Agatha Christie med bilag. Danske Niels Arden Oplev har på godt og ondt filmatiseret svenske Stieg Larssons bestseller-krimi Mænd der hader kvinder: Romanens plotmæssige puslespilsagtige kvaliteter og alle højdepunkterne er smukt genskabt på lærredet – ligeså med romanens flagrende og ukoncentrerede dele. Man må spørge sig selv om, hvad er der i grunden i vejen med at lave Millennium-serien om til en tv-serie?Jeg hører ikke til dem der faldt i svime over
Mænd der hader kvinder. Jeg synes, at Stieg Larssons krimi er god og spændende sine steder, men også for lang og for ufokuseret. Tværtom var jeg mere begejstret for bind to i serien,
Pigen der legede med ilden, hvor hovedpersonerne, hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist fra start af er koblet mere logisk sammen og det lange indløb til og udløb fra det egentlige plot var kraftigt reduceret. Bind to fremstår derfor for mig som langt mere helstøbt end etteren.
På samme måde med filmatiseringen af
Mænd der hader kvinder: Nicolaj Arcel og Rasmus Heisterberg (de to danske manuskriptforfattere) har i mine øjne været loyale over for romanforlægget, således at fanskaren af læsere vil føle sig hjemme og kan nikke genkendende til højdepunkterne i kriminalintrigen. Både de som gør sig godt på film, og de som gør sig bedst på papir. Og både de som fik romanen til at hæve sig over den gennemsnitlige krimi, og de som fik den til at fremstå ret fragmentarisk og som en del af en større serie.
Blomkvist, Salander og alt det andet
Arcel & Heisterbergs manuskript og Niels Arden Oplevs filmatisering af
Mænd der hader kvinder holder fast i romanforlæggets primære plotlinje – kriminalintrigen om unge Harriet Vanger, der tilsyneladende er blevet myrdet under et optog ved højlys dag for 40 år siden, mens hele hendes velhavende familie var til stede på en lille ø, og den eneste bro væk fra øen var spærret for trafik. Det er denne uopklarede forbrydelse, der driver filmen fremad sammen med journalisten Mikael Blomkvist, der ansættes af Vanger-familiens overhoved til at åbne sagen på ny i håbet om at finde nye spor og beviser.
Sideløbende hermed følger vi Lisbeth Salander, en ung, indadvendt hacker i fuld goth-mundering, og hendes møde med sin nye, magtsyge værge med hang til voldtægt og SM-sex. Lisbeth ansættes til at overvåge Mikael Blomkvists netadfærd og research men fortsætter med at udspionere ham, da hun fatter interesse for ham.
Denne todelte konstruktion, hvor vi skiftevis følger Blomkvist og Salander, er også problematisk på film, fordi de glimtvise scener med Salander får handlingen til at gå i stå, fordi filmen (naturligvis) bliver nødt til at koncentrere sig om overgrebene mod hende – der er ikke mange spændende billeder at hente i scener, hvor Salander surfer rundt på nettet, researcher i bilag og roder med Blomkvists Word-filer eller chatter med sine hackervenner. Det betyder desværre også, at scenerne med Salander føles mere ligegyldige i filmen end i romanen. Først da de to hovedpersoner mødes et godt stykke inde i filmen, kommer handlingen rigtigt i omdrejninger.
Man kunne have ønsket sig en mere autonom filmatisering, hvor Arcel & Heisterberg virkelig var gået til den og havde ryddet op i Stieg Larssons roman: Indløbet til mødet med Vanger-familien fylder alt for meget i romanen, men er i filmen blevet kraftigt reduceret til de første 10-15 minutter – det er den rigtige vej at gå, og man kunne sagtens have luget mere ud i de andre sidehistorier, som vi kun ser forvirrende glimt af: Millennium-redaktionens problemer, affæren med redaktionschef Erika Berger, Blomkvists splittede familie og forhold til søsteren, sikkerhedsfirmaet hvor Salander arbejder, Wennerström-affæren i starten, Wennerström-affæren til slut, Blomkvists fængselsophold, slutningen i Australien. Alle disse elementer har overlevet i momentvise glimt i filmen til stor jubel for Larssons fans, men de får også filmen til at fremstå ufuldendt og uden den skarpe samfundskritik, der hævede Larssons krimi over gennemsnittet. Man fornemmer, at man ikke har set den bedste filmatisering af denne roman, og tankerne om mulighederne i en langstrakt
Millennium-tv-serie melder sig selvsagt.
Smukke SverigeDe elementer, som Oplevs film formidler allerbedst, er visualiseringen af opklaringsarbejdet – lige fra opklæbningen af fotografier og uoverskuelige notater på væggene i den lille hytte til Blomkvists flashbacks der blander sig med kornede fotografier, hvor den døde Harriet animeres til live. Her nærmer filmen sig amerikanske thrillers som
Se7en og
Silence of the Lambs. Også filmens egentlige klimaks (der dog falder alt for tidligt) er godt og effektivt udført efter alle genrekunstens regler, så man sidder åndeløs tilbage.
Arcel, Heisterberg og Oplev sørger selvfølgelig også for at lægge meget af opklaringsarbejdet uden for den lille hytte, hvor Blomkvist og Salander bor, så vi får maleriske billeder af golde, øde Sverige. Dem leverer den danske fotograf Eric Kress med sikker hånd. Den rå og kolde stemning i filmen skyldes ikke mindst hans billeder
Hovedproblemet for denne filmatisering er og bliver dog, at der dybest set ikke er nogen grund til at det skal være en biograffilm, når nu det lige så godt kunne have været en flot og gennemført tv-serie. De nuancer, der gjorde hele forskellen i romanen, kunne foldes ud, så de kom til deres ret. De mange løse tråde, der får denne filmatisering til at fremstå uforløst, kunne omdannes til seriebuer. Og når nu Niels Arden Oplev tidligere har givet os den bedste danske tv-serie nogensinde –
Rejseholdet – så kunne han snildt have gjort noget lignende med
Millennium-serien. Tilbage er der kun at sige: øv!
······
Mænd der hader kvinder (se. Män som hatar kvinnor)
Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Nyqvist, Sven-Bertil Taube m.fl.
Yellow Bird Films, 2009
Spilletid: Ca. 132 min.
I danske biografer lige nu!
%2Bcover.jpg)
%2Bcover.jpg){kind=spacer}
%2Bcover.jpg){kind=spacer}
