Tre novellefilm udgør Mario Bavas portmanteaufilm: De to af dem er ikke ældet med ynde, mens den tredje og sidste er uhyggelig effektiv og klart matcher moderne gotiske gysere. Inspirationen kommer tydeligvis fra amerikanske Edgar Allan Poe og engelske Hammer Films. De ekspressionistiske farver og lyssætning er smukke at skue, men modarbejder til en vis grad også gyset. To tredjedele af Black Sabbath føles campet og u-uhyggelig.
Indrømmet, mit kendskab til Mario Bava og italienske gyserfilm er ikke stort; jeg har kun set Shock (1977) og Mask of Satan (1960) af maestro Bava, men sammenlignet med netop disse to film er portmanteaufilmen Black Sabbath ikke nær så mindeværdig og vellykket. Man kan indvende, at det korte format måske ikke er det bedste til at skabe den krybende uhygge som Bava var kendt for – men så skal man huske at se Black Sabbath til ende: Den sidste fortælling er nemlig stadig så skræmmende, at selv denne middelmådige Bava-film fortjener at blive set.
Telefonen, vampyren og vanddråben
I den internationale udgave præsenteres de tre historier i følgende rækkefølge – med engelske titler: I “The Telephone” terroriseres en kvinde af – tror hun – en forbryder, hun har stukket til politiet, men kvindens tidligere elskerinde spiller også en rolle i affæren. I “The Wurdalak” befinder vi os i en fjern fortid og følger en bondefamilies undergang, da bedstefaren bringer vampyrsmitten med hjem. Og i “A Drop of Water” hjemsøges en tyvagtig sygeplejerske af en afdød kvindes onde ånd – eller måske sin egen dårlige samvittighed?
De to første historier virker af forskellige grunde meget tamme og uden det bid, som man kunne forvente af Mario Bava efter Mask of Satan. Her er meget overladt til fantasien – også de grusomme detaljer som er ret væsentlige for handlingen: “The Telephone” tør ikke vise os den homoseksualitet som er minifilmens væsentligste plotpoint; særligt elskerindens skiftende motivationer fremstår aldrig klart, og mens der godt nok laves set up på klimakset, så forbliver det uvedkommende, fordi karaktererne i sig selv er uvedkommende.
I “The Wurdalak” er problemet endnu mere udtalt, fordi folk dør og genopstår som vampyrer offscreen, og det berøver denne minifilm fra det som er vampyrfilmens store genretræk. Alle de skrækelementer som hører en god vampyrhistorie til hører vi kun om i dialogen, mens Bava sjældent viser os “herlighederne”. Dertil kommer at historien starter in medias res – altså uden at vi får etableret familien som familien med den kærlighed og samhørighed, som “The Wurdalak” ødelægger og derigennem søger at fremtvinge en følelsesmæssig reaktion hos seeren. Her får vi igen kun antydet et tæt familiesammenhold, men noget så essentielt som sønnens desperate aflivning af sin yndlingshund sker offscreen. Det skaber en mangel på empati og sympati hos seeren, der tvinges til at distancere sig fra de medvirkende. Familieoverhovedet - spillet af Boris Karloff - fremstår altid dæmonisk og man er aldrig i tvivl om han er vampyr eller ej.
Det mest skræmmende lig i filmhistorien
Til gengæld slutter Black Sabbath med perlen “A Drop of Water”, som ganske vist starter stort set på samme måde som “The Telephone”, men hurtigt udvikler sig til en skrækhistorie i bedste Edgar Allan Poe-stil. Minifilmen her byder på gyserfilmhistoriens uhyggeligste levende lig – også måske fordi alt andet lykkes til fulde her: Dekorationerne – særligt soveværelset med dukkerne og kattene – er ekstravagante og syret fotograferede, ligesom den kvindelige hovedpersons simple motivation fremgår af Bavas kameraarbejde og klipningen. Vi forstår hendes skyldfølelse og accepterer at den må bryde ud i en fysisk manifestation, eller hvordan man nu vælger at fortolke filmen. Som den eneste minifilm passer den til 30-minutters-formatet.
Det er også i denne minifilm at den kulørte farvelyssætning virker bedst, fordi Bava her formår at lyssætte liget, så den netop bliver skræmmende og man glemmer at det blot er en dukke. De ekspressionistiske farver er smukke igennem hele filmen, men i de to første minifilm er der så meget knald på farverne, at de bringer tankerne hen på Roger Cormans psykedeliske Poe-filmatiseringer. Rød, lilla og grøn blandes til en gang farvelade, der muligvis er mesterligt og eventyrligt udført, men som er aldeles urealistisk og u-uhyggelig. Når man ser tv-traileren for Black Sabbath på dvd’en, er kameraindstillingerne fra netop de to første minifilm langt mere effektive i sort/hvide udgaver.
Karloff på italiensk
Generelt har Black Sabbath dog det problem, at alle tre historier føles klaustrofobiske og uden det visuelle schwung som var Bavas adelsmærke som gammel filmfotograf. Alle tre film foregår stort set på én eller to locations – og helst inden døre. Også i deres ugrafiske skildring af volden kommer filmene til at minde om tre tv-film som gyserikonet Boris Karloff kunne have præsenteret i sin antologi-tv-serie, Thriller. Her får Karloff lov til at introducere de tre minifilm og afrunde hele affæren, mens han selv spiller hovedrollen i “The Wurdalak” – men det bliver forfærdeligt campet (og ikke hans sidste gode rolle, som mange kritikere ellers har udråbt den til), når Karloffs stemme er enormt grimt eftersynkroniseret til italiensk, og når Bava ender filmen som en farceagtig metafilm med Karloff på en mekanisk hest og cirkusagtig underlægningsmusik. Her fremviser Mario Bava stolt sin egen opfindsomhed hvad angår special effects, men samtidig bevirker scenen også, at resten af filmen (særligt den afsluttende, mesterlige “A Drop of Water”) mister sin brod, for det hele var jo bare for sjov.
På filmens kommentarspor fortæller Mario Bava-eksperten, Tim Lucas, om den alternative amerikanske udgave, der ganske vist var mere tam og ukontroversiel end den internationale -primært ved at fjerne enhver antydning af det lesbiske forhold - men som også byttede rundt på fortællingerne, tilførte overnaturlige elementer til “The Telephone”, lagde ny underlægningsmusik på hele molevitten og indsatte flere introduktioner med Boris Karloff, mens den metafilmiske afslutningsscene blev sløjfet. Jeg skal ikke gøre mig klog på den amerikanske udgaves kvaliteter, men mange af postproduktionsforslagene lyder som oplagte måder at forbedre Black Sabbath.
······
Black Sabbath (it. I tre volti della paura, da. Tre rædselsnætter)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Boris Karloff, Michelle Mercer, Jacqueline Pierreux m.fl.
Galatea Film, 1963
Spilletid: Ca. 92 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet: The Mario Bava Collection, volume 1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar