Der er blevet fyret godt op under vor tids statsoverhoveder i form af en række dokumentarfilm – såkaldte dramadoks. De spekulative mord på f.eks. Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen har været katalysator for fiktive dokumentarer med fokus på det politiske efterspil efter en sådan krise. Death of a President er provokerende og grænseoverskridende, men formår samtidig at vække til politisk debat på en langt mere intelligent og nuanceret måde end f.eks. den gennemsnitlige Michael Moore-dokumentar.
Adam, Malene og jeg er på sommerhusferie i det nordjyske Thy-land med tæt på stranden og Jesperhus Blomsterpark, men også med en potentiel rigtig regnvåd dansk sommer hængende over os, da vi tager fra Sjælland. Derfor skynder jeg mig at pakke en lille stabel dvd’ere med til turen, og allerede søndag aften sætter vi den første skive på, mockumentary’en Death of a President.
Først og fremmest er det en film som vækker til diskussion hjemme på sofarækken: Malene finder den nærmest usmagelig i dens realistiske behandling af mordet på USA's nuværende præsident, George W. Bush. Det er utroligt at man kan få lov til det, mener hun. Jeg kan godt se filmens provokerende udgangspunkt, for det virker pokkers godt! Man bliver – om man kan lide det eller ej – revet med af filmens dokumentariske æstetik og dens iscenesættelse af optakten til mordet på Bush. Det er meget svært at sætte fingeren på, hvad der rent faktisk er iscenesat og hvad der er virkelige optagelser af demonstrationer, taler, tilhørere osv. Men som den bedste, gedigne dokumentar, når den ud til seeren og rører og vedrører os begge. (Hvis man vil sidde med fingeren på pauseknappen vil man kunne spotte hvordan filmmagerne har fingeret den egentlige nedskydning af Bush – og afsløre tryllekunsten – men man kan ikke fange det med det blotte øje.)
Mordet som katalysator
En dokumentarist som den berømte/-rygtede Michael Moore søger bevidst provokationen i sin afdækning af f.eks. USA's våbenlovgivning eller den politiske baggrund for krigen i Irak. Provokationen fungerer på én gang som humoristisk chokelement og den publikumsvenlige gimmick, der skal få folk til at strømme i biografen. Når man likviderer en præsident for åben skærm har det lidt samme chokeffekt men uden den afvæbnende humor; snarere er der tale om en chokprovokation – en sensationshungrende exploitation.
Man kan hævde, at chokelementet er selve målet for Michael Moore, for dermed udstiller han systemet og udbasunerer sin egen konklusion oven på denne gimmick. I Death of a President er mordet på Bush derimod en katalysator for filmens videre afdækning af spillet bagved og opklaringsarbejdets middelmådighed, og heri ligger filmens politiske kritik. Filmen er på den måde tredelt: Den starter med optakten til og mordet på Bush; herpå følger FBI’s mangelfulde opklaringsarbejde med at finde frem til morderen under stadig større politisk pres, samtidig med at USA's forhold til Syriens regering forværres; og endelig er sidste del helliget en ærkeamerikansk families sørgelige skæbne efter faren og to sønners udstationering i Irak. Dermed lukker filmen sig også fint og logisk om sig selv og bliver et formfuldendt politisk debatindlæg mod USA's nuværende sikkerhedspolitik.
Dokumentarstil
Historien om Bushs død er i starten ganske overrumplende, fordi man hele tiden sidder og kniber sig i armen for at huske sig selv på at det jo bare er fiktion. Deri består filmens kvalitet også, for man bør jo ikke i tvivl om, at filmen på papiret er ren og skær fiktion, men filmens dokumentarstil er så gennemført i dens kombination af fluen-på-væggen-optagelser, fotos, rekonstruktioner og sobre interviews med de implicerede parter uden for realsekvensernes kontekst. Man bliver simpelthen nødt til at overgive sig til den velproducerede dokumentars virkemidler. Det minder – for nu selv at blive lidt politisk – om de bedste DR-dokumentarer fra den gang der kun var én national tv-kanal og DR ikke havde et millardunderskud at kæmpe med: Dengang DR’s journalister fik sagen om Pedal-Ove genoptaget ved sindigt og troværdigt at fremlægge beviserne for politiets mangelfulde arbejde; dengang DR ryddede en hel aftenflade for i fingeret dokumentarisk stil at vise hvad der kunne ske rundt omkring i Danmark, hvis nu Barsebäck blev udsat for terror. Hvad nu hvis… På samme måde er der ikke megen effektjageri over stilen i Death of a President – vi er milevidt fra TV2’s tendentiøse Operation X for nu at sammenligne.
Men når det kommer til stykket, og man skal være nøgtern, så må man hæfte sig ved om ikke Death of a President ikke skyder et godt stykke over målet ved at likvidere George Bush for at fortælle denne historie. Kunne man ikke have fortalt en lignende og måske langt mere uhyggelig dokumentarfilm med brudstykker af virkeligheden? Hvis intentionen er at tegne et portræt af USA's paranoide og krigsliderlige højrefløjspolitikere, kunne det nok snildt være klaret med de forhåndenværende historier om virkelighedens politiske rævekager efter d. 11. september. Her er der mulighed for at filmens intenderede slagkraft minimeres, fordi provokationen og sensationen (mordet på Bush) overdøver alt.
······
Death of a President
Instruktion: Gabriel Range
Medvirkende: Hend Ayoub, Brian Boland, Becky Ann Baker m.fl.
Borough Films, 2006
Spilletid: Ca. 97 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Lionsgate
Ingen kommentarer:
Send en kommentar