Der var engang en dreng (2006)

-som fik en lillesøster med vinger. Den ligner til forveksling en Tim Burton-fantasi, men denne film er dansk og helt sin egen. Wikke & Rasmussen er tilbage i eventyrlig form med gagget humor og selvbevidste musicaloptrin, der iscenesætter et uhyggeligt og helt aktuelt emne om at måtte være anderledes i et konformt samfund. Her er masser af gæstestjerner på rollelisten, og på trods af lidt problemer med CGI-effekter, hører Der var engang en dreng til blandt de bedste i sin genre.

Michael Wikke & Steen Rasmussen er tilbage med en fantastisk familiefilm, der vitterligt er for hele familien. Hvor temaet, plottet og de komiske karakterer har en umiddelbarhed, der henvender sig specifikt til børnene, så kan vi voksne fornøje os med alle de selvbevidste blink, legen med genrerne og andre intertekstuelle referencer.

Det er en form og genre som Wikke & Rasmussen har dyrket siden tv’s Robin Hat over Sonny Souffle Shock Show til deres såkaldte børnefilm, og selv om de efterhånden har fejret deres sølvbryllup sammen, så er den bragende energiske fortælleglæde og den finurlige dobbeltlagede humor stadig til stede. Med Der var engang en dreng viser Wikke & Rasmussen, at de stadig hører til i toppen af dansk film og tv, og at de (som de absolut eneste i dansk film og tv) kan tage kampen op mod Hollywoods konkurrence inden for deres genre.

Hudlapper, hudlapper, hudlapper…
Kort fortalt: Kalle får en lillesøster med hudlapper på ryggen – eller det vil sige: lægen og kommunen synes det ligner hudlapper, der skal bortopereres med det samme, så Kalles lillesøster kan få et godt og normalt liv; Kalle er overbevist om at det er vinger. Og snart går den eventyrlige jagt over marker og autoophuggerskrotpladser og igennem skove og søer til Plastic Fantastic, hvor to storsmilende kirurger skal stå for den kosmetiske operation af lillesøsteren. Kalles mission er at redde hende, før det er for sent.

Der var engang en dreng tager således form af en musical-roadmovie-eventyr-komedie for børn og voksne, hvor det er Kalles møder med gakkede, voksne fantasikarakterer der skaber filmen og giver den sin charme. Først og fremmest er der mødet med Auto-Alf, der har droppet karrieren som mekaniker, fordi alt han rører ved går i stykker – nu er garagen stopfyldt med havregrynsæsker, fordi havregryn kan tage toppen af stressen. Alf (spillet eminent af vor tids Dirch Passer, Nicolas Bro) giver Kalle medspil og modspil, når han henholdsvis hjælper ham på vej til Plastic Fantastic men også bremser op på ruten, fordi han f.eks. kan lugte pandekager eller bliver forelsket.

I andre og lige så kantede biroller ses bl.a. Daimi, Jytte Abildstrøm og Trine Dyrholm som opdaterede udgaver af pandekagehusets hekse; Caroline Henderson som Snehvide i spidsen for de syv gæve, motorsavsspillende skovhuggere; og til sidst Wikke & Rasmussen selv som to temmelig idiotiske kirurger på Plastic Fantastic – et eventyrslot af et privathospital. Måske mest sjove er familiens læge spillet og sunget af Troels Lyby, der konstant ruller rundt på sin lægestol og på de mest absurde måder prøver at overbevise familien om at det ikke er vinger, men hudlapper (“hudlapper, hudlapper, hudlapper…”); og endelig Bodil Jørgensen i rollen som Karin, “Karin fra Kommunen”, der som dreven sagsbehandler vil hjælpe familien igennem de svære tider, men ender som en anden tænderskærende Cruella de Vil.

Rubricering & normalisering
Når filmen starter med en grundig præsentation af den lykkelige kernefamilie med far og mor, som letter og svæver rundt i køkkenet, mens de synger “Vi vil have en baby”, og storebror Kalle, som er vild med computerspillet SkyMaster, så er det selvfølgelig, fordi lillesøsteren med vinger passer perfekt ind i netop denne ramme. Men også fordi familiens flyvetilbøjeligheder via lillesøsteren overskrider de selv samme rammer og bliver offentlig – og det er (ifølge filmens budskab) dybt problematisk for det omkringliggende samfund, der vil have denne anormalitet standset med det samme.

Det underliggende tema i Der var engang en dreng viser sig dermed at være væsentligt mere dystert end de farverige, morsomme optrin foregiver at være: Det handler ikke så meget om at turde være anderledes og individuelle (og stå på egne ben sådan som mange andre børnefilm har lært os), men om at vort samfund i bund og grund stræber efter en ensretning og normalisering, og at vi skal kæmpe for at være anderledes og individuelle. Der skal ikke megen fantasi til at se parallellerne til Danmark, der i disse år gennemsyres af en formynderisk politisk interesse for at rubricere og standardisere – Kulturkanonen er kransekagefiguren på hele det projekt.

Det helt igennem geniale ved Der var engang en dreng er, at Wikke & Rasmussen iscenesætter budskabet om at kæmpe imod samfundets rubricering og normalisering med en film, der i den grad er svær at rubricere og stritter i så overrumplende mange retninger, at den aldrig lader sig standardisere. Stemninger skifter konstant fra det farceagtige til det groteske til det uhyggelige – og omvendt – når Kalle får en påtaget seriøs snak med nabodatteren om at indgå et fornufts-kommen-sammen-forhold mens far Palle på rekordtid bygger prinsesselegehus i baggrunden. Replikker og sange har så mange lag, at man altid er i tvivl om, hvordan man skal lytte og tænke – og filmen bliver dermed ikke ringere ved fremtidige gensyn. Eventyrkonventioner omformuleres og nytænkes, når Snehvide er mørk i huden og de syv små dværge render rundt i mands højde og fælder træer med motorsave og manglende fingre. Det er en musical, det er en komedie, det er en roadmovie, det er et eventyr, det er for børn, det er det voksne, det er postmoderne, det er samfundkritisk.

Den eneste kritik, jeg vil rejse over for denne film, er CGI-effekterne, som Wikke & Rasmussen burde have forfinet i flere sekvenser. Især undervandsscenen er tam i forhold til filmens real-effekter. Man kan få den tanke, at filmens budget simpelthen er blevet brugt op for tidligt, for også de sidste kameraindstillinger med familien samlet i haven og på villavejen virker ufærdige. Men det er minimale ridser i lakken på en fantastisk familiefilm, der uden tvivl går over i dansk filmhistorie som én af klassikerne.

······


Der var engang en dreng
Instruktion: Michael Wikke & Steen Rasmussen
Medvirkende: Janus Dissing Rathke, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen m.fl.
Græsted Film & Fjernsyn, 2006
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film