Selma (2014)

Selma

Instruktion: Ava DuVernay
Medvirkende: David Oyelowo, Tom
Wilkinson, Dylan Baker m.fl.

Harpo Films, 2014

★★★ _ _ _ 

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Selma er et dokudrama der viser os 1960ernes borgerrettighedskampe indefra. Vi følger Martin Luther King (glimrende spillet af David Oyelowo), og så følger vi også optakten til den storstilede og symbolske fredsmarch fra den lille by Selma til Montgomery. Det er en meget vigtig historie at fortælle — ikke kun for amerikanerne, men for os alle sammen — og derfor er det også ærgerligt at Selma kommer til at fremstå lidt for fragmenteret og rodet. Værre er dog filmens frie forhold til virkelighedens fakta.



Selma udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 23. juli. Der er desværre intet ekstramateriale på skiven.

Big Eyes (2014)

Big Eyes

Instruktion: Tim Burton

Medvirkende: Amy Adams,
Christoph Waltz, Danny Huston m.fl.

The Weinstein Company, 2014

★★★★★ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Big Eyes er baseret på virkelige begivenheder, men også begivenheder som vil få enhver til at spærre øjnene op. Amy Adams og Christoph Waltz spiller hovedrollerne — hun er kunstneren der krænger sin inderste sjæl ud på lærrederne, han er charlatanen der sælger den selv samme kunst ikke til højestbydende men til laveste fællesnævner. Og tager al credit for dem. Big Eyes er kunstverdenens svar på historien om Ike og Tina Turner, og det er også Tim Burtons bedste film i over 10 år.



Big Eyes udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 9. juli. Der er følgende utekstet ekstramateriale på skiven:

The Making of Big Eyes (bag-om-kameraet-featurette, 21:31 min.)

Q&A Highlights (to paneldebatter med Amy Adams, Margaret Keane, Scott Alexander, Larry Karaszewski +  Krysten Ritter, Jason Schwartzman, Christoph Waltz, Amy Adams, Tim Burton, ialt 33:54 min.)

Bag murene (2014)

Bag murene 
(original titel: Jamesy Boy)

Instruktør: Trevor White

Medvirkende: Spencer Lofranco,
Rosa Salazar, Taissa Farmiga m.fl.

Synergics Films, 2014

★★ _ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Bag murene hedder på engelsk Jamesy Boy og er en autentisk fængselsfilm om ungdomsforbryderen James Burns, der i en alder af 14 år har røveri, hærværk, overfald og almindelig gangstervirksomhed med narko og håndvåben på samvittigheden. Han bliver derfor buret inde i et hardcore fængsel og får lidt at tænke over. Og det er det som filmen dybest set handler om. Det er ikke spændende, det er ikke overraskende — det er nok mest af alt lidt kludret og kluntet fortalt. Filmens ellers så sympatiske budskab om at skrive sig ud af sine problemer drukner i hovedpersonens og filmens egen stolthed.



Bag murene udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment d. 7. maj. Ekstramateriale er der ikke meget af på skiven:

Trailer til Bag murene (1:35 min.)

Slideshow til Bag murene (9 PR-fotos, 45 sek.)

Trailers til Adult World og Welcome to New York (ialt 3:49 min.)

The Queen (2006)

Langt fra den bedste film i 2006. The Queen fik ikke en Oscar for bedste film ved februars festivitas – det var der vist heller ikke mange der troede på. Til gengæld var det en bedrift i sig selv, at The Queen overhovedet blev nomineret i den kategori, for filmen er et besnærende og gråligt tv-drama uden saft og kraft. De berømmelige dage efter Prinsesse Dianas død og efterspillet mellem den engelske dronning og hendes premierminister hives ned på et så hverdagsagtigt niveau, at en Oscar-vinders storhed aldrig indfinder sig. Man spørger hele tiden sig selv: Hvad vil instruktøren dog sige med det her – hvor vil han hen?

Denne film så Malene og jeg faktisk i påsken, men jeg har først fået tid til at skrive lidt om den nu. Jeg kan allerede nu afsløre, at “we are not amused”, for filmen er langt fra interessant nok til at blive husket for andet end Helen Mirrens skuespil og lighed med virkelighedens engelske dronning. Det kan i den grad undre at filmen kunne blive nomineret til en Oscar, for den savner på alle måder den storhed og spændstighed som i hvert fald Babel og Little Miss Sunshine så fint besidder.

Til gengæld var filmen efterfølgende et godt samtaleemne derhjemme, og det skal man ikke kimse af. The Queen rejser nemlig en lang række spørgsmål, som man ønsker at hælde i hovedet på måske særligt instruktøren og producenten: F.eks. hvad er den egentlige forskel på en made-for-TV-movie og en biograffilm? Og hvad er målet med denne film? Hvad vil de med den?

Generationsskift - eller?
The Queen følger på autentisk vis begivenhederne efter Prinsesse Dianas død under flugten fra en paparazzifotograf i Paris i 1997. Filmen fortæller os at der fandt et større magtspil sted mellem Downing Street og kongehuset bag den politiske facade. Premierminister Tony Blair var nemlig ikke sen til at “udnytte” sorgen efter Dianas død til at gøre sig yderligere populær i befolkningen og samle nationen om sig i rollen som den nye landsfader. Dronning Elizabeth valgte derimod at holde på formerne – dels for at beskytte familien og de to små prinser indadtil, men også for ikke at få hele den royale institution til at kollapse. Blairs spindoktor opfandt vendingen “folkets prinsesse” om Diana – Elizabeth forsøgte ihærdigt at undgå en kongelig begravelse, eftersom Diana ikke var længere var en del af familien.

Konflikten mellem premierminister og dronning eskalerer lige så stille, og det kommer selvfølgelig til at Elizabeth må bøje sig for den massive folkesorg, mens Blair for sig selv fortryder at han på den måde tilføjer dronningen og denne kulturinstitution (ja, hele den engelske nations stolthed) skade ved indirekte at udstille dem som følelseskolde, onde mennesker.

Det kunne der være kommet en måske enøjet og subjektiv – men også en meget spændende og underholdende – film ud af, hvor instruktøren kunne hudflette det politiske system og hylde Elizabeth som den egentlige (måske tragiske) helt. Eller omvendt: Elizabeth som den onde, onde dronning, der bærer nag og i virkeligheden repræsenterer en kulturinstitution som har overlevet sig selv. Instruktøren Stephen Frears vælger dog et langt mere nuanceret portræt af de to hovedpersoner: Her er ingen “onde” dronninger eller premierministre – ingen udpeges som den egentlige skurk, på nær måske lige en spindoktor, der er lidt for meget fremme i skoene.

Grå realisme og kongeligt kævl
Problemet med netop disse to nuancerede portrætter er dog, at de frem for at være splittede personer, der indeholder både gode og mindre gode sider, bare er jævnt kedelige og grå og aldrig træder i karakter. Der er simpelthen intet stort opgør, ingen brandtaler og intet oprigtigt problem. Hele konflikten leveres som undertekst i de underspillede roller. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man have Frears mistænkt for ikke at turde at lave en mere dramatisk film, men spille ud med den kedelige men sikre realisme i stedet. Filmen mangler saft og kraft, og bliver på alle måder en meget lille film om et meget stort emne.

Realismen har selvfølgelig noget med autenticitet at gøre. Frears vil have at det her bliver en troværdig skildring af magtkampen mellem Blair og Elizabeth, og ikke en hyldestfilm til den ene eller anden side. Kravet til autenticitet køres helt ud, hvor vi ser Blair i privaten ved morgenbordet med skrigende unger og en krævende kone – og tilsvarende: Elizabeth morgengrim i ægtesengen, og iført gummirøjser kørende i jeep på egen hånd i de engelske skove.

Det er så grænseoverskridende hverdagsagtigt, at det trækker filmen væk fra det realismegrundlag, som Frears prøver at bygge op. På én måde gør Frears dem selvfølgelig til helt almindelige mennesker, der ligner alle os andre – på en anden måde beder han os om at kaste alle vore forestillinger om statsmænd og kongefamilien overbord og sluge denne store kamel. Prøv at sætte dronning Margrethe i samme situation eller ifør Anders Fogh en Brøndby-fodboldtrøje hjemme hos fru Mette… At blotlægge disse detaljer og det kævl, der udspiller sig i kulissen er ikke realisme, men udstilling af nulevende og stadig indflydelsesrige, offentlige personer.

Og så er vi efterhånden nået til sagens kerne: Denne film er langt fra Oscar-værdig. At den er blevet nomineret til en Oscar er en hån mod de kombattanter som f.eks. måtte nøjes med en nominering for bedste fremmedsprogsfilm. The Queen er en lille, lavmælt og stillestående tv-film af tv-selskabet Granadas filmafdeling. Det schwung, man forventer af en Oscar-vinder, besidder den overhovedet ikke.

Symptomatisk for The Queen står Frears intentioner med filmen hen i det uvisse. Og spørgsmålet er hvad englænderne selv får ud af den og hvad de stiller op med den? Hvordan ville vi danskere have det med at se en så privat film om dronning Margrethes miniopgør med Anders Fogh om detaljerne i en nytårstale. Og spørgsmålet er: Hvad i alverden skal vi bruge det til?

······


The Queen
Instruktion: Stephen Frears
Medvirkende: Helen Mirren, Michael Sheen, James Cromwell m.fl.
Granada Film Productions, 2006
Spilletid: Ca. 99 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew—Metronome