The Godfather (1972)

Verdens bedste film? The Godfather ligger som nr. 1 på både de amerikanske online-filmskribenters og IMDB’s lister over verdens bedste film, hvor den har overhalet Orson Welles’ Citizen Kane. Slægtshistorien om den sicilianske Corleone-familie og deres mafiasyndikat er blevet en del af vores (amerikanske) kulturarv, og viser hvor meget vor tids Hollywood mangler Coppola, Spielberg og de andre movie brats’ evner til at forny og videreføre den amerikanske genrefilm.

Dette er mit første møde med Francis Ford Coppolas The Godfather, så er det sagt. Jeg har haft elever, der har stirret i undrende forfærdelse, når jeg fortalte at jeg ikke havde set Godfather-trilogien – og ej heller The Deer Hunter og Apocalypse Now. De film har bare ikke været særligt vigtige for mig at få set, må jeg jo tilstå – de har virket temmelig uoverkommelige og lidt støvede. Og så er jeg jo også vokset op på Muppet Show og Matador i fjernsynet og faldt i søvn til DR’s tv-premiere på Star Wars… Når jeg skulle trodse mine forældres film & tv-vaner var det med sci-fi og gys og ikke med alenlange krigs- og gangsterfilm.

Men nu har jeg så sat lidt tid af i kalenderen til at få indhentet det forsømte. I ugen op til skolestart d. 14. august har jeg lovet mig selv at få set Godfather-trilogien og få lukket det hul i min filmhistorie. Og da der jo givetvis er skrevet mangt og meget om disse klassikere, så vil jeg kun viderebringe min umiddelbare følelse efter at have set filmene.

Michael Corleone
Det ville være ret fjollet at starte med et handlingsresumé, al den stund at jeg har på fornemmelsen, at alle andre mennesker i denne verden har set The Godfather, så lad mig nøjes med at sige, at det, jeg synes var mest interessant ved den første film i trilogien, var Michael Corleones (spillet af Al Pacino) udviklingshistorie og hans forandring, mens han langsomt inddrages i sin fars (Vito Corleone i skikkelse af Marlon Brando) forbrydersyndikat.

Filmen starter med Michaels søsters bryllup, som han kommer for sent til. Her fornemmer man at han er familiens outsider; han har deltaget i 2. verdenskrig og dermed bevidst har fravalgt den forbryderkarriere, som hans øvrige brødre og den adopterede Tom Hagen ellers er slået ind på. Far Vito Corleone er en herre man ikke løber om hjørner med – han har altid “an offer you can’t refuse”. Ved brylluppet sætter Michael os ind i familiens forretningsmetoder og fornægter samtidig sin forbindelse til gangsterfamilien – sådan er han ikke, og sådan vil han aldrig blive; det er slet ikke ham, og senere viser det sig da også at han knapt kan tale italiensk, men gebærder sig bedre på engelsk.

Men tiden går, og gangsterkrigen eskalerer med et attentat på faren, og Michael tvinges til og accepterer hurtigt at hjælpe familien med at generobre magten. Først holder han vagt under farens hospitalsophold, og så udtænker han og eksekverer mordet på den rivaliserende gangsterboss Sollozzo. Al Pacino leverer en suveræn dead-pan præstation i rollen som Michael, når han nærmest umærkeligt forandrer sig og mere og mere kommer til at ligne sin far: Han får et ordentligt lag tæsk og ender med en hævet Marlon Brando-kæbe, hans stemme og mimik ændrer også karakter, ligesom han overtager farens talemåder. Michael lader sig også inspirere af farens tvetydige men altid truende opførsel: Som den eneste af Corleone-sønnerne har han arvet sin fars rolighed og tænksomhed.

Krydsklipnings-ekvilibrisme
Jeg skal ærligt indrømme at filmens start syntes meget lang for mig. Det er her, der krydsklippes mellem Connies bryllup og Vito Corleones mange forretningskontakter, der alle aflægger deres gudfader en visit. Francis Ford Coppola bruger tæt på en halv time til at etablere miljø og til at Michael sætter os ind i, at vores ubehagelige anelser holder stik, og jeg sad hele tiden og tænkte, at nu måtte der da snart ske noget! Filmen var meget lang tid om at gå igang.

Men når man så ser The Godfather til ende, forstår man Coppolas pointe med at krydsklippe og starte filmen på denne måde. Det afsluttende showdown minder i struktur om den indledende krydsklipning. Hvor vi i filmens begyndelse ser de to kontrasterende sider (idyllens bryllup og de barske forretningsaftaler) af Vito Corleone, er det til sidst Michael Corleone der indtager pladsen som den altkontrollerende gudfader, og der krydsklippes mellem en idyllisk barnedåb og stribevis af mord. Ikke nok med at barnedåben på den måde får en ubehagelig bismag – Coppola viser os også, at Michael nu er blevet Vitos fuldkomne efterkommer.

Den afsluttende krydsklipningssekvens er ikke set bedre, ligesom skuespillet er i en klasse for sig, og den dag i dag stadig slår gnister på trods af utallige Marlon Brando-parodier. Men egentlig er The Godfather med dens episodiske struktur og melodramatiske slægtshistorie måske bedre egnet som tv-serie end som tre gange helaftensfilm. Hvem sagde Matador?

······


The Godfather
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan m.fl.
Paramount Pictures, 1972
Spilletid: Ca. 168 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount