Monsterkomedie. Af banen Peter Jackson – her kommer The Host og den koreanske instruktør Joon-ho Bong. Her mikses genrer og stemninger i ét væk, så det minder om den new zealandske instruktørs første filmbedrifter. Hvor The Host ikke byder på kaskader af blodig splat, så sætter Joon-ho Bong dog tingene langt mere på spidsen – både hvad angår filmens utvetydige anti-amerikanske budskab, men også i dens legen tagfat med publikums følelser. Her er alt fra grotesk monsterjagt over hysterisk slapstickhumor til tårevædet familiedrama – endda i én og samme scene!
Sikke en ejendommelig film. Joon-ho Bongs monsterfilm The Host er meget mere end bare splat, blod og afrevne lemmer. Når alt kommer til alt, er der faktisk et fravalg af netop splat, blod og afrevne lemmer: Den vold, som instruktør Bong trods alt udøver på sine karakterer og sit publikum, er mere underfundig og svær at afkode end en grotesk og grafisk omgang Tom & Jerry-splatstick.
The Host byder på lige dele uhygge, melodrama, action, sort komik og vaske ægte falden-på-hale-komedie. Og oven i købet udbasunerer film og instruktør et anti-amerikansk budskab, hvor USA ikke alene får skylden for monsterets tilstedeværelse, men også klædes komplet af, da uduelige, paranoide og grillfestende amerikanske soldater intervenerer for at skabe ro og orden i Seoul efter monsterets hærgen. The Host er også politisk satire, så Michael Moore må klappe begejstret i sine små fedtede hænder.
Uhyret fra floden Han
Det hele starter med at en amerikansk militærforsker (eller noget i den retning) tvinger en koreansk underordnet til at hælde utallige flasker formaldehyd direkte ud i Han-floden der løber igennem Seoul. Flere år senere stiger så et kæmpemæssigt, deformt fiske/frø/alien-agtigt uhyre op af floden og begynder at jagte menneskene ved flodbredden.
Uheldigvis har familien Park en lille turistbod selv samme sted, og snart må bedstefaren, de to sønner og datteren tage flugten væk fra floduhyret men også fra militæret og videnskabsfolkene, der tvinger alle individer der har været i tæt kontakt med monsteret i karantæne. Man er bange for at uhyret slæber rundt på en ukendt virus, og at en epidemi er forestående. Men før vi når så langt, bliver det yngste medlem af familien Park, den lille skolepige Hyun-seo, ædt af monsteret. Tror vi. For pludselig får far Gang-du en opringning fra datteren, der stadig er i live et sted i Seouls kloakker, hvor monsteret gemmer sig.
En ny slags film
Ja, på papiret ligner The Host jo en gennemsnitlig papmaché-monsterfilm fra de gode gamle dage, hvor selv danskerne blev hjemsøgt af Reptilicus, og adskillige statister styrtede ud over Langebro. Men som sagt sætter Joon-ho Bong tingene langt mere på spidsen, end vi er vant til, og han sprænger rammerne for ikke blot monstergenrefilmen, men også for det, man kan kalde god smag. I filmens første times tid bliver det nemlig aldrig rigtig uhyggeligt – Bong iscenesætter monsterets hærgen med en næsten tegnefilmagtig actionkomik, så man ikke ved om man skal grine eller gyse. Den klodsede og evigt søvnige far, Gang-du, er f.eks. den der kommer tættest på uhyret, fordi han jagter det flere gange med en tung betonklods og et gadeskilt, der viser, at det er forbudt at spille trompet.
Musikvalget, kamerabrugen og belysningen er med til at signalere, at vi er i en lettere og til tider yderst komisk genre, men hist og her spiller Bong så en melodrama-trumf ud, så man pludselig ikke ved om man skal grine eller græde (især da familien samles og begræder tabet af den lille pige, og det udvikler sig til en farceagtig og hysterisk rullen rundt på gulvet, alt imens fotografer blitzer løs mod dem, og de alle kommer op og slås!). Der er desuden flere gribende øjeblikke, der kalder på tårer og som bliver enormt effektfulde, fordi de som de eneste får lov til at stå alene og ikke munder ud i groteske optrin.
Hvor andre film kæmper med at balancere på en knivsæg for ikke at det bliver for patetisk eller for uhyggeligt eller for konventionelt, virker det som om Joon-ho Bong fra start af har smidt kniven ud og opfundet sine egne spilleregler. Og det bedste er, at de holder! The Host besidder en energisk friskhed og nytænkning.
Agent Yellow
Med flot CGI-animation indgår fiskebæstet naturligt i de håndholdte og kornede gråblå billeder af havnebyen, hvor det altid regner. Det samme gør det utvetydige politiske budskab om USA's udenrigspolitik under Bush-regeringen: Planen er at gasse Seoul med Agent Yellow – efterfølgeren til Agent Orange, brugt i Vietnamkrigen – simpelthen for at amerikanerne får ret i deres påstand om at monstervirusset er en overhængende fare for Seoul, Korea og resten af verden; sandheden er imidlertid, at amerikanerne ikke har kunnet finde et eneste spor af det forbandede virus noget sted. Og de har ellers ledt grundigt…
······
The Host (sydkor. Gwoemul)
Instruktion: Joon-ho Bong
Medvirkende: Kang-ho Song, Ah-sung Ko, Hie-bong Byeon m.fl.
Showbox, 2006
Spilletid: Ca. 120 minutter
Engelsk dvd-distribution: Optimum Asia
I danske biografer lige nu!
Sikke en ejendommelig film. Joon-ho Bongs monsterfilm The Host er meget mere end bare splat, blod og afrevne lemmer. Når alt kommer til alt, er der faktisk et fravalg af netop splat, blod og afrevne lemmer: Den vold, som instruktør Bong trods alt udøver på sine karakterer og sit publikum, er mere underfundig og svær at afkode end en grotesk og grafisk omgang Tom & Jerry-splatstick.
The Host byder på lige dele uhygge, melodrama, action, sort komik og vaske ægte falden-på-hale-komedie. Og oven i købet udbasunerer film og instruktør et anti-amerikansk budskab, hvor USA ikke alene får skylden for monsterets tilstedeværelse, men også klædes komplet af, da uduelige, paranoide og grillfestende amerikanske soldater intervenerer for at skabe ro og orden i Seoul efter monsterets hærgen. The Host er også politisk satire, så Michael Moore må klappe begejstret i sine små fedtede hænder.
Uhyret fra floden Han
Det hele starter med at en amerikansk militærforsker (eller noget i den retning) tvinger en koreansk underordnet til at hælde utallige flasker formaldehyd direkte ud i Han-floden der løber igennem Seoul. Flere år senere stiger så et kæmpemæssigt, deformt fiske/frø/alien-agtigt uhyre op af floden og begynder at jagte menneskene ved flodbredden.
Uheldigvis har familien Park en lille turistbod selv samme sted, og snart må bedstefaren, de to sønner og datteren tage flugten væk fra floduhyret men også fra militæret og videnskabsfolkene, der tvinger alle individer der har været i tæt kontakt med monsteret i karantæne. Man er bange for at uhyret slæber rundt på en ukendt virus, og at en epidemi er forestående. Men før vi når så langt, bliver det yngste medlem af familien Park, den lille skolepige Hyun-seo, ædt af monsteret. Tror vi. For pludselig får far Gang-du en opringning fra datteren, der stadig er i live et sted i Seouls kloakker, hvor monsteret gemmer sig.
En ny slags film
Ja, på papiret ligner The Host jo en gennemsnitlig papmaché-monsterfilm fra de gode gamle dage, hvor selv danskerne blev hjemsøgt af Reptilicus, og adskillige statister styrtede ud over Langebro. Men som sagt sætter Joon-ho Bong tingene langt mere på spidsen, end vi er vant til, og han sprænger rammerne for ikke blot monstergenrefilmen, men også for det, man kan kalde god smag. I filmens første times tid bliver det nemlig aldrig rigtig uhyggeligt – Bong iscenesætter monsterets hærgen med en næsten tegnefilmagtig actionkomik, så man ikke ved om man skal grine eller gyse. Den klodsede og evigt søvnige far, Gang-du, er f.eks. den der kommer tættest på uhyret, fordi han jagter det flere gange med en tung betonklods og et gadeskilt, der viser, at det er forbudt at spille trompet.
Musikvalget, kamerabrugen og belysningen er med til at signalere, at vi er i en lettere og til tider yderst komisk genre, men hist og her spiller Bong så en melodrama-trumf ud, så man pludselig ikke ved om man skal grine eller græde (især da familien samles og begræder tabet af den lille pige, og det udvikler sig til en farceagtig og hysterisk rullen rundt på gulvet, alt imens fotografer blitzer løs mod dem, og de alle kommer op og slås!). Der er desuden flere gribende øjeblikke, der kalder på tårer og som bliver enormt effektfulde, fordi de som de eneste får lov til at stå alene og ikke munder ud i groteske optrin.
Hvor andre film kæmper med at balancere på en knivsæg for ikke at det bliver for patetisk eller for uhyggeligt eller for konventionelt, virker det som om Joon-ho Bong fra start af har smidt kniven ud og opfundet sine egne spilleregler. Og det bedste er, at de holder! The Host besidder en energisk friskhed og nytænkning.
Agent Yellow
Med flot CGI-animation indgår fiskebæstet naturligt i de håndholdte og kornede gråblå billeder af havnebyen, hvor det altid regner. Det samme gør det utvetydige politiske budskab om USA's udenrigspolitik under Bush-regeringen: Planen er at gasse Seoul med Agent Yellow – efterfølgeren til Agent Orange, brugt i Vietnamkrigen – simpelthen for at amerikanerne får ret i deres påstand om at monstervirusset er en overhængende fare for Seoul, Korea og resten af verden; sandheden er imidlertid, at amerikanerne ikke har kunnet finde et eneste spor af det forbandede virus noget sted. Og de har ellers ledt grundigt…
······
The Host (sydkor. Gwoemul)
Instruktion: Joon-ho Bong
Medvirkende: Kang-ho Song, Ah-sung Ko, Hie-bong Byeon m.fl.
Showbox, 2006
Spilletid: Ca. 120 minutter
Engelsk dvd-distribution: Optimum Asia
I danske biografer lige nu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar