for at afdække dette “faktum”.
Invasion of the Body Snatchers udmærker sig ved at have to fortolkningsnøgler: Man kan se filmen og invasionen som en advarsel om kommunisterne som kommer og erstatter den amerikanske individualitet med følelseskoldt fælleseje. Men man kan også vende sin fortolkning 180º og se filmen som en kritik af McCarthys heksejagt, hvor ingen tør snakke sammen af frygt for at sige noget, som kan misforstås og føre til den sorte liste. Begge dele er lige skidt for individet, men kritikkens fokus er forskelligt.
En anden lille spøjs detalje er jo også, at der ikke skal megen fantasi til at opdatere denne 60-år-gamle historie til vor tids frygt for og jagt på terrorismens bagmænd...
Derfor er Don Siegels science fiction-film stadig aktuel og absolut seværdig.
······
Invasion of the Body Snatchers (da. De stjålne kroppe)
Instruktion: Don Siegel
Medvirkende: Kevin McCarthy, Dana Wynter, King Donovan m.fl.
Walter Wanger Productions, 1956
Spilletid: Ca. 80 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Republic Pictures
Danke sehr an den Webmaster.
SvarSletGruss Nanna