Mario Bavas Hitchcock-pastiche udvikler sig til en lille genredefinerende perle, der nok har fortællemæssige problemer, men som også viser vejen frem for italiensk giallo. Bavas fantastiske visuelle begavelse gør The Girl Who Knew Too Much til en dynamisk og effektiv suspensethriller.
Den italienske instruktør Mario Bavas fjerde spillefilm, The Girl Who Knew Too Much, adskiller sig fra de tre første ved at foregå i 1960ernes Italien – langt fra den eventyrligt gotiske vampyrverden i Mask of Satan (1960). Filmens plot er også mere realistisk funderet på en seriemorder, der myrder sine ofre i alfabetiseret rækkefølge, mens overnaturlige væsner er erstattet af psykologiske set up—pay offs.
The Girl Who Knew Too Much handler om den unge eventyrlystne amerikaner, Nora Davis, der rejser til Italien for at bo hos sin tante, der dør samme aften som Nora ankommer. På vej efter en læge bliver Nora vidne til et knivmord, men næste dag tror politiet hende ikke, da der ikke er spor af lig eller blod på gerningsstedet. Mens alle andre afskriver den unge amerikanske kvinde som en krimihungrende fantast, bliver den unge lokale læge forelsket i Nora og prøver at hjælpe hende til bunds i mysteriet. Alt imens finder Nora Davis ud af, at morderen planlægger sit næste mord på en ung kvinde med et efternavn, der begynder med D.
Komik, slapstick – og gys!
Ifølge Bava-eksperten Tim Lucas på dvd’ens kommentarspor var The Girl Who Knew Too Much et flop i biografen, fordi (som det nævnes) filmen havde premiere på et temmelig uheldigt tidspunkt i verdenshistorien – under Cuba-krisen – hvor Italien og resten af verden havde andre ting at tænke på end at gå i biografen og se letbenede suspense-thrillers om amerikanske turister i Europa.
Men denne Mario Bava-film har også sine egne dramaturgiske problemer at slås med: Filmen starter – hvilket titlen tydeligt antyder – som en skæg lille reference til Hitchcocks to film, The Man Who Knew Too Much (1934, 1956), med Nora som den unge, smukke blondine, der uskyldigt læser sine billige kriminalromaner og bliver panisk angst ved udsigten til at importere en pakke marijuanacigaretter til Italien. Med ægte, ironisk Hitchcock-suspense prøver Nora at "tabe" de ulovlige cigaretter på fortovet, hvorefter en venlig italiener hjælpsomt bukker sig og giver hende den tilbage.
Mario Bava byder på lignende morsomme øjeblikke – ikke mindst i kærlighedsforholdet mellem Nora og Dr. Marcello, der vil gå igennem ild og vand for den smukke amerikanske pige, selv om hun forårsager ham megen smerte: Ved deres første møde slår de hovederne sammen, og senere ender den unge læge med en forstuvet finger. Denne form for komisk slapstick parrer Bava fint med solbeskinnede optagelser af parret i ufarlige og ordinære halvtotaler og halvnære indstillinger.
Men filmen byder også på gyser- og suspensescener der i tone og æstetik er i diametral modsætning til kærlighedskomedien, og som kun svært lader sig integrere i denne lette genre. Hvor Hitchcock i f.eks. Rear Window eller The Birds inddrager visse træk fra kærlighedskomedien i starten af filmene for at lade uhygge og suspense overtage mod slutningen, forsøger Bava i The Girl Who Knew Too Much løbende at veksle mellem de to genrer i flere korte scener (filmens reelle spilletid nærmer sig 80 minutter), og det fungerer ikke: Som seer føler man sig på nippet til at afkode gysersegmenterne som små selvbevidste gyserspoofs, og det dræber desværre den fantastiske stemning som Bava ellers så mesterligt opbygger. De mange dramaturgiske skift svækker generelt filmen og gør den mere letbenet end Bava-kritikere som Tim Lucas vil.
Dekorationer, kamera, lys!
Plottet opløser sig næsten i mindre genrefragmenter, der modarbejder hinanden, men de fragmenter der fungerer bedst, er dem der bærer Mario Bavas fingeraftryk – hans visuelle flair for at skabe en stemning af ægte myrekryb er også i denne mere middelmådige film uforlignelig.
Når The Girl Who Knew Too Much går i suspense-thriller-mode fortsætter Mario Bava tit ind på gysergenrens mærker med sin ekspressionistiske fotografering og lyssætning. Scenen, hvor Nora finder sin tante død i sengen, og liget tilsyneladende bevæger sig er fyldt med torden og blinkende lamper, ligner en klar reference til Hitchcocks Psycho. Ironisk nok blev denne reference-scene selv genbrugt i den superuhyggelige minifilm "A Drop of Water" i Bavas Black Sabbath (også fra 1963).
Senere viser Bava, at uhygge også kan etableres effektivt med masser af highkey-lys og minimalistiske dekorationer, når Nora lokkes til en tom og kridhvid lejlighed i sin jagt på sandheden. Her er det rummets tomme nøgenhed samt lyden af en klaprende skrivemaskine og en sær androgyn kalden, der driver Nora og uhyggen frem. Som dekoration bliver lejligheden til en klaustrofobisk labyrint samtidig med at dens åbenhed gør Nora ekstra sårbar.
Disse visuelle genialiteter gør The Girl Who Knew Too Much til en lille perle. Her strækker maestro Bava det sparsomme budget til det yderste ved at højne filmens produktionsværdi med simple tricks som dynamiske kameratravellings, lyssætning og en til tider abrupt klippestil fyldt med matchcuts. Det gør filmen til en meget u-kedelig affære, men desværre uden den psykologiske dybde, der lægges op til i den unge, uskyldige amerikaners møde med det dekadente Europa - og når Bava skaber en forbindelse mellem Noras erfaringer udi vold og drab med hendes erfaringer udi kærlighedslivet.
······
The Girl Who Knew Too Much (it. La ragazza che sapeva troppo)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Leticia Román, John Saxon, Valentina Cortese m.fl.
Galatea Film, 1963
Spilletid: Ca. 86 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i bokssettet The Mario Bava Collection, volume 1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar