søndag den 22. juli 2007

Basic Instinct (1992)


Naturist-nostalgi. Selv om Sharon Stone og Michael Douglas’ hede samspil på lagenerne “kun” har 15 år på bagen er det bemærkelsesværdigt, så altmodisch Basic Instinct virker. Der er dog stadig lidt saft og kraft i denne opdaterede film noir, hvor det vrimler med femmes fatales, diabolske psykiatere og metafilmisk postmodernitet. Men trods Jan de Bonts flotte lyssætning og kameraføring er det svært ikke at se filmen med andet end et distanceret blik.

I starten af 1990’erne blev Hollywood-mainstreamfilmen hjemsøgt af forskellige nye karakterer, som et slags symptom på den tiltagende angst for det nye årtusinde. (Hvem husker ikke Y2K-frygten for, at hele verden ville bryde sammen i et elektronisk ragnarok, fordi computerenhederne ikke var udstyret med fire cifre og derfor ikke ville kunne håndtere skiftet fra 1999 til 2000? Jo, det var dage…)

Den vesterlandske paranoia kom først til udtryk i litteraturen i form af den psykopatiske massemorder, der pludselig blev ophøjet til en slags superhelt i f.eks. Bret Easton-Ellis’ American Psycho og Thomas Harris’ Silence of the Lambs – siden i filmform i skikkelse af henholdsvis Christian Bale og Anthony Hopkins. I naturlig forlængelse af interessen for psykopatien lå frygten for hele den faggruppe, der roder mest rundt med den menneskelige hjerne – psykiatere og psykologer. Hannibal Lecter er en mindeværdig karakter som vi op til 2007 har set i ikke mindre end fem film af svingende kvalitet – flere er sikkert på vej. Det geniale ved Lecter er jo, at han i Jonathan Demmes filmversion af Silence of the Lambs (1991) sprænger alle tidligere klart definerede rammer for det gode og det onde – han er både den geniale, kulturelle feinschmecker men også den dødsensfarlige og utilregnelige psykopat.

Cathrine Tramell
Den kvindelige udgave af Hannibal Lecter finder man i Basic Instinct, hvor det er forfatterinden og psykologen Cathrine Tramell der bryder grænser ned. Ikke kun mellem det gode og det onde (filmen igennem mere end antyder hun, at hun rent faktisk er issylemorderen, og når filmen er slut er man stadig i tvivl om, der er noget om snakken), men måske mest tydeligt i spørgsmålet om mande- og kvinderoller: Cathrine Tramell bliver nemlig ekstra farlig, fordi hun i den grad tager styringen, læser og udnytter mændene og mændenes afhængighed af at udnytte kvinder – bedst eksemplificeret i den berømte forhørsscene, hvor Cathrine Tramell overlegent afslører at hun ikke trusser på under den lårkorte kjole.

Cathrine Tramells rolle som femme fatale understreges endvidere af hendes seksuelle orientering, der også er svær at rubricere: Hun nyder at dyrke ublu sex med mænd, der gerne vil have hende til at tage styringen – men hun er desuden i et lesbisk forhold og nyder at kæresten og andre belurer hende. Cathrine bliver på én gang manden i forholdet til de andre mænd (når hun har styringen og dominerer i sengen) og samtidig kvinden i forholdet til den mandige Roxy, som hun bor sammen med (når Roxy har styringen og belurer Cathrine).

At hun er uddannet psykolog og har insider-viden fra politiets egne arkiver om den lurvede og belastede strømer, Nick Curran (spillet af Michael Douglas), gør hende til en usårlig edderkoppekvinde, og den lige linje fra de seksuelle undertoner mellem Barbra Stanwyck og Fred MacMurray i Double Indemnity er til at få øje på. I Basic Instinct er undertonerne bare omsat til et par softcore-scener, der i starten af 90’erne givetvis var meget grænseoverskridende.

Suspension of Disbelief
Som filmlærer synes jeg jo, at alt det ovenstående er rasende spændende og rigelig god grund til at se en film. Hvis den pågældende film desuden leger lidt med mediet på den dér selvbevidste metamåde, så er jeg helt solgt. Det gør Basic Instinct også, for Cathrine Tramell er jo selvfølgelig en berømt krimiforfatter, der beskriver de mord, der er begået i virkeligheden. Hun refererer flere gange til, at hendes og Nicks forhold vil få en brat ende, når hun er færdig med researchen til sin nyeste krimi, der bygger på Nick som karakter – og som i øvrigt dør i slutningen af romanen. Man får sådan lidt uelegant antydet, at Cathrine Tramell skriver den film vi sidder og ser – mest tydeligt i scenen hvor Nick ser det færdige print og fanger et par profetiske sætninger om sin makkers død i en elevator.

Referencerne til filmmediet er i sig selv grænsenedbrydende, men i Basic Instinct bliver det næsten for meget, fordi handlingen og karaktererne konsekvent holdes ud i armslængde, hvilket distancerer publikum. Filmens store problem er at vi aldrig kommer tæt på hverken Nick Curran eller Cathrine Tramell – alle overspiller på rædsom vis, som var det et bevidst valg fra instruktør Paul Verhoevens side, handlingen er for konstrueret og fyldt med gigantiske plothuller, og der skal sluges store kameler, for at man lader sig opsuge i filmens univers. Enkelte scener vil stadig virke suspensefyldte, men den suspension of disbelief, som Cathrine Tramell fortæller, er krimiforfatterens første bud, rammer Basic Instinct langt forbi.

Er man den intellektuelle type vil man måske se det som et kvalitetsstempel, fordi det netop understreger filmens og Cathrine Tramells leg med konventionerne, men for mit vedkommende gør det filmen temmelig uinteressant. Der er mange 90’er-film der formår at kombinere metaniveauet med den umiddelbare filmoplevelse. Den største filmiske kvalitet ved Basic Instinct er Jan de Bonts flotte og filtrerede lyssætning og legen med farverne, men de kommer bedre til sin ret i den eventyrlige actionfilm Die Hard.

······

Basic Instinct (da. Iskoldt begær)
Instruktion: Paul Verhoeven
Medvirkende: Michael Douglas, Sharon Stone, Jeanne Tripplehorn m.fl.
Tristar Pictures, 1992
Spilletid: Ca. 128 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

Ingen kommentarer:

Send en kommentar