Speed Racer (2008)

Animé, konsolspil og realfilm mødes i et formidabelt, farvestrålende festfyrværkeri. Warchowski-brødrene forsøger at konvertere endnu en japansk tegnefilm til Hollywood-blockbuster, men denne gang er resultatet blevet for meget overflade og for lidt indhold. Speed Racer er en meget lang og meget kulørt børnefilm uden et egentligt plot men med et temmelig venstreorienteret budskab.

Troldspejlets Jakob Stegelmann var en af de første til at påpege at spillefilmens næste udviklingstrin bliver i fusion med computeranimation: Sin City og 300 var de første eksempler på Hollywood-film med nytænkende og computerskabt billedæstetik – tegneserieforlæggene blev omskabt til levende billeder, og instruktørerne (henholdsvis Robert Rodriquez og Jack Snyder) var bevidst om at overføre den oprindelige vision til film.

Den trend fortsætter nu med Warchowski-brødrenes Speed Racer, der er baseret på en ældre japansk tv-animéserie, om den unge Speed Racer (det er hans fornavn og efternavn) og hans evner som racerkører i et utopisk fremtidssamfund. Også Andy og Larry Warchowski har sans for visuelt lir, overrumplende kamerature og hæsblæsende montagesekvenser, men Speed Racer har i bund og grund samme problem som særligt 300 – der er for meget fokus på indpakningen og de grænseløse CGI-muligheder. Speed Racer fremstår på mange måder som en nyfortolkning af 300 – men med de fortidige kampscener skiftet ud med fremtidige bilvæddeløb. Og som i 300 er det småt med en egentlig handling eller bare personskildring mellem de flotte og medrivende actionsekvenser. Man skal se filmen.

Eksplosiv fuldblodsracer
De visuelle lækkerier i Speed Racer serveres i rasende tempo; de bliver uvægerligt filmens store attraktion, og Warchowski-brødrene har nok CGI-fantasier i posen til at tilskuerunderholdningen er hjemme. Særligt overrumplende og legesyg er filmens indledende racerløb, hvor nutiden først klippes sammen med flashbacks (i fine matchcut), hvorefter de to tidslinjer langsomt smelter sammen (Speeds kæreste, Trixie, kigger efter ham nede på banen, mens kameraet panorerer umærkeligt til fortiden og viser os scenen, hvor de mødtes første gang), for til sidst at blive til én (når Speed i ægte Need for Speed-stil jagter sin brors løbsrekord i form af en gennemsigtig spøgelsesbil, som han kører om kap med).

Læg dertil Warchowski-brødrenes forkærlighed for animéstilen som den kommer til udtryk i baggrunde der forandrer sig til flimrende og dalende konsolspilshjerter i de store kærlighedsscener, og snefnug der eksploderer i hvide fartstriber under et actionpumpet slagsmål. Her er også overrumplende kamera-travellings når racerkørerne hvæser oneliners eller opmuntrer hinanden i de fantastiske og farvestrålende væddeløbssekvenser. Man bliver i høj grad ét med disse tempofyldte actionscener – øjnene pumpes med lyseblå, lyserøde og lyselilla farveladeorgier, mens adrenalinen eksploderer i barnlig fryd i ens krop.

Længes man efter denne form for visuel rus, så skal man se Speed Racer. Og så er jeg slet ikke dykket ned i den fuldstændigt hæmningsløse finale, der med tydelige seksuelle undertoner bringer mindelser om Stanley Kubricks afslutning på Rumrejsen år 2001 og Luke Skywalkers tilintetgørelse af Dødsstjernen i den første Star Wars.

Handlingslammet
Hvor man kun kan gå bag over af Speed Racers visuelle power, kniber det på alle leder og kanter, når det kommer til filmens handling – der er ganske simpelt ikke noget nævneværdigt plot! Man kan sammenligne plotstrukturen med den vi finder i 300, og er man i sit rigtigt perfide hjørne kan man sammenligne fortællelysten i begge film med amatørporno. Også i Speed Racer tjener det spinkle plot som en sørgelig undskyldning, der skal kitte de tre hårdtpumpede actionscener sammen.

Man mærker det særligt i starten, hvor der går umanérligt lang tid, før den sparsomme handling kommer på skinner. Speed vinder selvfølgelig filmens indledende racerløb, men før han får taget sig sammen til at tage nogen som helst beslutning om at drage ud på eventyr, er der gået en hel times spilletid. Tiden er gået med at præsentere den ene ubetydelige sidekarakter efter den anden (som dybest set kun tjener som nostalgisk eftermæle for animéseriens fans). Bevares, vi får også indblik i den onde Royalton-koncern, men der snakkes og sludres i et væk, mens der fremvises imponerende fremtidsbyer og andet teknologisk lir i regnbuens mest syrede farver. Gang i handlingen kommer der bogstaveligt talt først da filmens andet racerløb sætter i gang – hvilket passer sammen med at Speed tager en beslutning om at deltage som undercover- racerkører. Her starter hans minimale udvikling fra lillebror til selvstændig mand.

Dertil kommer, at karaktererne er rene stereotyper, som aldrig rigtig udvikler sig eller er i rigtig fare for noget som helst. Som nævnt kommer Speed på en minimal indre rejse, men den består stort set kun i at trykke lidt hårdere på speederen. Den ydre rejse er lige så kort – fra start til stop på racerbanen. Den karakter der udvikler sig mest i løbet af hele filmens spilletid, men som negligeres totalt, er den mystiske Racer X – hans udviklingskurve overstås (meget symptomatisk for filmen) i løbet af 20 sekunder i en af filmens mange hæsblæsende montagesekvenser. Men hans historie er den som Christopher Nolans The Dark Knight er gjort af.

Når alt kommer til alt er Speed Racer en børnefilm for børn fra 5-12 år, der synes, at chimpanser i ternede smækbukser der slås med skurke i røde velourjakkesæt og bowlerhatte og ender med at slå dem ud med en papegøjetang, er sjove. Den er for børn, der elsker tv’s fjollede og kulørte Lazy Town-æstetik og -mimik. Og én ting er sikkert, denne målgruppe holder aldrig til en 134 minutters biograftur med kun tre indlagte bilvæddeløb på måske sammenlagt 30-40 minutter.

Hvor ville det være dejligt hvis Warner Bros. ville udsende en dvd med et mere publikumsvenligt producer’s cut på blot 80 minutter. Den ville være mere i målgruppens ånd.

······


Speed Racer
Instruktion: Larry & Andy Warchowski
Medvirkende: Emile Hirsch, John Goodman, Susan Sarandon m.fl.
Warner Bros., 2008
Spilletid: Ca. 134 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Warner Bros.

Blades of Glory (2007)

På glatis. Den nye maskulinitetskomedie med Will Ferrell er ikke nær så skarp og stram som den fabelagtige Talladega Nights. Her er fimsede isskøjtedansere, men de humoristiske højdepunkter topper med de homoseksuelle gnidninger og misforståelser. Blades of Glory er forbavsende pæn og ordinær.

Mød den megamaskuline Chazz Michael Michaels. Mød personifikationen af løse håndled, Jimmy McElroy. De er begge isskøjtedansere, og nu tvinger vi dem til at danse sammen for at kickstarte deres karriere igen. Det er i al sin slående enkelhed plottet i Blades of Glory.

Will Ferrell spiller den brovtende, erfarne og dameglade Michaels, mens John Heder spiller den duksede, uerfarne og generte McElroy. Så på papiret er det da sjovt. Hylesjovt. Men manuskriptet og filmen svinger sig aldrig op på de højder. Her de to mandlige isskøjtedanseres ømme pardans i stramtsiddende og fjollede dragter et komisk højdepunkt på grund af de overtydelige homoseksuelle undertoner. Men resten af filmen er frygteligt ordinær og gennemsnitlig. Og derfor en skuffelse – ovenpå Talladega Nights.

Will Ferrell i spændetrøje
På Talladega Nights hed instruktøren Adam McKay, der også havde skrevet og udviklet manuskriptet sammen med Will Ferrell. Det skænkede jeg ikke en tanke, da jeg så den for et par måneder siden, men i sammenligning med denne sportsfilm bliver gnisterne og inspirationen mellem McKay og Ferrell enormt tydelig. Det samme gør kvaliteten i deres samarbejde.

I Blades of Glory er det kreative makkerskab i Josh Gordon og Will Speck noget mere frugtesløst. Will Ferrell har ikke været inde over manuskriptet, og filmen udnytter slet ikke hans talent for improvisation overhovedet. På den måde bliver resultatet meget ufarligt og konformt. Der er en mangel på jokes og sjove scener, simpelthen fordi John Heder – eller måske snarere hans karakter – ikke er særlig sjov. (Det vender vi tilbage til.)

Værst er det dog, at Will Ferrell her er reduceret til den sjove og modvillige hjælper, og man mærker, at han har fået besked på at holde sig i baggrunden og forholde sig roligt. Bevares: Han er til stede og langt den sjoveste af de to isskøjtedansere, når han tæver den lille John Heder rundt i manegen og udspyr sine mandschauvinistiske svinestreger til højre og venstre. Men hans plotlinje bliver væk midtvejs og han reduceres til et kastreret sidekick. Øv!

En udviklingshistorie
Ca. halvvejs satser Blades of Glory entydigt på at fortælle historien om den forældreløse Jimmy McElroy og afdække hans udviklingshistorie og hvordan han får pigen og medaljen til sidst. Der ændrer filmen markant karakter og bliver en feel-good-fornøjelse frem for en satirisk og plathumoristisk gengivelse af de to mænds problemer med den bøssede par-isdans. Det er også her, at filmen udpeger modstanderne i dens aktantmodel, og hvor Will Ferrell placeres entydigt på hjælpersiden frem for at kampen mellem de to mænd får lov til at fortsætte til 2. plotpoint.

Oven i købet er historien om McElroy sært kedelig, måske fordi John Heder selv virker enormt kedelig og passiv i store dele af filmen, hvor det er henholdsvis pseudo-faren, træneren og dansepartneren der styrer showet. Ting sker bare rundt om ham, og McElroy står nærmest bare i vejen og lader historiens udvikling føre sig med.

Det er OK men ikke godt nok, når man ser hvad både Heder og Ferrell ellers har lavet. Så må man gerne satse højere, så vi får lidt skøjtegnister mellem de to hovedpersoner. Blades of Glory minder faktisk om en af de ufarlige komedier med Chevy Chase eller John Candy fra 80erne – og det er tiden altså løbet fra. Selv om de da er meget hyggelige og sjååååve...

······


Blades of Glory
Instruktion: Josh Gordon & Will Speck
Medvirkende: John Heder, Will Ferrell, Will Arnett
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca. 89 minutter
Engelsk dvd-distribution: DreamWorks

Talladega Nights (2006)

Komik i højt gear! Komikeren Will Ferrell giver baghjul til USA’s individualisme og maskuliniteten i Talladega Nights med undertitlen Legenden om Ricky Bobby. Her er masser af humor i bedste Simpsons-stil krydset med en god portion Monty Python-agtig galskab. Især dialogen og samspillet mellem Ferrell og de øvrige medvirkende sprudler, selv om den improviserede stil gør filmen mindre stram og unødvendigt langtrukken.

Er du til bilvæddeløb, sjove karakterer og en lidt gakket form for humor, så skal du se … Biler, den nyeste digimationsfilm fra Pixar og Disney. Nå nej, den gav jeg jo et ordentligt los, da jeg for nogle måneder siden så den (og fandt ud af at min største frygt nu officielt er gået i opfyldelse: Disney er blevet til Pixar – eller er det omvendt. Der står i hvert fald John Lassiter stemplet ud over alle de digimerede produkter som Disney vil sende i hovedet på os i fremtiden, og siden Toy Story og kortfilmen med de to arkitektlamper er det kun gået ned ad bakke. Øv)!

Men se så her: Er du til bilvæddeløb, sjove karakterer og en lidt gakket form for humor – og er du mere end 12 år gammel, så skal du helt sikkert se … Talladega Nights med Will Ferrell i hovedrollen som den idiotiske, Homer Simpson-agtige Ricky Bobby. Godt nok er filmen ikke 100% CGI, men visse scener med racerbilerne må være skabt på computer (der er nogle meget overbevisende styrt og de fedeste kamerature), men Talladega Nights udviser en fræk humoristisk distance og selvironi, som man til alle tider savner i Biler, fordi den er og bliver en gammeldags børnefilm – uanset hvor mange voksne der end går ind og ser den.

Legenden om Ricky Bobby
Kort fortalt: Talladega Nights handler om racerkøreren Ricky Bobbys storhed og fald og tilbagevenden til toppen. Det er jo en floskel- og feel good-struktur som kendes fra utallige sportsfilm og som Will Ferrell og instruktøren Adam McKay sætter sig for at tage under kærlig komisk behandling. Her udstilles disse fortællekonventioner så tydeligt, at man kan udpege dem og komme med kvalificerede gæt om, hvornår f.eks. faderen og den søde assistent dukker op igen. Det kræver ingen stor filmeksamen, og vi er langt fra den postmoderne, intertekstuelle komik, som man finder i anden amerikansk populærkomik som f.eks. The Simpsons, hvor der i ét væk sendes hilsner til genrer, film og andre kulturperler. Det er slet ikke Ferrell og McKays ærinde i Talladega Nights.

Racerfilmen er nemlig en ægte drengerøvsfilm, der gør tykt grin med drengerøvene Ricky Bobby og hans bedste ven Cal og deres maskuline bonding og interesser. Ikke mindst hele racerbilkulturen og dens forgreninger ud i medier, prestige, personlige nedture og celebritysladder – for ikke at nævne selve den amerikanske selvforståelse i form af filmens tilbagevendende mundheld: “Hvis du ikke er en vinder, så er du en taber!” Vil man løfte denne komedie op på et højere plan, end filmskaberne givetvis har intenderet, skal man blot koble USA's frihedslyst (fra Frihedsgudinden til Marlboro-cowboyen) med at sidde bag rattet i en bil og fræse ud af Route 66. Det er ikke svært.

Will Ferrell og Adam McKay smadrer hele den amerikanske drøm med optrin på optrin af særligt absurde replikskift, der virker improviserede og vitterligt er meget morsomme. Særligt de forskellige scener om middagsbordet, hvor Ricky Bobby og familien beder bordbøn og takker det lille Jesusbarn for hans gaver til familien, er på én gang så overdrevne i dialogen men også smukt underspillet. Først når diskussionerne går højt, kommer følelserne uden på tøjet, og hele middagsscenen ender med at Ricky Bobby bare må have sex med konen på middagsbordet foran sine to hujende børn og svigerfaren, der græmmer sig, samt barndomsvennen Cal, der tilbyder at holde konens blonde hår, så det ikke falder ned i maden.

På lignende vis er andre morsomme scener konstrueret: F.eks. biluheldet, hvor Ricky Bobby tror at han er ved at gå op i flammer og derfor smider alt sit tøj og løber skrigende rundt på kørebanen i underbukser, mens tv-kommentatorerne distanceret refererer begivenhederne til seerne. Og også scenen, hvor Ricky Bobby smadrer en kniv ned i låret på sig selv, for at bevise at han virkelig er lam over for vennerne og kollegerne – hvilket han tydeligvis ikke er; der er tale om en psykosomatisk lidelse efter han er kørt galt i et løb.

A la The Simpsons
Will Ferrell og Adam McKay har skelet ikke så lidt til The Simpsons’ komik og timing. Selv om visse scener føles noget langtrukne og ufokuserede, så er hovedparten i struktur at sammenligne med The Simpsons' brug af replik, mimik og skuespil. Selv klippemetoden i forbindelse med leveringen af one-liners og de indlagte montager med tv-sportsnyheder og reklamespots minder om Matt Groenings 20-år-gamle opskrift. Men det gør ikke noget, at man låner, når man gør det så gennemført som Ferrell og McKay. Når det fungerer bedst i Talladega Nights giver det filmen en sprælsk spændstighed og herlig ironisk distance, som giver én lyst til at se flere film med makkerparret.

Men som en advarsel til de sports- og bilinteresserede, så skal det pointeres, at megen af filmens humor og gags faktisk ligger uden for racerbanens rammer. Bilvæddeløbene fungerer mest som dynamisk intermezzo, hvis de da ikke leverer plot points og fremdrift ved at annoncere deadlines og hovedmodstandere. Ikke mindst den franske bøsse-racerkører Jean Girard (spillet af en fabelagtig Sacha Baron Cohen), som har fimsede Perrier som hovedsponsor, og som fræser ned ad langsiden, mens han hører klassisk musik, drikker espresso og læser L’Estranger.

Summa summarum: Glem alt om Biler. Se den her i stedet: En herligt ironisk komedie for alle drengerøve – og os skabsdrengerøve.

······

Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby
Instruktion: Adam McKay
Medvirkende: Will Ferrell, John C. Reilly, Sacha Baron Cohen m.fl.
Sony Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures

Cars (2006)

Sikke en bilulykke! Pixars nyeste digimationsfilm med de talende biler i samtlige roller er milevidt fra Toy Story I+II’s banebrydende succes. Det gode er at vi her får opskriften på alle tiders gode fortælling – det dårlige er at lige præcis denne helts rejse er komplet uden charme, helt idéforladt og meget skabelonagtig. En enkelt bifigur har tilstrækkeligt med kant til at filmen ikke ender som den store McDonalds-gimmick.

Min lillebror har jævnligt den sidste måneds tid haft fat i mig og spurgt om jeg har fået set Biler – den nyeste computeranimerede tegnefilm fra Disney/Pixar. Og han har nok hypet den en hel del (filmen skulle ifølge ham være et komisk mesterværk, og man skulle angiveligt sidde med konstant grineflip hele vejen igennem den), men torsdag aften lejede jeg den så i min lokale Blockbuster for at slappe af sammen med Malene oven på en temmelig hektisk uge på jobbet, og hvor Adam ydermere er startet i dagpleje, har skullet lære at sove igennem og er begyndt at kravle! Såååå … (tilbageholdt åndedræt)

Biler er ikke en god film, fordi Pixar har satset alt for entydigt på at gøre det til en god film med en klassisk fortælleskabelon uden at skele til selve konceptets originalitet og figurernes holdbarhed. Det, der holder hér, er netop fortælleskabelonen, som ganske vist har eksisteret i umindelige tider i form af myter, sagn og religiøse fortællinger, men som for alvor blev sat i system af Disneys egen mand, Christopher Vogler, tilbage i 1970erne. Vogler kaldte sin fortællemodel for “The Hero’s Journey” og præsenterede her 12 forskellige trin som enhver helt og heltehistorie (fra Star Wars over Titanic til Løvernes konge) skal passere igennem. Det er der efterfølgende kommet en række Hollywood-klassikere ud af, men det er i sagens natur også blevet til en masse mere eller mindre mekaniske film om skabelonagtige “helte” i forskellige afskygninger. Og her er Biler desværre endnu én i rækken.

Bevares, måske havde jeg skruet forventningerne op til et fuldstændigt absurd leje, måske havde jeg på forhånd lavet ligningen Pixar + Disney + humor = mesterværk, eller måske havde jeg bare glemt hvad det hele jo åbenlyst handler om – biler!

Lad os få én ting på det rene: Jeg hader motorsport (og en del andre sportsgrene faktisk, men lad nu det ligge), jeg hader rallybiler, racerbiler og biler i det hele taget. Malene og jeg ejer en dejlig lille og dejlig praktisk Toyota Yaris Verso, som vi mest af alt købte, fordi den ligner et lille sammenpresset rumskib med plads til en barnevogn. Jeg har ikke forstand på biler og får det heller aldrig. Jeg synes at 48-timers billøb i fjernsynet tangerer de langstrakte og meningsløse absurditeter i Venter på Godot – bare i høj fart og på en scene formet som et stort tomt nul! Sådan har jeg det generelt med biler og motorsport, så måske var aftenens filmvalg ikke det mest oplagte…

Nuvel, dér hvor Pixars Biler rent faktisk er rigtig god er som illustration af Chris Voglers fortælleskabelon, men så hører mine roser også op. Filmen er nemlig enormt forudsigeligt bygget op og så over-ty-de-lig i sit plot, at man har gættet filmens pointer og de humoristiske optrins funktion i denne bilhelts rejse længe før payoff. Der er absolut ingen fortællemæssige overraskelser eller twists, og det bevirker simpelthen at filmen (og dens budskab) bliver meget tom og hul. Selv filmens lærdom (fra den gamle mester til den unge helt) lader sig koge ned til et simpelt glatbanetrick om at dreje kontra under udskridning i sving. Det er letkøbt, og filmen kommer til at virke meeeeeget lang.

Bilkonceptet knirker og knager i sig selv også faretruende – nok mest fordi jeg på ingen måde køber ideen med levende biler med øjne og mund. Jeg synes, det er forceret og efterlader et hav af logiske huller, som måske særligt forældre til spørgelystne børn vil have svært ved at udfylde:

F.eks. når nu filmen handler om en verden af biler, hvori menneskene ikke eksisterer, hvorfor ligner deres verden så vores til forveksling? Hvorfor afholdes filmens retssag inde i et smukt retslokale med trægulv og kunst på væggene, når det ville være mere logisk at holde den i en garage eller en carport eller en betonhal af en eller anden slags? Og hvori består bilernes arbejde? Får de løn? Skal de selv betale for benzinen – og i givet fald hvem udvinder benzinen for dem? Er der krig mellem USA’s og Iraks biler om olien til udvinding af benzinen? Og hvilke biler finder på at lave en snorlige motorvej som går uden om filmens lillebittebondeby og skaber filmens hovedintrige? (Man skulle jo ellers tro, at det i bilernes verden ville være rigtig fedt bare at fræse derudaf så længe som muligt – det er jo ligesom det biler kan og gør; de er jo ikke superkendte for at smække dækkene op om aftenen og se fjernsyn!)

Men værst af alt er selve filmens omdrejningspunkt: Hvis den lillebittebondeby trænger til ny asfalt, hvorfor SØREN asfalterer de så ikke selv!? Hvorfor venter de på, at en udefrakommende bil uforvarende bryder loven, skaber ravage, dømmes til samfundstjeneste og således asfalterer vejen for dem!? Hvorfor gør de det ikke selv??? Det virker fuldstændigt idiotisk for mig.

Læg dertil endnu mere ulogiske detaljer som tangerer ren motorracisme: Åbenbart er der forskel på motorkøretøjer, for traktorer og mejetærskere degraderes i Biler til fjollede, umælende køer og en gal, gal tyr uden forstand, mens store lastbiler har samme intelligensniveau som personbiler. Øhhhhh… det er sjovt, at se filmens hovedperson (en racerbil ved navn Lynet McQueen og en gammel spand med fortænder, stemme, intelligens og humoristisk sans som Fedtmule) drille traktorerne og vælte dem om natten og blive forfulgt af den store uhyggelige mejetærsker, men det er også enormt forceret og viser bare, at nogen skulle have stoppet John Lasseter, allerede da han pitchede ideen.

Se hellere Dreamworks’ Over hækken som er kommet ud på dvd og Sonys Monsterhuset som kommer i næste uge. Begge film er på alle måder bedre – mere sjove, underholdende og spændende – end dette kiksede udspil fra Pixar og Disney.

PS: Jeg synes dog, at Biler er flot animeret, og Bumle / Lars Hjortshøj er ret sjov.

··


Cars (Biler)
Instruktion: John Lasseter & Joe Ranft
Medvirkende (danske stemmer): David Owe, Annette Heick, Lars Hjortshøj m.fl.
Walt Disney Pictures & Pixar Animation Studios, 1996
Spilletid: ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment