Så er der tegnefilm – for voksne. Den japanske animationsgenre viser med denne psykologiske thriller, hvor langt den er nået i forhold til amerikansk og europæisk tegnefilm. Der tages fat på de helt store temaer i denne Hitchcock/Lynch-agtige fortælling om store skuespillerdrømme og omkostninger forbundet ved at sælge sig selv. Selv om det animationstekniske ikke er så imponerende som hos Disney og Dreamworks, er plot og iscenesættelsen langt mere spændende, end det vi er vant til på disse breddegrader. Men det er for voksne.
Animé-filmen Perfect Blue er et skoleeksempel på forskellene mellem amerikansk og japansk tegnefilm. Hvor vesterlandsk animation er en mere eller mindre ugleset genre, der stadig er reserveret til børn og familiefilm, er animé-traditionen langt mere bredt funderet i film og tv-serier målrettet til henholdsvis børn og voksne.
Perfect Blue er (set med vesterlandske øjne) noget så sjældent som en psykologisk thriller i bedste Hitchcock/de Palma-stil tilsat lidt David Lynch-stemning og sammenblanding af drømme og virkelighedsplaner.
Historien starter som en ret tilgængelig thriller: Vi følger den 18-årige Mimas brud med et girlband, da hun vil påbegynde en karriere som skuespiller – det er ikke alle (de overvejende mandlige) fans glade for, og snart begynder trusselsbrevene at ankomme. Samtidig finder hun et website, der skildrer hendes liv ned til mindste detalje – nogen overvåger hende tydeligvis! Og så sker det, der selvfølgelig sker, når man lige har foretaget et risikabelt karriereskift og er helt ny i branchen: Mima begynder at tvivle på sig selv og sine egne evner – hendes dømmekraft og psykiske balance svækkes, og hun begynder at hallucinere om drømme, mareridt og virkelighed. Alt imens prøver hendes managementbureau at få hende lanceret som voksenskuespiller i tvivlsomme, erotiske film og billedserier, som Mima kun kan sige ja til – ellers vil hun jo skuffe dem, der bygger hendes karriere op, som hun selv siger.
Og så begynder mordene…
Amerikansk vs. japansk
Man kan sige, at amerikansk mainstream-tegnefilm (siden Disney men især efter CGI-teknologien er blevet kraftigt forbedret) primært har efterstræbt at efterligne virkeligheden – at få karaktererne til at se så levende ud som muligt, at få ting til at bevæge sig så livagtigt som muligt. Er man rigtig kritisk, vil man sige, at det, som amerikanerne er gået og stadig går mest op i, er det tekniske aspekt ved animation – at skabe illusionen om liv og gøre det overbevisende.
At se en film som Perfect Blue med samme briller vil være en stor fejltagelse. Her er animationen (til trods for at filmen er fra 1998) langt fra poleret og “livagtig” på amerikansk facon; det er ikke vigtigt om den dyre, håndtegnede animationsteknik er lige i skabet – i animé-film er det historien og den visuelle formidling af historien, der fokuseres på. Men selv om japanerne tit hopper over hvor gærdet er lavest, så har en psykologisk thriller som Perfect Blue alligevel en mere avanceret dagsorden end Disney og Dreamworks.
Som en film
Først og fremmest forlanger instruktøren langt mere af publikum: Fortællestrukturen er kompleks og fyldt med flashbacks, falske elliptiske klip og umærkelige og derfor uhyggelige overgange mellem virkelighed og drøm/mareridt. Perfect Blue starter eksempelvis med Mimas afskedskoncert, som i første omgang bliver offer for en elliptisk klipning (der overblændes til hvid og starttekster, lige da girlbandet træder ud i scenens rampelys), men som kort efter kommer igen som en slags flashback, da Mima tager toget hjem til sin ensomme lejlighed (via en lydbro fra hendes walkman-musik og nynnen med til selve koncertens sidste sangnumre). Man kan mene at det var et noget problematisk anslag, fordi det med stor sandsynlighed vil gøre publikum desorienterede, men samtidig skabes med stor effektivitet den kontrast mellem forvirringen omkring koncerten (showbusiness med publikum der elsker deres idoler) og den efterfølgende ro i toget og lejligheden (Mimas ensomhed og isolation samme steder). Vi bliver fra start ét med Mima.
Dermed føles Perfect Blue også langt mere som en rigtig spillefilm, i forhold til de amerikanske animationsfilm, vi er vant til at se. Her er masser af varieret kamerabrug med ultra-/nære og supertotale indstillinger og langsomme travellings væk fra små detaljer, der afslører, at virkeligheden er en anden, når man får et andet perspektiv på den. Især travellings ud fra tv-monitorer benyttes ofte, så publikum først sent finder ud af at den pågældende scene ikke var virkelighed, men en del af en film i filmen. Visse sekvenser fremstår som pure cinema (jf. Hitchcock), hvor kameraet bare fortæller og lyden spiller en mindre væsentlig rolle. Især de tre mordscener er sublime og overrumplende. Transparente overflader og billeder lægger sig ind over karaktererne som et ekstra lag i deres spaltede personligheder, og spejlinger viser virkeligheden, mens det er de “virkelige” karakterer, der ændrer form og således afspejler det indre og fantasien. Der er ikke langt fra David Lynchs Mulholland Drive til Perfect Blue.
Men de filmiske effekter er der aldrig for deres egen skyld – de er der for at fortælle Mimas historie. På den måde føles Perfect Blue dejlig frisk i forhold til Disney og Dreamworks’ tivoliserede tegnefilm. På den anden side er det befriende at se en japansk animationsfilm der ikke svælger i robotter og materiel ødelæggelse (jf. mit sparsomme kendskab til genren), men faktisk handler om mennesker og menneskelige svagheder; om at vokse op og finde sig selv og ikke spille roller; men også om den kannibalistiske celebrity-kultur, der bygger op, sælger sig selv og til slut fortærer sig selv i jagten på kærlighed = berømmelse = penge.
Og derfor gentager jeg lige: Perfect Blue er for voksne.
······
Perfect Blue
Instruktion: Satoshi Kon
Medvirkende: Junko Iwao, Rica Matsumoto, Masaaki Ôkura m.fl.
Rex Entertainment, 1998
Spilletid: Ca. 81 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Manga Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar