Tomorrowland: A World Beyond (2015)

Tomorrowland: A World Beyond
Instruktion: Brad Bird

Medvirkende: George Clooney, Britt
Robertson, Raffey Cassidy, Hugh
Laurie m.fl.

A113, 2015

★★★★ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Tomorrowland: A World Beyond er en velmenende science fiction-film med charmerende George Clooney og søde/småskøre Britt Robertson i hovedrollerne. Det handler om fremtiden og om at redde fremtiden. Det handler om gode robotter og onde robotter. Det handler om wacky science-fiction-set-pieces og storladent space age-design. Og så handler det først og fremmest om at tænke positivt. Men hvad filmens plot reelt går ud på, og hvordan det hele hænger sammen — det aner jeg ikke!



Tomorrowland: A World Beyond udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 8. oktober. Der er følgende ekstramateriale på skiven — det hele er i småtteriafdelingen, og intet er desværre tekstet på dansk!:

Remembering the Future (mini-featurette med Brad Bird der fortæller om filosofien bag Tomorrowland med arkivoptagelser fra Disneyland, 7:09 min.)

Casting Tomorrowland: A World Beyond (mini-featurette hvor Brad Bird fortæller om skuespillerne, 7:27 min.)

A Great Big Beautiful Scoring Session (mini-featurette om Michael Giacchino og hans musik, 6:03 min.)

The World of Tomorrow Science Hour (mockumentary outtakes fra Disneys tv-serie The World of Tomorrow Science Hour, med Hugh Laurie som fremtidsforskeren David Nix, 5:08 min.)

The Origins of Plus Ultra (informations-tegnefilm som angiveligt er fra 1960erne og som angiveligt forklarer hvor filmens fremtidsverden kommer fra, 3:26 min.)

Brad Bird production diaries (2 mikro-indslag, ialt 4:34 min.)

Blast from the Past commercial (mockumentary-reklame for filmens nørdebutik, 00:41 min.)

Deleted scenes (3 stk. med instruktørens kommentarer, ialt 8:45 min.)

Eventyret om Askepot (2015)

Eventyret om Askepot
(org. titel: Cinderella) 

Instruktion: Kenneth Branagh

Medvirkende: Lily James, Cate
Blanchett, Richard Madden, Helena
Bonham Carter m.fl.
Danske stemmer: Sofie Top-Duus,
Stine Stengade, Johannes Nymark,
Sofie Gråbøl m.fl.

Walt Disney Pictures, 2015

★★★★★ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Eventyret om Askepot er mest en genfortælling af Disneys Askepot-tegnefilm fra 1950 — ikke Charles Perraults oprindelige eventyr. Men sikke en genfortælling! Shakespeare-teaterskuespilleren Kenneth Branagh instruerer Askepot som om den vitterligt er et Shakespeare-stykke — med svimlende kamerature, svulstig filmmusik og storladne sets og setpieces. Eventyret om Askepot er på alle måder en Disney-tegnefilm vakt til live som rigtig spillefilm, og den er både eventyrlig og fantastisk.



Eventyret om Askepot udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 30. juli. Desværre finder man ikke den lille Frost-kortfilm på blu-rayen, selv om den ellers blev vist i biograferne sammen med Eventyret om Askepot, men der er da følgende ekstramateriale:

A fairy tale comes to life (mini-featurette om filmen, 9:23 min.)

Costume test fun (testoptagelser af Sandy Powells kostumer klippet sammen med bloopers fra filmen, 2:39 min.)

Staging the ball (mini-featurette bag om kameraet på balscenen, 11:27 min.)

Alternative opening: Ella's childhood (ikke en reel alternative åbningssekvens, bare en ekstra lille scene, som er blevet slettet fra filmen, 3:02 min.)

Ella's furry friends (mikro-featurette om dyrene i filmen, 3:43 min.)

Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed (2014)

Nat på museet: Gravkammerets
hemmelighed
(org. titel: Night at the Museum:
Secret of the Tomb)

Instruktion: Shawn Levy

Medvirkende: Ben Stiller, Robin
Williams, Dan Stevens m.fl.

1492 Pictures, 2014

★★ _ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

I Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed tager Ben Stiller og de skøre voksdukker på udflugt til British Museum i London. Men det er ikke så sjovt, som det burde være. Det er heller ikke så spændende, som det burde være. Til gengæld er det rodet og ufokuseret og mekanisk, og virvaret af farverige karakterer kommer slet ikke til  deres ret. Den finesse man forventer af en moderne børne- og familiefilm finder man ikke i Nat på museet 3.



Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed udkom på dansk blu-ray fra 20th Century Fox d. 25. juni. Der er følgende ekstramateriale på skiven — alt er tekstet på dansk:

Audio commentary med Shawn Levy

Deleted / extended scenes (7 stk, ialt 14:13 min.)

Improv, absurdity, and cracking up — the comedy of Night at the Museum: Secret of the Tomb (mini-featurette om improvisationskomikken, 8:05 min.)

The theory of relativity (mini-featurette om optagelsen af M.C.Escher-scenen, 12:09 min.)

Becomin Laaa (mini-featurette om optagelserne med Laaa, 7:24 min.)

A day in the afterlife (fup-featurette om mumien Craig, 16:26 min.)

Fight at the museum (mini-featurette om special-effects-slåskampen mod en stor slange, 6:22 min.)

Creating the visual effects (mikro-featurette om opbygningen af de visuelle effekter, 3:10 min.)

Gallery (slideshow, 2:05 min.)

Theatrical trailers (2 stk, ialt 4:49 min.)

Klokkeblomst og legenden om ønskedyret (2014)

Klokkeblomst og legenden om
ønskedyret
(original titel: Tinker Bell and the
Legend of the NeverBeast)

Instruktion: Steven Loter

Amerikanske stemmer: Ginnifer
Goodwin, Mae Whitman, Rosario
Dawson, Lucy Liu m.fl.
Danske stemmer: Julie Ølgaard,
Özlem Saglanmak, Neel Rønholt,
Maria Rich m.fl.

DisneyToon Studios, 2014

★★★★ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Legenden om ønskedyret er den syvende film i serien om Klokkeblomst, som jo egentlig stammer helt tilbage fra Disneys Peter Pan (1953). Men i denne nye film bliver Klokkeblomst så kørt ud på et sidespor, og filmen koncentrerer sig i stedet om feen Faunia, der møder det gådefulde og relativt uhyggelige ønskedyr. Samtidig er en ildevarslende grøn komet også slået ned i Drømmehaven, og det hele peger mod en ret grum skæbne... Derfor er Legenden om ønskedyret nok også lidt for spændende for de allermindste (altså børn under 6-7 år), men det er den hidtil bedste film i Klokkeblomst-serien.



Klokkeblomst og legenden om ønskedyret udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 23. april. Der er følgende tyndbenede ekstramateriale på skiven — gemt bag kryptiske ikoner. Alt er tekstet på dansk:

Historien bag Ønskedyret (mini-featurette, 5:14 min.)

5 vigtige ingredienser til at lave Grynte med (mini-featurette, 5:11 min.)

Slettede scener (4 stk, 11:07 min.)

Jeff Corwins guide til rigtige ønskedyr (mikro-featurette, 3:30 min.)

Klokke om dyr (Faunia synger en sang om dyr, 1:51 min.)

Et særligt kig på Klokkeblomst og legenden om ønskedyret (highlights fra filmen med tilsat musik, 1:32 min.)

Mickey Mouse-kortfilm: Yodelberg (holdt i den nye grafiske stil, fra 2013, 3:48 min.)

How to Train Your Dragon (2010)

DOWNLOAD SOM MP3

How to Train Your Dragon
(Dansk titel: Sådan træner du din drage).

Instruktion: Dean DeBlois & Chris Sanders
Amerikanske stemmer: Jay Baruchel, Gerald Butler, Craig Ferguson m.fl.
Danske stemmer: Robert Hansen, Peter Aude, Niels Olsen m.fl.

DreamWorks Animation, 2010.

★★★★★★

Sådan træner du din drage 2 udkom på dansk blu-ray tidligere på måneden fra Paramount. I den anledning så jeg den første drage-film, men hold øje med Filmblast for anmeldelse af 2'eren i meget nær fremtid. Stay tuned! :)

Maleficent (2014)

Maleficent

Instruktion: Robert Stromberg
Medvirkende: Angelina Jolie, Elle Fanning, Sharlto Copley m.fl.

Walt Disney Pictures, 2014.

★★★ _ _ _



Maleficent udkom på dansk blu-ray fra Walt Disney Studios Home Entertainment d. 13. oktober.

Blu-rayen indeholder følgende ekstramateriale:

• Aurora: Becoming a Beauty (4:53 min.)
• From Fairy Tale to Feature Film (8:13 min.)
• Building an Epic Battle (5:48 min.)
• Classic Couture (1:34 min.) 
• Maleficent Revealed (4:45 min.)
• Deleted Scenes (6:41 min.)

Speed Racer (2008)

Animé, konsolspil og realfilm mødes i et formidabelt, farvestrålende festfyrværkeri. Warchowski-brødrene forsøger at konvertere endnu en japansk tegnefilm til Hollywood-blockbuster, men denne gang er resultatet blevet for meget overflade og for lidt indhold. Speed Racer er en meget lang og meget kulørt børnefilm uden et egentligt plot men med et temmelig venstreorienteret budskab.

Troldspejlets Jakob Stegelmann var en af de første til at påpege at spillefilmens næste udviklingstrin bliver i fusion med computeranimation: Sin City og 300 var de første eksempler på Hollywood-film med nytænkende og computerskabt billedæstetik – tegneserieforlæggene blev omskabt til levende billeder, og instruktørerne (henholdsvis Robert Rodriquez og Jack Snyder) var bevidst om at overføre den oprindelige vision til film.

Den trend fortsætter nu med Warchowski-brødrenes Speed Racer, der er baseret på en ældre japansk tv-animéserie, om den unge Speed Racer (det er hans fornavn og efternavn) og hans evner som racerkører i et utopisk fremtidssamfund. Også Andy og Larry Warchowski har sans for visuelt lir, overrumplende kamerature og hæsblæsende montagesekvenser, men Speed Racer har i bund og grund samme problem som særligt 300 – der er for meget fokus på indpakningen og de grænseløse CGI-muligheder. Speed Racer fremstår på mange måder som en nyfortolkning af 300 – men med de fortidige kampscener skiftet ud med fremtidige bilvæddeløb. Og som i 300 er det småt med en egentlig handling eller bare personskildring mellem de flotte og medrivende actionsekvenser. Man skal se filmen.

Eksplosiv fuldblodsracer
De visuelle lækkerier i Speed Racer serveres i rasende tempo; de bliver uvægerligt filmens store attraktion, og Warchowski-brødrene har nok CGI-fantasier i posen til at tilskuerunderholdningen er hjemme. Særligt overrumplende og legesyg er filmens indledende racerløb, hvor nutiden først klippes sammen med flashbacks (i fine matchcut), hvorefter de to tidslinjer langsomt smelter sammen (Speeds kæreste, Trixie, kigger efter ham nede på banen, mens kameraet panorerer umærkeligt til fortiden og viser os scenen, hvor de mødtes første gang), for til sidst at blive til én (når Speed i ægte Need for Speed-stil jagter sin brors løbsrekord i form af en gennemsigtig spøgelsesbil, som han kører om kap med).

Læg dertil Warchowski-brødrenes forkærlighed for animéstilen som den kommer til udtryk i baggrunde der forandrer sig til flimrende og dalende konsolspilshjerter i de store kærlighedsscener, og snefnug der eksploderer i hvide fartstriber under et actionpumpet slagsmål. Her er også overrumplende kamera-travellings når racerkørerne hvæser oneliners eller opmuntrer hinanden i de fantastiske og farvestrålende væddeløbssekvenser. Man bliver i høj grad ét med disse tempofyldte actionscener – øjnene pumpes med lyseblå, lyserøde og lyselilla farveladeorgier, mens adrenalinen eksploderer i barnlig fryd i ens krop.

Længes man efter denne form for visuel rus, så skal man se Speed Racer. Og så er jeg slet ikke dykket ned i den fuldstændigt hæmningsløse finale, der med tydelige seksuelle undertoner bringer mindelser om Stanley Kubricks afslutning på Rumrejsen år 2001 og Luke Skywalkers tilintetgørelse af Dødsstjernen i den første Star Wars.

Handlingslammet
Hvor man kun kan gå bag over af Speed Racers visuelle power, kniber det på alle leder og kanter, når det kommer til filmens handling – der er ganske simpelt ikke noget nævneværdigt plot! Man kan sammenligne plotstrukturen med den vi finder i 300, og er man i sit rigtigt perfide hjørne kan man sammenligne fortællelysten i begge film med amatørporno. Også i Speed Racer tjener det spinkle plot som en sørgelig undskyldning, der skal kitte de tre hårdtpumpede actionscener sammen.

Man mærker det særligt i starten, hvor der går umanérligt lang tid, før den sparsomme handling kommer på skinner. Speed vinder selvfølgelig filmens indledende racerløb, men før han får taget sig sammen til at tage nogen som helst beslutning om at drage ud på eventyr, er der gået en hel times spilletid. Tiden er gået med at præsentere den ene ubetydelige sidekarakter efter den anden (som dybest set kun tjener som nostalgisk eftermæle for animéseriens fans). Bevares, vi får også indblik i den onde Royalton-koncern, men der snakkes og sludres i et væk, mens der fremvises imponerende fremtidsbyer og andet teknologisk lir i regnbuens mest syrede farver. Gang i handlingen kommer der bogstaveligt talt først da filmens andet racerløb sætter i gang – hvilket passer sammen med at Speed tager en beslutning om at deltage som undercover- racerkører. Her starter hans minimale udvikling fra lillebror til selvstændig mand.

Dertil kommer, at karaktererne er rene stereotyper, som aldrig rigtig udvikler sig eller er i rigtig fare for noget som helst. Som nævnt kommer Speed på en minimal indre rejse, men den består stort set kun i at trykke lidt hårdere på speederen. Den ydre rejse er lige så kort – fra start til stop på racerbanen. Den karakter der udvikler sig mest i løbet af hele filmens spilletid, men som negligeres totalt, er den mystiske Racer X – hans udviklingskurve overstås (meget symptomatisk for filmen) i løbet af 20 sekunder i en af filmens mange hæsblæsende montagesekvenser. Men hans historie er den som Christopher Nolans The Dark Knight er gjort af.

Når alt kommer til alt er Speed Racer en børnefilm for børn fra 5-12 år, der synes, at chimpanser i ternede smækbukser der slås med skurke i røde velourjakkesæt og bowlerhatte og ender med at slå dem ud med en papegøjetang, er sjove. Den er for børn, der elsker tv’s fjollede og kulørte Lazy Town-æstetik og -mimik. Og én ting er sikkert, denne målgruppe holder aldrig til en 134 minutters biograftur med kun tre indlagte bilvæddeløb på måske sammenlagt 30-40 minutter.

Hvor ville det være dejligt hvis Warner Bros. ville udsende en dvd med et mere publikumsvenligt producer’s cut på blot 80 minutter. Den ville være mere i målgruppens ånd.

······


Speed Racer
Instruktion: Larry & Andy Warchowski
Medvirkende: Emile Hirsch, John Goodman, Susan Sarandon m.fl.
Warner Bros., 2008
Spilletid: Ca. 134 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Warner Bros.

The Spiderwick Chronicles (2008)

Filmatiseringen af Spiderwick-fortællingerne står sig bemærkelsesværdigt godt i konkurrencen mod allesammens troldmandsyndling, Harry Potter, skabsfilmen Narnia og isbjørnekampene i Det gyldne kompas. Her er for første gang en fantasy-film som føles alt for kort, simpelthen fordi den er så kompakt, så godt fortalt og så vellavet, at man bare vil have mere.

Toni DiTerlizzi og Holly Black er makkerparret bag Spiderwick-fortællingerne, en serie små romaner om tre søskendes eventyrlige opdagelser i og omkring det ældgamle Spiderwick-hus, de har overtaget efter en skør gammel tante. Nu har Nickelodeon Movies lanceret en filmatisering af intet mindre end hele serien, og selv om det strider mod alt hvad der hedder kutyme i fantasyfilmatiseringsgenren (tænk blot på den alenlange Ringenes Herre-trilogi som satte standarden for Harry Potter-filmene og alle andre derefter), fungerer det forbavsende godt.

Filmen The Spiderwick Chronicles varer godt 90 minutter og har skåret alle unødvendige sidehistorier væk for at koncentrere sig om hovedkonflikten i de små romaner. Denne serveres i et behageligt up-tempo, hvor alting synes at drive handlingen fremad. Der er en nærmest Spielberg-agtig stemning over filmen, og tankerne bringes let hen på andre fantasifulde (og uhyggelige) børnefilm – ikke mindst E.T. (1982) og Gremlins (1984), men også Den uendelige historie (1984).

Den baggrundshistorie som Black & DiTerlizzi har ganske let ved at lægge ind i romanerne, formidler filmen som en hæsblæsende montagesekvens i starten; her følger vi Arthur Spiderwick i hans arbejde med den forkætrede felthåndbog, der kortlægger alle de skjulte eventyrvæsner, der lever og bor side om side med menneskene. Ligeledes er filmen stramt komponeret i de indledende scener hvor Jared, Simon og Mallorys baghistorie flettes ind i dialogen, mens masser af setups formidles visuelt – hold f.eks. øje med Jareds ørepropper, Mallorys fægteevner og den overvældende mængde honning og tomatsauce i køkkenet. Det er godt filmhåndværk og solidt fortællemæssigt arbejde hele vejen igennem.

Freddie Highmore
Også den dobbelte hovedrolleindehaver, Freddie Highmore, der spiller tvillingerne Jared og Simon, medvirker til at filmen lykkes. Det er ikke altid uproblematisk at benytte den samme skuespiller til en tvillingerolle – ikke så meget på grund af skuespillerens evner, men mere fordi det kan distrahere publikum, der vil have en tendens til at sidde og kigge efter fejl eller problemer, der indikerer, at effekt- og klippearbejdet ikke er godt nok.

Det er derfor til filmens special effects-ensemble og Freddie Highmores store fortjeneste, at man efter de første par scener simpelthen glemmer, at Jared og Simon spilles af den samme skuespiller; samspillet mellem dem foregår nærmest umærkeligt – også fordi filmen vælger at fokusere mest på den karismatiske Jared, mens den mere nørdede Simon kommer til at spille hjælperrollen.

Det er Jareds udviklingshistorie, vi følger, og det er hans blik på forældrenes problemer, vi som publikum deler. Det er også Jareds manglende viden om netop forældrene, som filmen bruger til at skabe en gennemgående stemning af suspense og modløshed. Det giver en mere realistisk fremstilling af børn/forældre-problemer, end vi er vant til fra f.eks. Harry Potter-serien, der har for vane at iscenesætte familien Dursley på en grotesk og sorthumoristisk måde. Spiderwick-fortællingernes realistiske tilgang til karaktererne får på eleganteste vis de eventyrlige indslag til at fremstå endnu mere eventyrlige.

Begrænsningens ugunst
The Spiderwick Chronicles er en kompakt sag på max. 90 minutter, hvis vi trækker rulleteksterne fra. Og selv om det er enormt dejligt at se manuskriptforfattere, der tør skære i materialet og tilrettelægge det for filmmediet, så skaber det også en følelse af at man ikke har set hele historien. Der er mere i Spiderwick-universet end vi får at se i denne film, og uanset om man har læst romanerne eller ej, så vil man sidde med følelsen af at ville vide mere, og spørge sig selv hvorfor pokker de ikke har lavet det til en miniserie for tv.

Det er enormt positivt, og et tegn på at ikke kun selve Spiderwick-universet med dets trolde, troldmænd, alfer og feer fungerer upåklageligt, mens også at selve karaktererne – børnene Jared, Simon og Mallory – er så interessante, at man gerne vil følge dem over længere tid: Filmen tager sig aldrig tid til at uddybe eller bruge (sådan rigtigt i hvert fald) Simons store kærlighed til dyr eller Mallorys fægteevner. Og selv om børnenes far gør sin entre, så udnyttes han heller ikke fuldt ud. Det samme kan siges om flere af filmens troldagtige væsner, der er så godt designet og velspillede, at man længes efter at vide mere om dem og give dem mere plads og en større rolle. I denne film er det særligt den onde Mulgaraths baggrundshistorie vi mangler at se i en større sammenhæng.

Derfor kan man også diskutere, hvor mange fortællinger, der egentlig fortælles i filmen Spiderwick-fortællingerne. Forhåbentligt kan Nickelodeon Movies grave flere fortællinger frem fra Holly Black og Tony DiTerlizzis magiske univers til et par lige så charmerende efterfølgere. Denne her skal ses og nydes med ældre børn.

······


The Spiderwick Chronicles (da. Spiderwick-fortællingerne)
Instruktion: Mark Waters
Medvirkende: Freddie Highmore, Sarah Bolger, Mary-Louise Parker, Nick Nolte m.fl.
Nickelodeon Movies, 2008
Spilletid: Ca. 96 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount

Udkommer på dansk dvd d. 14. juli

Enchanted (2007)

Genbrugsguld. Disney-studierne har støvet sine klassikere af og skabt en sød referencefilm med stærke prinsesser i New York. Fortryllet er sjov og kærlig underholdning for børn i alle aldre men også en lille knytnæve mod DreamWorks' animationsfilm. Forudsigeligheden lurer dog lige om hjørnet, og karaktererne og scenerne i Fortryllet bliver aldrig uforglemmelige.

Disney-studierne har det ikke nemt. Animationsmæssigt er succesperioden med Skønheden og udyret, Aladdin og Løvernes konge for længst forbi; den amerikanske animationsafdeling er nedlagt med erkendelsen af at CGI-animation er vejen frem; Pixar styrer mere og mere af løjerne, og John Lassiter har plantet sit hawaiiskjortekorpus tungt i direktørstolen. Disse interne skærmydsler skyldes først og fremmest Steven Spielbergs DreamWorks-studier, der har haft tordnende succes med CGI-animation og forstået at tegnefilm skal skabes, så de appellerer til både børnefamilier, unge mennesker og almindelige voksne.

Det er i den sammenhæng man skal se Fortryllet. I denne blanding af traditionel tegnefilm, CGI og realfilm er Disney gået DreamWorks' Shrek i bedene og skabt en film, der tager venligt gas på deres egne klassiske eventyrtegnefilm. Shrek betjente sig af kendte skuespillere og en kombination af postmoderne humor med intertekstuelle referencer til populærkulturen og toiletinspireret slapstick. Fortryllet har til gengæld forholdsvis ukendte skuespillere på rollelisten og byder på en varm og kærlig humor, hvor også de mindste kan være med. Her er også referencer, men mest til Disneys egne film; filmen bliver aldrig brovtende eller skarp som Shrek.

Prinsesse Giselle fra Andalasia
Fortryllet handler om prinsesse Giselle fra eventyrlandet Andalasia, hvor prinser og prinsesser er som skabt til at leve lykkeligt til deres dages ende - designet og animeret 100% efter gamle Walts tanker om en idealiseret realisme. Giselle skubbes ned i magisk brønd af landets onde dronning og falder som en anden Alice ned i en fremmed verden, nemlig vor tids New York City, hvor absolut ingen lever lykkeligt til deres dages ende. Giselle møder her skilsmisseadvokaten og alenefaren Robert, alt imens hendes hjertes udkårne, prins Edward, drager efter hende for at få hende med hjem, så de to kan blive gift og leve lykkeligt til deres dages ende.

Filmen byder på kærlige og drilagtige overdrivelser af alle de gamle eventyr/Disney-konventioner, som vil gå rent ind hos børn i alle aldre. Amy Adams fører an i rollen som prinsesse Giselle, og hun formår at tilføre filmen en sjælden kombination af kontant slapstick humor (via hendes overdrevne mimik og dialog og pludselige udbrud i sang) og en naturlig sødme (fordi hun ligner en ægte Disney-prinsesse og fordi det er hendes udvikling, der er helt central for filmen).

I Fortryllet bliver ingen dog for alvor spiddet med ironi og sarkasme. Selv den Shrek-kopi af en trold som Prins Edward har fanget i filmens start bliver behandlet forholdsvis pænt, og humoren handler for det meste om at overføre Disney-konventionerne til virkeligheden og få det benhårde, "realistiske" New York City til at clashe med idealfantasien. Den mest "grænseoverskridende" (men altså stadig milde og morsomme) scene er sangnummeret "Happy Working Song", hvor Giselle med sin smukke stemme hidkalder dyrene til at hjælpe sig med rengøringen - men hvor der i Andalasia er tale om dådyr, kaniner, egern og småfugle, er det i New York kakerlakker, etbenede og fedladne duer, mus og rotter.

Gammel vin på nye flasker
Der er flere smukke og sjove sangnumre, forfattet af Disney-veteranen Alan Menken, der netop havde en finger med i spillet på Den lille havfrue, Skønheden og udyret og Aladdin, og nu må opleve den ud-af-kroppen-oplevelse at skulle parodiere sig selv! Sangene og musicalindslagene er dog alle iørefaldende og det absolut mest mindeværdige ved Fortryllet. Her forenes animation og eventyret med realfilm og realisme, og det er sjældent set bedre.

På trods af den vellykkede kombination af varm humor og postmoderne selvironi (eller måske netop på grund heraf!) er filmens karakterer ikke uforglemmelige, men skabt af Disneys gamle arvegods. Fortryllet bibringer ikke Disney nyt guld, men forbliver både overfladisk og forudsigelig. Her er mange scener, der får én til at trække på smilebåndet; her er stærke kvinder og fjollede mænd; her er en fin kombination af tegnefilm, CGI og realfilm, som også overføres til filmens centrale tema om at vælge mellem at leve i fantasien eller søge den realistiske kærlighed. Men Fortryllet mangler den ægthed og storhed, som kræves af en rigtig Disney-klassiker og som man aldrig opnår som spoof-film. Den er en underholdende Tivoli-tur, så længe den varer.

Er man af særligt barnligt sind, eller ser man filmen med børn, lægger man ét klaptræ til nedenstående vurdering.

······


Enchanted (da. Fortryllet)
Instruktion: Kevin Lima
Medvirkende: Amy Adams, James Marsden, Patrick Dempsey m.fl.
Walt Disney Pictures, 2007
Spilletid: Ca. 107 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Buena Vista

My neighbour Totoro (1988)

Det var først da Chihiro og heksene gik hen og vandt Oscaren for bedste animationsfilm i 2003, at den vestlige verden sådan for alvor fik øjnene op for den japanske tegnefilmsmester Hayao Miyazaki. Det kan virke underligt, når man ser eller genser Min nabo Totoro, der nok er meget langt fra den amerikanske Disney-tradition, men som også besidder en naturlig charme og sødme som vor tids evigt ironiske og postmoderne bulder-og-brag-animation aldrig nogensinde opnår.

Min nabo Totoro er ikke en skabelonfilm som vi kender dem så godt fra Hollywood – her er ingen aktantmodel, ingen berettermodel eller plotpoints der kan føre historien fremad. Ja, der er knapt nok set up—pay offs eller et mindste mål af suspense. Til gengæld giver Miyazaki os et smukt billeddigt om de to søskende, pigerne Mei og Satsuki, der sammen med deres far flytter til et faldefærdigt hus langt fra storbyen, og lige så stille udfoldes familiens baggrund, deres forhold og pigernes fantasi for vore øjne uden den dér meget vesterlandske kausale logik. Ting sker bare…

Og så møder de Totoro, en søvnig og flyvende ugle/kat/kanin/bamselignende dyr der bor i et kæmpetræ i haven.

Barnets blik
På overfladen skildrer filmen en kort periode i de to småpigers liv i det nye hus; vi følger dem da de pakker ud, gør rent og laver mad sammen med deres far, vi følger storesøster Satsuki i skole og lillesøster Mei derhjemme. Så tager de ned og besøger moren på hospitalet. Så skal faren arbejde sent på universitet og de henter ham ved bussen. Osv. osv. Der er et bevidst fravalg af set ups, fordi Miyazaki fremstiller begivenhederne igennem pigernes oplevelser – uden overblik, tanke for fremtiden eller anden sammenhæng.

Der gives ikke nogen varsler om morens sygdom f.eks. – den kommenteres aldrig, og hvad den helt konkret skyldes eller hvor slemt hun har det siges aldrig direkte endsige antydes, simpelthen fordi det er uden for børnenes sfære. Ligeledes er Miyazaki aldrig ude på at give en tilbundsgående fremstilling af Totoro-bamserne, deres ophav eller sammenhæng. Her er intet fuldendt (og konstrueret) eventyr-univers som vi kender det fra Tolkien eller Rowling, men kun en umiddelbar (og barnlig) begejstring over Totoro og dens evner og superkræfter. Igen skyldes dette valg selvfølgelig at vi ser det igennem Mei og Satsukis øjne.

Men Min nabo Totoro kæntrer aldrig; Miyazaki fortæller historien med ophøjet ro og en evne til i den enkelte scene at tryllebinde seeren med en magisk men også meget underspillet suspense – f.eks. da Mei og Satsuki opdager at huset er fyldt med støvalfer, og de går på jagt efter dem, eller da de ser Totoro ude i haven ved agernbedet og hjælper med at få planterne til at gro. Det er en suspenseform med bund i en barnlig nysgerrighed og trang til at udforske frem for hitchcock-suspense.

Totoro
Den dybereliggende sammenhæng skal søges i pigernes (fantasi-)bamseven, Totoro, som de vist nok har fået læst højt om i eventyrbøger, og som viser sig at bo i baghaven. Miyazaki kombinerer sin naturalistiske børnefortælling med eventyrets fabulerende quest-tema; det starter med et mystisk agern, som Mei og Satsuki finder i det nye hus, og eskalerer da Mei opdager at en mini-Totoro er på agern-rov i haven og under deres hus. Hun stormer efter den ind i krattet og falder ned igennem en lang tunnel – som en anden Alice i Eventyrland – og ender på maven af den søvnige Totoro, der til Meis store begejstring stilfærdigt hilser på hende.

Møderne med den store bamsede Totoro binder filmen sammen, og på den måde gør Miyazaki sit publikum til 100%-medoplevere; man kommer automatisk til at identificere sig med de to piger, for det er selvfølgelig også Totoro, der skaber sammenhæng i deres hverdag og giver opmuntring, når der er mest brug for det og krisen i den lille familie for alvor banker på døren.

Kombinationen af den nøgterne gengivelse af virkeligheden set gennem barnets øjne og den stilfærdige magiske fantasi, der kommer børnene til undsætning – den kombination gør Min nabo Totoro til en smuk og rørende filmoplevelse.

Moder Natur
Uanset hvordan man vender og drejer den store bamsede titelperson, støvalferne, agernbedet der vokser med rekordfart, busmissen og de fantastiske flyveture i Min nabo Totoro, så er diskussionen om hvorvidt de fantastiske elementer er virkelige eller ej, forholdsvis uinteressant. Det interessante er selvfølgelig at de er virkelige for pigerne.

Her bevæger Miyazaki sig væk fra det barnlige og hæver sig langt over Disneys samtidige Den lille havfrue (1989), fordi den japanske instruktør her fortæller noget om, hvordan børn tackler svære situationer i form af sygdom og død i familien – hvor hurtigt børn lærer at indordne sig og opstille nye rammer og spilleregler, få nye venner og begå sig på nye præmisser. Deres barnlige fantasi gør Mei og Satsuki omstillingsparate og aktive medspillere, mens de voksne (faren og bedstemoren) ikke lægger dem hindringer i vejen, men opmuntrer dem til at søge fantasiens magiske kræfter.

Det er et ret enestående budskab – især når det kombineres med Totoros økologiske evner til at få alt til at spire og gro med rekordfart. Her forenes det uskyldige barnesind med den uspolerede natur, og det er i sidste instans denne cocktail, der redder familien og bringer moren tilbage i familiens midte (som det ses på billederne under rulleteksterne). Selveste Moder Natur bliver på denne måde en guddommelig frelser af Mei og Satsukis lille familie med den syge mor i centrum. Det er et stærkt voksentema som vil gå hen over hovedet på børnene, men sådan er Min nabo Totoro også.

Efter denne oplevelse, glæder jeg mig som et lille barn til dvd-premieren på Miyazakis Kiki – den lille heks fra 1989.

······


Tonari no Totoro (da. Min nabo Totoro)
Instruktion: Hayao Miyazaki
Danske stemmer (som er bedre end de japanske): Frida Marie Reynberg, Emilie Claudius Kruse, Lily Weiding m.fl.
Studio Ghibli, 1988
Spilletid: Ca. 86 min.
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Meet the Robinsons (2007)

Digitale Disney. Den nye omgang digimation fra Disney udmærker sig ved ikke at have et eneste fejlplaceret dyr i hovedrollerne; der er ingen syngende eller surfende pingviner; ingen postmoderne eventyr; ingen kendisskuespillere der lægger stemme til. Det her er noget helt andet end vi er vant til fra Disney – science fiction! I det lys er Meet the Robinsons frisk og kombineret med en Monty Python/Douglas Adams-humorcombo og et figurdesign, der har taget ved lære af danske Terkel i knibe, så er det her et rigtigt godt bud på den bedste Disney-animationsfilm, siden Pixar overtog hele butikken.

Jeg havde alle parader oppe, da jeg smækkede Meet the Robinsons på dvd’en! Jeg har for nylig fået adgang til den danske variant af THE DISNEY CHANNEL via Stofa i Slagelse, der til overpris (bemærk tvetydigheden: jeg mener både tv-kanalen og -distributøren) forsyner tv-seerne med på alle måder billige tv-tegnefilm produceret i Japan for ingen penge. Pånær de få pædagogiske serier med Mickey Mouse og Peter Plys, som vi optager til sønnike derhjemme, så er DISNEY CHANNEL og CARTOON NETWORK noget en vis herre har opfundet – og længe har de for mig også været en god indikator for hvilken nedadgående retning amerikansk tegnefilm har bevæget sig de sidste 10 års tid med Disney i spidsen.

Pixar-invasionen
Men sagen er, at jeg nu må indrømme, at jeg har taget fejl. Det står slet ikke så slemt til. Måske fordi CGI-teknologien er blevet bedre og billigere, måske fordi animatorerne har vænnet sig så meget til den, at de nu igen begynder at koncentrere sig om at fortælle gode, originale historier. Disney har jo opkøbt hele Pixar, men med den lille detalje, at Mr. hawaii-shirt himself, John Lassiter, har sat sig tungt i chefstolen på Disney Feature Animation. Det har indtil videre medført at alle romertalsfilm er droppet! Alle pinagtige direkte-til-dvd-tegnefilm er droppet! Til gengæld får vi om få måneder i de danske biografer det som et samlet amerikansk anmelderkorps har kaldt den bedste Pixar-film nogensinde: Ratatouille. Den glæder jeg mig meget til!

Og indtil da kan vi nyde Disney Feature Animation’s egen Meet the Robinsons, der altså også er computeranimeret men ikke af Pixar-folkene. Den er både frisk, charmerende og meget morsom – man mærker nærmest den gamle nestors egne folk tage konkurrencen op med de nye Pixar-kombattanter.

Sci-fi med humor og hjerte
I Meet the Robinsons møder vi den forældreløse Lewis, der på grænsen til puberteten ønsker at kende sig selv og sin egen baggrund. Han er en rigtig lille, men meget charmerende, nørd, der eksperimenterer med alt fra løbske peanut butter-and-jelly-maskiner til tankelæsermaskiner. Han bliver opsøgt af den lidt ældre fremtidsdreng, Wilbur, der skal redde ham fra en ondsindet mand med en sort bowlerhat. Og på vejen går det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at de styrter ned med Wilburs tidsmaskine i fremtiden – og så kommer Lewis opfinder-gen på overarbejde altimens mysteriet om manden med bowlerhatten udfolder sig og vi får præsenteret den største samling tegnefilmssærlinge i familien Robinson.

Meet the Robinsons er således en løssluppen omgang science fiction med humor og hjerte på rette sted. Til tider taber man næsten pusten i vilde rutschebanejagter med f.eks. kæmpedinoen, der fejlagtigt fragtes til fremtiden for at kidnappe Lewis. Men også hele introduktionen til den skøre familien Robinson er genialt konstrueret som en lynhurtig tv-agtig montage af billeder. Det er skørt på den dér lidt Tim Burton-agtige måde, mens dialogens fjollerier bringer tankerne hen på Douglas Adams og Monty Python, når robotbutleren begynder at problematisere det hemmelige kodeord, som den selv har fundet på; når to rivaliserende dørklokker kæmper om de besøgendes opmærksomhed; og når den onde, onde mand med bowlerhatten viser sig at være så komplet idiot, at han udvikler en jalousi over for sin egen lille hjælper, den flyvende robotbowlerhat Doris. Og så er der jo de syngende mafioso-frøer, og Wilburs far - opfinderen af tidsmaskinen - der ligner og lyder som Tom Selleck! Det hele er faktisk meget anderledes og mere løssluppent, end vi er vant til fra Disney.

Men filmen giver sig også tid til de stille perioder og især Danny Elfmans score og sangmontagerne med Rufus Wainwright og Rob Thomas er med til at skubbe filmen over i klassisk Disney-mode, hvor man føler sig varm om hjertet. Og så sluttes det hele selvfølgelig af med en smuk (nogle vil mene temmelig klæbrig) sløjfe af en morale, der hænger direkte sammen med gamle Walts livsmotto. Det synes jeg sgu egentlig er meget elegant, og de ægte Disney-animatorers forsøg på at danne bro mellem gammelt og nyt lykkes for en gangs skyld uden at det bliver forceret.

Terkel i USA
Hvis nogen er i tvivl, så er jeg meget begejstret for Disneys venden tilbage til noget der ligner de fjollerier, som vi så i Aladdin (1992), men også fordi de fornyr sig med animation og figurdesign, der minder mere om spaghetti-looket fra Terkel i knibe (2004) end klassisk Disney: Figurerne er på ingen måde realistiske men et godt stykke hen i retning af det ikonografiske, hvor f.eks. manden med bowlerhatten har en overdreven edderkoppeagtig smidighed og besidder en overdreven mimik, som ville være en Jim Carrey værdig (men Jim ville angiveligt ikke være med, fordi han satsede – og tabte alt – på den forfærdeligt dårlige The Number 23). Selv om Disney selvfølgelig har forfinet udtrykket her, er ligheden med Anders Matthesens karakterer i Terkel i Knibe til at få øje på.

Til sammenligning med Pixars Cars og Disneys egen Chicken Little er Meet the Robinsons langt bedre og mere nytænkende. Den har en stemning af vild spontanitet og virker sine steder rørende på en måde, som de to andre digimationsfilm ikke mestrer.

Tro ikke på de danske anmeldere – se den!

······


Meet the Robinsons (da. Min skøre familien Robinson)
Instruktion: Stephen J. Anderson
Medvirkende: Daniel Hansen, Wesley Singerman, Stephen J. Anderson m.fl.
Walt Disney Feature Animation, 2007
Spilletid: Ca. 94 minutter
Engelsk dvd-distribution: Buena Vista
I danske biografer lige nu!

De fortabte sjæles ø (2007)

Genbrugsfilm. Der har været sagt og skrevet mange rosende ord om Nicolai Arcels opfølger til Kongekabale, men børneactiongyseren De fortabte sjæles ø er mest af alt en opvisning i instruktørens forkærlighed for Steven Spielberg med hovedvægten lagt på flotte og stemningsfulde CGI-effekter. Børneskuespillerne gør det ikke godt, og Arcel vil have alt for mange plotpoints og historier til at de 100 minutter kan bære det; resultatet er til tider uden nærvær og for det meste temmelig overfladisk.

De fortabte sjæles ø var den ene danske film jeg havde glædet mig mest til at se i 2007. Jeg er en stor fan af Steven Spielbergs film om amerikanske børn og børnefamilier – fra E.T., Jaws og Nærkontakt af tredje grad til The Goonies og Poltergeist (som han vist nok kun var producer på). Man kan diskutere hvor meget børnefilm der er over f.eks. Poltergeist, Indiana Jones og Jurassic Park for ikke at nævne Gremlins (også producer), men fælles for alle film er hans umiskendelige fingeraftryk af rutschebane-underholdning, når de store actionscener folder sig ud, og samtidig en nænsom nostalgisk portrættering af det uskyldige, barnlige sind – hvad enten vil snakker Elliott i E.T. eller Indiana Jones’ barnlige længsel efter eventyr, fortidens skatte og selvfølgelig sin fraværende fars opmærksomhed.

Det er primært disse to temaer som Nicolai Arcel forsøger at implementere i De fortabte sjæles ø. Her møder vi 14-årige Lulu og hendes lillebror Sylvester, der flytter til en lille landsby sammen med deres forsmåede karrierekvinde af en mor; faren er stukket af med en yngre model. Men ondskaben lurer i mørket i form af en såkaldt necromancer, og Sylvester bliver besat af en af de gode ånder, der vil bekæmpe ondskaben. Og snart er børnene hvirvlet ind i et overnaturligt eventyr med et morderisk fugleskræmsel og onde skyggedæmoner.

CGI
Lad det være sagt med det samme: De fortabte sjæles ø er et forfriskende pust i den danske filmverden. Her er ingen middelklasse-weltsmertz men tjubang-gang-i-den med flotte computeranimationer og CGI-baggrunde af mørke, fantasy-nætter med forrevne skyer osv. Især må fremhæves det meget levende fugleskræmsel, der hopper og ter sig som var det virkelig virkelighed – men også de magiske magtkampe med lyn og buldrende underlægningsmusik er flot udtænk i CGI. Det er vi ikke vant til herhjemme, og det er flot at dansk film kan være med på computerteknisk omgangshøjde med Harry Potter-filmene.

Men CGI-effekterne bliver også De fortabte sjæles ø’s akilleshæl. Der er givetvis postet rigtig mange penge i computertroldmændene, og i DR bragte i FILMLAND et længere reportageinterview med Nicolai Arcel, der begejstret fortalte om hvor vigtigt det var at colourgrade selv meget små detaljer i billedet, for at følelsen blev helt rigtig.

Det føles, som om (og understøttes til dels i ekstramaterialet på dvd'en) at instruktøren og resten af holdet har brugt alt for meget energi på overflade og specialeffekter, mens de helt grundlæggende filmiske virkemidler (de analoge af slagsen) er sparet væk: Her er et fravær af nærbilleder, ultranærbilleder og afvekslende billedudsnit, der kan skabe identifikation og action. De CGI-skabte actionsekvenser er kedelige, fordi klippeintensiteten er alt for lav. John Williams-musikken buldrer ganske vist derudaf, det regner og tordner, og det hele er colourgradet blåt og gråt, men intensiteten og muligheden for indlevelse er forbavsende lav, og derfor bliver det kedeligt. Der er prioriteret de forkerte steder, og man føler aldrig det dér rutschebane-sug i maven.

Referencer eller rip offs?
Børnene vil jo næppe opdage det, men forældrene vil uden tvivl nikke genkendende til mange af optrinnene; her er hilsner til den elskelige sekvens fra E.T. hvor det lille skumvæsen tænder tv’et, drikker øl og i det hele taget udforsker huset – selv Sylvesters spillen fodbold op ad muren i skumringen giver mindelser om Elliott i E.T. På Lulus værelse hænger den samme “I want to believe”-plakat, som vi så i Fox Mulders kontor i X-Files-tv-serien, og turen på traktoren med det bidske fugleskræmsel i hælene skal givetvis ligne en flugtaktion fra en Indiana Jones-film, mens vi halvvejs igennem filmen får en pudsig hilsen til George Romeros zombiefilm, hvor beboerne i landsbyen besættes af løbske ånder. Og så er selve startteksternes design og flyveturen gennem skyerne et komplet rip off fra Harry Potter-filmene.

Om Nicolai Arcel låner eller stjæler fra de amerikanske forbilleder må være op til den enkelte seer at bedømme, men sagen er, at denne form for Frankenstein-kludetæppe aldrig bliver en helstøbt film. Den vil alt for meget på de knapt 100 minutter, den har til rådighed, og den snubler i det allerede efter det overvældende anslag. I de kommenterede fraklip på dvd-udgaven fortæller Nicolai Arcel, at en masse af de skrottede scener bare bremsede filmens action og blot uddybede forhold mellem karaktererne, og derfor var ligegyldige. Det er meget muligt, men De fortabte sjæles ø mangler i den grad tid til at dvæle ved detaljer i familien, i familiens hverdag, i den fraværende far og dennes betydning for børnene, i forholdet mellem bror og søster og en barnlig lyst til at udforske åndeverdenen. Der hugges mange hæle undervejs, og det er da helt rigtigt, at man sagtens kan forstå handlingen, men det bliver på et enormt overfladisk og stereotypt plan, fordi Arcel forudsætter, at vi kender den slags historier og karakterer, og giver sig ikke tid til at afrunde dem og gøre dem helstøbte.

Læg dertil at børneskuespillerne ikke spiller godt, og at Lars Mikkelsen som den uhyggelige necromancer bare ikke er særlig uhyggelig, fordi kameraet og lyssætningen ikke skaber tilstrækkelig med mystik – og fordi vi aldrig får indblik i de grusomheder som necromanceren er i stand til. Se så ender vi med en ret middelmådig amerikansk genrefilm, der gerne vil bide skeer med de rigtig store. Men fordi produktionen og skuespillerne er danske, så bliver De fortabte sjæles ø altså en tand mindre middelmådig, og den er stadig et meget velkomment frisk pust i den kedelige danske trummerum.

······


De fortabte sjæles ø
Instruktion: Nicolai Arcel
Skuespillere: Sarah Langebæk Gaarmann, Lucas Munk Billing, Nikolaj Kopernikus m.fl.
Zentropa, 2007
Spilletid: Ca. 100 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film

Der var engang en dreng (2006)

-som fik en lillesøster med vinger. Den ligner til forveksling en Tim Burton-fantasi, men denne film er dansk og helt sin egen. Wikke & Rasmussen er tilbage i eventyrlig form med gagget humor og selvbevidste musicaloptrin, der iscenesætter et uhyggeligt og helt aktuelt emne om at måtte være anderledes i et konformt samfund. Her er masser af gæstestjerner på rollelisten, og på trods af lidt problemer med CGI-effekter, hører Der var engang en dreng til blandt de bedste i sin genre.

Michael Wikke & Steen Rasmussen er tilbage med en fantastisk familiefilm, der vitterligt er for hele familien. Hvor temaet, plottet og de komiske karakterer har en umiddelbarhed, der henvender sig specifikt til børnene, så kan vi voksne fornøje os med alle de selvbevidste blink, legen med genrerne og andre intertekstuelle referencer.

Det er en form og genre som Wikke & Rasmussen har dyrket siden tv’s Robin Hat over Sonny Souffle Shock Show til deres såkaldte børnefilm, og selv om de efterhånden har fejret deres sølvbryllup sammen, så er den bragende energiske fortælleglæde og den finurlige dobbeltlagede humor stadig til stede. Med Der var engang en dreng viser Wikke & Rasmussen, at de stadig hører til i toppen af dansk film og tv, og at de (som de absolut eneste i dansk film og tv) kan tage kampen op mod Hollywoods konkurrence inden for deres genre.

Hudlapper, hudlapper, hudlapper…
Kort fortalt: Kalle får en lillesøster med hudlapper på ryggen – eller det vil sige: lægen og kommunen synes det ligner hudlapper, der skal bortopereres med det samme, så Kalles lillesøster kan få et godt og normalt liv; Kalle er overbevist om at det er vinger. Og snart går den eventyrlige jagt over marker og autoophuggerskrotpladser og igennem skove og søer til Plastic Fantastic, hvor to storsmilende kirurger skal stå for den kosmetiske operation af lillesøsteren. Kalles mission er at redde hende, før det er for sent.

Der var engang en dreng tager således form af en musical-roadmovie-eventyr-komedie for børn og voksne, hvor det er Kalles møder med gakkede, voksne fantasikarakterer der skaber filmen og giver den sin charme. Først og fremmest er der mødet med Auto-Alf, der har droppet karrieren som mekaniker, fordi alt han rører ved går i stykker – nu er garagen stopfyldt med havregrynsæsker, fordi havregryn kan tage toppen af stressen. Alf (spillet eminent af vor tids Dirch Passer, Nicolas Bro) giver Kalle medspil og modspil, når han henholdsvis hjælper ham på vej til Plastic Fantastic men også bremser op på ruten, fordi han f.eks. kan lugte pandekager eller bliver forelsket.

I andre og lige så kantede biroller ses bl.a. Daimi, Jytte Abildstrøm og Trine Dyrholm som opdaterede udgaver af pandekagehusets hekse; Caroline Henderson som Snehvide i spidsen for de syv gæve, motorsavsspillende skovhuggere; og til sidst Wikke & Rasmussen selv som to temmelig idiotiske kirurger på Plastic Fantastic – et eventyrslot af et privathospital. Måske mest sjove er familiens læge spillet og sunget af Troels Lyby, der konstant ruller rundt på sin lægestol og på de mest absurde måder prøver at overbevise familien om at det ikke er vinger, men hudlapper (“hudlapper, hudlapper, hudlapper…”); og endelig Bodil Jørgensen i rollen som Karin, “Karin fra Kommunen”, der som dreven sagsbehandler vil hjælpe familien igennem de svære tider, men ender som en anden tænderskærende Cruella de Vil.

Rubricering & normalisering
Når filmen starter med en grundig præsentation af den lykkelige kernefamilie med far og mor, som letter og svæver rundt i køkkenet, mens de synger “Vi vil have en baby”, og storebror Kalle, som er vild med computerspillet SkyMaster, så er det selvfølgelig, fordi lillesøsteren med vinger passer perfekt ind i netop denne ramme. Men også fordi familiens flyvetilbøjeligheder via lillesøsteren overskrider de selv samme rammer og bliver offentlig – og det er (ifølge filmens budskab) dybt problematisk for det omkringliggende samfund, der vil have denne anormalitet standset med det samme.

Det underliggende tema i Der var engang en dreng viser sig dermed at være væsentligt mere dystert end de farverige, morsomme optrin foregiver at være: Det handler ikke så meget om at turde være anderledes og individuelle (og stå på egne ben sådan som mange andre børnefilm har lært os), men om at vort samfund i bund og grund stræber efter en ensretning og normalisering, og at vi skal kæmpe for at være anderledes og individuelle. Der skal ikke megen fantasi til at se parallellerne til Danmark, der i disse år gennemsyres af en formynderisk politisk interesse for at rubricere og standardisere – Kulturkanonen er kransekagefiguren på hele det projekt.

Det helt igennem geniale ved Der var engang en dreng er, at Wikke & Rasmussen iscenesætter budskabet om at kæmpe imod samfundets rubricering og normalisering med en film, der i den grad er svær at rubricere og stritter i så overrumplende mange retninger, at den aldrig lader sig standardisere. Stemninger skifter konstant fra det farceagtige til det groteske til det uhyggelige – og omvendt – når Kalle får en påtaget seriøs snak med nabodatteren om at indgå et fornufts-kommen-sammen-forhold mens far Palle på rekordtid bygger prinsesselegehus i baggrunden. Replikker og sange har så mange lag, at man altid er i tvivl om, hvordan man skal lytte og tænke – og filmen bliver dermed ikke ringere ved fremtidige gensyn. Eventyrkonventioner omformuleres og nytænkes, når Snehvide er mørk i huden og de syv små dværge render rundt i mands højde og fælder træer med motorsave og manglende fingre. Det er en musical, det er en komedie, det er en roadmovie, det er et eventyr, det er for børn, det er det voksne, det er postmoderne, det er samfundkritisk.

Den eneste kritik, jeg vil rejse over for denne film, er CGI-effekterne, som Wikke & Rasmussen burde have forfinet i flere sekvenser. Især undervandsscenen er tam i forhold til filmens real-effekter. Man kan få den tanke, at filmens budget simpelthen er blevet brugt op for tidligt, for også de sidste kameraindstillinger med familien samlet i haven og på villavejen virker ufærdige. Men det er minimale ridser i lakken på en fantastisk familiefilm, der uden tvivl går over i dansk filmhistorie som én af klassikerne.

······


Der var engang en dreng
Instruktion: Michael Wikke & Steen Rasmussen
Medvirkende: Janus Dissing Rathke, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen m.fl.
Græsted Film & Fjernsyn, 2006
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

Happy Feet (2006)

Jo, det er pingviner – og jo, de danser og synger! George Miller har fået stor succes med sin digimationsfilm om de sociale, politiske og religiøse relationer mellem pingvinerne i Happy Feet. Men selv om filmen bringer nye emner på banen og sine steder er både visuelt smuk og poetisk og andre steder overrumplende og svimlende, så er det altså stadig en klæg omgang moraliserende pladder, som Disney mestrede mange gange bedre for 15 år siden. Happy Feet’s visuelle drive er desuden frygteligt amputeret i udgangspunktet.

Her har vi så endnu en film, som jeg havde set frem til med længsel efter utallige digimationsfilm om dyr, der skal enten væk fra eller tilbage til civilisationen. Også de dér postmoderne udgaver af gamle eventyr, som nåede deres højdepunkt allerede med Shrek, er jeg kørt død i. Happy Feet lovede at være noget helt andet – de amerikanske anmeldere var begejstrede, og filmen blev nomineret til en Oscar. Sikke en fest!

Men her er de nøgne facts: Filmen er langt fra original i sin handling og temaer, og den digitale visualitet er (om ikke hæslig men så i hvert fald) problematisk – her er genskabt et stykke af virkeligheden tilsyneladende, men det udgangspunkt skyder filmen i sænk allerede fra første scene, hvor det hele emmer mere af Baz Luhrmanns Moulin Rouge! end Viasat Nature.

Sang & musik
Titlen Happy Feet refererer kort fortalt til den lille pingvin Mumle, der bliver født med stepglade fødder. Det ser den resterende pingvinflok sig noget sure på, for de vil hellere synge amerikanske pop- og rockklassikere, og mener at Mumle er skyld i den faldende fiskebestand og at han har vagt gudernes vrede med sin ugudelige skrålen og dansen rundt. Han skal selvfølgelig lære at stå på egne ben og vokse sig stor og stærk og redde sin pingvinflok. Det er sådan ca. set en million gange før!

Og det dér med at pingvinerne synger og danser rundt – de snakker også, og opfører sig selvfølgelig helt som os mennesker; vi har jo med en allegori at gøre – det er fint nok. Det har de gjort i årevis i Disneys tegnefilm med større og mindre held. Happy Feet er dog endnu et bevis på det som nogle vrede engelske forfattere har kaldt en infantilisering af vort samfund, hvor voksne skal læse Harry Potter, se Shrek og spille Playstation og X-Box for at være trendy. I Happy Feet er det umiddelbart oplagt at pingvinernes sange og navne (den Elvis-syngende pingvin hedder således Memphis, mens Mumles mor hedder Norma Jean) vil appellere mest til de voksne – det samme vil det lidt tunge økologiske budskab der lige så stille slippes løs i løbet af denne lange tegnefilm.

Dér hvor filmen knækker for mit vedkommende er når pingvindesignet og animationen ikke står mål med det faktum at de synger og danser hele filmen igennem. Pingvinerne er realistisk designet – de er ikke Disney-antropomorfe udgaver af mennesker, men ligner pingviner. Det er pudsigt at pingvinerne ser så realistiske ud, når alt andet er umanérligt kunstigt og børnevenligt. Først tænker man, at det var da egentlig en meget sjov og nytænkende idé, og kunne det ikke have været sjovt at se Løvernes konge med de autentiske dyr. Men så melder den lidt negative tanke sig: Måske er det en rigtig god måde at spare en pokkers masse penge på, hvis alle pingvinerne ligner hinanden. På den måde behøver de jo kun designe én pingvin og så bare modificere den lidt og genbruge den med copy/paste. Det er nemt og dovent. Og køber man ikke den teori, så køb den her: De mange ens pingviner på blå og hvid baggrund bliver grusomt kedeligt at se på i længden! Og endnu værre: Det er simpelthen svært at leve sig ind i dem og deres problemer, når de er så realistisk udtryksløse.

Rutschebanefilm
Der hvor filmen bliver medrivende – for den føles tit alt for lang – er i de strategisk indlagte rutschebanesekvenser, hvor Mumle & co. flintrer hen over isen eller ned ad bakker osv. I de bedste af disse actionsekvenser er animationen fantastisk og man føler (selv på en 28" tv-skærm) suget i maven når de ryger ud over kanten. Det er pokkerme fedt lavet. Det samme er de enormt flotte snelandskaber, nordlys og danseopvisningerne. Her har vi filmens kvalitet, og det er derfor man skal se den.

Når man så ser lidt mere kritisk på filmens struktur og begynder at kratte i overfladen virker disse rutschebanesekvenser noget påklistrede, som om de alene er lagt ind for at sætte skub i en ellers tung handling. De kan ligne – eller vil i hvert fald uden tvivl give masser af inspiration til – computerspil eller 3D-/rutschebaneattraktioner i forlystelsesparker rundt omkring i verden.

På bundlinjen betyder det desværre, at filmen aldrig hæver sig over det middelmådige. Den mangler sjæl og atmosfære, fordi man nærmest mærker berettermodellen og Christopher Vogels fortælleteori om “heltens rejse” skure i ørene. Her er ingen charme eller empati, for der er ikke mange nærbilleder. Ej heller af dansende pingvinfødder.

······


Happy Feet
Instruktion: George Miller
Medvirkende stemmer: Elijah Wood, Robin Williams, High Jackman m.fl.
Village Roadshow Pictures, 2006
Spilletid: ca. 104 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.

Cars (2006)

Sikke en bilulykke! Pixars nyeste digimationsfilm med de talende biler i samtlige roller er milevidt fra Toy Story I+II’s banebrydende succes. Det gode er at vi her får opskriften på alle tiders gode fortælling – det dårlige er at lige præcis denne helts rejse er komplet uden charme, helt idéforladt og meget skabelonagtig. En enkelt bifigur har tilstrækkeligt med kant til at filmen ikke ender som den store McDonalds-gimmick.

Min lillebror har jævnligt den sidste måneds tid haft fat i mig og spurgt om jeg har fået set Biler – den nyeste computeranimerede tegnefilm fra Disney/Pixar. Og han har nok hypet den en hel del (filmen skulle ifølge ham være et komisk mesterværk, og man skulle angiveligt sidde med konstant grineflip hele vejen igennem den), men torsdag aften lejede jeg den så i min lokale Blockbuster for at slappe af sammen med Malene oven på en temmelig hektisk uge på jobbet, og hvor Adam ydermere er startet i dagpleje, har skullet lære at sove igennem og er begyndt at kravle! Såååå … (tilbageholdt åndedræt)

Biler er ikke en god film, fordi Pixar har satset alt for entydigt på at gøre det til en god film med en klassisk fortælleskabelon uden at skele til selve konceptets originalitet og figurernes holdbarhed. Det, der holder hér, er netop fortælleskabelonen, som ganske vist har eksisteret i umindelige tider i form af myter, sagn og religiøse fortællinger, men som for alvor blev sat i system af Disneys egen mand, Christopher Vogler, tilbage i 1970erne. Vogler kaldte sin fortællemodel for “The Hero’s Journey” og præsenterede her 12 forskellige trin som enhver helt og heltehistorie (fra Star Wars over Titanic til Løvernes konge) skal passere igennem. Det er der efterfølgende kommet en række Hollywood-klassikere ud af, men det er i sagens natur også blevet til en masse mere eller mindre mekaniske film om skabelonagtige “helte” i forskellige afskygninger. Og her er Biler desværre endnu én i rækken.

Bevares, måske havde jeg skruet forventningerne op til et fuldstændigt absurd leje, måske havde jeg på forhånd lavet ligningen Pixar + Disney + humor = mesterværk, eller måske havde jeg bare glemt hvad det hele jo åbenlyst handler om – biler!

Lad os få én ting på det rene: Jeg hader motorsport (og en del andre sportsgrene faktisk, men lad nu det ligge), jeg hader rallybiler, racerbiler og biler i det hele taget. Malene og jeg ejer en dejlig lille og dejlig praktisk Toyota Yaris Verso, som vi mest af alt købte, fordi den ligner et lille sammenpresset rumskib med plads til en barnevogn. Jeg har ikke forstand på biler og får det heller aldrig. Jeg synes at 48-timers billøb i fjernsynet tangerer de langstrakte og meningsløse absurditeter i Venter på Godot – bare i høj fart og på en scene formet som et stort tomt nul! Sådan har jeg det generelt med biler og motorsport, så måske var aftenens filmvalg ikke det mest oplagte…

Nuvel, dér hvor Pixars Biler rent faktisk er rigtig god er som illustration af Chris Voglers fortælleskabelon, men så hører mine roser også op. Filmen er nemlig enormt forudsigeligt bygget op og så over-ty-de-lig i sit plot, at man har gættet filmens pointer og de humoristiske optrins funktion i denne bilhelts rejse længe før payoff. Der er absolut ingen fortællemæssige overraskelser eller twists, og det bevirker simpelthen at filmen (og dens budskab) bliver meget tom og hul. Selv filmens lærdom (fra den gamle mester til den unge helt) lader sig koge ned til et simpelt glatbanetrick om at dreje kontra under udskridning i sving. Det er letkøbt, og filmen kommer til at virke meeeeeget lang.

Bilkonceptet knirker og knager i sig selv også faretruende – nok mest fordi jeg på ingen måde køber ideen med levende biler med øjne og mund. Jeg synes, det er forceret og efterlader et hav af logiske huller, som måske særligt forældre til spørgelystne børn vil have svært ved at udfylde:

F.eks. når nu filmen handler om en verden af biler, hvori menneskene ikke eksisterer, hvorfor ligner deres verden så vores til forveksling? Hvorfor afholdes filmens retssag inde i et smukt retslokale med trægulv og kunst på væggene, når det ville være mere logisk at holde den i en garage eller en carport eller en betonhal af en eller anden slags? Og hvori består bilernes arbejde? Får de løn? Skal de selv betale for benzinen – og i givet fald hvem udvinder benzinen for dem? Er der krig mellem USA’s og Iraks biler om olien til udvinding af benzinen? Og hvilke biler finder på at lave en snorlige motorvej som går uden om filmens lillebittebondeby og skaber filmens hovedintrige? (Man skulle jo ellers tro, at det i bilernes verden ville være rigtig fedt bare at fræse derudaf så længe som muligt – det er jo ligesom det biler kan og gør; de er jo ikke superkendte for at smække dækkene op om aftenen og se fjernsyn!)

Men værst af alt er selve filmens omdrejningspunkt: Hvis den lillebittebondeby trænger til ny asfalt, hvorfor SØREN asfalterer de så ikke selv!? Hvorfor venter de på, at en udefrakommende bil uforvarende bryder loven, skaber ravage, dømmes til samfundstjeneste og således asfalterer vejen for dem!? Hvorfor gør de det ikke selv??? Det virker fuldstændigt idiotisk for mig.

Læg dertil endnu mere ulogiske detaljer som tangerer ren motorracisme: Åbenbart er der forskel på motorkøretøjer, for traktorer og mejetærskere degraderes i Biler til fjollede, umælende køer og en gal, gal tyr uden forstand, mens store lastbiler har samme intelligensniveau som personbiler. Øhhhhh… det er sjovt, at se filmens hovedperson (en racerbil ved navn Lynet McQueen og en gammel spand med fortænder, stemme, intelligens og humoristisk sans som Fedtmule) drille traktorerne og vælte dem om natten og blive forfulgt af den store uhyggelige mejetærsker, men det er også enormt forceret og viser bare, at nogen skulle have stoppet John Lasseter, allerede da han pitchede ideen.

Se hellere Dreamworks’ Over hækken som er kommet ud på dvd og Sonys Monsterhuset som kommer i næste uge. Begge film er på alle måder bedre – mere sjove, underholdende og spændende – end dette kiksede udspil fra Pixar og Disney.

PS: Jeg synes dog, at Biler er flot animeret, og Bumle / Lars Hjortshøj er ret sjov.

··


Cars (Biler)
Instruktion: John Lasseter & Joe Ranft
Medvirkende (danske stemmer): David Owe, Annette Heick, Lars Hjortshøj m.fl.
Walt Disney Pictures & Pixar Animation Studios, 1996
Spilletid: ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment

It's a Wonderful Life (1947)

Frank Capras It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve) er et fuldendt mesterværk på linje med de største amerikanske klassikere. Filmen har James Stewart i hovedrollen som den elskelige George Bailey, og man nyder hvert minut i hans selskab. Budskabet om næstekærlighed er soleklart; nogle vil finde filmen for naiv og tossegod – andre vil lade sig opsuge af dette amerikanske eventyr.

Filmen kan fejre 60-års jubilæum til næste år og er blevet vist utallige gange på tv omkring juletid, men det er først i dag, jeg har taget mig sammen til at sætte mig ned og se den på dvd.

På forhånd havde jeg skruet forventningerne op til et rimeligt niveau for en film med klassikerstatus. Amerikanerne elsker den jo tilsyneladende; der er ikke den tv-serie med respekt for sig selv, som ikke lader persongalleriet sidde og se slutningen – grædefærdige. Og mange af filmens temaer og karakterer minder da også om en anden amerikansk klassiker Arthur Millers teaterstykke, Death of a Salesman (1949) selvfølgelig koblet med engelske Charles Dickens’ A Christmas Carol (1843). Filmens hovedperson, George Bailey, slås dog ikke som Willy Loman med en overdreven naiv tro på den amerikanske drøm og sine egne mangelfulde evner – ej heller er der meget af den hadefulde gnier, Ebenezer Scrooge, over ham.

Omdrejningspunktet i It’s a Wonderful Life er til gengæld George Baileys evige lyst til eventyr og verdensomspændende rejser, som han sparer sammen til og glæder sig til hele filmen igennem, og som konstant skydes i stykker, fordi andre indbyggerne i den lille by Bedford Falls har brug for ham – først og fremmest hans familie, dernæst kunderne i hans fars bygge- og lånefirma og sidst i filmen de mange mennesker, som takket være ham har fået et respektabelt hjem i byen. George mindes hele tiden om de mange gode ting, som hans opofrelse fører med sig, men Frank Capra viser også tydeligt Georges tiltagende desperation og udlængsel som set ups til filmens store klimaks.

Frank Capras film er dog først og fremmest en feel good-film, rørende fortalt med et positivt livssyn. Her hjælper folk hinanden, når det brænder på, og kun onde kapitalister som Mr. Potter truer Bedford Falls’ indbyggere og dermed byens trivsel og fremtid. Filmens plot er lige så simpel og ukompliceret som George Bailey, men filmen afstår helt fra melodramatiske sideplots som f.eks. en hemmelig kærlighedsaffære med Violet, et opgør mellem brødrene Bailey om farens firma, et opgør mellem den glemsomme Uncle Billy og George før klimakset, eller blot Georges accept af Mr. Potters tilbud om en årlig gage på $20.000 mod at overdrage farens gamle firma til den onde kapitalist.

Hvad filmen mangler i plotmæssig kompleksitet, har den til gengæld masser af i uovertruffet skuespil fra især James Stewart, der bærer filmen i rollen som ejegode George Bailey. Capra har ligefrem iscenesat flere sekvenser med særligt fokus på Stewarts præstation: Telefonscenen med den kommende mrs. Bailey (spillet af Donna Reed) viser Capras evner og filmmediets styrke, når billedsiden går i en helt anden retning end dialogen. Tilsvarende er konfrontationen mellem den rasende, fordrukne George Bailey og hans familie hjertegribende; Capra har publikum i sin hule hånd, og hans brug af set up – pay off samt den gennemgående positive portrættering af George Bailey får os helt ud på kanten af stolen, fordi vi på én og samme gang forstår og holder med George, men også tvinges til at tage afstand fra hans destruktive adfærd. Samtidig ved vi jo, at englene holder øje med George og måske oven i købet vil komme ham til undsætning. Vi ved bare ikke hvornår. Det er på alle måder ægte suspense.

Filmens visualitet underbygger selvfølgelig historien, men Capra skaber andre effekter end 40ernes faste brug af vaseline på linsen for at få særligt de kvindelige hovedroller til at tage sig funklende ud. (I vore knivskarpe dvd-tider ser nærbillederne af Donna Reed nærmest sådan lidt uldne og ufokuserede ud.) Dekorationerne kommenterer løbende handlingen, som da George går amok hjemme, og Abraham Lincoln ser til en billedramme på væggen; eller da George beder om penge hos den griske Mr. Potter, og en buste af Napoleon betragter Baileys Waterloo. Også de to kontorer er slående møbleret efter ejerne: den manipulerende, magtfulde Potters kontor er fyldt med mørke og ornamenterede møbler, der giver et dystert, ekspressionistisk indtryk, mens Baileys lille bygge- og lånefirma er formet som et gigantisk fuglebur, der på én gang bebos af den sorte krage/ravn/allike Jimmy og George selv (spillet af en anden Jimmy), som jo i størstedelen af filmen netop føler sig indespærret i farens pengeinstitut og Bedford Falls.

På denne måde går plot, tema og æstetik op i en højere enhed: Filmen fremstår på alle måder som et moderne eventyr – en positiv spejling af Death of a Salesman. Mens Willy Loman opsluges af sine egne naivistiske drømme, har George faktisk den form for succes som Willy stræber efter – venner, karriere, respekt, dygtig og arbejdssom familie osv. Da alting alligevel kollapser, må George igennem sit eget mareridt for at indse, at hele hans liv er fantastisk og værd at leve.

60 år efter premieren formår It’s a Wonderful Life stadig at tryllebinde med sit nærmest anti-amerikanske, ærkehumanistiske livssyn. Den kyniske anmelder vil sige, at slutningen er klæbrig og ekstremt kalkuleret – denne anmelder siger, at slutningen er 100 % rigtig og gav en pokkers stor klump i halsen.

······


It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve)
Instruktør: Frank Capra
Medvirkende: James Stewart, Donna Reed m.fl.
Republic Pictures, 1947
Spilletid: ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount Home Entertainment