Bedre end sit rygte? Selv om Francis Ford Coppola ikke har gemt de bedste scener til sidste del af sin filmtrilogi, så har The Godfather: Part III større sammenhængskraft end 2’eren. Den er basalt set mere spændende og eksplosiv, men den er også langt mere melodramatisk og hugger og stjæler fra sine to forgængere, så den ender med at blive en kopi af en kopi.
Som nævnt ved de to andre Godfather-film: Jeg havde på fornemmelsen, at det her ikke lige var min kop te, men nu ved jeg det da med sikkerhed. Her har vi en filmtrilogi, der i alt varer ca. 9 timer, og som i sin struktur minder om en tv-serie, hvor der skiftevis snakkes, trues og skydes.
Min mor fulgte jo med i Dollars i 80’erne, og sådan som jeg husker den serie, så er der ikke langt fra Blake, Alexis og deres økonomiske og familiemæssige magtkampe til Michael Corleones ditto – jeg mindes at den store afslutning på en af sæsonerne netop var et kæmpemæssigt gangster-shootout, hvor samtlige medvirkende blev skudt ned ved et bryllup! Så kan man jo omvendt mene, at Godfather ikke er så dårlig som Dollars, men tværtimod at det er Dollars der er lige så god som Godfather – det har jeg ingen mening om.
En regelret gangster
Hvorom alting er: I The Godfather: Part III er der intet nyt under solen – her fortsætter historien om Michael Corleones (spillet af en fan-ta-stisk Al Pacino) ambivalens med hensyn til det gangsterimperium, som han har overtaget af sin far, Vito (Marlon Brando i 1’eren): Don Michael Corleone vil stadig gerne have sine forretninger til at foregå inden for lovens rammer. Han er begyndt at frygte for familiens ve og vel – ikke mindst datteren Mary (spillet af den her meget mutte og forbavsende uattraktive Sofia Coppola – jeps, Francis’ egen datter! Hmmmm…). Men det går selvfølgelig ikke så let – selv om Michael køber sig til den katolske kirkes velsignelse, så går hans legitime overtagelse af dens aktiemajoritet i firmaet Immobiliare knapt så let; den italienske regeringsmafioso står ham i vejen, og internt i familien gør nevøen Vincent (Andy Garcia) knuder og vil beskytte sin familie med krudt og kugler og dermed forblive uden for lovens rammer. Og så bliver fætter Vincent og kusine Sofia, undskyld: Mary, forelskede…
The Godfather: Part III kommer mere spændende fra start end de forrige film. Der er flere tydelige setups/varsler, men metoden er stadig grundlæggende den samme. Her er det den katolske ceremoni og efterfølgende festivitas i forbindelse med Michael Corleones modtagelse af Skt. Sebastian-ordenen der parallelklippes med de lyssky aftaler på kontoret. Ganske vist er de sædvanlige tough guys skiftet ud med grå advokater, hvoraf Tom Hagen (Robert Duvall) af uransagelige årsager ikke medvirker, så det er lidt kedeligere på flere måder.
Også filmens store finale ligner især 1’erens opbygning med krydsklipning der antyder en sammenhæng på tværs mellem scenerne og karaktererne. Som noget nyt i forhold til de to andre film bruges krydsklipningen dog her til at skabe en spændingsoptrapning: Vi ved noget, som Vincent og Michael Corleone ikke ved, og omvendt – vi ved også noget, som den snigskytte, der gemmer sig i operaen, ikke ved. Det er en meget hitchcock’sk måde at håndtere det hele på, og det plejer jo nok at borge for kvalitet, men ikke i gangster/drama/storfilmgenren, hvor slutningen bliver langt mere konventionel i sin stemning og leg med publikum. Nok sidder vi ude på stolesædet af spænding, men det gør vi jo også i teenage-slasheren Fredag den 13.
Bedre end 2’eren
The Godfather: Part III er på den måde en mere publikumsvenlig film i forhold til dens forgænger. Det er mange gange lettere at følge konflikternes optrapning, når Corleone vil renses ved at investere i Immobiliare og presses af både de andre aktionærer men også de andre udenforstående gangsterklaner der står i kø for at hvidvaske deres blodpenge.
Andy Garcia i rollen som Michaels nevø (søn af broren Sonny – spillet af James Caan i den oprindelige film) er absolut en gevinst. Han slår gnister på lærredet, og Vincents lyst til hævn og vold er med til at lægge yderligere pres på Michael Corleone. Det at Vincent på et tidspunkt skal vælge mellem gangsterkarrieren og kærligheden fremstår dog aldrig som noget dybfølt problem for ham – man er aldrig i tvivl om, hvad han mon vælger, og med Sofia Coppola i rollen som Mary har han jo nok heller ikke rigtigt noget valg…
En af de store kvaliteter ved The Godfather (den første) var klart de underspillede roller og den implicitte stil – især Al Pacinos deadpan spillestil og Coppolas greb om antydningens kunst ophøjer filmen til en klassiker. Her har Pacino et par grimme, grimme scener der udbasunerer hans indre konflikter – Coppola lader karaktererne snakke og råbe, mere end han viser tingene. Særligt Michaels kvababbelser om sine morderiske fortid kommer til udtryk på denne melodramatiske måde. Det virker som om den implicitte stil er tilsidesat her i sidste del af trilogien, for at vi alle sammen skal kunne forstå, hvordan det hele ender – Michaels forhold til Kay lukkes ned på denne måde, det samme gør Vincents forhold til Mary.
Det bliver meget klægt og opera-agtigt med følelserne uden på tøjet, og kommer til at ligne et wanna-be opkog af de to tidligere film komplet med indlagte flashbacks tyvstjålet fra disse. Men filmen er også hæderligt håndværk i sin struktur, sin fortælling og sit greb om suspense – den føles aldrig lang. Og det er immervæk mere end man kan sige om den forfærdeligt ringe The Godfather: Part II.
······
The Godfather: Part III
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Al Pacino, Sofia Coppola, Andy Garcia m.fl.
Paramount Pictures, 1990
Spilletid: Ca. 163 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount
Ingen kommentarer:
Send en kommentar