Viser opslag med etiketten 1990. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 1990. Vis alle opslag

søndag den 20. december 2015

Mission: Impossible (1996)


Mission: Impossible
Instruktion: Brian de Palma
Medvirkende: Tom Cruise, Jean
Reno, Ving Rhames, John Voight
m.fl.
Paramount Pictures, 1996


Mission: Impossible er instrueret af Brian de Palma — og det kan man godt se! På den gode måde. Udover at introducere Ethan Hunt-karakteren, eksplosivt tyggegummi og de fantastiske latexmasker, så er der også masser af lækre suspense-scener, neo-noir-stemning og visuelt giallo-lir. Dette er en fantastisk start på Mission: Impossible-serien.



Mission: Impossible blev genudgivet på blu-ray sammen med de fire andre film d. 17. december. Der er tale om præcis de samme blu-ray-udgaver (covers, skiver, ekstramateriale, det hele) som blev udgivet i 2011. Nu har Paramount bare samlet dem med et papcover udenom — der er derfor intet unikt ved samlingen her.

Der er følgende ekstramateriale til Mission: Impossible — alt er genbrug fra tidligere dvd-udgaver og derfor i SD, men tekstet på dansk:

  • Mission: Remarkable — 40 years of creating the impossible (mini-featurette der skøjter hurtigt igennem serien med afstikkere til den gamble tv-serie, 11:26 min.)
  • Mission: Explosive Exploits (mikrofeaturette om Tom Cruises stunts, 5:09 min.)
  • Mission: Spies Among Us (mikrofeaturette om CIA og IMF, 8:40 min.)
  • Mission: Catching the Train (mikrofeaturette om klimaksscenen, 2:39 min.)
  • Mission: International Spy Museum (mikrofeaturette om virkelighedens spioner, 6:31 min.)
  • Mission: Agent Dossiers (tekster om syv agenter, men ikke Jean Renos karakter!)
  • Excellence in Film (hyldest til Tom Cruise med sammenklip af hans store filmscener, 9:15 min.)
  • Generation Cruise (hyldest til Tom Cruise med sammenklip af hans store filmscener, 3:36 min.)
  • Photo gallery (40 fotos)
  • Mission: Marketing (theatrical trailers + tv-spots, ialt 6:53 min.)
  • mandag den 3. november 2014

    Hercules (1997)



    Hercules
    (Dansk titel: Herkules)

    Instruktion: Ron Clements & John Musker
    Amerikanske stemmer: Tate Donovan, Danny DeVito, James Woods m.fl.
    Danske stemmer: Jens Jacob Tychsen, Lars Knutzon, Henning Jensen m.fl.

    Walt Disney Productions, 1997.

    ★★ _ _ _ _

    Herkules
    udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 10. oktober. Blu-rayen indeholder følgende ekstramateriale:
    • Bagom Herkules (10 min. featurette i gammel dvd/vhs-kvalitet)
    • Musikvideo med Ricky Martin på spansk: "No Importa La Distancia" (Jep, på spansk!!)

    onsdag den 8. oktober 2014

    Kiss the Girls (1997)



    Kiss the Girls
    (dansk titel: Samleren)

    Instruktion: Gary Fleder
    Medvirkende: Morgan Freeman, Ashley Judd, Cary Elwes m.fl.

    Paramount Pictures, 1997.

    ★★★ _ _ _

    Filmen er tilgængelig i HD på amerikansk Netflix.

    mandag den 16. februar 2009

    An Offer You Can Refuse (16:9 #30)

    Det er den generelle opfattelse, at Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi er den bedste og mest helstøbte nogensinde. Særligt den første film og Part II hyldes gang på gang som det ypperligste inden for gangstergenren og har trukket spor ud i alle afkroge af amerikansk kultur. Nu er alle tre film genudgivet på blu-ray med renset billede i HD-kvalitet, surround sound og mere ekstramateriale, der giver et hudløst ærligt indblik i filmenes kaotiske tilblivelse med en tvivlende og improviserende Coppola ved roret. Det er blevet tid til at drage til New York og genopleve Corleone-familiens storhed og fald.

    Jeg har aldrig været tosset med Godfather-filmene. Trilogien om Corleone-familien står for mig som en temmelig overvurderet filmoplevelse – måske den mest overvurderede. Men at gense alle tre film i luksusudgaver var sine steder et kærligt gensyn, selv om genoplevelsen og gennemgangen af det tilhørende ekstramateriale også gav ny næring til min kritiske sans.

    Godfather-trilogiens plads i amerikansk kultur kan dog ikke underkendes: Historien om den amerikanske families totale opløsning og den samfundsmæssige udvikling i USA efter 2. verdenskrig er hel central i Francis Ford Coppolas gangsterdrama. Her bliver den amerikanske drøm om familiens voksende rigdom og velbefindende forvandlet til et mareridt om grådig kapitalisme. Det er i denne spejling af virkeligheden, vi skal søge Godfather-filmenes stadige popularitet som den kommer til udtryk i alle afkroge af amerikansk kultur – dog mest i form af dialogcitater fra den første film. “I’ve got an offer he can’t refuse,” “Luca Brasi sleeps with the fishes” og “Leave the gun, take the cannoli” er blot tre replikker, der refereres igen og igen som intertekstuelle hilsner til Coppolas vision. David Chase, der skabte tv-serien The Sopranos, kalder på ekstramaterialet The Godfather for “mythical, or it’s bigger than the people it’s about. And that’s why people have to quote it so much.” Det er som om denne idealiserede forestilling om den amerikanske familie og den amerikanske drøm stadig lever videre i amerikansk kultur.

    Desuden giver den nyrestaurerede udgave et godt indblik i skabelsesprocessen og Coppolas store problemer med at få opbakning og støtte fra Paramount til at lave The Godfather. Flere features beskæftiger sig med Coppolas problemer med at få styr på filmens plot, skuespillerne og filmselskabet; man får ligefrem indtrykket af, at mange af de elskelige detaljer ved filmene ikke kun skyldes Coppola selv, men i lige så høj grad er improviseret frem med skuespillerne eller skyldes lykkelige tilfældigheder og pres udefra.

    Læs resten af artiklen på http://www.16-9.dk/2009-02/side10_dvdanmeldelse.htm

    fredag den 14. marts 2008

    Office Space (1999)


    Halløj på kontoret. Mike Judges situationskomedie leverer underspillet humor på et minimalt budget. Kontorrotter er en rigtig Generation X-film med navlepillende hovedpersoner og ironiske optrin. Der er flere herlige øjeblikke i første del, men helhedsindtrykket bliver en middelmådig sitcom blæst op på det store biograflærred.

    Mike Judge er manden bag bl.a. MTV's kulttegnefilmsserie Beavis and Butthead og den ret så tamme fremtidskomedie, Idiocracy (2006). Kontorrotter er en rigtig 1990'er-sag om den tabte x-generation, der ikke rigtig kan finde sig selv eller deres eget liv; de er utilfredse med deres jobs, kærester, lejligheder og brokker sig i én uendelighed uden at bevæge sig ud af stedet. Når alle muligheder ligger åbne, ender de med at være bange for at vælge én ud, fordi de så nødvendigvis også må vælge alle de andre fra. I samme navlebeskuende genre finder vi sitcom-klassikerne Friends (1994-2004) og Seinfeld (1990-1998) - to serier der netop var med til at genopfinde komedieserien og sætte den i anden arena end den amerikanske kernefamilie; i 1990'erne bestod den nye "familie" af et fællesskab af venner, ekskærester og arbejdskolleger. Seinfeld proklamerede iøvrigt stolt, at den var en serie om ingenting!

    Og lige netop ingenting - det er det, Peter Gibbons (spillet af Ron Livingston) vil med sit liv i Kontorrotter. Han hader sit kontorjob i computerfirmaet Initech, hvor han hver dag sidder i sin lille bås og opdaterer kilometervis af softwarekode. Det er et rigtigt MacJob (jf. Douglas Coupland) - indholdsløst og meningsløst - hvor de syv-otte chefer går op i den samme lille idiotiske petitesse og hele tiden minder én om at man bare er manden på gulvet. Peter går derfor til en psykoterapeut med kæresten - som han i øvrigt også er utilfreds med, men mest fordi han er overbevist om, at hun er utilfreds med ham. Terapeuten hypnotiserer ham til at være 100% ærlig og derfor ligeglad med det hele og gøre hvad der passer ham. Og så har vi balladen, for Initech har samtidig ansat to konsulenter til at downsize virksomheden og få alle til at være mere effektive (læs: fyre medarbejdere!).

    Monotoni & humor
    Kontorrotter udnytter sin basis-idé på fin vis, men bremses tilsyneladende af filmens budget. Det grundlæggende plot om et monotont kontorhelvede med en irriterende chef, irriterende faxmaskiner, post-its og memoer, nørdede medarbejdere, og så lige fyren der bare får nok af det hele og (med stort held) begynder at opføre sig aparte - det plot fungerer rigtig godt i filmens første del.

    Her er en tør og underspillet humor som dels ligger i karakterernes dialog men også i de tåbelige situationer i f.eks. snegletempokøen på motorvejen om morgenen, i den fede telefondames irriterende måde at snakke i telefon på, i de forskellige chefers store interesse for ligegyldige memoer, i den næsten psykotiske kollega der insisterer på at have sin transistorradio tændt, i de to tåbelige downsizingkonsulenter der hedder Bob og Bob. Disse små episoder spidder hele businesskulturens hierarki- og profittænkning, og det er sjovt langt hen ad vejen - særligt når Peter er blevet hypnotiseret og begynder at afmontere kontormiljøet fysisk og psykisk.

    Men ca. halvvejs begynder filmen at træde vande, og der bliver længere og længere mellem de rigtigt vittige indfald, og timingen i dem er helt skæv (som i overfaldet på faxmaskinen). Det har desuden den bivirkning, at man sidder og bliver opmærksom på filmens øvrige mangler: Som i en rigtig sitcom er det sparsomt med locations, men derudover er både kontormiljøet og Peters lejlighed i Kontorrotter nærmest minimalistiske, kameraarbejdet er simpelt, og den helt store fejl (der adskiller filmen fra suveræne sitcoms som f.eks. The Simpsons) er at der ikke er det store overskud til visuelle gags.

    Jennifer Aniston medvirker som en Rachel-lignende karakter og bringer mindelser om at de første årgange af Friends havde langt flere punchlines end denne film, der dog har et par meget morsomme mænd på birollelisten: Cary Cole som den uudholdelige mmmkay-chef og Stephen Root som den grænsepsykotiske Milton, som vist slet ikke er sådan rigtigt ansat på Initech mere.

    Kontorrotter
    er sjov så længe det varer - altså godt en halv time.

    ······


    Office Space
    (da. Kontorrotter)
    Instruktør: Mike Judge
    Medvirkende: Ron Livingston, Gary Cole, Stephen Root m.fl.
    20th Century-Fox, 1999
    Spilletid: Ca. 86 minutter
    Dansk dvd-distribution: 20th Century-Fox

    torsdag den 16. august 2007

    The Godfather: Part III (1990)


    Bedre end sit rygte? Selv om Francis Ford Coppola ikke har gemt de bedste scener til sidste del af sin filmtrilogi, så har The Godfather: Part III større sammenhængskraft end 2’eren. Den er basalt set mere spændende og eksplosiv, men den er også langt mere melodramatisk og hugger og stjæler fra sine to forgængere, så den ender med at blive en kopi af en kopi.

    Som nævnt ved de to andre Godfather-film: Jeg havde på fornemmelsen, at det her ikke lige var min kop te, men nu ved jeg det da med sikkerhed. Her har vi en filmtrilogi, der i alt varer ca. 9 timer, og som i sin struktur minder om en tv-serie, hvor der skiftevis snakkes, trues og skydes.

    Min mor fulgte jo med i Dollars i 80’erne, og sådan som jeg husker den serie, så er der ikke langt fra Blake, Alexis og deres økonomiske og familiemæssige magtkampe til Michael Corleones ditto – jeg mindes at den store afslutning på en af sæsonerne netop var et kæmpemæssigt gangster-shootout, hvor samtlige medvirkende blev skudt ned ved et bryllup! Så kan man jo omvendt mene, at Godfather ikke er så dårlig som Dollars, men tværtimod at det er Dollars der er lige så god som Godfather – det har jeg ingen mening om.

    En regelret gangster
    Hvorom alting er: I The Godfather: Part III er der intet nyt under solen – her fortsætter historien om Michael Corleones (spillet af en fan-ta-stisk Al Pacino) ambivalens med hensyn til det gangsterimperium, som han har overtaget af sin far, Vito (Marlon Brando i 1’eren): Don Michael Corleone vil stadig gerne have sine forretninger til at foregå inden for lovens rammer. Han er begyndt at frygte for familiens ve og vel – ikke mindst datteren Mary (spillet af den her meget mutte og forbavsende uattraktive Sofia Coppola – jeps, Francis’ egen datter! Hmmmm…). Men det går selvfølgelig ikke så let – selv om Michael køber sig til den katolske kirkes velsignelse, så går hans legitime overtagelse af dens aktiemajoritet i firmaet Immobiliare knapt så let; den italienske regeringsmafioso står ham i vejen, og internt i familien gør nevøen Vincent (Andy Garcia) knuder og vil beskytte sin familie med krudt og kugler og dermed forblive uden for lovens rammer. Og så bliver fætter Vincent og kusine Sofia, undskyld: Mary, forelskede…

    The Godfather: Part III kommer mere spændende fra start end de forrige film. Der er flere tydelige setups/varsler, men metoden er stadig grundlæggende den samme. Her er det den katolske ceremoni og efterfølgende festivitas i forbindelse med Michael Corleones modtagelse af Skt. Sebastian-ordenen der parallelklippes med de lyssky aftaler på kontoret. Ganske vist er de sædvanlige tough guys skiftet ud med grå advokater, hvoraf Tom Hagen (Robert Duvall) af uransagelige årsager ikke medvirker, så det er lidt kedeligere på flere måder.

    Også filmens store finale ligner især 1’erens opbygning med krydsklipning der antyder en sammenhæng på tværs mellem scenerne og karaktererne. Som noget nyt i forhold til de to andre film bruges krydsklipningen dog her til at skabe en spændingsoptrapning: Vi ved noget, som Vincent og Michael Corleone ikke ved, og omvendt – vi ved også noget, som den snigskytte, der gemmer sig i operaen, ikke ved. Det er en meget hitchcock’sk måde at håndtere det hele på, og det plejer jo nok at borge for kvalitet, men ikke i gangster/drama/storfilmgenren, hvor slutningen bliver langt mere konventionel i sin stemning og leg med publikum. Nok sidder vi ude på stolesædet af spænding, men det gør vi jo også i teenage-slasheren Fredag den 13.

    Bedre end 2’eren
    The Godfather: Part III er på den måde en mere publikumsvenlig film i forhold til dens forgænger. Det er mange gange lettere at følge konflikternes optrapning, når Corleone vil renses ved at investere i Immobiliare og presses af både de andre aktionærer men også de andre udenforstående gangsterklaner der står i kø for at hvidvaske deres blodpenge.

    Andy Garcia i rollen som Michaels nevø (søn af broren Sonny – spillet af James Caan i den oprindelige film) er absolut en gevinst. Han slår gnister på lærredet, og Vincents lyst til hævn og vold er med til at lægge yderligere pres på Michael Corleone. Det at Vincent på et tidspunkt skal vælge mellem gangsterkarrieren og kærligheden fremstår dog aldrig som noget dybfølt problem for ham – man er aldrig i tvivl om, hvad han mon vælger, og med Sofia Coppola i rollen som Mary har han jo nok heller ikke rigtigt noget valg…

    En af de store kvaliteter ved The Godfather (den første) var klart de underspillede roller og den implicitte stil – især Al Pacinos deadpan spillestil og Coppolas greb om antydningens kunst ophøjer filmen til en klassiker. Her har Pacino et par grimme, grimme scener der udbasunerer hans indre konflikter – Coppola lader karaktererne snakke og råbe, mere end han viser tingene. Særligt Michaels kvababbelser om sine morderiske fortid kommer til udtryk på denne melodramatiske måde. Det virker som om den implicitte stil er tilsidesat her i sidste del af trilogien, for at vi alle sammen skal kunne forstå, hvordan det hele ender – Michaels forhold til Kay lukkes ned på denne måde, det samme gør Vincents forhold til Mary.

    Det bliver meget klægt og opera-agtigt med følelserne uden på tøjet, og kommer til at ligne et wanna-be opkog af de to tidligere film komplet med indlagte flashbacks tyvstjålet fra disse. Men filmen er også hæderligt håndværk i sin struktur, sin fortælling og sit greb om suspense – den føles aldrig lang. Og det er immervæk mere end man kan sige om den forfærdeligt ringe The Godfather: Part II.

    ······


    The Godfather: Part III
    Instruktion: Francis Ford Coppola
    Medvirkende: Al Pacino, Sofia Coppola, Andy Garcia m.fl.
    Paramount Pictures, 1990
    Spilletid: Ca. 163 minutter
    Dansk dvd-distribution: Paramount

    lørdag den 4. august 2007

    Princess Mononoke (1997)


    For længe, længe siden... Før Hayao Miyazaki vandt priser for Chihiro og heksene blev denne storladne eventyrfilm sat op i amerikanske biografer, men Princess Mononoke er ikke den bedste film fra den japanske tegnefilmsmesters hånd. Dertil er den for mørk og mat og budskabet for moralsk. Stadig er den stemningsfuld og underholdende, og den hæver sig snildt over gennemsnittet af amerikanske tegnefilm – både dengang og nu.

    Hayao Miyazakis tegnefilmseventyr Princess Mononoke hører ligesom Akira og Ghost in the Shell til de titler, der banede vejen for japansk animé i USA og dermed den vestlige del af verden. Alene derfor er filmen interessant at se, og det er ikke så svært at få øje på de kvaliteter ved filmen, som kunne tænde et vesterlandsk og måske primært kulturradikalt publikum.

    Først og fremmest er filmen et eventyr om en ung prins, som drager ud i verden for at redde sig selv og sit rige fra en forbandelse. Det minder (i hvert fald i udgangspunktet) om en art Ringenes herre og andre europæiske kunst- og folkeeventyr. Ligesom hos Tolkien er naturen og naturvæsenerne en vigtig brik i spillet om verdens balance – i Princess Mononoke møder vi skovguder og -dæmoner der kan skifte form og blive besat og som kæmper indbyrdes og mod menneskene. Men Miyazaki får også skrevet en væsentlig og temmelig eksplicit kritik af vesten – måske særligt USA – ind i sin film, når han (også som Tolkien) lader menneskene i den vestlige industriby være onde, magtsyge og krigslystne.

    Prinser og prinsesser
    Men egentlig er det lidt misvisende at kalde filmen Princess Mononoke. Det skyldes muligvis at jeg ikke har fulgt ordentlig med i underteksterne, men for mig at se er langt den vigtigste karakter og hovedperson den unge prins Ashitaka, som tidligt i filmen smittes med en forbandelse i form af en voldsom, ormeagtig ånd/virus/væsen. Den inficerer hans højre arm og giver ham superkræfter, samtidig med at den reagerer enerådigt i truende situationer og i sidste ende vil overtage hele hans krop og gøre ham til en dæmon.

    Ashitaka tager af sted for at blive helbredt i skovene mod vest. Derfra er hans egen stamme blevet fordrevet af de mennesker, som bor dér, og som ydermere har etableret en jernindustri ved at fælde træer og gøre ting der er værre for at fordrive naturen og dens ånder og guder. Det viser sig hurtigt, at Eboshi, herskerinden over industribyen, fremstiller våben og med magi søger at uddrive skovens guddommelige væsner; det er hende, der har frembragt den fysiske og åndelige forbandelse, der er en del af Ashitaka. Og nu venter så flere menneskeskabte naturødelæggelser, mens Ashitaka skal nå at finde frem til skovens åndelige overhoved for at opnå helbredelse og renselse, inden det er for sent.

    Midt i kampen mellem krigsliderlige industrimennesker og naturvæsenerne står foruden Ashitaka også prinsesse Mononoke, der er menneske, men opvokset blandt ulve og ulveguderne i vestskoven.

    Japanimation
    Jeg vil ikke gøre mig klog på plottet i Princess Mononoke, men blot konstatere, at tegnefilmen ikke føles så intens som andre, jeg har set eller genset for nylig. Dertil er tempoet for lavt. Det er en meget lang film (134 minutter), men der er en fin vekslen mellem de actionprægede scener og de mere stille scener, hvor karaktererne enten hviler sig efter slaget, eller venter på slaget der kommer. Den matte stemning dukker op, blandt andet fordi det, der på papiret og i filmens begyndelse ligner et rigtigt eventyr, som vi (nordeuropæere) kender det, bliver lidt mere komplekst end vi (eller i hvert fald jeg) havde forventet: Jeg forstår nok ikke helt Ashitakas forhold til Eboshi og prinsesse Mononoke – eller til de kvinder som styrer industribyen for den sags skyld. Her bliver filmens historie (synes jeg) mudret; når Eboshi og hendes vesterlandske, våbenfikserede by på alle måder peges ud som de onde ophavsmænd til truslen mod såvel Ashitaka og de omgivende skove – ja, selve Naturen – så forstår jeg ikke, at Ashitaka hjælper dem, støtter dem og vender hjem til dem i filmens slutning. Men som sagt: Jeg har nok misset noget i underteksterne.

    Animationsmæssigt er filmen mere stiv i det, end vi er vant til på vore breddegrader. Filmen er udpræget animé-agtig og tegnet og animeret i en rå og mere hakkende stil (med færre billeder i sekundet), end vi er vant til fra Hollywood. Det er jo et af animés kendetegn, men her synes jeg Miyazaki leger for lidt med de filmiske virkemidler i forhold til f.eks. Satoshi Kons fantastiske Perfect Blue. Princess Mononoke virker sine steder meget statisk, og det er selvfølgelig med til at skabe den lidt matte, langsommelige stemning.

    I de actionmættede sekvenser er der dog fuld fart på animationen. Her speedes tingene op og tegningerne bliver fornemt flydende under løb og sværdkampe. De fremstår meget voldsomme og energiske, som kun animé kan levere den slags. Miyazaki er også mester for håndtegnede detaljer, når det kommer til de levende, dansende skygger fra bladhanget i skoven; regndråber, der falder på tørre sten; og planter, der gror frem på en hel bjergside som ved et trylleslag. Visse scener i filmen er bjergtagende smukke realiserede, og under hele filmens klimaks sidder man på kanten af stolen. Det er fantastisk flot og dramatisk udført og milevidt fra de fuldautomatiske digimationsfilm, som vi får kastet i nakken fra Hollywood i disse år.

    Men som med Perfect Blue: Denne film er ikke egnet for børn; den er gennemgående for uhyggelig og sine steder for blodig og skræmmende.

    ······


    Princess Mononoke (jap. Mononoke Hime)
    Instruktion: Hayao Miyazaki
    Medvirkende: Yôji Matsuda, Yuriko Ishida, Yûko Tanaka
    Studio Ghibli, 1997
    Spilletid: Ca. 134 minutter
    Amerikansk dvd-distribution: Alliance Atlantis

    tirsdag den 24. juli 2007

    Perfect Blue (1998)


    Så er der tegnefilm – for voksne. Den japanske animationsgenre viser med denne psykologiske thriller, hvor langt den er nået i forhold til amerikansk og europæisk tegnefilm. Der tages fat på de helt store temaer i denne Hitchcock/Lynch-agtige fortælling om store skuespillerdrømme og omkostninger forbundet ved at sælge sig selv. Selv om det animationstekniske ikke er så imponerende som hos Disney og Dreamworks, er plot og iscenesættelsen langt mere spændende, end det vi er vant til på disse breddegrader. Men det er for voksne.

    Animé-filmen Perfect Blue er et skoleeksempel på forskellene mellem amerikansk og japansk tegnefilm. Hvor vesterlandsk animation er en mere eller mindre ugleset genre, der stadig er reserveret til børn og familiefilm, er animé-traditionen langt mere bredt funderet i film og tv-serier målrettet til henholdsvis børn og voksne.

    Perfect Blue er (set med vesterlandske øjne) noget så sjældent som en psykologisk thriller i bedste Hitchcock/de Palma-stil tilsat lidt David Lynch-stemning og sammenblanding af drømme og virkelighedsplaner.

    Historien starter som en ret tilgængelig thriller: Vi følger den 18-årige Mimas brud med et girlband, da hun vil påbegynde en karriere som skuespiller – det er ikke alle (de overvejende mandlige) fans glade for, og snart begynder trusselsbrevene at ankomme. Samtidig finder hun et website, der skildrer hendes liv ned til mindste detalje – nogen overvåger hende tydeligvis! Og så sker det, der selvfølgelig sker, når man lige har foretaget et risikabelt karriereskift og er helt ny i branchen: Mima begynder at tvivle på sig selv og sine egne evner – hendes dømmekraft og psykiske balance svækkes, og hun begynder at hallucinere om drømme, mareridt og virkelighed. Alt imens prøver hendes managementbureau at få hende lanceret som voksenskuespiller i tvivlsomme, erotiske film og billedserier, som Mima kun kan sige ja til – ellers vil hun jo skuffe dem, der bygger hendes karriere op, som hun selv siger.

    Og så begynder mordene…

    Amerikansk vs. japansk
    Man kan sige, at amerikansk mainstream-tegnefilm (siden Disney men især efter CGI-teknologien er blevet kraftigt forbedret) primært har efterstræbt at efterligne virkeligheden – at få karaktererne til at se så levende ud som muligt, at få ting til at bevæge sig så livagtigt som muligt. Er man rigtig kritisk, vil man sige, at det, som amerikanerne er gået og stadig går mest op i, er det tekniske aspekt ved animation – at skabe illusionen om liv og gøre det overbevisende.

    At se en film som Perfect Blue med samme briller vil være en stor fejltagelse. Her er animationen (til trods for at filmen er fra 1998) langt fra poleret og “livagtig” på amerikansk facon; det er ikke vigtigt om den dyre, håndtegnede animationsteknik er lige i skabet – i animé-film er det historien og den visuelle formidling af historien, der fokuseres på. Men selv om japanerne tit hopper over hvor gærdet er lavest, så har en psykologisk thriller som Perfect Blue alligevel en mere avanceret dagsorden end Disney og Dreamworks.

    Som en film

    Først og fremmest forlanger instruktøren langt mere af publikum: Fortællestrukturen er kompleks og fyldt med flashbacks, falske elliptiske klip og umærkelige og derfor uhyggelige overgange mellem virkelighed og drøm/mareridt. Perfect Blue starter eksempelvis med Mimas afskedskoncert, som i første omgang bliver offer for en elliptisk klipning (der overblændes til hvid og starttekster, lige da girlbandet træder ud i scenens rampelys), men som kort efter kommer igen som en slags flashback, da Mima tager toget hjem til sin ensomme lejlighed (via en lydbro fra hendes walkman-musik og nynnen med til selve koncertens sidste sangnumre). Man kan mene at det var et noget problematisk anslag, fordi det med stor sandsynlighed vil gøre publikum desorienterede, men samtidig skabes med stor effektivitet den kontrast mellem forvirringen omkring koncerten (showbusiness med publikum der elsker deres idoler) og den efterfølgende ro i toget og lejligheden (Mimas ensomhed og isolation samme steder). Vi bliver fra start ét med Mima.

    Dermed føles Perfect Blue også langt mere som en rigtig spillefilm, i forhold til de amerikanske animationsfilm, vi er vant til at se. Her er masser af varieret kamerabrug med ultra-/nære og supertotale indstillinger og langsomme travellings væk fra små detaljer, der afslører, at virkeligheden er en anden, når man får et andet perspektiv på den. Især travellings ud fra tv-monitorer benyttes ofte, så publikum først sent finder ud af at den pågældende scene ikke var virkelighed, men en del af en film i filmen. Visse sekvenser fremstår som pure cinema (jf. Hitchcock), hvor kameraet bare fortæller og lyden spiller en mindre væsentlig rolle. Især de tre mordscener er sublime og overrumplende. Transparente overflader og billeder lægger sig ind over karaktererne som et ekstra lag i deres spaltede personligheder, og spejlinger viser virkeligheden, mens det er de “virkelige” karakterer, der ændrer form og således afspejler det indre og fantasien. Der er ikke langt fra David Lynchs Mulholland Drive til Perfect Blue.

    Men de filmiske effekter er der aldrig for deres egen skyld – de er der for at fortælle Mimas historie. På den måde føles Perfect Blue dejlig frisk i forhold til Disney og Dreamworks’ tivoliserede tegnefilm. På den anden side er det befriende at se en japansk animationsfilm der ikke svælger i robotter og materiel ødelæggelse (jf. mit sparsomme kendskab til genren), men faktisk handler om mennesker og menneskelige svagheder; om at vokse op og finde sig selv og ikke spille roller; men også om den kannibalistiske celebrity-kultur, der bygger op, sælger sig selv og til slut fortærer sig selv i jagten på kærlighed = berømmelse = penge.

    Og derfor gentager jeg lige: Perfect Blue er for voksne.

    ······

    Perfect Blue
    Instruktion: Satoshi Kon
    Medvirkende: Junko Iwao, Rica Matsumoto, Masaaki Ôkura m.fl.
    Rex Entertainment, 1998
    Spilletid: Ca. 81 minutter
    Amerikansk dvd-distribution: Manga Entertainment


    søndag den 22. juli 2007

    Basic Instinct (1992)


    Naturist-nostalgi. Selv om Sharon Stone og Michael Douglas’ hede samspil på lagenerne “kun” har 15 år på bagen er det bemærkelsesværdigt, så altmodisch Basic Instinct virker. Der er dog stadig lidt saft og kraft i denne opdaterede film noir, hvor det vrimler med femmes fatales, diabolske psykiatere og metafilmisk postmodernitet. Men trods Jan de Bonts flotte lyssætning og kameraføring er det svært ikke at se filmen med andet end et distanceret blik.

    I starten af 1990’erne blev Hollywood-mainstreamfilmen hjemsøgt af forskellige nye karakterer, som et slags symptom på den tiltagende angst for det nye årtusinde. (Hvem husker ikke Y2K-frygten for, at hele verden ville bryde sammen i et elektronisk ragnarok, fordi computerenhederne ikke var udstyret med fire cifre og derfor ikke ville kunne håndtere skiftet fra 1999 til 2000? Jo, det var dage…)

    Den vesterlandske paranoia kom først til udtryk i litteraturen i form af den psykopatiske massemorder, der pludselig blev ophøjet til en slags superhelt i f.eks. Bret Easton-Ellis’ American Psycho og Thomas Harris’ Silence of the Lambs – siden i filmform i skikkelse af henholdsvis Christian Bale og Anthony Hopkins. I naturlig forlængelse af interessen for psykopatien lå frygten for hele den faggruppe, der roder mest rundt med den menneskelige hjerne – psykiatere og psykologer. Hannibal Lecter er en mindeværdig karakter som vi op til 2007 har set i ikke mindre end fem film af svingende kvalitet – flere er sikkert på vej. Det geniale ved Lecter er jo, at han i Jonathan Demmes filmversion af Silence of the Lambs (1991) sprænger alle tidligere klart definerede rammer for det gode og det onde – han er både den geniale, kulturelle feinschmecker men også den dødsensfarlige og utilregnelige psykopat.

    Cathrine Tramell
    Den kvindelige udgave af Hannibal Lecter finder man i Basic Instinct, hvor det er forfatterinden og psykologen Cathrine Tramell der bryder grænser ned. Ikke kun mellem det gode og det onde (filmen igennem mere end antyder hun, at hun rent faktisk er issylemorderen, og når filmen er slut er man stadig i tvivl om, der er noget om snakken), men måske mest tydeligt i spørgsmålet om mande- og kvinderoller: Cathrine Tramell bliver nemlig ekstra farlig, fordi hun i den grad tager styringen, læser og udnytter mændene og mændenes afhængighed af at udnytte kvinder – bedst eksemplificeret i den berømte forhørsscene, hvor Cathrine Tramell overlegent afslører at hun ikke trusser på under den lårkorte kjole.

    Cathrine Tramells rolle som femme fatale understreges endvidere af hendes seksuelle orientering, der også er svær at rubricere: Hun nyder at dyrke ublu sex med mænd, der gerne vil have hende til at tage styringen – men hun er desuden i et lesbisk forhold og nyder at kæresten og andre belurer hende. Cathrine bliver på én gang manden i forholdet til de andre mænd (når hun har styringen og dominerer i sengen) og samtidig kvinden i forholdet til den mandige Roxy, som hun bor sammen med (når Roxy har styringen og belurer Cathrine).

    At hun er uddannet psykolog og har insider-viden fra politiets egne arkiver om den lurvede og belastede strømer, Nick Curran (spillet af Michael Douglas), gør hende til en usårlig edderkoppekvinde, og den lige linje fra de seksuelle undertoner mellem Barbra Stanwyck og Fred MacMurray i Double Indemnity er til at få øje på. I Basic Instinct er undertonerne bare omsat til et par softcore-scener, der i starten af 90’erne givetvis var meget grænseoverskridende.

    Suspension of Disbelief
    Som filmlærer synes jeg jo, at alt det ovenstående er rasende spændende og rigelig god grund til at se en film. Hvis den pågældende film desuden leger lidt med mediet på den dér selvbevidste metamåde, så er jeg helt solgt. Det gør Basic Instinct også, for Cathrine Tramell er jo selvfølgelig en berømt krimiforfatter, der beskriver de mord, der er begået i virkeligheden. Hun refererer flere gange til, at hendes og Nicks forhold vil få en brat ende, når hun er færdig med researchen til sin nyeste krimi, der bygger på Nick som karakter – og som i øvrigt dør i slutningen af romanen. Man får sådan lidt uelegant antydet, at Cathrine Tramell skriver den film vi sidder og ser – mest tydeligt i scenen hvor Nick ser det færdige print og fanger et par profetiske sætninger om sin makkers død i en elevator.

    Referencerne til filmmediet er i sig selv grænsenedbrydende, men i Basic Instinct bliver det næsten for meget, fordi handlingen og karaktererne konsekvent holdes ud i armslængde, hvilket distancerer publikum. Filmens store problem er at vi aldrig kommer tæt på hverken Nick Curran eller Cathrine Tramell – alle overspiller på rædsom vis, som var det et bevidst valg fra instruktør Paul Verhoevens side, handlingen er for konstrueret og fyldt med gigantiske plothuller, og der skal sluges store kameler, for at man lader sig opsuge i filmens univers. Enkelte scener vil stadig virke suspensefyldte, men den suspension of disbelief, som Cathrine Tramell fortæller, er krimiforfatterens første bud, rammer Basic Instinct langt forbi.

    Er man den intellektuelle type vil man måske se det som et kvalitetsstempel, fordi det netop understreger filmens og Cathrine Tramells leg med konventionerne, men for mit vedkommende gør det filmen temmelig uinteressant. Der er mange 90’er-film der formår at kombinere metaniveauet med den umiddelbare filmoplevelse. Den største filmiske kvalitet ved Basic Instinct er Jan de Bonts flotte og filtrerede lyssætning og legen med farverne, men de kommer bedre til sin ret i den eventyrlige actionfilm Die Hard.

    ······

    Basic Instinct (da. Iskoldt begær)
    Instruktion: Paul Verhoeven
    Medvirkende: Michael Douglas, Sharon Stone, Jeanne Tripplehorn m.fl.
    Tristar Pictures, 1992
    Spilletid: Ca. 128 minutter
    Dansk dvd-distribution: Universal

    søndag den 14. januar 2007

    Heavenly Creatures (1994)


    Stadig Peter Jacksons bedste film! Alting kunne så let være gået så galt i dette autentiske morddrama; for meget realisme – for meget drama – for meget splat! Men Jackson måler det hele i fine doser og giver os en gribende men også ubehagelig fortælling om to teenagepigers fantastiske venskab, der sender chokbølger gennem det newzealandske samfund.

    Jeg er i fuld gang med et ret fedt filmforløb sammen med 3g’erne på Katedralskolens Film & tv-hold. Vi har kaldt det Drømme & mareridt, og indtil videre har vi set Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1957) og Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Nu er vi så rykket lidt længere frem i tiden til én af mine absolutte yndlingsfilm – Peter Jacksons Engel min engel fra 1994. (Om et par uger runder vi af med Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind, 2004.)

    Men det blev altså til et kærligt gensyn med Peter Jacksons bedste film til dato. Engel min engel slår hele den svulstige Ringenes herre-trilogi (også den umanérligt super-svulstige, extended udgave!) samt kæmpefilmen om kæmpeaben King Kong med flere længder. Engel min engel er nemlig ikke en special effects/CGI-opvisning i, hvor meget Peter Jackson på nuværende tidspunkt kan udrette med sin computer – filmen er først og fremmest et dokudrama med noget på hjerte, udført med nænsom hånd i respekt for de efterladte. Manuskriptet til Engel min engel blev fortjent indstillet til en Oscar, og selv om filmen ikke vandt, blev den alligevel Jacksons billet til Hollywood og større budgetter. (Hvilket altså ikke har ført bedre film med sig.)

    Den autentiske film foregår i 1950ernes New Zealand og handler om de to teenagepiger Pauline Parker og Juliet Hulmes intense venskab, der tager en fatal drejning og kulminerer med drabet på Paulines mor. Jackson har valgt at skildre begivenhederne fra pigernes synsvinkel, og sørger på den måde for at seeren både forstår og samtidig væmmes ved deres handlinger. Vi bliver både tiltrukket af deres blomstrende intense sammenhold midt i det autoritetstro samfund med de normbundne familier, der ikke forstår dem eller giver plads til deres kreative evner og venskab. Men vi frastødes også på samme tid, når deres drømme forvandler sig til mareridt – vi påtvinges også autoriteternes og normernes blik. Det er en overrumplende filmoplevelse, fordi Peter Jackson holder balancen igennem filmen. Den blodige slutning brænder sig ubønhørligt fast, når vi på én og samme tid forstår den og fordømmer den.

    Filmen kombinerer flot Peter Jacksons vilde kameraarbejde med en autentisk ramme, og dermed bliver det netop aldrig en gang plat splatstick i Tom & Jerry-tempo (à la Jacksons forrige film, Braindead, 1992) – ej heller et patetisk dokudrama af værste engelske kitchen sink-skuffe. Jackson tøjler sin hang til steadicam i filmens eventyrlige rejse ind i Pauline og Juliets venskab og deres (eventyr)verden, Borovnia, hvor de er accepterede, attraktive og magtfulde. I flere scener glider virkeligheden umærkeligt over i fantasien, når de to pigers lerfigurer bliver levende og forsvarer dem – eller når de selv træder ind i Borovnia og påtager sig nye identiteter, fordi virkeligheden bliver for hård. Det er her kameraet særligt får lov til at skeje ud; den ekspressionistiske billedside forenes med pigernes følelser og oplevelser. Selve Borovnia og de mandshøje lerfigurer er udført med en visuel snilde og simplicitet, som de storladne Hollywood-helaftensfilm kunne lære en del af.

    Pigernes yndlingstenor Mario Lanza kører som en fast bestanddel af soundtracket – skiftevis som underlægningsmusik og incidentalmusik, når Mario på forskellig vis levendegøres. Også Orson Welles i rollen som Harry Lime i The Third Man (Carol Reed, 1949) levendegøres på mere end én måde og bliver faktisk nøglen, der åbner op for pigernes forbudte følelser – både af voldelig og seksuel karakter. I starten modelleres Borovnias drabelige prins Diello efter Welles’ udseende, men senere bryder Harry Lime ud af biograflærredet og forfølger symbolsk pigerne til de overgiver sig til ham - og hinanden - og deres fremtidsdrømme.

    Peter Jackson gør desuden en dyd ud af at skildre de to pigers sammenhold. De forbindes selvfølgelig i samtale og brevskrivning men der trækkes også klare paralleller eller spejlinger via klipningen, og hen imod slutningen er de så fasttømret, at de nærmest ser ud til at være vokset sammen i nogle slående visuelle opstillinger. Dermed forener hele filmen sig med pigernes situation, for samtidig med at pigerne fjerner sig mere og mere fra det realistiske newzealandske miljø, gør vi seere det samme. Og da sorgen over deres umulige venskab forplanter sig i pigerne, ændrer Engel min engel stil og bliver til et nærmest ekspressionistisk mareridt.

    Peter Jackson sendte med denne film en ordentlig bredside mod det engelske imperium og dets klasseopdelte samfund, som også er påstemplet kolonien New Zealand; han lader Pauline og Juliet gøre oprør mod kirke, kongehus og kernefamilie, som har påført dem en social spændetrøje. Lærerne på pigeskolen latterliggøres, den homofobiske læge og den sleske præst hugges ned i fantasien. Dermed sætter Engel min engel også en mere universel / nutidig teenagekonflikt på dagsordenen – det handler om at bryde med forældrene og samfundets autoriteter for at finde og definere sig selv og sine egne behov.

    ······


    Heavenly Creatures (Engel min engel)
    Instruktør: Peter Jackson
    Medvirkende: Kate Winslet, Melanie Lynskey, Sarah Peirse m.fl.
    WingNut Films, 1994
    Spilletid: Ca. 104 minutter
    Australsk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment