
Stadig Peter Jacksons bedste film! Alting kunne så let være gået så galt i dette autentiske morddrama; for meget realisme – for meget drama – for meget splat! Men Jackson måler det hele i fine doser og giver os en gribende men også ubehagelig fortælling om to teenagepigers fantastiske venskab, der sender chokbølger gennem det newzealandske samfund.
Jeg er i fuld gang med et ret fedt filmforløb sammen med 3g’erne på Katedralskolens Film & tv-hold. Vi har kaldt det Drømme & mareridt, og indtil videre har vi set Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1957) og Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Nu er vi så rykket lidt længere frem i tiden til én af mine absolutte yndlingsfilm – Peter Jacksons Engel min engel fra 1994. (Om et par uger runder vi af med Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind, 2004.)
Men det blev altså til et kærligt gensyn med Peter Jacksons bedste film til dato. Engel min engel slår hele den svulstige Ringenes herre-trilogi (også den umanérligt super-svulstige, extended udgave!) samt kæmpefilmen om kæmpeaben King Kong med flere længder. Engel min engel er nemlig ikke en special effects/CGI-opvisning i, hvor meget Peter Jackson på nuværende tidspunkt kan udrette med sin computer – filmen er først og fremmest et dokudrama med noget på hjerte, udført med nænsom hånd i respekt for de efterladte. Manuskriptet til Engel min engel blev fortjent indstillet til en Oscar, og selv om filmen ikke vandt, blev den alligevel Jacksons billet til Hollywood og større budgetter. (Hvilket altså ikke har ført bedre film med sig.)
Den autentiske film foregår i 1950ernes New Zealand og handler om de to teenagepiger Pauline Parker og Juliet Hulmes intense venskab, der tager en fatal drejning og kulminerer med drabet på Paulines mor. Jackson har valgt at skildre begivenhederne fra pigernes synsvinkel, og sørger på den måde for at seeren både forstår og samtidig væmmes ved deres handlinger. Vi bliver både tiltrukket af deres blomstrende intense sammenhold midt i det autoritetstro samfund med de normbundne familier, der ikke forstår dem eller giver plads til deres kreative evner og venskab. Men vi frastødes også på samme tid, når deres drømme forvandler sig til mareridt – vi påtvinges også autoriteternes og normernes blik. Det er en overrumplende filmoplevelse, fordi Peter Jackson holder balancen igennem filmen. Den blodige slutning brænder sig ubønhørligt fast, når vi på én og samme tid forstår den og fordømmer den.
Filmen kombinerer flot Peter Jacksons vilde kameraarbejde med en autentisk ramme, og dermed bliver det netop aldrig en gang plat splatstick i Tom & Jerry-tempo (à la Jacksons forrige film, Braindead, 1992) – ej heller et patetisk dokudrama af værste engelske kitchen sink-skuffe. Jackson tøjler sin hang til steadicam i filmens eventyrlige rejse ind i Pauline og Juliets venskab og deres (eventyr)verden, Borovnia, hvor de er accepterede, attraktive og magtfulde. I flere scener glider virkeligheden umærkeligt over i fantasien, når de to pigers lerfigurer bliver levende og forsvarer dem – eller når de selv træder ind i Borovnia og påtager sig nye identiteter, fordi virkeligheden bliver for hård. Det er her kameraet særligt får lov til at skeje ud; den ekspressionistiske billedside forenes med pigernes følelser og oplevelser. Selve Borovnia og de mandshøje lerfigurer er udført med en visuel snilde og simplicitet, som de storladne Hollywood-helaftensfilm kunne lære en del af.
Pigernes yndlingstenor Mario Lanza kører som en fast bestanddel af soundtracket – skiftevis som underlægningsmusik og incidentalmusik, når Mario på forskellig vis levendegøres. Også Orson Welles i rollen som Harry Lime i The Third Man (Carol Reed, 1949) levendegøres på mere end én måde og bliver faktisk nøglen, der åbner op for pigernes forbudte følelser – både af voldelig og seksuel karakter. I starten modelleres Borovnias drabelige prins Diello efter Welles’ udseende, men senere bryder Harry Lime ud af biograflærredet og forfølger symbolsk pigerne til de overgiver sig til ham - og hinanden - og deres fremtidsdrømme.
Peter Jackson gør desuden en dyd ud af at skildre de to pigers sammenhold. De forbindes selvfølgelig i samtale og brevskrivning men der trækkes også klare paralleller eller spejlinger via klipningen, og hen imod slutningen er de så fasttømret, at de nærmest ser ud til at være vokset sammen i nogle slående visuelle opstillinger. Dermed forener hele filmen sig med pigernes situation, for samtidig med at pigerne fjerner sig mere og mere fra det realistiske newzealandske miljø, gør vi seere det samme. Og da sorgen over deres umulige venskab forplanter sig i pigerne, ændrer Engel min engel stil og bliver til et nærmest ekspressionistisk mareridt.
Peter Jackson sendte med denne film en ordentlig bredside mod det engelske imperium og dets klasseopdelte samfund, som også er påstemplet kolonien New Zealand; han lader Pauline og Juliet gøre oprør mod kirke, kongehus og kernefamilie, som har påført dem en social spændetrøje. Lærerne på pigeskolen latterliggøres, den homofobiske læge og den sleske præst hugges ned i fantasien. Dermed sætter Engel min engel også en mere universel / nutidig teenagekonflikt på dagsordenen – det handler om at bryde med forældrene og samfundets autoriteter for at finde og definere sig selv og sine egne behov.
······
Heavenly Creatures (Engel min engel)
Instruktør: Peter Jackson
Medvirkende: Kate Winslet, Melanie Lynskey, Sarah Peirse m.fl.
WingNut Films, 1994
Spilletid: Ca. 104 minutter
Australsk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment