Familien Bélier (2014)

Familien Bélier
(org. titel La famille Bélier)

Instruktion: Eric Lartigau
Medvirkende: Louane Emera, Karin
Viard, François Damiens m.fl.

Jerico, 2014

★★★★ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Familien Bélier er en fransk folkekomedie om en teenagepige, som til daglig skal klare ærterne for resten af sin døvstumme familie, men som så en dag får at vide at hun har et helt usædvanligt sangtalent. Og så står hun pludselig med et stort valg at skulle træffe. Familien Bélier er skiftevis sød sjov og seriøs, og den fortæller en historie som vi sjældent ser i mainstreamfilm. Men derudover er den også lidt kluntet fortalt, og lige lovlig meget folkekomedie-forudsigelig.



Familien Bélier udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 17. september. Der er desværre intet ekstramateriale til filmen udover:

4 trailers til andre titler fra Scanbox

Taken 3 (2014)

Taken 3

Instruktion: Olivier Megaton

Medvirkende: Liam Neeson, Maggie
Grace, Forest Whitaker m.fl. 

EuropaCorp, 2014

★ _ _ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

"It ends here" er taglinen til Taken 3 men det er 100% misvisende al den stund at denne sequel tager et ordentligt hop væk fra den oprindelige historie om de albanske gangstere der kidnapper unge piger. Taken 3 handler i stedet om Liam Neeson der bliver framet for et mord, han ikke har begået, nægter at samarbejde med politiet, jagter gangstere på egen hånd og udsætter uskyldige amerikanske statsborgere for det som nogle vil betegne som terrorangreb. But who cares!? Det hele bunder i en pose lune bagels fra bageren, og Taken 3 er på alle måder bunden i Taken-trilogien.



Taken 3 er ude på såkaldt stand-alone blu-ray og indgår selvfølgelig også i Taken Trilogy-boksen. I begge tilfælde er der tale om filmen i den såkaldte unrated extended cut version, og begge blev udgivet af Scanbox d. 7. maj. Der er følgende ekstramateriale til Taken 3:

Deleted scene: "Flashback Malankov" (7:14 min.)

Gag featurettes: "12 Kills" + "Stop Taking My Shit" (2 mikro-musikvideoer der intet har med gag reels at gøre, 2:43 min.) 

Making of featurettes (6 små mikro-featurettes, ialt 21:02 min.)

5 trailers til andre Scanbox-titler

Taken 2 (2012)

Taken 2

Instruktion: Olivier Megaton

Medvirkende: Liam Neeson, Maggie
Grace, Famke Janssen m.fl. 

EuropaCorp, 2012

★★ _ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Taken 2 er naturligt nok navnet på opfølgeren til den oprindelige Taken fra 2008. Sequel'en er lige så ringe som den oprindelige film er fantastisk: Bryan Mills (Liam Neeson) er langt fra sig selv, og teenagedatteren Kim (Maggie Grace) er langt fra en teenagedatter mere — eftersom hun var 29 da de indspillede Taken 2. Det hæsblæsende tempo fra 1'eren er nærmest sat i bakgear her i 2'eren, men til gengæld har Luc Besson og Olivier Megaton valgt at erstatte de racistiske undertoner med rene overtoner. Summa summarum: Taken 2 består af et latterligt plot og tåbelige karakterer — den eneste regulære redningskrans består af tre-fire actionscener, der fungerer nogenlunde.



Taken Trilogy udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 7. maj. Taken 2 kan ses i både theatrical version og i extended, unrated director's version (med 6 minutters mere ligegyldige scener og CGI-blod). Derudover er der følgende ekstramateriale til Taken 2:

Poster gallery (animeret, 1:32 min.)

Gag reel (3:06 min.)

Making of (mini-featurette om biljagten, slåskampe og stunts, 7:44 min.)

Deleted scenes (5 ekstra scener som hverken er med i theatrical eller extended version, 5:59 min.)

4 trailers til andre film

Taken (2008)

Taken

Instruktion: Pierre Morel

Medvirkende: Liam Neeson, Maggie
Grace, Famke Janssen m.fl. 

EuropaCorp, 2008

★★★★★ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Der står Taken-maraton på programmet over de kommende uger, hvor jeg kigger nærmere på hele trilogien. Den første er fra 2008, og det var i den at Liam Neeson genopfandt sin skuespillerkarriere og dybest set genopfandt sig selv som den bryske og slagkraftige actionmand, Bryan Mills, der må til Paris for at redde sin datter fra en større gruppe østeuropæiske gangstere. Der er smæk for skillingen, selvtægt og tortur — og masser af fed action!



Taken Trilogy udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 7. maj. Der er følgende sporadiske ekstramateriale til Taken:

The Making of Taken (i SD-kvalitet, featurette, 18:20 min.)

Storyboard comparison (i SD-kvalitet, 3:03 min.)

Taken trailer (1:40 min.)

Trailers til fem andre film

Det magiske hus (2013)

Det magiske hus
(original titel: The House of Magic)

Instruktion: Ben Stassen & Jeremy
Degruson

Danske stemmer: Lars Mikkelsen,
Elias Strube, Caspar Phillipson m.fl.

nWave Pictures, 2013

★★★ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Det magiske hus er en belgisk animationsfilm om en gammel tryllekunstner der ikke vil af med sit magiske hus, men får hjælp af kloge dyr og fortryllet legetøj til at holde potentielle købere stangen. Det er en OK børnefilm der henvender sig til de 6-7-årige med en OK farverig, OK sjov og OK tempofyldt historie. Men Det magiske hus er ikke mere end OK.



Det magiske hus udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 13. maj. Der er intet ekstramateriale på blu-rayen.

Serena (2014)

Serena

Instruktion: Susanne Bier

Danske stemmer: Jennifer Lawrence,
Bradley Cooper, Rhys Ifans m.fl.

2929 Productions, 2014

★ _ _ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

Serena er på papiret en nærmest fuldkommen vinderfilm.  Instrueret af Susanne Bier. Med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne. Et historisk melodrama. Om den amerikanske drøm – og særligt bagsiden ved den amerikanske drøm. Om magtkampen mellem mænd og kvinder. Om naturens storheld og tabet af uskyld. Osv. osv. På papiret er Serena en fuldkommen vinderfilm, men noget er gået grueligt galt i processen og det hele klasker sammen som en forfærdelig usammenhængende og kedelig film. En regulær fiasko.



Serena udkom på dansk blu-ray fra Nordisk Film d. 16. april — uden noget ekstramateriale. Ikke engang en menu er det blevet til...

The Homesman (2014)

The Homesman

Instruktion: Tommy Lee Jones

Danske stemmer: Tommy Lee Jones,
Hilary Swank, Sonja Richter m.fl.

EuropaCorp, 2014

★★ _ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN SOM
MP3 HER.

The Homesman er skrevet, instrueret og produceret af Tommy Lee Jones. Og så spiller han med over for Hilary Swank. Filmen er mest af alt en form for western — der er heste, hestevogne, cowboyhatte, indianere, seksløbere med — men den føles langt fra westernagtig. The Homesman handler nemlig først og fremmest om kvinder der bukker under for det hårde liv langt ude på prærien. Den er en western set med socialrealistiske kvindeøjne.

Desværre er The Homesman også ret kedelig...



The Homesman udkom på dansk blu-ray fra Scanbox d. 9. april. Der er følgende ganske fine ekstramateriale på blu-rayen (intet er dog tekstet på hverken dansk eller engelsk):

The Story (featurette om romanforlægget, temaerne og plottet i filmen, 21:24 min.)

Shooting the Film (featurette om Tommy Lee Jones' vision for filmen og filmoptagelserne, 27:16 min.)

The Western (mini-featurette der diskuterer om filmen overhovedet er en western, 11:43 min.)

Cannes Presentation (mini-featurette og pressekonference fra premieren i Cannes, 10:31 min.)

5 trailer til andre Scanbox-titler

Colt 45 (2014)

Colt 45

Instruktion: Fabrice Du Welz

Medvirkende: Ymanol Perset, Joey
Starr, Gérard Lanvin m.fl.

La Petite Reine, 2014

★★ _ _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN 
SOM MP3 HER.

Colt 45 er en fransk action-thriller om hårdkogte og indebrændte elitestrømere og anti-terror units og internt splid i de mange special- og undercover-afdelinger. Og der er også noget med nogle gangstere. Og der er også også noget om nogle specielle patroner som kan smadre skudsikre politiveste til ukendelighed. Det hele er mere speget end godt er, og Colt 45 ender derfor også som en halvkedelig og mere eller mindre uforståelig politifilm. Den er glemt før den er færdig — og med en spilletid på omtrent 77 minutter, så er den nærmest færdig, før den får begyndt.



Colt 45 udkom på dansk blu-ray fra Another World Entertainment i januar. Der er følgende ekstramateriale på blu-rayen:

Filmens trailer

Slideshow

Trailers for andre film fra Another World Entertainment

Love Actually (2003)

DOWNLOAD SOM MP3

Love Actually

Instruktion: Richard Curtis
Medvirkende: Hugh Grant, Liam Neeson, Colin Firth m.fl.

Working Title Films, 2003.

★★★★★ _

Love Actually er ude på dansk dvd og blu-ray — og så bliver den vist på DR1 d. 23. december.

GLÆDELIG JUL!!

Four Flies on Grey Velvet (1971)

Dario Argentos tredje dyrefilm hiver tæppet væk under publikum i en spektakulær surprise-slutning, hvor hele historien foldes ud, og den bindegale morder afsløres og uskadeliggøres på bare ti minutter. Indtil da er Four Flies on Grey Velvet en kedelig thriller med store visuelle ambitioner og lige så store fortællemæssige problemer.

Den italienske gyserinstruktør, Dario Argento, startede karrieren med tre giallo-thrillers i den såkaldte dyretrilogi: The Bird with the Crystal Plumage (1970), The Cat o’ Nine Tails (1971) og Four Flies on Grey Velvet (1971). Giallo-genren er en sammensmeltning af whodunnit-krimien og slasher-filmen i detektivhistorier med grafiske mord på unge, smukke (og ofte letpåklædte) kvinder – og gerne med stiliseret kameraarbejde og ekspressiv brug af underlægningsmusik. Det var især The Bird… et fantastisk godt eksempel på, mens de to efterfølgende film er mere jævne giallo-thrillers; Four Flies… ender som både det vildeste og det kedeligste indslag i Argentos trilogi.

Hovedrollen indehaves af en ung Michael Brandon (som vi er nogen der husker fra den britiske 80’er-strømerserie, Dempsey & Makepeace), der spiller trommeslageren Roberto. I filmens første minutter forfølges Roberto af en ældre mand, som tilsyneladende både er blind og meget paranoia-skabende. Roberto ender nemlig med at konfrontere ham og dernæst komme til at myrde ham i et gammelt forladt teater. Problemet er, at nogen overvåger Roberto og ser mordet – og så begynder den psykologiske terror, hvor den ukendte morderiske stalker kommer tættere og tættere på unge Roberto.

Visuelle eksplosioner
Four Flies… er først og fremmest en visuel oplevelse, der hæver sig over den italienske krimimetervare. Argento har tydeligvis arbejdet meget med særligt klipningen og de indlagte drømmesekvenser, og især i starten fungerer det meget overrumplende og nærmest desorienterende, når adskillige tidslinjer for Roberto klippes sammen til en montage – oven i købet med indlagte lækre slowmotionoptagelser af flyvende trommestikker; reallyd der bliver til underlægningsmusik og vice versa; og lydtomme titelskilte med et pulserende hjerte på sort baggrund!

Det er en fantastisk filmisk startsekvens, der kun har ét problem: Den etablerer hverken miljø eller karakterer og lægger på ingen logisk måde op til det mord der sker kort tid (max. fem minutter) efter. Roberto bliver nok præsenteret som hovedperson, men det eneste karakteristiske ved ham er hans smukke ydre og hans funktion som trommeslager. Alt andet hemmeligholdes. Det bevirker at Argento ikke kan bygge suspense op omkring selve mordet, der derfor (på alle tænkelige måder!) fremstår som én stor fejltagelse, og det bevirker at Roberto aldrig rigtig får vores sympati. Det at han slår en mand ihjel og prøver at hemmeligholde det gør ham ikke til den oplagte hovedperson.

Dumme dukke
Filmens fortællemæssige problemer kommer også til udtryk, når Argento af uransagelige grunde skriver flere komiske og sorthumoristiske scener ind i sin thriller, hvor en vis Bud Spencer viser vores hovedperson at han kan æde en rå fisk, hvorefter de to senere tager på ligkistemesse, og det Monty Python-agtige postbud afleverer svenske pornoblade til den forkerte adresse og senere ved en fejl overfaldes af unge Roberto. Disse småsyrede scener trækker detektivhistorien i langdrag og fjerner fokus fra den egentlige intrige, som Argento først bringer rigtigt på banen i filmens slutscene. Og den kedelige historie afbrydes ikke spektakulære mordoptrin, som Argento ellers er så kendt for.

Dermed bliver Four Flies… en langtrukken og ufokuseret thriller, og slutningen får publikum til at føle sig snydt – ikke mindst på grund af politiets overnaturlige opklaringsmetode: et fantastisk kamera der kan affotografere det sidste mordoffers hornhinde, hvor det sidste glimt af morderen stadig står indprentet.

Hvor Four Flies… som helhed sakker agterud i forhold til sine to forgængere, så er der enkeltvise bud på Argentos visuelle genialitet – først og fremmest som nævnt i klipningen: I en anden overrumplende scene i en park, laver Argento tydelige elliptiske jumpcuts, så man bliver i tvivl om hvad filmen vil vise: tiden der går? en psykologisk brist hos kvinden der venter på parkbænken? eller et eller andet overnaturligt lirumlarum?

Også den uhyggelige, kønsløse dukke (-maske), som Robertos morderiske forfølger bærer, peger fremad mod mesterværket Profondo Rosso (1975). Netop dukkemasken er blot én af mange visuelle detaljer, der understreger det skræmmende incestuøse – eller i det mindste et kønsdiskriminerende – tema, der ligger og gemmer sig under overfladen, særligt når man har set filmen til ende og fået serveret mordgådens løsning til sidst. Det understreges af også Robertos kønsløse fremtoning: Michael Brandon er 70’er-langhåret, umuskuløs og med sin ubehårede brystkasse ligner han til forveksling den unge, smukke kvinde, som han har en affære med midt i filmen - de kunne også være bror og søster i et badekar. Argento vender på mange måder op og ned på det traditionelle kønsrollemønster i denne film – selv ned i birollerne, hvor Roberto hyrer en homoseksuel privatdetektiv, der straks begynder at lægge an på ham.

På samme måde er det interessant at lægge mærke til Argentos store interesse for cirkulære former og objekter og cirkulære og labyrintiske visualitet (kameraet der panorerer rundt om sig selv i 180 grader, f.eks.). Men ligesom med den grænseoverskridende tematik ender det som en overfladisk konstatering, fordi grundsubstansen i filmen – selve historien og plottet – ikke er godt nok.

······


Four Flies on Grey Velvet (it. 4 mosche di velluto grigio)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Jean-Pierre Marielle m.fl.
Seda Spettacoli, 1971
Spilletid: Ca. 102 minutter
Filmen er netop udsendt på reg. 0-dvd af RYKO Distribution

The Cat o' Nine Tails (1971)

Dario Argentos anden film er visse steder nervepirrende spændende, men de visuelle detaljer holdes på et så lavt niveau, at Il gatto a nove code ofte ligner og føles som en tv-detektivfilm. Argento er også i denne film stærkt inspireret af Alfred Hitchcock, men synes samtidig at nærme sig et mere amerikansk mainstreampublikum end i hans debutfilm, The Bird with the Crystal Plumage (1970).

Der er et par uforglemmelige suspense-scener i Dario Argentos anden spillefilm, The Cat o’ Nine Tails – scener som udnytter en psykologisk uhygge i form af bange anelser, så man flytter sig ud på kanten af sædet. Resten er desværre en ret forglemmelig affære, hvor en stribe kedelige mord skal løses på ægte detektivmanér – her fokuserer Argento på opklaringsarbejdets kryds-og-tværs-struktur, uden at det bliver rigtig spændende.

The Cat o’ Nine Tails handler om de to journalister – den ældre, blinde Franco Arno og den unge, smarte Carlo Giordani – der blandes ind i et mord i genforskningskredse. Politiet er på bar bund. Vidner slås ihjel. Spor forsvinder som dug for solen. Og midt i hele skandalen står forskningsdirektøren på Terzi-instituttet, der vil have lukket alle døre til pressen, og hans forførende femme fatale af en datter, der måske eller måske ikke er nøglen til hele affæren. Men så begynder morderen at true vore to hovedpersoner på livet…

Suspense-thriller
Et stykke hen ad vejen ligner The Cat o’ Nine Tails en Hitchcock-thriller – særligt hvad angår Argentos brug af den farlige femme fatale-karakter, Anna Terzi, men lige så vigtigt i et par fantastiske enkeltscener, som mimer Hitch’s suspense til perfektion.

Et sted i filmen sidder vor helt Giordani under ragekniven hos en frisør, da samtalen falder på politiets teori om at en barber står bag mordene og frisøren bliver ubehageligt truende i sin barbering. Argentos klaustrofobiske nærbilleder af Giordanis paniske øjne, sårbare kæbeparti og de mystiske frøperspektiver af frisøren skaber en uforlignelig stemning af krybende uhygge, der står i total kontrast til den fuldstændigt uskyldige samtale. Det er også fantastisk godt klippet, og man kan efter min bedste overbevisning stadig undervise efter denne sekvens på filmskoler verden over.

Endnu mere klassisk Hitchcock er scenen, hvor vi har set morderen forgifte Giordanis mælkekartoner og hvor spændingen spreder sig og krydres med en intimscene, hvor Giordani forfører/forføres af tidligere omtalte femme fatale. En uskyldig replik som “Vil du have et glas mælk?” forvandler sig til ubærligt insisterende og dødbringende, og den lystfyldte sexscene bliver på lignende vis ambivalent og ubehagelig.

Det er disse små geniale øjeblikke, der står tilbage, når The Cat o’ Nine Tails er slut.

Tv-detektiven slår til igen
Desværre ender Argentos anden spillefilm med at være en ret kedelig omgang opklaringsarbejde for det meste optaget indendørs og uden den visuelle skarphed, der prægede The Bird with the Crystal Plumage. Vi er også langt fra den visuelle vildskab i debutens mordscener med dens provokerende billeder og klippestil.

Man får derfor let den tanke, at Argento i The Cat o’ Nine Tails prøver at tækkes en amerikansk distributør og mainstreampublikum efter succesen med The Bird with the Crystal Plumage – hvilket altså betyder, at filmen her forekommer langt mere ordinær i dens locations, fotografering, vold og hele visuelle udtryk. Den er mere fantasiløs og kedelig. Morderen ender desuden med at begå mord mest af praktiske hensyn - ikke som følge af en egentlig psykopati. Det er også lidt tamt, når vi nu har set hvad Argento kan og vil.

Argento kommer på mange måder til at minde om en tv-instruktør, der egentlig blot skal følge opklaringsarbejdet i halvtotaler og halvnærbilleder. Ser man bort fra det insisterende point-of-view-kamera, der overtydeligt (nogle ville sige metaagtigt – andre: pokkers uelegant) skjuler morderens identitet for os, og de mange ultranærbilleder af et opspærret øje, der kigger direkte ud på os, så er og bliver The Cat o’ Nine Tails en tv-detektivkrimi af den mere middelmådige skuffe.

Og det er faktisk ret kedeligt.


······

The Cat o’ Nine Tails
(it. Il gatto a nove code; da. Den nihalede kat)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: James Franciscus, Karl Malden, Catherine Spaak m.fl.
Seda Spettacoli, 1971
Spilletid: Ca. 106 minutter
Skrabet dansk dvd-udgave: On Air Video

Blood and Black Lace (1964)

Mario Bava viser vejen for den amerikanske 80’er-slasherfilm med denne fænomenale gyser om en maskeret morder, der tager livet af unge kvinder i den italienske modebranche. Her mikses gys og gru med en uovertruffen lækker billedside, så Bava ender med at overgå Hitchcock i sin sammenblanding af erotik og uhygge.

Det er utroligt at en så underkendt instruktør som Mario Bava er endt med at blive så indflydelsesrig på vor tids store auteur-instruktører. Men i Blood and Black Lace ser man kimen til visuelt orienterede filmfolk som Quentin Tarantino, David Lynch, Martin Scorsese, Tim Burton og Guillermo del Toros fascination af Bavas billedekvilibrisme.

Her er hver eneste kameraindstilling og -bevægelse en nydelse; der er kælet for visuelle detaljer – ikke trickoptagelser men "bare" æstetisk omgang med lyssætning, farver, placering af og bevægelse med kameraet. Hvert eneste mord er på én gang frastødende i dets brutalitet og en nærmest svulstig, æstetisk nydelse – en kombination der i 1964 (og stadig) var fuldstændig unik og provokerende. Så provokerende at Bavas amerikanske distributør AIP takkede nej til en amerikansk premiere.

Mord i modehuset
Blood and Black Lace er en 60’ernes udgave af Wes Cravens Scream: En håndfuld smukke modeller i og omkring modehuset Como myrdes på bestialsk vis af en maskeret morder; der skabes en vedvarende spænding i selve opbygningen af mordscenerne, men også mere langsigtet i spørgsmålet om hvem morderen og hvad motivet egentlig er. Mario Bava lader publikum gætte med langt hen ad vejen ved at drysse falske ledetråde og falske varsler ud, så man nærmest føler sig snydt, når det endelig afsløres hvordan det hele hænger sammen.

Bava indbygger i sin historie en tvetydighed, der gør Blood and Black Lace dybere end så mange af dens efterfølgere. Her er ingen klog detektivpige eller politimand, som publikum kan identificere sig med og som kan sætte skub i opklaringsarbejdet ved verbalt at styre seerne rundt. Bava lader sit kamera antyde og varsle med farver og lyssætning. I starten lægger man f.eks. meget mærke til den blodrøde farve på gardiner og mannequiner, og Bava udnytter elegant sit publikums afkodning af denne farve til at twiste plottet.

Filmen fortælles desuden som en form for kollektivhistorie med et nærmest alvidende kamera, der dog holder sig drilagtigt tilbage, når man er lige ved at nærme sig en eller anden form for sandhed om særligt de mandlige karakterer i starten. Igen spiller Bava elegant på vores viden om genren og indbyggede meddigtning, når vi ser film.

Mange scener er den form for pure cinema som en Alfred Hitchcock praktiserede, når han var bedst. Her fortæller kameraet alene historien ved hjælp af opfindsomme kamerature og billedbeskæringer, så dialogen holdes på et minimum.

Morder og modeller
Mario Bavas meget overdrevne brug af farver virker i Blood and Black Lace – sjovt nok – mere realistisk end i de eventyrlige gotiske gysere. I denne seriemorderfilm integreres de stærke røde og blå farveladekaskader fint i handlingen om smukke modeller og smukke kjoler i det dekadente modehus.

Hvert enkelt mord bades i kunstigt lys, mens pigerne bliver jagtet rundt af de maskerede morder og får revet tøjet mere og mere itu. På denne brutale måde serverer Bava en karsk kommentar om modeindustriens behandling af de unge, uskyldige piger, som udnyttes og ofrer sig for kameraet.

På den anden side kan man som seer have svært ved at identificere sig med modellerne. På grund af den alvidende fortællestil bliver ingen af pigerne hovedpersonen, og de mange skærmydsler og intriger i modehuset underbygger problemet om hvor vi skal rette vores sympati hen. Det er dog ikke det samme som at anklage Bava for en kvindefjendsk holdning, som hos Hitchcock, for i de smukt opsatte mordscener er morderen maskeret, så han fremstår decideret ansigtsløs og uden nogen som helst mulighed for identifikation. I disse scener er det selvfølgelig de enormt sårbare piger der ender med at få vores og Mario Bavas sympati.

Blood and Black Lace er på den måde et interessant, smukt og indflydelsesrigt indslag i gyserfilmens historie, som man ikke kan kom uden om. Det er den flotteste af Bavas kulørte farvefilm, jeg har set. Kan varmt anbefales.

······

Blood and Black Lace
(it. Sei donne per l’assassino)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Cameron Mitchell, Eva Bartok, Ariana Gorini m.fl.
Monarchia, 1964
Spilletid: Ca. 84 minutter
Engelsk dvd-distribution: VCI Video

Son of Rambow (2008)

En film om børn for voksne: Med overstadig fantasi og begejstring iscenesætter to drenge deres egen Rambo-film i en søvnig lille engelsk landsby. Garth Jennings’ Son of Rambow kommer godt ind under huden på os, der kan huske de første skoleår i 1980erne, hvor slidte VHS-kopier af voldelige amerikanske actionfilm var seeeeeejt.

I 1980erne gik jeg på en lille folkeskole ude på landet. I de små klasser var jeg dødsens ræd for de store drenge fra de ældre klasser, samtidig med at jeg også var dybt fascineret og så op til dem på deres smarte cykler og knallerter. Men heldigvis havde jeg min bedste ven, Mikael, som gik en klasse over mig og som var den sejeste dreng jeg kendte – han introducerede mig bl.a. for Aliens optaget fra tysk tv og kunne skaffe Creepshow på 3. eller 4. generations-VHS-kopi, når vi ikke lavede stuntslåskampe for sjov.

Det er den slags barndomsminder manuskriptforfatter og instruktør Garth Jennings rammer på kornet i sin nyeste og bedste spillefilm Son of Rambow, der nok foregår specifikt i England i 1982 men som rammer mere universelt.

To små drenge og én film
Son of Rambow er navnet på den film som to 12-årige drenge, Will og Lee, går i gang med at optage til en amatørvideokonkurrence på BBC’s Screen Test. Filmen er baseret på Wills ideer og fantasier og skal optages på Lees VHS-kamera. Fælles for drengene er fraværet af forældre og sociale relationer som helhed; Wills far er død, og moren er kommet med i en Indre Mission-agtig religiøs bevægelse, der forbyder film, tv, musik – ja, så galt farver på væggene, så Will må sidde i et faldefærdigt skur i haven og tegne sine uskyldige, fantasifulde tegninger med flyvende hunde og ildspyende drager. I filmens start flipper Will igennem flere små animationer tegnet i nederste hjørne på notesbøger – som udtryk for hans indestængte kreativitet og kedsomhed (tegnefilm = 24 tegninger/sekund).

Lees forældre er også fraværende; moren har giftet sig med en rigmand, der godt nok driver et aldersdomshjem, men som er bosiddende i Spanien. Det giver Lee masser af goder i form af toldfrie varer men også masser af tid for sig selv og småopgaver han skal udføre for sin diktatoriske storebror – da vi møder ham er han i færd med at optage en bootleg-udgave af First Blood i biografen på storebrorens videokamera.

De to outsidere mødes tilfældigt i skolen, hvor Will er blevet sendt uden for døren mens resten af klassen ser et skoleprogram på tv, mens Lee har fået en timeout på gangen med sin larmende tennisbold. Og så vokser venskabet lige så stille frem med Lee bag kameraet og lille Will foran i rollen som Rambos søn.

Rambo som pædagog
Son of Rambow fortælles på den måde fra børnenes perspektiv. Her er intet voksent fortællemæssigt overblik, men man mærker børnenes usikkerhed på de sure voksne og Wills isolation fanges fint af kameraet, der aldrig fotograferer de andre børn eller læreren, men lader dem være stemmer offscreen. Her er scener, hvor virkeligheden forvandles for øjnene af os og implementerer Wills fantasifulde, ekspressionistiske animationer. Særligt drengenes praktiske sans og halsbrækkende tæft som amatørfilmmagere er medrivende og underholdende. Her er en begejstring for at lave film og være sammen om det at lave en fed film, der får det til at krible i éns fingre efter et videokamera.

Filmen markedsføres som en rendyrket komedie, men det er den ikke. Her er dog masser af komiske indslag, og Garth Jennings instruerer en del optrin i én totalindstilling, der lægger vægten på komik og slapstick, og som også nærmest mimer den minimalisme, som Will og Lee instruerer deres lille film med. Men Son of Rambow er mest af alt en udviklingshistorie om de to drenge, der skal lære at stå på egne og fælles ben via deres gendigtning af First Blood. Kombinationen af den barnlige uskyld og begejstring i filmprojektet og den mere alvorlige sociale ramme gør filmen til charmerende og komisk – og sine steder meget rørende.

Hvor Peter Jacksons Heavenly Creatures (1994) fortæller pigeudgaven af denne historie med en fatal slutning, har Garth Jennings’ drengeudgave en mere positiv udgang. Den er i samme liga som Rob Reiners Stand By Me (1986) om drenges venskaber på vej til voksenlivet. Den manglende topkarakter skyldes den franske udvekslingsstudent, Didier, som ikke passer ind i filmens univers, men bliver et unødvendigt eksotisk indslag, der blot skal tjene som konfliktoptrapning.

Uanset hvad er Son of Rambow en charmerende dramakomedie for voksne om børn.


······


Son of Rambow
Instruktion: Garth Jennings
Medvirkende: Bill Milner, Will Poulter, Jessica Stevenson m.fl.
Hammer & Tongs, 2008
Spilletid: Ca. 91 minutter
Engelsk dvd-distribution: Paramount Vantage

Black Sabbath (1963)

Tre novellefilm udgør Mario Bavas portmanteaufilm: De to af dem er ikke ældet med ynde, mens den tredje og sidste er uhyggelig effektiv og klart matcher moderne gotiske gysere. Inspirationen kommer tydeligvis fra amerikanske Edgar Allan Poe og engelske Hammer Films. De ekspressionistiske farver og lyssætning er smukke at skue, men modarbejder til en vis grad også gyset. To tredjedele af Black Sabbath føles campet og u-uhyggelig.

Indrømmet, mit kendskab til Mario Bava og italienske gyserfilm er ikke stort; jeg har kun set Shock (1977) og Mask of Satan (1960) af maestro Bava, men sammenlignet med netop disse to film er portmanteaufilmen Black Sabbath ikke nær så mindeværdig og vellykket. Man kan indvende, at det korte format måske ikke er det bedste til at skabe den krybende uhygge som Bava var kendt for – men så skal man huske at se Black Sabbath til ende: Den sidste fortælling er nemlig stadig så skræmmende, at selv denne middelmådige Bava-film fortjener at blive set.

Telefonen, vampyren og vanddråben
I den internationale udgave præsenteres de tre historier i følgende rækkefølge – med engelske titler: I “The Telephone” terroriseres en kvinde af – tror hun – en forbryder, hun har stukket til politiet, men kvindens tidligere elskerinde spiller også en rolle i affæren. I “The Wurdalak” befinder vi os i en fjern fortid og følger en bondefamilies undergang, da bedstefaren bringer vampyrsmitten med hjem. Og i “A Drop of Water” hjemsøges en tyvagtig sygeplejerske af en afdød kvindes onde ånd – eller måske sin egen dårlige samvittighed?

De to første historier virker af forskellige grunde meget tamme og uden det bid, som man kunne forvente af Mario Bava efter Mask of Satan. Her er meget overladt til fantasien – også de grusomme detaljer som er ret væsentlige for handlingen: “The Telephone” tør ikke vise os den homoseksualitet som er minifilmens væsentligste plotpoint; særligt elskerindens skiftende motivationer fremstår aldrig klart, og mens der godt nok laves set up på klimakset, så forbliver det uvedkommende, fordi karaktererne i sig selv er uvedkommende.

I “The Wurdalak” er problemet endnu mere udtalt, fordi folk dør og genopstår som vampyrer offscreen, og det berøver denne minifilm fra det som er vampyrfilmens store genretræk. Alle de skrækelementer som hører en god vampyrhistorie til hører vi kun om i dialogen, mens Bava sjældent viser os “herlighederne”. Dertil kommer at historien starter in medias res – altså uden at vi får etableret familien som familien med den kærlighed og samhørighed, som “The Wurdalak” ødelægger og derigennem søger at fremtvinge en følelsesmæssig reaktion hos seeren. Her får vi igen kun antydet et tæt familiesammenhold, men noget så essentielt som sønnens desperate aflivning af sin yndlingshund sker offscreen. Det skaber en mangel på empati og sympati hos seeren, der tvinges til at distancere sig fra de medvirkende. Familieoverhovedet - spillet af Boris Karloff - fremstår altid dæmonisk og man er aldrig i tvivl om han er vampyr eller ej.

Det mest skræmmende lig i filmhistorien
Til gengæld slutter Black Sabbath med perlen “A Drop of Water”, som ganske vist starter stort set på samme måde som “The Telephone”, men hurtigt udvikler sig til en skrækhistorie i bedste Edgar Allan Poe-stil. Minifilmen her byder på gyserfilmhistoriens uhyggeligste levende lig – også måske fordi alt andet lykkes til fulde her: Dekorationerne – særligt soveværelset med dukkerne og kattene – er ekstravagante og syret fotograferede, ligesom den kvindelige hovedpersons simple motivation fremgår af Bavas kameraarbejde og klipningen. Vi forstår hendes skyldfølelse og accepterer at den må bryde ud i en fysisk manifestation, eller hvordan man nu vælger at fortolke filmen. Som den eneste minifilm passer den til 30-minutters-formatet.

Det er også i denne minifilm at den kulørte farvelyssætning virker bedst, fordi Bava her formår at lyssætte liget, så den netop bliver skræmmende og man glemmer at det blot er en dukke. De ekspressionistiske farver er smukke igennem hele filmen, men i de to første minifilm er der så meget knald på farverne, at de bringer tankerne hen på Roger Cormans psykedeliske Poe-filmatiseringer. Rød, lilla og grøn blandes til en gang farvelade, der muligvis er mesterligt og eventyrligt udført, men som er aldeles urealistisk og u-uhyggelig. Når man ser tv-traileren for Black Sabbath på dvd’en, er kameraindstillingerne fra netop de to første minifilm langt mere effektive i sort/hvide udgaver.

Karloff på italiensk
Generelt har Black Sabbath dog det problem, at alle tre historier føles klaustrofobiske og uden det visuelle schwung som var Bavas adelsmærke som gammel filmfotograf. Alle tre film foregår stort set på én eller to locations – og helst inden døre. Også i deres ugrafiske skildring af volden kommer filmene til at minde om tre tv-film som gyserikonet Boris Karloff kunne have præsenteret i sin antologi-tv-serie, Thriller. Her får Karloff lov til at introducere de tre minifilm og afrunde hele affæren, mens han selv spiller hovedrollen i “The Wurdalak” – men det bliver forfærdeligt campet (og ikke hans sidste gode rolle, som mange kritikere ellers har udråbt den til), når Karloffs stemme er enormt grimt eftersynkroniseret til italiensk, og når Bava ender filmen som en farceagtig metafilm med Karloff på en mekanisk hest og cirkusagtig underlægningsmusik. Her fremviser Mario Bava stolt sin egen opfindsomhed hvad angår special effects, men samtidig bevirker scenen også, at resten af filmen (særligt den afsluttende, mesterlige “A Drop of Water”) mister sin brod, for det hele var jo bare for sjov.

På filmens kommentarspor fortæller Mario Bava-eksperten, Tim Lucas, om den alternative amerikanske udgave, der ganske vist var mere tam og ukontroversiel end den internationale -primært ved at fjerne enhver antydning af det lesbiske forhold - men som også byttede rundt på fortællingerne, tilførte overnaturlige elementer til “The Telephone”, lagde ny underlægningsmusik på hele molevitten og indsatte flere introduktioner med Boris Karloff, mens den metafilmiske afslutningsscene blev sløjfet. Jeg skal ikke gøre mig klog på den amerikanske udgaves kvaliteter, men mange af postproduktionsforslagene lyder som oplagte måder at forbedre Black Sabbath.


······

Black Sabbath (it. I tre volti della paura, da. Tre rædselsnætter)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Boris Karloff, Michelle Mercer, Jacqueline Pierreux m.fl.
Galatea Film, 1963
Spilletid: Ca. 92 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet: The Mario Bava Collection, volume 1

Hot Fuzz (2007)

Navnet er Angel, Nicholas Angel; elitesuperstrømer netop forflyttet til hyggenygge-lillebyen Sandford, hvor der ikke er skyggen af kriminalitet. Sådan starter Edgar Wright og Simon Peggs nyeste komedie, der tager godt og grundigt gas på alle actionfilm – både de amerikanske, de italienske og de rigtigt pinlige. Hot Fuzz byder på engelske absurditeter og gags i stride strømme, overdrevne splattereffekter og en slutning, der kan tage pusten fra enhver. Men filmen er lang og mister desværre selv lidt af pusten undervejs.

Videonørderne og zombiefans kender Edgar Wright og Simon Pegg fra Shaun of the Dead der kom ud på dansk dvd for nogle år siden. Den var en sprudlende hyldest til George A. Romeros zombiefilm, og tog kærligt de gamle film ved næsen og fyrede op en lang række spoof-lignende gags der tog udgangspunkt i den absurde konstellation: amerikansk genre i engelsk miljø. (De uindviede danskere kan prøve at forestille sig zombiesplatter i tv-serien Klovn, hvis Klovn så ydermere foregik i en eller anden dorsk provinsby.)

Nu er Edgar Wright og Simon Pegg så tilbage med Hot Fuzz og endnu en amerikansk genre henlagt til et ærkeengelsk miljø. Denne gang er der tale om den dér lidt uhåndterlige action/strømer/selvtægts/buddy-buddy/politi/thriller/voldsfilm som i virkeligheden er vor tids svar på westerngenren, hvilket Hot Fuzz fint gør opmærksom på da vor helt som en anden Clint Eastwood kommer ridende ind til den endelige dyst på krudt og kugler. At Wright og Pegg gør sig umage med den slags detaljer, viser, hvor meget Hot Fuzz hæver sig over standard-spooffilmen, og frem for bare at pege fingre og lave pruttesketches ud af et par film, så undersøger de genren med lup, tager den seriøst og skaber jokes og gags der kærligt driller men også bøjer sig i støvet for mestrene. Mel Brooks’ Frankenstein Junior har endelig fået et par værdige konkurrenter, der snildt topper det gamle mesterværk.

Sandford-mordene
Simon Pegg spiller London-elitestrømeren Nicholas Angel (!) der i filmens start forfremmes til overbetjent, men samtidig noget ufrivilligt forflyttes til den ganske ufarlige, søvnige, Miss Marple-hyggelige landsby, Sandford. Angels effektivitet ligger 400% over hans London-kollegers, og det ser altså bare ikke godt ud i statistikkerne – så en forfremmelse/udflytning er uundgåelig.

Og Sandfords største problemer viser sig da også at være at den lokale pub sælger øl til mindreårige, men som Angel korrekses (efter at have arresteret det meste af lillebyen for mindre lovovertrædelser samme aften som sin ankomst), så er det jo for samfundets bedste: Det er bedre, at de unge hænger ud på den lokale pub – hvor der kan holdes øje med dem – end at strejfer om på gader og stræder og laver hærværk og det der er værre. Men så dør en usædvanligt talentløs skuespiller/instruktør fra den lokale teaterkreds og hans elskerinde i en lige så usædvanligt blodig solotrafikulykke. Taget er kappet af bilen – det samme er parrets hoveder. Og ingen bremsespor på vejen, noterer Nicholas Angel sig...

Megen af filmens direkte komik bunder i kulturmødet mellem den lille landsby og storbyens Nicholas Angel på handlingsplanet – altså f.eks. at regelrytteren Nicholas opfører sig på en akavet måde i forhold til lillebyens normer (til stor morskab for den lokale politistyrke bærer han konstant skudsikker vest), og vice versa (den lokale politistation svælger i kaffe og kage og basser og is og lagkage og … og …). Den løbende gag igennem hele filmen er, at den lokale svane er løbet væk hjemmefra; Nicholas Angels første reaktion er at nogen tager pis på ham – ejeren hedder da også P.I. Staker!

Men man kan også sige, at filmen bruger Sandford til at skabe komik med genren som grundlag: Her har vi en rigtig amerikansk genre, der finder sted i et Miss Marple-univers – vi får en længere jagt og skudduel gennem et provinsielt havecenter og en del af THE FINAL SHOWDOWN finder sted i den lokale brugs med fin implementering af den lille slagterafdeling og kundevogne som våben. Filmen byder desuden på flere overdrevne splattereffekter (med bl.a. kirkespir og hækkesakse), der er en tydelig kommentar til de langt mere morbide og smagløse optrin i f.eks. Michael Bays Bad Boys II hvor en del af “morskaben” går ud på at Will Smith og Martin Lawrence (heltene!) roder med og skænder ligene i et lighus og senere kaster døde kroppe ud af en ambulance på motorvejen, så biler kører over dem. Og så er der jo hele buddy-buddy-genren a la Dødbringende våben og 48 timer osv., der også sættes ind i en frisk, britisk ramme med storbystrømeren, der sættes sammen med den dvaske bobby og drøner rundt i små kompakte engelske politibiler.

Plot points
Filmens altovervejende problem er længden. Der går meget lang tid med at servere første plot point (det første mord), og det skyldes selvfølgelig at vi skal introduceres for ikke blot Nicholas Angel men også Sandford og de pusseløjerlige landsbyboere. Det bevirker også, at filmens første 40 minutter kommer til at virke meget gag/joke-baseret uden at historien bevæger sig fremad. Og 40 minutter er ikke i sig selv lang tid, når man er i så godt og underholdende selskab, men når man når til det 100. minut, så begynder filmen og den bragende slutning at føles langtrukken.

Udover at stramme op på de første 40 minutters introduktion, kunne man med held også have ryddet ud i flere af de gentagelser, som Hot Fuzz også plages af: Særligt de Michael Bay-agtige montagesekvenser, der viser folk lade våben, tage tøj på osv. bliver for repeterende, og vi har fattet joken efter tre gange. Derudover er klipningen – nu vi er ved emnet – eminent, dynamisk og flere sceneovergange og krydsklipninger direkte overrumplende. Det er absolut kompetent arbejde.

Og hatten af for Timothy Dalton (ex-James Bond) og Jim Broadbent (Bridget Jones’ småneurotiske far) som er blandt Sandfords spidsborgere – og selvfølgelig Nick Frost der (som i Shaun of the Dead) giver herligt modspil til Simon Pegg.

Hvis den danske action-“mester” Lasse Spang Olsen havde haft Edgar Wrights talent ville han have lavet Hot Fuzz i en dansk provinsby a la Morten Korch.

······


Hot Fuzz
Instruktion: Edgar Wright
Medvirkende: Simon Pegg, Nick Frost, Timothy Dalton m.fl.
Working Title, 2007
Spilletid: Ca. 116 minutter
Engelsk dvd-distribution: Universal
Spiller i de danske biografer lige nu

Basic Instinct (1992)

Naturist-nostalgi. Selv om Sharon Stone og Michael Douglas’ hede samspil på lagenerne “kun” har 15 år på bagen er det bemærkelsesværdigt, så altmodisch Basic Instinct virker. Der er dog stadig lidt saft og kraft i denne opdaterede film noir, hvor det vrimler med femmes fatales, diabolske psykiatere og metafilmisk postmodernitet. Men trods Jan de Bonts flotte lyssætning og kameraføring er det svært ikke at se filmen med andet end et distanceret blik.

I starten af 1990’erne blev Hollywood-mainstreamfilmen hjemsøgt af forskellige nye karakterer, som et slags symptom på den tiltagende angst for det nye årtusinde. (Hvem husker ikke Y2K-frygten for, at hele verden ville bryde sammen i et elektronisk ragnarok, fordi computerenhederne ikke var udstyret med fire cifre og derfor ikke ville kunne håndtere skiftet fra 1999 til 2000? Jo, det var dage…)

Den vesterlandske paranoia kom først til udtryk i litteraturen i form af den psykopatiske massemorder, der pludselig blev ophøjet til en slags superhelt i f.eks. Bret Easton-Ellis’ American Psycho og Thomas Harris’ Silence of the Lambs – siden i filmform i skikkelse af henholdsvis Christian Bale og Anthony Hopkins. I naturlig forlængelse af interessen for psykopatien lå frygten for hele den faggruppe, der roder mest rundt med den menneskelige hjerne – psykiatere og psykologer. Hannibal Lecter er en mindeværdig karakter som vi op til 2007 har set i ikke mindre end fem film af svingende kvalitet – flere er sikkert på vej. Det geniale ved Lecter er jo, at han i Jonathan Demmes filmversion af Silence of the Lambs (1991) sprænger alle tidligere klart definerede rammer for det gode og det onde – han er både den geniale, kulturelle feinschmecker men også den dødsensfarlige og utilregnelige psykopat.

Cathrine Tramell
Den kvindelige udgave af Hannibal Lecter finder man i Basic Instinct, hvor det er forfatterinden og psykologen Cathrine Tramell der bryder grænser ned. Ikke kun mellem det gode og det onde (filmen igennem mere end antyder hun, at hun rent faktisk er issylemorderen, og når filmen er slut er man stadig i tvivl om, der er noget om snakken), men måske mest tydeligt i spørgsmålet om mande- og kvinderoller: Cathrine Tramell bliver nemlig ekstra farlig, fordi hun i den grad tager styringen, læser og udnytter mændene og mændenes afhængighed af at udnytte kvinder – bedst eksemplificeret i den berømte forhørsscene, hvor Cathrine Tramell overlegent afslører at hun ikke trusser på under den lårkorte kjole.

Cathrine Tramells rolle som femme fatale understreges endvidere af hendes seksuelle orientering, der også er svær at rubricere: Hun nyder at dyrke ublu sex med mænd, der gerne vil have hende til at tage styringen – men hun er desuden i et lesbisk forhold og nyder at kæresten og andre belurer hende. Cathrine bliver på én gang manden i forholdet til de andre mænd (når hun har styringen og dominerer i sengen) og samtidig kvinden i forholdet til den mandige Roxy, som hun bor sammen med (når Roxy har styringen og belurer Cathrine).

At hun er uddannet psykolog og har insider-viden fra politiets egne arkiver om den lurvede og belastede strømer, Nick Curran (spillet af Michael Douglas), gør hende til en usårlig edderkoppekvinde, og den lige linje fra de seksuelle undertoner mellem Barbra Stanwyck og Fred MacMurray i Double Indemnity er til at få øje på. I Basic Instinct er undertonerne bare omsat til et par softcore-scener, der i starten af 90’erne givetvis var meget grænseoverskridende.

Suspension of Disbelief
Som filmlærer synes jeg jo, at alt det ovenstående er rasende spændende og rigelig god grund til at se en film. Hvis den pågældende film desuden leger lidt med mediet på den dér selvbevidste metamåde, så er jeg helt solgt. Det gør Basic Instinct også, for Cathrine Tramell er jo selvfølgelig en berømt krimiforfatter, der beskriver de mord, der er begået i virkeligheden. Hun refererer flere gange til, at hendes og Nicks forhold vil få en brat ende, når hun er færdig med researchen til sin nyeste krimi, der bygger på Nick som karakter – og som i øvrigt dør i slutningen af romanen. Man får sådan lidt uelegant antydet, at Cathrine Tramell skriver den film vi sidder og ser – mest tydeligt i scenen hvor Nick ser det færdige print og fanger et par profetiske sætninger om sin makkers død i en elevator.

Referencerne til filmmediet er i sig selv grænsenedbrydende, men i Basic Instinct bliver det næsten for meget, fordi handlingen og karaktererne konsekvent holdes ud i armslængde, hvilket distancerer publikum. Filmens store problem er at vi aldrig kommer tæt på hverken Nick Curran eller Cathrine Tramell – alle overspiller på rædsom vis, som var det et bevidst valg fra instruktør Paul Verhoevens side, handlingen er for konstrueret og fyldt med gigantiske plothuller, og der skal sluges store kameler, for at man lader sig opsuge i filmens univers. Enkelte scener vil stadig virke suspensefyldte, men den suspension of disbelief, som Cathrine Tramell fortæller, er krimiforfatterens første bud, rammer Basic Instinct langt forbi.

Er man den intellektuelle type vil man måske se det som et kvalitetsstempel, fordi det netop understreger filmens og Cathrine Tramells leg med konventionerne, men for mit vedkommende gør det filmen temmelig uinteressant. Der er mange 90’er-film der formår at kombinere metaniveauet med den umiddelbare filmoplevelse. Den største filmiske kvalitet ved Basic Instinct er Jan de Bonts flotte og filtrerede lyssætning og legen med farverne, men de kommer bedre til sin ret i den eventyrlige actionfilm Die Hard.

······

Basic Instinct (da. Iskoldt begær)
Instruktion: Paul Verhoeven
Medvirkende: Michael Douglas, Sharon Stone, Jeanne Tripplehorn m.fl.
Tristar Pictures, 1992
Spilletid: Ca. 128 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

The Queen (2006)

Langt fra den bedste film i 2006. The Queen fik ikke en Oscar for bedste film ved februars festivitas – det var der vist heller ikke mange der troede på. Til gengæld var det en bedrift i sig selv, at The Queen overhovedet blev nomineret i den kategori, for filmen er et besnærende og gråligt tv-drama uden saft og kraft. De berømmelige dage efter Prinsesse Dianas død og efterspillet mellem den engelske dronning og hendes premierminister hives ned på et så hverdagsagtigt niveau, at en Oscar-vinders storhed aldrig indfinder sig. Man spørger hele tiden sig selv: Hvad vil instruktøren dog sige med det her – hvor vil han hen?

Denne film så Malene og jeg faktisk i påsken, men jeg har først fået tid til at skrive lidt om den nu. Jeg kan allerede nu afsløre, at “we are not amused”, for filmen er langt fra interessant nok til at blive husket for andet end Helen Mirrens skuespil og lighed med virkelighedens engelske dronning. Det kan i den grad undre at filmen kunne blive nomineret til en Oscar, for den savner på alle måder den storhed og spændstighed som i hvert fald Babel og Little Miss Sunshine så fint besidder.

Til gengæld var filmen efterfølgende et godt samtaleemne derhjemme, og det skal man ikke kimse af. The Queen rejser nemlig en lang række spørgsmål, som man ønsker at hælde i hovedet på måske særligt instruktøren og producenten: F.eks. hvad er den egentlige forskel på en made-for-TV-movie og en biograffilm? Og hvad er målet med denne film? Hvad vil de med den?

Generationsskift - eller?
The Queen følger på autentisk vis begivenhederne efter Prinsesse Dianas død under flugten fra en paparazzifotograf i Paris i 1997. Filmen fortæller os at der fandt et større magtspil sted mellem Downing Street og kongehuset bag den politiske facade. Premierminister Tony Blair var nemlig ikke sen til at “udnytte” sorgen efter Dianas død til at gøre sig yderligere populær i befolkningen og samle nationen om sig i rollen som den nye landsfader. Dronning Elizabeth valgte derimod at holde på formerne – dels for at beskytte familien og de to små prinser indadtil, men også for ikke at få hele den royale institution til at kollapse. Blairs spindoktor opfandt vendingen “folkets prinsesse” om Diana – Elizabeth forsøgte ihærdigt at undgå en kongelig begravelse, eftersom Diana ikke var længere var en del af familien.

Konflikten mellem premierminister og dronning eskalerer lige så stille, og det kommer selvfølgelig til at Elizabeth må bøje sig for den massive folkesorg, mens Blair for sig selv fortryder at han på den måde tilføjer dronningen og denne kulturinstitution (ja, hele den engelske nations stolthed) skade ved indirekte at udstille dem som følelseskolde, onde mennesker.

Det kunne der være kommet en måske enøjet og subjektiv – men også en meget spændende og underholdende – film ud af, hvor instruktøren kunne hudflette det politiske system og hylde Elizabeth som den egentlige (måske tragiske) helt. Eller omvendt: Elizabeth som den onde, onde dronning, der bærer nag og i virkeligheden repræsenterer en kulturinstitution som har overlevet sig selv. Instruktøren Stephen Frears vælger dog et langt mere nuanceret portræt af de to hovedpersoner: Her er ingen “onde” dronninger eller premierministre – ingen udpeges som den egentlige skurk, på nær måske lige en spindoktor, der er lidt for meget fremme i skoene.

Grå realisme og kongeligt kævl
Problemet med netop disse to nuancerede portrætter er dog, at de frem for at være splittede personer, der indeholder både gode og mindre gode sider, bare er jævnt kedelige og grå og aldrig træder i karakter. Der er simpelthen intet stort opgør, ingen brandtaler og intet oprigtigt problem. Hele konflikten leveres som undertekst i de underspillede roller. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man have Frears mistænkt for ikke at turde at lave en mere dramatisk film, men spille ud med den kedelige men sikre realisme i stedet. Filmen mangler saft og kraft, og bliver på alle måder en meget lille film om et meget stort emne.

Realismen har selvfølgelig noget med autenticitet at gøre. Frears vil have at det her bliver en troværdig skildring af magtkampen mellem Blair og Elizabeth, og ikke en hyldestfilm til den ene eller anden side. Kravet til autenticitet køres helt ud, hvor vi ser Blair i privaten ved morgenbordet med skrigende unger og en krævende kone – og tilsvarende: Elizabeth morgengrim i ægtesengen, og iført gummirøjser kørende i jeep på egen hånd i de engelske skove.

Det er så grænseoverskridende hverdagsagtigt, at det trækker filmen væk fra det realismegrundlag, som Frears prøver at bygge op. På én måde gør Frears dem selvfølgelig til helt almindelige mennesker, der ligner alle os andre – på en anden måde beder han os om at kaste alle vore forestillinger om statsmænd og kongefamilien overbord og sluge denne store kamel. Prøv at sætte dronning Margrethe i samme situation eller ifør Anders Fogh en Brøndby-fodboldtrøje hjemme hos fru Mette… At blotlægge disse detaljer og det kævl, der udspiller sig i kulissen er ikke realisme, men udstilling af nulevende og stadig indflydelsesrige, offentlige personer.

Og så er vi efterhånden nået til sagens kerne: Denne film er langt fra Oscar-værdig. At den er blevet nomineret til en Oscar er en hån mod de kombattanter som f.eks. måtte nøjes med en nominering for bedste fremmedsprogsfilm. The Queen er en lille, lavmælt og stillestående tv-film af tv-selskabet Granadas filmafdeling. Det schwung, man forventer af en Oscar-vinder, besidder den overhovedet ikke.

Symptomatisk for The Queen står Frears intentioner med filmen hen i det uvisse. Og spørgsmålet er hvad englænderne selv får ud af den og hvad de stiller op med den? Hvordan ville vi danskere have det med at se en så privat film om dronning Margrethes miniopgør med Anders Fogh om detaljerne i en nytårstale. Og spørgsmålet er: Hvad i alverden skal vi bruge det til?

······


The Queen
Instruktion: Stephen Frears
Medvirkende: Helen Mirren, Michael Sheen, James Cromwell m.fl.
Granada Film Productions, 2006
Spilletid: Ca. 99 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew—Metronome

Babel (2006)

Oscar-værdig? Uden at have set Scorseses The Departed er jeg parat til allerede nu at fælde dommen: Babel burde have vundet Oscar’en for årets bedste film. Filmen breder det lille kammerspildrama ud til et globalt, episk storværk, der kan alt det som Paul Haggis’ Crash ikke formåede. Filmens poetiske fortælleglæde bliver aldrig en løftet pegefinger, og ondskaben udpeges aldrig entydigt.

For ikke så længe siden anmeldte jeg Alfonso Cuarons Children of Men her på siden, og nævnte i den forbindelse den megen snak om mexicanernes indtog i Hollywood. Jeg skrev vist også, at hvis Cuarons fremtidsfilm satte standarden, kunne det kun gå for langsomt med at få skruet op for importen af mexicansk arbejdskraft i glitterbyen. Nu har jeg så fået set min første film af den anden af de tre amigos, Alejandro González Iñárritu, og Babel var fuldt fortjent indstillet til en Oscar for årets bedste film i sidste uge.

Filmen er vel det man kalder en multiplotfilm; den fletter fire-fem forskellige plotlinjer ind i hinanden og viser hvordan alting hænger sammen på et kausalt niveau men også på et mere poetisk, filmsprogligt niveau. Brad Pitt og Cate Blanchett står øverst på rollelisten, men deres karakterer er sidestillet med de øvrigt medvirkende – her er ingen hovedroller ud over det tema, som filmen så eftertrykkeligt behandler i hver af de små sammenflettede historier: Manglen på kommunikation.

Babel udtales ['beibl] og ikke ['babl] som de amerikanske kritikere tror – “babble” er jo det babyer gør på engelsk, når de pludrer på dansk. Og titlen henviser jo til den bibelske historie om babelstårnet som menneskene ville bygge op til Gud; Gud blev jo temmelig vred over projektet og for at forhindre tårnets færdiggørelse, sørgede han for at menneskene kom til at tale med forskellige sprog, så de ikke forstod hinanden og ikke kunne samarbejde. Og babelstårnet styrtede til jorden.

I Babel er manglen på kommunikation årsag til at problemerne eskalerer: Hver af historierne handler om outsidere der ikke passer ind i det miljø de er sat i – først og fremmest Pitt og Blanchett der som et amerikansk ægtepar desperat forsøger at finde gnisten og hinanden i Marokko, men slet ikke kan forene sig med maden, varmen og kulturen dér. Selve deres uheldsvangre rejse til det fremmede skyldes en kæmpe fødselsdepression. Tilsvarende konflikter rulles ud på grænsen mellem USA og Mexico hvor to børn passes af en godmodig mexicansk babysitter og i mangel af bedre fragtes med til et vildt bryllup på den anden side af grænsen. I Japan bevæger en døvstum pige sig rundt i en verden af lyde, musik og larm og forsøger at finde helt ind til sig selv og provokere sig til opmærksomhed i et overfladesamfund, hvor familiens dyre penthouselejlighed har udsigt over den glitrende metropolis. Og så er der de to små bondedrenge, der af deres far sættes til at skyde jakaler i ørkenen uden at have begreb om den uhyggelige magt, en jagtriffel giver.

Iñárritu skaber kausal sammenhæng ved at lade alle disse plotlinjer hænge sammen på trods af den globale afstand. På den måde bygger han filmens konflikter ud til et universelt tema, der strækker sig langt ind i også danskernes dagligdag – tænk blot på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger!

Men filmen bliver aldrig en løftet pegefinger, fordi Iñárritu ikke klipper kausalt og parallelt mellem de forskellige handlingstråde. Iñárritu bruger tvært om en mere poetisk tilgang til emnet og klipper f.eks. hellere via matchcut og andre visuelle detaljer og viser på den måde, at alting i verden hænger sammen på en smuk, destruktiv måde. Når de marokkanske børn løber i en ørken efter at have skudt med en jagtriffel mod en amerikansk turistbus, så løber de amerikanske børn også i et køkken i USA. I Babel er skæbnen altdominerende.

Iñárritu har heller ikke travlt med at udpege tabere og vindere – gode karakterer og onde karakterer i sin film. Han holder selvfølgelig ting hemmeligt for sit publikum for at få os til at engagere os i historierne – de mest interessante karakterer gennemgår (har gennemgået eller forsøger at gennemgå) en udvikling med en eller anden form for fotællemæssigt overraskelsesmoment. Han udstiller aldrig sine hovedpersoner, men viser dem i de ulykkelige omstændigheder og det ubehagelige samfund, som de forsøger at overleve i – sympati og antipati på én og samme gang.

Derudover er Babel flot teknisk udført med masser af superfede montagesekvenser, der emmer af stemning grundet kontrapunktisk musikbrug. Her er kælet for mange visuelle og auditive detaljer – f.eks. hele diskoteksscenen, hvor publikum via subjektiv lyd får direkte adgang til den japanske piges oplevelse af laserlyset, de dansende unge mennesker og stemningen.

Dermed bliver Babel så sandelig en af sidste års bedste film. Og har man svært ved at greje det globale budskab, så skyldes den primære konflikt i alle fire-fem delhistorier faktisk også at forældre svigter deres børn. Det geniale ved Babel er at filmen tager denne form for simpelt drama og gør det til noget episk og unikt.

Babel udkommer på dansk dvd i slutningen af april.

······


Babel
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: Brad Pitt, Adrianna Barraza, Rinko Kikuchi m.fl.
Anonymous Content, 2006
Spilletid: Ca. 143 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount