Viser opslag med etiketten 1970. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 1970. Vis alle opslag

tirsdag den 6. januar 2015

Battle for the Planet of the Apes (1973)


Battle for the Planet of the Apes
(dansk titel: Kampen om abernes
planet
)
Instruktion: J. Lee Thompson
Medvirkende: Roddy McDowall,
Claude Akins, Natalie Trundy m.fl.
Apjac International, 1973.

 _ _ _

DOWNLOAD PODCASTEN 
SOM MP3 HER.




















Battle for the Planet of the Apes er den femte film i den oprindelige serie fra 1960-70erne. Den er instrueret af J. Lee Thompson, som også var manden bag 4'eren, Conquest of the Planet of the Apes, der jo var både var dystopisk og rigtig spændende. Det er sidste kapitel i abe-pentalogien ikke. Den er mest af alt et 80-minutters efterspil til den store abe-rebolution der for længst er overstået. ... Og de levende lykkeligt til deres dages ende!

Den 27. november udkom Battle for the Planet of the Apes i et nyt blu-ray-bokssæt fra 20th Century Fox. Primal Collection, som boksen hedder, indeholder alle otte Abernes planet-film, inkl. Tim Burtons genindspilning af den originale 1968'er-film og de to nyeste abefilm.

På skiven med Battle for the Planet of the Apes finder man følgende ekstramateriale:


  • Isolated score track 5.1 DTS
  • End of an Epic: The Final Battle (featurette om filmen, 16:34 min.)
  • Extended scenes (der er tale om 10 forlængede scener på ialt 45:44 min., men eftersom de ekstra bidder er sat ind i filmens oprindelige scener er det vanskeligt at se hvad der er "extended" — med mindre man kender filmen særdeles godt på forhånd...)
  • Theatrical trailer (2:32 min.)
  • San Simian Sentinel (pressemateriale i avis-format)
  • Interactive press book (mere pressemateriale)
  • Advertising gallery (ultrakort slideshow, 15 sek.)
  • Behind-the-scenes gallery (kort slideshow, 1:30 min.) 
  • D-Box mastering app
  • Links til Fox-websites



  • søndag den 21. december 2014

    Conquest of the Planet of the Apes (1972)



    Conquest of the Planet of the Apes
    (Dansk titel: Oprør på abernes planet).

    Instruktion: J. Lee Thompson
    Medvirkende: Roddy McDowall, Don Murray, Ricardo Montalban m.fl.

    APJAC Productions, 1971.

     _

    Den 27. november udkom Oprør på abernes planet i et nyt blu-ray-bokssæt kaldet fra 20th Century Fox. Primal Collection, som boksen hedder, indeholder alle otte Abernes planet-film, inkl. Tim Burtons genindspilning af den originale 1968'er-film og de to nyeste abefilm.

    Skiven med Oprør på abernes planet indholder både den originale biografudgave fra 1972 og den uklippede udgave af samme film (på skiven fejlagtigt kaldt "Extended version"), som aldrig nåede frem til biograferne dengang — det er den uklippede udgave som er anmeldt i podcasten. Men der er også andet ekstramateriale, heriblandt en fin featurette om filmen:
    • Theatrical version + Extended version (reelt er den uklippede version ikke længere — det er indholdet der er anderledes)
    • Isolated Score Track 5.1 DTS på "Extended version"-udgave af filmen
    • Riots and Revolutions: Confronting the Times (featurette, 20:42 min.)
    • A Look Behind The Planet of the Apes (behind-the-scenes-mini-dokumentar fra 1972, 13:37 min)
    • J. Lee Thompson Directs Conquest of the Planet of the Apes (små amatøroptagelser fra bag kameraet, 1:06 min.)
    • Theatrical Trailer (2:07 min.)
    • Future News (en PR-folder der skal forestille en rigtig avis)
    • Interactive Pressbook (mere originalt pressemateriale til filmen)
    • Advertising Gallery (ultrakort slideshow, 12 sek.)
    • Lobby Card Gallery (ultrakort slideshow, 30 sek.)
    • Behind-the-scenes Gallery (meget kort slideshow, 1:03 min.)
    • D-BOX Mastering Motion app
    • Links to Fox websites

    onsdag den 17. december 2014

    Escape From the Planet of the Apes (1971)



    DOWNLOAD SOM MP3
    Escape From the Planet of the Apes
    (Dansk titel: Truslen fra abernes planet).

    Instruktion: Don Taylor
    Medvirkende: Roddy McDowall, Kim Hunter, Bradford Dillman m.fl.

    APJAC Productions, 1971.

     _ _ _ _ _

    Den 27. november udkom Truslen fra abernes planet i et nyt blu-ray-bokssæt kaldet fra 20th Century Fox. Primal Collection, som boksen hedder, indeholder alle otte Abernes planet-film, inkl. Tim Burtons genindspilning af den originale 1968'er-film og de to nyeste abefilm.

    Skiven med Truslen fra abernes planet indholder følgende ekstramateriale, hvoraf featuretten er det mest interessante:
    • Isolated Score Track 5.1 DTS
    • The Secret Behind Escape (featurette, 16:04 min.)
    • Don Taylor Directs Escape From the Planet of the Apes (arkivmateriale fra bag-kameraet, 7:41 min.)
    • Theatrical Trailer (3:02 min.)
    • Advertising Gallery (meget kort slideshow med posters og reklamer, 0:54 min.)
    • Behind-the-scenes Gallery (kort slideshow, 1:27 min.)
    • D-BOX Mastering Motion app
    • Links to Fox websites


    lørdag den 6. december 2014

    The Aristocats (1970)



    DOWNLOAD SOM MP3
    The Aristocats
    (Dansk titel: Aristocats).

    Instruktion: Wolfgang Reitherman.
    Amerikanske stemmer: Phil Harris, Eva Gabor, Sterling Holloway m.fl.
    Danske stemmer (1990-udgave): Søren Pilmark, Nastja Arcel, Henrik Koefoed m.fl.

    Walt Disney Productions, 1970.

    ★★★★★ _

    Den 27. november udkom Aristocats på dansk blu-ray fra Disney. Skiven indeholder følgende ekstramateriale — hvoraf det meste desværre er i standard definition (SD):
    • The Lost Opening (Richard Sherman fortæller om en alternativ åbningsscene og sang til filmen, 9:31 min.)
    • D!tto: "Oui Oui Marie" (the Aristocats Remix, musikvideo, 1:53 min.)
    • Slettet sang: "She Never Felt Alone" (Richard Sherman fortæller om sangen, SD, 7:56 min.)
    • The Sherman Brothers: The Aristocats of Disney Songs (mini-featurette, SD, 4:24 min.)
    • The Great Cat Family (uddrag af tv-serien Disneyland fra 19. september 1956, SD, 12:51 min.)
    • Kortfilm med katten Figaro: "Bath Day" (1956, SD, 6:40 min.)
    • Sing-along function på filmens sange

    fredag den 5. december 2014

    Beneath the Planet of the Apes (1970)



    DOWNLOAD SOM MP3
    Beneath the Planet of the Apes
    (Dansk titel: Flugten på abernes planet).

    Instruktion: Ted Post
    Medvirkende: James Franciscus, Linda Harrison, Kim Hunter m.fl.

    APJAC Productions, 1970.

    ★★★ _ _ _

    Den 27. november udkom Flugten på abernes planet i et nyt blu-ray-bokssæt kaldet fra 20th Century Fox. Primal Collection, som boksen hedder, indeholder alle otte Abernes planet-film, inkl. Tim Burtons genindspilning af den originale 1968'er-film og de to nyeste abefilm.

    Skiven med Flugten på abernes planet indholder følgende ekstramateriale, hvoraf featuretten er det mest interessante:
    • Isolated Score Track 5.1 DTS
    • From Alpha to Omega: Building a Sequel (featurette, 22:10 min.)
    • Theatrical Trailer (3:10 min.)
    • The Ape News (PR booklet fra filmens premiere)
    • Advertising Gallery (meget kort slideshow med posters og reklamer, 0:36 min.)
    • Lobby Card Gallery (kort slideshow, 1:21 min.)
    • Behind-the-scenes Gallery (endnu et slideshow, 1:06 min.)
    • D-BOX Mastering Motion app
    • Links to Fox websites






    mandag den 17. november 2014

    Robin Hood (1973)



    Robin Hood

    Instruktion: Wolfgang Reitherman
    Amerikanske stemmer: Brian Bedford, Phil Harris, Peter Ustinov m.fl.
    Danske stemmer: Finn Storgaard, Morten Grundwald, John Price m.fl.

    Walt Disney Productions, 1973.

    ★★ _ _ _

    I anmeldelsen omtaler jeg genbrugssekvensen i Robin Hood, hvor Disney låner uhæmmet fra sig selv (nærmere betegnet fra Snehvide, Junglebogen og Aristocats). Se med her...




    Robin Hood udkom på dansk blu-ray fra Disney d. 6. november. Blu-rayen indeholder følgende ekstramateriale — og dermed desværre ingen featurette eller dokumentar om tilblivelsen:
    • Slettet historie: "Kærlighedsbreve" (animerede storyboard-tegninger, 7:33 min.)
    • Alternativ slutning (storyboard-tegninger i SD-kvalitet, 4:34 min.)
    • Robin Hood-galleri (kommenterede stillbilleder i SD-kvalitet, 8:50 min.)
    • Syng med på filmen (hele filmen med undertekster på sangene!)
    • Kortfilm: "Ye Olden Days" (sort/hvid Mickey Mouse-tegnefilm fra 1933 men i smuk HD, 8:18 min.)


    torsdag den 26. marts 2009

    Four Flies on Grey Velvet (1971)


    Dario Argentos tredje dyrefilm hiver tæppet væk under publikum i en spektakulær surprise-slutning, hvor hele historien foldes ud, og den bindegale morder afsløres og uskadeliggøres på bare ti minutter. Indtil da er Four Flies on Grey Velvet en kedelig thriller med store visuelle ambitioner og lige så store fortællemæssige problemer.

    Den italienske gyserinstruktør, Dario Argento, startede karrieren med tre giallo-thrillers i den såkaldte dyretrilogi: The Bird with the Crystal Plumage (1970), The Cat o’ Nine Tails (1971) og Four Flies on Grey Velvet (1971). Giallo-genren er en sammensmeltning af whodunnit-krimien og slasher-filmen i detektivhistorier med grafiske mord på unge, smukke (og ofte letpåklædte) kvinder – og gerne med stiliseret kameraarbejde og ekspressiv brug af underlægningsmusik. Det var især The Bird… et fantastisk godt eksempel på, mens de to efterfølgende film er mere jævne giallo-thrillers; Four Flies… ender som både det vildeste og det kedeligste indslag i Argentos trilogi.

    Hovedrollen indehaves af en ung Michael Brandon (som vi er nogen der husker fra den britiske 80’er-strømerserie, Dempsey & Makepeace), der spiller trommeslageren Roberto. I filmens første minutter forfølges Roberto af en ældre mand, som tilsyneladende både er blind og meget paranoia-skabende. Roberto ender nemlig med at konfrontere ham og dernæst komme til at myrde ham i et gammelt forladt teater. Problemet er, at nogen overvåger Roberto og ser mordet – og så begynder den psykologiske terror, hvor den ukendte morderiske stalker kommer tættere og tættere på unge Roberto.

    Visuelle eksplosioner
    Four Flies… er først og fremmest en visuel oplevelse, der hæver sig over den italienske krimimetervare. Argento har tydeligvis arbejdet meget med særligt klipningen og de indlagte drømmesekvenser, og især i starten fungerer det meget overrumplende og nærmest desorienterende, når adskillige tidslinjer for Roberto klippes sammen til en montage – oven i købet med indlagte lækre slowmotionoptagelser af flyvende trommestikker; reallyd der bliver til underlægningsmusik og vice versa; og lydtomme titelskilte med et pulserende hjerte på sort baggrund!

    Det er en fantastisk filmisk startsekvens, der kun har ét problem: Den etablerer hverken miljø eller karakterer og lægger på ingen logisk måde op til det mord der sker kort tid (max. fem minutter) efter. Roberto bliver nok præsenteret som hovedperson, men det eneste karakteristiske ved ham er hans smukke ydre og hans funktion som trommeslager. Alt andet hemmeligholdes. Det bevirker at Argento ikke kan bygge suspense op omkring selve mordet, der derfor (på alle tænkelige måder!) fremstår som én stor fejltagelse, og det bevirker at Roberto aldrig rigtig får vores sympati. Det at han slår en mand ihjel og prøver at hemmeligholde det gør ham ikke til den oplagte hovedperson.

    Dumme dukke
    Filmens fortællemæssige problemer kommer også til udtryk, når Argento af uransagelige grunde skriver flere komiske og sorthumoristiske scener ind i sin thriller, hvor en vis Bud Spencer viser vores hovedperson at han kan æde en rå fisk, hvorefter de to senere tager på ligkistemesse, og det Monty Python-agtige postbud afleverer svenske pornoblade til den forkerte adresse og senere ved en fejl overfaldes af unge Roberto. Disse småsyrede scener trækker detektivhistorien i langdrag og fjerner fokus fra den egentlige intrige, som Argento først bringer rigtigt på banen i filmens slutscene. Og den kedelige historie afbrydes ikke spektakulære mordoptrin, som Argento ellers er så kendt for.


    Dermed bliver Four Flies… en langtrukken og ufokuseret thriller, og slutningen får publikum til at føle sig snydt – ikke mindst på grund af politiets overnaturlige opklaringsmetode: et fantastisk kamera der kan affotografere det sidste mordoffers hornhinde, hvor det sidste glimt af morderen stadig står indprentet.

    Hvor Four Flies… som helhed sakker agterud i forhold til sine to forgængere, så er der enkeltvise bud på Argentos visuelle genialitet – først og fremmest som nævnt i klipningen: I en anden overrumplende scene i en park, laver Argento tydelige elliptiske jumpcuts, så man bliver i tvivl om hvad filmen vil vise: tiden der går? en psykologisk brist hos kvinden der venter på parkbænken? eller et eller andet overnaturligt lirumlarum?

    Også den uhyggelige, kønsløse dukke (-maske), som Robertos morderiske forfølger bærer, peger fremad mod mesterværket Profondo Rosso (1975). Netop dukkemasken er blot én af mange visuelle detaljer, der understreger det skræmmende incestuøse – eller i det mindste et kønsdiskriminerende – tema, der ligger og gemmer sig under overfladen, særligt når man har set filmen til ende og fået serveret mordgådens løsning til sidst. Det understreges af også Robertos kønsløse fremtoning: Michael Brandon er 70’er-langhåret, umuskuløs og med sin ubehårede brystkasse ligner han til forveksling den unge, smukke kvinde, som han har en affære med midt i filmen - de kunne også være bror og søster i et badekar. Argento vender på mange måder op og ned på det traditionelle kønsrollemønster i denne film – selv ned i birollerne, hvor Roberto hyrer en homoseksuel privatdetektiv, der straks begynder at lægge an på ham.

    På samme måde er det interessant at lægge mærke til Argentos store interesse for cirkulære former og objekter og cirkulære og labyrintiske visualitet (kameraet der panorerer rundt om sig selv i 180 grader, f.eks.). Men ligesom med den grænseoverskridende tematik ender det som en overfladisk konstatering, fordi grundsubstansen i filmen – selve historien og plottet – ikke er godt nok.

    ······


    Four Flies on Grey Velvet (it. 4 mosche di velluto grigio)
    Instruktion: Dario Argento
    Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Jean-Pierre Marielle m.fl.
    Seda Spettacoli, 1971
    Spilletid: Ca. 102 minutter
    Filmen er netop udsendt på reg. 0-dvd af RYKO Distribution

    mandag den 16. februar 2009

    An Offer You Can Refuse (16:9 #30)

    Det er den generelle opfattelse, at Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi er den bedste og mest helstøbte nogensinde. Særligt den første film og Part II hyldes gang på gang som det ypperligste inden for gangstergenren og har trukket spor ud i alle afkroge af amerikansk kultur. Nu er alle tre film genudgivet på blu-ray med renset billede i HD-kvalitet, surround sound og mere ekstramateriale, der giver et hudløst ærligt indblik i filmenes kaotiske tilblivelse med en tvivlende og improviserende Coppola ved roret. Det er blevet tid til at drage til New York og genopleve Corleone-familiens storhed og fald.

    Jeg har aldrig været tosset med Godfather-filmene. Trilogien om Corleone-familien står for mig som en temmelig overvurderet filmoplevelse – måske den mest overvurderede. Men at gense alle tre film i luksusudgaver var sine steder et kærligt gensyn, selv om genoplevelsen og gennemgangen af det tilhørende ekstramateriale også gav ny næring til min kritiske sans.

    Godfather-trilogiens plads i amerikansk kultur kan dog ikke underkendes: Historien om den amerikanske families totale opløsning og den samfundsmæssige udvikling i USA efter 2. verdenskrig er hel central i Francis Ford Coppolas gangsterdrama. Her bliver den amerikanske drøm om familiens voksende rigdom og velbefindende forvandlet til et mareridt om grådig kapitalisme. Det er i denne spejling af virkeligheden, vi skal søge Godfather-filmenes stadige popularitet som den kommer til udtryk i alle afkroge af amerikansk kultur – dog mest i form af dialogcitater fra den første film. “I’ve got an offer he can’t refuse,” “Luca Brasi sleeps with the fishes” og “Leave the gun, take the cannoli” er blot tre replikker, der refereres igen og igen som intertekstuelle hilsner til Coppolas vision. David Chase, der skabte tv-serien The Sopranos, kalder på ekstramaterialet The Godfather for “mythical, or it’s bigger than the people it’s about. And that’s why people have to quote it so much.” Det er som om denne idealiserede forestilling om den amerikanske familie og den amerikanske drøm stadig lever videre i amerikansk kultur.

    Desuden giver den nyrestaurerede udgave et godt indblik i skabelsesprocessen og Coppolas store problemer med at få opbakning og støtte fra Paramount til at lave The Godfather. Flere features beskæftiger sig med Coppolas problemer med at få styr på filmens plot, skuespillerne og filmselskabet; man får ligefrem indtrykket af, at mange af de elskelige detaljer ved filmene ikke kun skyldes Coppola selv, men i lige så høj grad er improviseret frem med skuespillerne eller skyldes lykkelige tilfældigheder og pres udefra.

    Læs resten af artiklen på http://www.16-9.dk/2009-02/side10_dvdanmeldelse.htm

    søndag den 8. februar 2009

    Schock (1977)


    Den sidste film fra maestro Mario Bava genopfinder ikke gysergenren, men stjæler så meget som muligt fra The Exorcist og Stephen King. Alligevel er filmen seværdig, fordi Bava og co. endnu engang viser, hvordan man med få midler og remedier kan skabe krybende uhygge og overrumplende chokeffekter. Flere enkeltstående scener vil stå tilbage som grænseoverskridende, selv om filmen som helhed er en halvkedelig affære.

    Den italienske gysermester, Maria Bava, skabte sin sidste film, Schock, sammen med søn Lamberto, og resultatet er da også på flere måder anderledes end så mange af gamle Bavas andre værker: Hele filmen foregår nærmest på én begrænset location, et stort gammelt hus dog med tilhørende kælder og baghave, og plottet er tilsvarende begrænset til en klaustrofobisk, psykologisk historie om en ung mors noget ambivalente forhold til sin egen søn.

    På ekstramaterialet på dvd’en fortæller Lamberto Bava at hovedinspirationskilden var Stephen King og hans genopdyrkning af gysergenren i slutningen af 1970’erne, men det er også tydeligt at Friedkins The Exorcist (1973) og Polanskis Rosemary’s Baby (1968) har spillet ind.

    Spøgelseshuset
    Schock handler nemlig om den unge Dora og hendes 8-10-årige søn Marco, der flytter tilbage i det gamle hus, hvor Marcos far begik selvmord. Dora er gennem en længerevarende indlæggelse og terapibehandling sluppet af med sin skyldfølelse, og hendes nye mand, Bruno, er opsat på, at hun vil have godt af at flytte tilbage i vante omgivelser. Men hurtigt begynder lille Marco at opføre sig underligt og komme med mere eller mindre eksplicitte trusler mod sin nervøse mor. Det er som om Marco momentvis besættes af en sygelig og hadefuld jalousi til Bruno og Dora – måske er det husets fortid der spøger, måske er det bare de første tegn på pubertetsalderen. Skyldfølelsen vokser efterhånden som det overnaturlige og de feberagtige mareridt også indfinder sig, og Dora får sværere og sværere ved at nå ind til Marco.

    Filmen er som skrevet ud fra Freud, hvor de spøgelsesagtige manifestationer og skæbnetunge varsler går hånd i hånd med den kvindelige hovedrolles mentale deroute. Ironisk nok sker begge dele samtidig med, at Dora opnår større og større indsigt i sig selv og sin egen fortid, men denne forståelse og viden kan ikke skabe ro og balance i den lille ny familie. Filmen kulminerer da også på blodigste manér, da Dora på flere metaforiske planer finder ud af, hvad der gemmer sig på den anden side af døren ned til kælderen = underbevidstheden.

    Antydningens kunst
    Hvor Mario Bava i visse andre film udnytter lyssætningen til at skabe ekspressionistiske farveladestemninger i ellers mørklagte rum, så matcher stilen i Schock den mere hverdagsprægede fortælling. Her er mange scener badet i highkey-dagslys, mens nattestemningen kommer frem ved mere traditionel og naturlig lowkey-belysning, hvor lyskilden f.eks. er en lampe eller projektør i billedet. Det medvirker til at skabe en form for realisme, der også understreges af fraværet af bl.a. hurtige zoom-ins, ligesom Bava har valgt at begrænse filmens voldsudpenslinger til de sidste 15 minutters klimaks.

    Det visuelle udtryk er dog stadig tydeligt Bava’sk i brugen af lurende håndholdt kamera, der lister om hjørner og udspionerer gennem de markante rumdelere, der står i dagligstuen. Kameraet gør flere steder tydeligt opmærksom på sig selv ved f.eks. at tracke sidenlæns og stoppe op, så en spøgelsesagtig hvid porcelænshånd (en simpel nipsting på en glashylde) dækker fuldstændig for Bruno og Dora, der har sex på sofaen i stuen. Og når Dora i samme scene kigger rædselsslagent offscreen over skulderen på Bruno, undlader Bava at klippe til hendes blikretning eller subjektive point of view. Den tydelige kamerabevægelse og mangel på klipning skaber en uhyggelig, klaustrofobisk stemning, fordi både seerne og Dora kan mærke, at der er et eller andet galt med huset. Man kan sige, at Bavas kamera og klipning besjæles af husets grusomme fortid, der får stor indflydelse på de nuværende beboeres reaktioner og følelser. Og publikums ditto.

    Lavbudget og legendarisk
    Et andet eksempel på Bavas lyst til at udfordre publikum til at digte med på historien er Marcos leg med gyngen i haven. Tidligt i filmen ser vi gyngen begynde at bevæge sig selv, når Marco kigger på den, og når kameraet finder hen til den. Senere understreger kameraet gyngens svingninger frem og tilbage, og lydsiden bringer mindelser om et penduls hypnotiske kraft, og senere endnu har denne kraft ligefrem besat kameraet, der nu følger gyngen ved at panorere hurtigt fra side til side. Her klipper Bava via matchcut over til Bruno, der sidder i en flyvemaskine, der oplever voldsom turbulens i luften, og tilbage igen til gyngens kraftfulde svingninger. Hvis publikum ikke har forstået den overnaturlige sammenhæng, standser Dora tilfældigvis gyngen, så kameraet (men ikke hun) ser billedet af Bruno, der er gjort fast til gyngebrættet med en tegnestift.

    Det er i skarpt, visuelt udtænkte scener som disse, at Schock viser, at Mario Bava har siddet i instruktørstolen. De ubehagelige drømmesekvenser, hvor en simpel dobbelteksponering af en hobbykniv der angriber ud af den blå luft, eller Marco der via simple kameratricks forvandler sig til et halvopløst lig, er fantastisk udført. Man taber underkæben af benovelse over den opfindsomhed, der ligger i selve slutningens ubehageligt tyste angreb af et mandshøjt klædeskab, der åbner sig hvorefter en truende hånd med hobbykniv dukker frem ud af skyggerne. Det er her man glemmer alt om den tyndbenede historie og den letkøbte omgang freudianske pladder; det er her man ser Bavas visuelle touch, det som Hitchcock kaldte pure cinema.

    Det er indlysende, at Bava inspirerede mange af 1980’ernes unge gyserinstruktører (Sam Raimi, Wes Craven, Sean Cunningham, John Carpenter og mange flere) og givet dem gode ideer til hvordan de selv kunne bikse en lowbudget-gyser sammen. Det var den italienske horror-maestros varemærke, og det er derfor man skal se Schock.

    ······


    Schock (am. Shock; Beyond the Door II)
    Instruktion: Mario Bava
    Medvirkende: Daria Nicolodi, John Steiner, David Colin Jr. m.fl.
    Laser Cinematografica, 1977
    Spilletid: ca. 93 min.
    Amerikansk dvd-distribution: Anchor Bay

    onsdag den 17. december 2008

    Profondo Rosso (1975)

    Dario Argentos mesterværk oser af stemningsfulde og uforglemmelige mareridt. Suspensen er i højsædet i denne film, hvor Argento også tager et markant skridt væk fra Hitchcocks suspenseformel i sine første og mere traditionelle giallo-thrillers. Her er hvert mord og hvert gys et filmisk højdepunkt med smukt kameraarbejde, tydelig klipning og fræsende underlægningsmusik som omdrejningspunkt.

    Profondo Rosso er en mesterligt sammensat gyser – her integreres den psykologiske mordgåde, der skal løses, med den paranormale rammehistorie om at kunne fornemme andre menneskers tanker.

    Den minder om Hitchcock-film som Psycho eller måske Vertigo, der også flirter med det overnaturlige i kombination med irrationelle handlinger, men som dybest set handler om at komme til bunds i et mordmysterium og forklare den logiske sammenhæng. Det er imidlertid slet ikke den slutning, Argento forfølger i Profondo Rosso; han omfavner det overnaturlige, det paranormale, ja selve det irrationelle som et grundelement i både sin fortællestruktur og visuelle pondus.

    Profondo Rosso åbner sig for flere analyse- og fortolkningsmetoder, og det må ses som en stor kvalitet ved Argentos værk, at man ikke bliver færdig med filmen sådan uden videre, men kan blive ved med at finde nye detaljer at gå på opdagelse i. Af samme årsag har jeg kun udvalgt at fokusere på et emne i denne anmeldelse: Argentos kombination af logisk detektivgåde med det overnaturlige og irrationelle. Netop denne dimension åbnede sig for mig ved mit første møde med Profondo Rosso.

    Tankelæsning på flere planer
    Godt nok er filmens basisplot hængt op på en række brutale mord, der skal løses af vor detektivpar, Marc og Gianna (spillet af engelske David Hemmings og italienske Daria Nicolodi), men allerede under startteksterne gør Argento og filmen noget ganske uventet – irrationelt kunne man sige: Underlægningsmusikken fades hurtigt ned og vi får et flashback af et mord iscenesat som var det et maleri i én totalindstilling fra en dagligstue. Skygger kæmper på væggen, mens en skinger børnesang lyder fra en grammofonpladespiller. En blodig kniv smides på gulvet foran kameraet. Et par børnesko med knælange uskyldsrene strømper kommer ind i billedet og stivner ved kniven. Herpå vender filmen tilbage til startteksterne og den oprindelige underlægningsmusik.

    Kort efter giver den tyske "spåkone" Helga Ulmann sin teori om tankelæsning som en medfødt evne, men som langt de fleste af os glemmer, når vi lærer at bruge vore almindelige sanser. Argento placerer hende på en scene ved en paranormal konference, hvilket giver hendes kommentar mere pondus og gør den til et decideret varsel. Ikke mindst fordi vi (seerne) er til stede ved konferencen i skikkelse af et subjektivt kamera som tydeligvis påvirker Helga Ulmann til at få et mareridtsagtigt syn fra fortiden.

    Herfra er filmen nærmest manisk bygget op om denne paranormale struktur; Argento fodrer os og hovedpersonerne med umærkelige varsler om de mord, der skal ske senere. Marc skoldes af kogende vand og kører senere forbi et færdselsuheld med en væltet lastbil - begge scener vender senere tilbage i chokerende mordscener. Men også flashbacket under startteksterne er jo i virkeligheden et tydeligt varsel om fortidens traumer, der maser sig på i vores bevidsthed filmen igennem, og leder frem til filmens klimaks, hvor Marc også får adgang til flashbacket.

    Denne struktur hvor fortiden og fremtiden sætter tydelige spor på nutiden bliver en så naturlig del af Profondo Rosso, at man i slutningen af filmen tager sig selv i at gætte på hvad der skal ske med de medvirkende ud fra de visuelle syn/varsler, som Argento giver os.

    Selve morderens hærgen kan også kun forklares (logisk), hvis man accepterer at morderen netop er disponeret for tankelæsning. Filmen tvinger på denne måde seeren til at kombinere det logiske med det overnaturlige.

    Leg med billeder
    Dario Argento kombinerer denne fantastiske struktur med en endnu mere storslået billedside, der kæler for syrede kameravinkler og stiliserede locations – meget lig hans debutfilm, The Bird with the Crystal Plumage (1969). Kameraet og klipningen mimer gerne den paranormale struktur ved at iscenesætte visse sekvenser på en komplet irrationel (eller i hvert fald anti-mainstream) måde.

    Her får kameraet sit eget liv og fryser f.eks. til stedet, selv om personen, det følger over skulderen, går videre. Flere steder fanger det da også en skygge på væggen, en dør eller et vindue der bevæger sig i udkanten af billedrammen. Andre steder er der tilsyneladende ingenting, hvilket bevirker at den manglende kamerabevægelse i sig selv skaber uhyggen og de irrationelle tanker hos publikum. Man kan sige at kameraets umotiverede (irrationelle) stop giver os direkte adgang til det uhyggelige i filmen - enten i det der vises på billederne eller også i selve billedstilen.

    Denne form for pure cinema kommer til udtryk flere gange i filmens suspense- og chokscener, og ofte følges den af en lige så legende klippestil, der på samme måde bryder med normaliteten (her: kontinuitetsklipning) for at skabe noget skævt, noget ubehageligt, der trigger seernes bange anelser.

    Et af filmens mest suspense-fyldte mord starter f.eks. med professor Giordani, der ringer forgæves til Marc: Her er klipperytmen i første omgang bundet til telefonens ringelyde, men så vælger Argento at sætte klippehastigheden op med det resultat at den bliver mere tydelig, pågående og ubehagelig, fordi den rammer helt skævt i forhold til publikums forventninger og reallyden. Senere i scenen sættes klippehastigheden igen op uden nogen fortællemæssig grund men som en tydelig udfordring af kontinuitetsreglerne. Det skaber – sammen med de syrede kameraindstillinger, de klaustrofobiske locations og den fræsende underlægningsmusik – en fuldstændigt overrumplende stemning, der taler direkte til publikums følelser. Scenen munder da netop også ud i filmens måske mest ulogiske og irrationelle chokscene, hvor en uhyggelig mekanisk dukke nærmest går til angreb på offeret (og publikum, jf. Argentos brug af subjektivt kamera), før det endelige mord lukker scenen.

    Det er scener som disse, som min beskrivelse ikke yder tilnærmelsesvis retfærdighed, men som man skal se og opleve på egen krop - mærke hvordan Argento med sin normbrydende brug af billede, lyd og klipning taler direkte til og udfordrer ens følelser. Det er en mageløs film! Især nu hvor den danske dvd-distributør Another World Entertainment har lanceret den bedste og mest komplette og gennemrestaurerede udgave af Profondo Rosso til dato. Dobbeltdisk-udgaven med det tilhørende kommentarspor af den danske instruktør og Argento-ekspert, Thomas Rostock er simpelthen årets "danske" filmudgivelse. Gid også mere etablerede filmdistributørere i Danmark ville tage ved lære og release ældre film med samme seriøsitet og professionalisme. Bravo!

    ······


    Profondo Rosso
    (eng. Deep Red, da. Mordets melodi)
    Instruktion: Dario Argento
    Medvirkende: David Hemmings, Daria Nicolodi, Gabriele Lavia m.fl.
    Seda Spettacoli, 1975
    Spilletid: 126 minutter (originaludgave) + 106 minutter (international release)
    Fabelagtig dansk dvd-udgave med fremragende kommentatorspor af den danske Argento-ekspert Thomas Rostock fra Another World Entertainment. Prisen er lige under kr. 100,- og det er forrykt billigt!

    Tjek Dobbelt D's Definitive DVD Podcast's interview med Thomas Rostock.
    Tjek også dette hjemmelavede men meget informative kommentarspor begået af engelske Michael Mackenzie der skriver PhD om giallogenren.

    torsdag den 11. december 2008

    The Cat o' Nine Tails (1971)


    Dario Argentos anden film er visse steder nervepirrende spændende, men de visuelle detaljer holdes på et så lavt niveau, at Il gatto a nove code ofte ligner og føles som en tv-detektivfilm. Argento er også i denne film stærkt inspireret af Alfred Hitchcock, men synes samtidig at nærme sig et mere amerikansk mainstreampublikum end i hans debutfilm, The Bird with the Crystal Plumage (1970).

    Der er et par uforglemmelige suspense-scener i Dario Argentos anden spillefilm, The Cat o’ Nine Tails – scener som udnytter en psykologisk uhygge i form af bange anelser, så man flytter sig ud på kanten af sædet. Resten er desværre en ret forglemmelig affære, hvor en stribe kedelige mord skal løses på ægte detektivmanér – her fokuserer Argento på opklaringsarbejdets kryds-og-tværs-struktur, uden at det bliver rigtig spændende.

    The Cat o’ Nine Tails handler om de to journalister – den ældre, blinde Franco Arno og den unge, smarte Carlo Giordani – der blandes ind i et mord i genforskningskredse. Politiet er på bar bund. Vidner slås ihjel. Spor forsvinder som dug for solen. Og midt i hele skandalen står forskningsdirektøren på Terzi-instituttet, der vil have lukket alle døre til pressen, og hans forførende femme fatale af en datter, der måske eller måske ikke er nøglen til hele affæren. Men så begynder morderen at true vore to hovedpersoner på livet…

    Suspense-thriller
    Et stykke hen ad vejen ligner The Cat o’ Nine Tails en Hitchcock-thriller – særligt hvad angår Argentos brug af den farlige femme fatale-karakter, Anna Terzi, men lige så vigtigt i et par fantastiske enkeltscener, som mimer Hitch’s suspense til perfektion.

    Et sted i filmen sidder vor helt Giordani under ragekniven hos en frisør, da samtalen falder på politiets teori om at en barber står bag mordene og frisøren bliver ubehageligt truende i sin barbering. Argentos klaustrofobiske nærbilleder af Giordanis paniske øjne, sårbare kæbeparti og de mystiske frøperspektiver af frisøren skaber en uforlignelig stemning af krybende uhygge, der står i total kontrast til den fuldstændigt uskyldige samtale. Det er også fantastisk godt klippet, og man kan efter min bedste overbevisning stadig undervise efter denne sekvens på filmskoler verden over.

    Endnu mere klassisk Hitchcock er scenen, hvor vi har set morderen forgifte Giordanis mælkekartoner og hvor spændingen spreder sig og krydres med en intimscene, hvor Giordani forfører/forføres af tidligere omtalte femme fatale. En uskyldig replik som “Vil du have et glas mælk?” forvandler sig til ubærligt insisterende og dødbringende, og den lystfyldte sexscene bliver på lignende vis ambivalent og ubehagelig.

    Det er disse små geniale øjeblikke, der står tilbage, når The Cat o’ Nine Tails er slut.

    Tv-detektiven slår til igen
    Desværre ender Argentos anden spillefilm med at være en ret kedelig omgang opklaringsarbejde for det meste optaget indendørs og uden den visuelle skarphed, der prægede The Bird with the Crystal Plumage. Vi er også langt fra den visuelle vildskab i debutens mordscener med dens provokerende billeder og klippestil.

    Man får derfor let den tanke, at Argento i The Cat o’ Nine Tails prøver at tækkes en amerikansk distributør og mainstreampublikum efter succesen med The Bird with the Crystal Plumage – hvilket altså betyder, at filmen her forekommer langt mere ordinær i dens locations, fotografering, vold og hele visuelle udtryk. Den er mere fantasiløs og kedelig. Morderen ender desuden med at begå mord mest af praktiske hensyn - ikke som følge af en egentlig psykopati. Det er også lidt tamt, når vi nu har set hvad Argento kan og vil.

    Argento kommer på mange måder til at minde om en tv-instruktør, der egentlig blot skal følge opklaringsarbejdet i halvtotaler og halvnærbilleder. Ser man bort fra det insisterende point-of-view-kamera, der overtydeligt (nogle ville sige metaagtigt – andre: pokkers uelegant) skjuler morderens identitet for os, og de mange ultranærbilleder af et opspærret øje, der kigger direkte ud på os, så er og bliver The Cat o’ Nine Tails en tv-detektivkrimi af den mere middelmådige skuffe.

    Og det er faktisk ret kedeligt.


    ······

    The Cat o’ Nine Tails
    (it. Il gatto a nove code; da. Den nihalede kat)
    Instruktion: Dario Argento
    Medvirkende: James Franciscus, Karl Malden, Catherine Spaak m.fl.
    Seda Spettacoli, 1971
    Spilletid: Ca. 106 minutter
    Skrabet dansk dvd-udgave: On Air Video

    tirsdag den 9. december 2008

    The Bird with the Crystal Plumage (1970)


    Dario Argentos første film er en forrygende suspense-thriller som Hitchcock ville have lavet dem, hvis han havde fået lov. Her er rigeligt med mord på smukke italienske kvinder, blodige barberknive, plottwists og en gennemført visuel kvalitet i de særprægede locations og billedæstetikken. Fans af the Master of Suspense vil nyde Argentos debut.

    Jeg er ikke nogen superekspert, når det kommer til italiensk film, men når det handler om italiensk horrorfilm, er der et par navne, der har bidt sig fast. Jeg har efterhånden fået set en god håndfuld Mario Bava-film fra 1960-70erne og synes altid, jeg kan finde et eller andet (eller en hel masse), der begejstrer mig i den italienske maestros film. Nu er turen så kommet til Dario Argento og hans første film, L’Uccello dalle piume di cristallo (a.k.a. The Bird with the Crystal Plumage eller på dansk: Fuglen med krystalfjerpragten).

    Og sikke en debut! Filmens handling er hverken kompliceret eller dyb, men tager udgangspunkt i den amerikanske journalist Sam Dalgas (spillet af Tony Musante), der uforvarende bliver vidne til et mordforsøg på en smuk kvinde og dernæst bliver hovedperson i en seriemorders uhyggelige komplot. The Bird with the Crystal Plumage er på den måde en farverig og underholdende suspense-thriller – med de muntre og mørke Alfred Hitchcock-elementer trukket mere ud i ekstremerne, hvor den gamle Master of Suspense foretrak midtervejens mainstream.

    Pure cinema
    Det første man lægger mærke til i The Bird with the Crystal Plumage er Argentos visuelle stil. Her tilfører de valgte locations i sig selv spænding – lige fra det minimalistiske, kridhvide kunstgalleri hvor det første knivoverfald foregår, over den mørklagte og forladte busparkeringsplads hvor Sam jages af en bister lejemorder i skrigende gul vindejakke med et sort 8-tal på ryggen, til den gale kunstmalers ruin af bolig hvor alle indgangsdøre er blokeret så ingen kan komme ind og kattene ikke kan slippe ud. Det minder alt sammen meget om Hitchcocks valg af locations til North by Northwest med Cary Grant i FN-bygningen, flygtende på de vide majsmarker og kravlende på Mount Rushmore; Argento udnytter sine farverige locations på samme underholdende måde.

    Et andet træk fra Hitchcock er sekvenserne med pure cinema, hvor kameraets indstilling og bevægelser alene fortæller historien. Knivoverfaldet i begyndelsen filmes fra Sam Dalgas’ begrænsede point of view og størstedelen af sekvensen benytter subjektiv lyd, da Sam låses inde mellem to solide glasdøre, der giver ham frit udsyn til begivenhederne men ikke dialogen eller reallydene. Det fungerer bjergtagende godt, fordi man som seer overrumples af den aparte fravær af lyd og samtidig bliver ekstra opmærksom på den på én gang smukke og grusomme billedside.

    Andre mordsekvenser udspiller sig ligeledes med et fravær af underlægningsmusik, hvilket tilfører en ubehagelig realisme. Et overfald med en barberkniv bliver ekstra skræmmende på grund af offerets subjektive point of view af kniven der gentagende gange brutalt og hurtigt angriber kameraet kun akkompagneret af den minimalistiske reallyd fra kniven. Mange scener bringer mindelser om Psycho, men udført mere kompromisløst end Hitchcocks brusebadsmord. Til gengæld peger The Bird with the Crystal Plumage også fremad mod John Carpenters Halloween, der vist bl.a. har lånt fra Argento i scenen, hvor en ung kvinde ryger cigaret i sengen og opdager den maskerede morder som stillestående silhuet i døren til soveværelset. Lige inden hun får kniven.

    Kulørt persongalleri
    På den anden side gemmer der sig også mange sjove eller i hvert fald sorthumoristiske øjeblikke i Argentos debutfilm. Filmen igennem forsøger politiet at få opsporet kvindemorderen, men uden stort held. Opklaringsarbejdet fylder da heller ikke særlig meget, og sporene videregives bl.a. i syrede småscener, hvor en blind videnskabsmand iført hvid kittel og sorte solbriller forklarer om hårfibre og DNA fundet på gerningsstedet. Imens behandles politiets materiale af store farverige og identiske vaskemaskineagtige maskiner bag ham, og en stor legoagtig datamat spytter en ascii-tegning ud med morderens profil.

    Vi møder desuden en stammende alfons (som taget ud af en Monty Python-sketch), der kan holde sin stammen tilbage ved hele tiden at sige ”adios”, hvilket selvfølgelig afstedkommer et par misforståelser i samtalen med Sam. Det er også dybt ironisk, at alfonsen prøver at bortforklare sit rufferi over for Sam, og hans lidt aparte udseende og væremåde er så modsatrettet det billede vi normalt har alfonser fra medierne (fakta og fiktion). På samme måde hiver Argento tæppet væk under seerne i scenen med eneboerkunstmaleren, der først virker enormt truende, men senere kommer til at fungere som omdrejningspunktet i en surrealistisk sketch, da han (som det mest naturlige i verden) afslører, at han skam opdrætter katte for at spise dem. Når Sam i den situation får det dårligt, er scenen på ingen måde uhyggelig.

    At Dario Argento fra sin første spillefilm på denne måde kan forene det kulørte med det uhyggelige og få en underholdende suspense-thriller ud af det, vidner om stort filmisk talent og vovemod. Jeg glæder mig allerede til den næste Argento-gyser i rækken.

    ······


    The Bird with the Crystal Plumage
    (ital. L’Uccello dalle piume di cristallo; da. Fuglen med krystalfjerdragten)
    Instruktion: Dario Argento
    Medvirkende: Tony Musante, Suzy Kendall, Enrico Maria Salerno m.fl.
    Central Cinema Company Film, 1970
    Spilletid: Ca. 94 minutter
    Alt for fattig dansk dvd udgivelse af On Air
    Lækker 2-disk-udgivelse af Blue Underground (køb!)

    mandag den 13. oktober 2008

    The Last House on the Left (1972)


    Det er bare film! Wes Cravens første gyserfilm er på mange måder en rædselsfuld filmoplevelse: The Last House on the Left indeholder visse ubehageligt realistiske voldsscener, men filmen som helhed er amatøragtig og stjæler alt for meget fra mesterværker, som Craven aldrig selv kommer i nærheden af. Stik modsat hvad sloganet lover, glemmer man aldrig, at det bare er film.

    Før instruktøren Wes Craven skabte alle tiders bøhmand Freddy Krueger i 1980erne og gik ren mainstream med Scream-serien i 1990erne, startede han som lowbudget- og ultraindependent-filmskaber. Sammen med producenten Sean S. Cunningham, primusmotor på den senere Friday the 13th-serie, skrev og instruerede Craven debutfilmen The Last House on the Left om de to teenagepiger Mari og Phyllis, der kidnappes og forulempes af en bande sadistiske psykopater.

    I de momenter, hvor filmen virker, bruger Craven sin egen, manuskriptets og budgettets middelmådighed til at suge os ind i de grusomme optrin. Hovedparten af Last House... fortjener dog ikke sin kultklassikerstatus, men er en uskøn blanding af andre films ideer, folkekomedie og dilettantteater.

    Uhyggelige amatøroptagelser
    På dvd’ens kommentarspor lægger Craven ikke skjul på at Last House... er hans debutfilm med alle de fejl og mangler, det førte med sig i 1971. Først og fremmest optog han scenerne uden sans for billedbeskæring, klipning og timing – ja, i det hele taget æstetisk sans. Han optog den enkelte scene i tre lange indstillinger i totaler eller halvtotaler og sjussede sig (på stedet) frem til hvilke nærbilleder der var brug for som dækbilleder.

    Denne mangelfulde fremgangsmåde er den direkte årsag til at visse af filmens scener fremstår så ubehageligt autentiske. Med sine kornede billeder, lange indstillinger, halvtotalerne, totalerne og det håndholdte kamera ligner visse scener i Last House... en dokumentarfilm – eller i hvert fald en fiktionsfilm, der benytter visse realistiske greb for at få skuespillerne til at leve sig ind i filmens plot og agere derefter.

    Scenerne hvor banden - Krug, Weasel, Sadie og Junior - ydmyger, torturerer, voldtager og dræber Phyllis og Mari, er grænseoverskridende barske, ikke fordi uhyrlighederne dokumenteres i grusomme nærbilleder onscreen (for det gør de aldrig), men snarere fordi manglen på æstetik gør publikum i tvivl om forholdet mellem fakta og fiktion. Skuespillernes til tider meget naturalistiske spillestil er også med til, at publikum spørger sig selv, hvor meget af det her er ægte.

    Denne foruroligende følelse cementeres af Cravens brug af kommenterende og kontrapunktisk underlægningsmusik med vokal af skuespilleren David Hess (der også spiller bandens leder, Krug). De stærkeste ydmygelsesscener bliver ekstra ubehagelige at se på, fordi musikken leverer noget, som vi slet ikke er vant til i denne type film. F.eks. at spille en stille, melankolsk – nærmest countryagtig – popsang, mens Phyllis og Mari trues på livet af psykopatbanden og tvinges til at have sex sammen.

    It’s Only a Movie...
    Problemet med Last House... er at resten af filmen desværre falder fra hinanden og stort set ødelægger den overrumplende intensitet mellem Krug & co. og så Phyllis og Mari. Craven og Cunninghams amatøroptagelser er for dilettantagtige lige så snart vi ryger indendørs, hvor snart sagt alle scener formidles med en skolekomedieæstetik i såvel det visuelle udtryk som i skuespilsformen.

    Scenerne mellem Maris forældre og de to landbetjente, der skal efterforske mysteriet om den forsvundne pige, er så utroligt ringe og billigt udført, at publikum bliver hevet så brutalt ud af den gyselige realisme, at man har svært ved at finde tilbage i stemningen igen. Når man første gang ser de halvdokumentariske overgrebsscener krydsklippet med de to hillbilly-sheriffers falden-på-halen-komik tilsat munter banjomusik, gibber det i hele ens krop, fordi man aldrig har set en større kontrast. Og man fatter simpelthen ikke hvad Craven vil med denne aparte sammensætning, der på alle måder går imod filmens inciterende slogan: "To avoid fainting keep repeating, it’s only a movie …only a movie", for man glemmer aldrig, at der er tale om en film. Det sørger de amatøragtige verfremdungseffekter fint for.

    Ekstra problematisk bliver det, når Craven på dvd-kommentarsporet fortæller, at de komiske scener er med for at bryde med de ubehagelige voldsscener, så publikum ikke skulle væmmes for meget – hvilket vel er filmens direkte formål!?

    Kopi & Plagiat A/S
    Jeg troede egentlig, at Wes Cravens interesse for at kopiere andres ideer og problemer med at få sine egne var kommet med alderen, som en naturlig sidegevinst ved hans voksende leflen for mainstreampublikummet. Men hvor Last House... på ingen måde er mainstream, så er filmen langt fra så original, som jeg havde troet. Craven og Cunningham bygger videre på gamle Hitchcocks Psycho-budskab om at ondskaben ligger i os alle, og at vi alle kan skubbes ud over vanviddets rand, men Last House... er langt fra så subtil og raffineret som Psycho (1960). Og hvad værre er, Craven formår ikke at manipulere med publikums følelser – ja, han prøver vel egentlig aldrig – så vi på noget tidspunkt får sympati med Krug & co.

    Dertil kommer selvfølgelig at hele plottet i Last House... er en gendigtning af Ingmar Bergmans Jomfrukilden fra 1960, der i sig selv er en brutal og men også langt mere gennemført filmoplevelse.

    Ret skal være ret – Last House... satte et par enkelte fingeraftryk i gyserfilmshistorien. Her får vi for første gang en motorsav i fuld action, to år før Tobe Hooper lavede Texas Chainsaw Massacre. David Hess’ skuespilpræstation som Krug peger også tydeligt frem mod Robert de Niros rolle som stjernepsykopaten Max Cady i Scorseses Cape Fear (1991) – ikke mindst den falliske cigar og dyrkelsen af latino-mimikken har de tilfælles. Scorseses behandling af selvtægttemaet er selvfølgelig langt mere sofistikeret end Cravens.

    Men alt i alt er The Last House on the Left en temmelig overvurderet kultklassiker.

    ······

    The Last House on the Left (da. Rædselsnatten)
    Instruktion: Wes Craven
    Medvirkende: Sandra Cassel, Lucy Grantham, David Hess m.fl.
    Sean S. Cunningham Films, 1972
    Spilletid: ca. 84 minutter
    Amerikansk dvd-distribution: MGM

    onsdag den 28. november 2007

    Halloween (1978)


    John Carpenters klassiske teenagegyser er stadig effektfuld og byder sig på alle måder til hvad angår feministisk filmanalyse og -fortolkning. Her er de første af de mange unge kvinder som må lade livet for den bestialske Michael Myers’ store kniv, men Halloween er også spækket med referencer til gyserfilmens fortid – og fremtid. Den blev banebrydende inden for sin subgenre, og selv om plottet er uhyggeligt tyndt – nærmest ikkeeksisterende – er der masser af detaljer at gå på opdagelse i.

    Det er snart 30 år siden, John Carpenter lavede alle tiders første teenageslasher – eller drejede den moderne gyser med dens psykopatiske mordere i en helt ny retning. Fra Psycho’s pjevsede, introverte men også ærlige Norman Bates til Halloween’s entydigt onde, maskuline og maskebærende Michael Myers er der sket et kæmpeskred: I Halloween gives aldrig en entydig forklaring på hvorfor lille Michael udvikler sig til et dyrisk monster, ligesom hele hans hærgen (og resten af det minimalistiske plot) i den grad skriger på realisme.

    Hvor Hitchcock blev nødt til at forsyne Psycho med den afsluttende psykiater-monolog (der forklarer Norman Bates’ sindssyge og dens ophav) for at få sin film igennem censuren, går Carpenter og Halloween den stik modsatte vej – her er der ingen forklaringer på noget som helst, kun gru og rædsel, når onde Michael Myers svinger den store kødkniv. Ondskaben er inkarneret i Michael Myers-karakteren, der ender med at blive en overnaturlig, monstrøs storbylegende, som det ikke er muligt at slå ihjel hverken i denne første Halloween-film eller i de mange sequels og remakes.

    I’ll Be Right Back…
    Det, som gør Halloween til en klassiker, er for det første, at Carpenter her nedfælder hele teenagegyserens genrekonventioner i et hug. Der var ikke flere film, der lige så stille og ved fælles hjælp var med til at fremdyrke denne undergenre – nej, Carpenter klarer det alene her. Det siger selvfølgelig noget om at filmen er bygget op over en stærk formel, men at Halloween som selveste ur-teenagegyseren stadig er virkningsfuld, chokerende og uhyggelig gør blot filmen til en endnu stærkere klassiker.

    Overordnet handler det selvfølgelig om babysitteren Lauries møde med bøhmanden Michael Myers. Laurie (Jamie Lee Curtis) er naboens pligtopfyldende, men også lidt kedelige og spejderpigeagtige datter; hun passer børn, laver græskarlygter og sørger for at dække over de langt mere vovede veninder, Annie og Lynda, der tilsyneladende kun har et mål i livet – at have sex med kæresten. Laurie er nærmest seksualforskrækket i sammenligning, men det bliver også Lauries redning, for eftersom hun holder sig på måtten er hun også den, som Michael kommer sidst efter – hun bliver filmhistoriens første egentlige “final girl”, den sidste pige som tager kampen op mod det onde.

    Michael Myers er til gengæld det umælende monster, der som en anden uovervindelig zombie slæber sig af sted efter sine ofre og med overnaturlig saft og kraft får likvideret dem alle. Han er maskeret og fremstår derved langt mindre menneskelig end f.eks. Norman Bates. Filmens logik og realisme kæntrer totalt, når Myers træder ind på scenen, som om monsteret selv ikke skal give mening men blot være en personificering af Ondskab. Han dør flere gange undervejs, forsvinder fra steder og dukker op igen som trold af en æske; Myers overskrider naturlovene, og John Carpenter giver sig aldrig af med at fortælle hvorfor Myers blev så ravende sindssyg og hvorfor det partout skal gå ud over de unge sexlystne teenagepiger m/k. Det er uinteressant, og det er slet ikke den type psykologisk, detektivisk spænding, som Halloween dyrker; her er det mere den ligefremme, hitchcock-agtige suspense (hvor publikum ved at Michael Myers lurer i baggrunden uden for vinduet, og teenagepigen i forgrunden ikke ved det) og regulære chok (med høje lyde og hurtige kamerabevægelser som drivkraft).

    Fallos
    Det er som om John Carpenter selvbevidst spiller op til den feministiske filmkritik; Carpenter ved udmærket, at hans film (og hele genren) er dybt kvindefjendsk, når kameraet dvæler ved særligt pigernes langstrakte dødskamp med Michael Myers. I forhold til fyrene, som likvideres forholdsvis hurtigt i mørket eller i totaler og halvtotaler, dvæler kameraet ved pigerne i nærbilleder – Annie kvæles og får halsen skåret over i bilen i garagen på vej til den ventende kæreste, og den halvnøgne Lynda kvæles med en telefonledning efter sex med kæresten.

    Og sørme om Myers ikke det meste af filmen render rundt med en kæmpe køkkenkniv, som fallisk symbol på den magt han udøver over for de forsvarsløse piger. Da Laurie tager kampen op med Myers og stikker ham i halsen med en strikkepind (mini-fallos), taber den mandige morder sin store kniv og besvimer bag en sofa. I en påfaldende (og) urealistisk kameraindstillinger holder Laurie den store kniv ved sit skød som en anden penisattrap, hvorved den symbolske magtoverdragelse tydeliggøres før den sidste kamp mellem de to hovedpersoner.

    Laurie er i sig selv langt mere mandig end de øvrige teenagepiger, og her har vi forløberen til den den moderne actionheltinde. Ligesom sin final-girl-søster, Ripley i rum-slasheren Alien, er Laurie praktisk orienteret, aktiv, modig og en kombination af klassiske roller som klog detektiv, slagkraftig helt, skøbeligt offer. Her har vi filmhistoriens svar på 70'ernes kønskamp.

    Intertekstualitet
    Et andet plan i Halloween handler om Carpenters filmhistoriske viden, der udbasuneres i nogle temmelig direkte referencer til 1950’ernes gyserfilm i form af de film, der kører på tv. Børnene Lindsey og Tommy sluger The Thing from Another World (1951) råt – og Carpenter ligeså, for i 1980'erne kom hans genindspilning af Howard Hawks science fiction-gyser. Klippene fra filmen bruges også som kommentarer til handlingen i Halloween, ligesom lyden fra tv forvandler sig til et subjektivt lydtapet for bl.a. lille Tommy Doyle. En tv-speaker råder ligefrem til at seerne skal låse dørene og lukke vinduerne.

    Mere raffinerede er Carpenters hilsner til Hitchcocks Psycho – Marion Cranes kæreste Sam Loomis optræder som en anden lurvet udgave af detektiven Arbogast i form af Michael Myers psykiater, Dr. Loomis. Visse scener i Halloween er direkte kopieret fra Psycho; Lauries tur over til genboen hvor hun afslører hvad der er sket med de andre teenagere, er klippet sammen via subjektivt point of view ligesom som Lilas tur op til Bates-huset i slutningen af Psycho. Og så må Carpenter selvfølgelig have set en morsom pointe i at Jamie Lee Curtis er Janet Leighs datter; i filmens verden bliver Laurie en postmoderne, selvstændig datter til Marion Crane.

    At nyere teenagegysere som Scream (1996) tydeligt refererer tilbage til enkeltscener i Halloween (mest tydeligt måske Annies popcornscene som gentages med Drew Barrymore i hovedrollen) er med til at udvide perspektiveringen. Og at filmen netop er genindspillet for fuld musik i Hollywood siger måske nok noget om filmbyens manglende inspiration, men udnævner også Carpenters Halloween til en milepæl i gyserfilmshistorien. Uanset hvor simpel plotkonstruktionen er.


    ······

    Maskernes nat (eng. Halloween)
    Instruktion: John Carpenter
    Medvirkende: Jamie Lee Curtis, Donald Pleasance, Nancy Kyes m.fl.
    Falcon International Pictures, 1978
    Spilletid: Ca. 87 minutter
    Dansk dvd-distribution: On Air Video

    søndag den 12. august 2007

    The Godfather: Part II (1974)


    Prequel + sequel = mesterværk? Den anden Godfather-film er blevet udråbt som verdens bedste toer; flere filmkritikere tager endda munden helt fuld og siger, at den er bedre end etteren. Jeg er absolut uenig: The Godfather: Part Two er med en spilletid på 192 minutter alt for lang; den parallelklipper mellem to handlinger, der intet har med hinanden at gøre, og har nok fortælling til at skabe to selvstændige film, der oven i købet ville være langt mindre forvirrende at følge med i.

    Noget må være gået helt galt! Som med The Godfather ved jeg jo udmærket godt, at jeg øjensynligt er den sidste filmnørd i verden, der ikke har set del to. Filmen er allerede at finde på utallige hitlister over verdens bedste film – og visse steder optræder den endda foran sin forgænger. Det ville være helt idiotisk at forsøge at gå i rette med de filmanmeldere og -historikere, der allerede har sørget for at udbrede sig om denne films fantastiske kvaliteter. Men nu gør jeg det alligevel:

    The Godfather: Part Two er ikke en god film! Den er på ingen måder et mesterværk, og den hiver to filmruller hjem her udelukkende på grund af sine skuespillere anført af en fantastisk Al Pacino (som – hvis jeg nu skal være helt ærlig – jeg endelig har fået øjnene op for, efter denne trilogi). Men instruktør Francis Ford Coppola følger en fin etter op med et rædselsfuldt monster af en toer: Han vil lave både en prequel og en sequel, og kombinationen fungerer ikke. Der er simpelthen for mange huller, til at man kan følge med i især handlingstråden om Michael Corleone. Dertil er der klare fortællemæssige fejl, som hjælper med til at forvirringen breder sig, og historien mere eller mindre falder fra hinanden. At det kan være fascinerende at være meddigtende og prøve at hitte rede i de mange gangsterklaners forhold til hinanden og til sig selv og deres egne familiemedlemmer – det er jeg sådan set ikke uenig i. Men her styrter filmen sammen på grund af et alt for sløset fundament.

    Haves: Forvirring. Ønskes: Energi
    Kort fortalt (til de ca. 42 personer her i landet, der endnu ikke har set The Godfather: Part Two) – filmen tager udgangspunkt i Vito Corleones barndom og opvækst. Vito bliver senere den oprindelige Godfather spillet af Marlon Brando i den første film, men her spilles han i voksenudgave af Robert de Niro, og det er hans fortjeneste, at man synes, at denne del af filmen er mest spændende. Det er her, der er mest energi.

    I filmens anden fortælling følger vi nemlig fortsat Michael Corleone (Vitos søn, der overtager rollen som Godfather i slutningen af etteren). Han har slået sig ind på casinoer og spillebuler i Nevada i forhåbning om at kunne bryde med Vitos morderiske forretningsmetoder og gøre dem mere stuerene. Fortællemæssigt bevirker det, at der holdes en del møder, hvor der parlamenteres frem og tilbage. Rejsen går såmænd også til Cuba, hvor der er flere møder, og Michael Corleone medvirker i en senatshøring, hvor han gås på klingen om sine forretningsmetoder.

    De to historier i The Godfather: Part Two fejler såmænd ingenting. De er hver for sig udmærkede plots for en toer. Men hvorfor Francis Ford Coppola har fået den vanvittige idé at kombinere dem, fatter jeg ikke. Det tilfører på ingen måde filmen noget ekstra – tværtimod. Hver historie bliver mere langtrukken og fremstår som fragmenterede brudstykker: Fordi der skal levnes plads til begge handlingstråde, skal der jo skæres detaljer væk andetsteds, hvilket særligt svækker historien om Michael Corleone. At The Godfather: Part Two i princippet er to film klippet ind i hinanden, gør den ikke til en stor film – det gør den bare til en laaang film!

    At man ikke forstår så meget af de implicitte trusler og rænkespil medvirker selvfølgelig til at gøre filmen langt mindre tempofyldt og energisk end etteren. Men også udskiftningen af etterens storstilede shoot-outs med tale, tale, tale, tale, true, tale… dysser spændingen og energien gevaldigt ned.

    Forvirringen er total
    Jeg skal gerne indrømme: Efter at have set filmen trissede jeg rundt en dags tid, mens jeg så tomt ud i luften og prøvede at få puslespillet til at passe sammen – var der en særlig vigtig brik jeg havde misset i The Godfather: Part Two, når alle andre åbenbart udråber den til et mesterværk? Filmen starter jo som en kontant opfølger – uden resumé eller hjælp til at komme ind i universet (hvis det f.eks. er to år siden etteren havde biografpremiere!). Ja, det lugter for mig at se stadig langt væk af tv-føljeton, og den megen snakken og interne familiestridigheder vs. forretningsforbindelser med underslæb, forbrydelser og likvideringer blev da også i 1980erne lavet om til allesammens yndlingsdramaserie Dynasty (eller Dollars som den hed på dansk).

    Jeg gik ind på www.IMDB.com og ledte efter, hvad fans af filmen fremhævede som kvaliteterne. Til min store overraskelse er det, der fylder mest, spørgsmålene, som filmseerne (jeg selv inkl.) stiller sig selv efter at have set filmen. Folk prøver f.eks. at udrede, hvorfor vidnet, der kan fælde Michael Corleone i senathøringen undlader at gøre det, da hans bror viser sig på tilhørerrækkerne?; og hvorfor begår selv samme vidne selvmord senere i filmen?; får Kay en abort, mens Michael er væk, og hvis så hvordan kan det lade sig gøre, hvis hun tvinges til at blive i huset?; hvilken betydning har replikken “Michael Corleone says hello”?; og hvordan hænger alt det der forræderi sammen???

    For at besvare disse spørgsmål og mange flere griber message board-skribenterne til ikke blot alle tre film og deres myriader af bipersoner, men også detaljer i Coppolas manuskript til filmen og den oprindelige roman af Mario Puzo. Det er for mig at se en klar indikation af, at The Godfather: Part Two ikke er det fantastiske, ekvilibristiske, filmiske mesterværk, som alle andre påstår. Denne anden film i Godfather-trilogien indfriede alle de forbehold jeg havde mod at se den i første omgang.

    Og har man stadig ikke fået styret sin spørgelyst, så kan man få svarene og meget mere i næste uges afsnit af Soap!

    ······


    The Godfather: Part Two
    Instruktion: Francis Ford Coppola
    Medvirkende: Al Pacino, Robert de Niro, Robert Duvall m.fl.
    Paramount Pictures, 1974
    Spilletid: Ca. 192 minutter (!)
    Dansk dvd-distribution: Paramount

    tirsdag den 7. august 2007

    The Godfather (1972)


    Verdens bedste film? The Godfather ligger som nr. 1 på både de amerikanske online-filmskribenters og IMDB’s lister over verdens bedste film, hvor den har overhalet Orson Welles’ Citizen Kane. Slægtshistorien om den sicilianske Corleone-familie og deres mafiasyndikat er blevet en del af vores (amerikanske) kulturarv, og viser hvor meget vor tids Hollywood mangler Coppola, Spielberg og de andre movie brats’ evner til at forny og videreføre den amerikanske genrefilm.

    Dette er mit første møde med Francis Ford Coppolas The Godfather, så er det sagt. Jeg har haft elever, der har stirret i undrende forfærdelse, når jeg fortalte at jeg ikke havde set Godfather-trilogien – og ej heller The Deer Hunter og Apocalypse Now. De film har bare ikke været særligt vigtige for mig at få set, må jeg jo tilstå – de har virket temmelig uoverkommelige og lidt støvede. Og så er jeg jo også vokset op på Muppet Show og Matador i fjernsynet og faldt i søvn til DR’s tv-premiere på Star Wars… Når jeg skulle trodse mine forældres film & tv-vaner var det med sci-fi og gys og ikke med alenlange krigs- og gangsterfilm.

    Men nu har jeg så sat lidt tid af i kalenderen til at få indhentet det forsømte. I ugen op til skolestart d. 14. august har jeg lovet mig selv at få set Godfather-trilogien og få lukket det hul i min filmhistorie. Og da der jo givetvis er skrevet mangt og meget om disse klassikere, så vil jeg kun viderebringe min umiddelbare følelse efter at have set filmene.

    Michael Corleone
    Det ville være ret fjollet at starte med et handlingsresumé, al den stund at jeg har på fornemmelsen, at alle andre mennesker i denne verden har set The Godfather, så lad mig nøjes med at sige, at det, jeg synes var mest interessant ved den første film i trilogien, var Michael Corleones (spillet af Al Pacino) udviklingshistorie og hans forandring, mens han langsomt inddrages i sin fars (Vito Corleone i skikkelse af Marlon Brando) forbrydersyndikat.

    Filmen starter med Michaels søsters bryllup, som han kommer for sent til. Her fornemmer man at han er familiens outsider; han har deltaget i 2. verdenskrig og dermed bevidst har fravalgt den forbryderkarriere, som hans øvrige brødre og den adopterede Tom Hagen ellers er slået ind på. Far Vito Corleone er en herre man ikke løber om hjørner med – han har altid “an offer you can’t refuse”. Ved brylluppet sætter Michael os ind i familiens forretningsmetoder og fornægter samtidig sin forbindelse til gangsterfamilien – sådan er han ikke, og sådan vil han aldrig blive; det er slet ikke ham, og senere viser det sig da også at han knapt kan tale italiensk, men gebærder sig bedre på engelsk.

    Men tiden går, og gangsterkrigen eskalerer med et attentat på faren, og Michael tvinges til og accepterer hurtigt at hjælpe familien med at generobre magten. Først holder han vagt under farens hospitalsophold, og så udtænker han og eksekverer mordet på den rivaliserende gangsterboss Sollozzo. Al Pacino leverer en suveræn dead-pan præstation i rollen som Michael, når han nærmest umærkeligt forandrer sig og mere og mere kommer til at ligne sin far: Han får et ordentligt lag tæsk og ender med en hævet Marlon Brando-kæbe, hans stemme og mimik ændrer også karakter, ligesom han overtager farens talemåder. Michael lader sig også inspirere af farens tvetydige men altid truende opførsel: Som den eneste af Corleone-sønnerne har han arvet sin fars rolighed og tænksomhed.

    Krydsklipnings-ekvilibrisme
    Jeg skal ærligt indrømme at filmens start syntes meget lang for mig. Det er her, der krydsklippes mellem Connies bryllup og Vito Corleones mange forretningskontakter, der alle aflægger deres gudfader en visit. Francis Ford Coppola bruger tæt på en halv time til at etablere miljø og til at Michael sætter os ind i, at vores ubehagelige anelser holder stik, og jeg sad hele tiden og tænkte, at nu måtte der da snart ske noget! Filmen var meget lang tid om at gå igang.

    Men når man så ser The Godfather til ende, forstår man Coppolas pointe med at krydsklippe og starte filmen på denne måde. Det afsluttende showdown minder i struktur om den indledende krydsklipning. Hvor vi i filmens begyndelse ser de to kontrasterende sider (idyllens bryllup og de barske forretningsaftaler) af Vito Corleone, er det til sidst Michael Corleone der indtager pladsen som den altkontrollerende gudfader, og der krydsklippes mellem en idyllisk barnedåb og stribevis af mord. Ikke nok med at barnedåben på den måde får en ubehagelig bismag – Coppola viser os også, at Michael nu er blevet Vitos fuldkomne efterkommer.

    Den afsluttende krydsklipningssekvens er ikke set bedre, ligesom skuespillet er i en klasse for sig, og den dag i dag stadig slår gnister på trods af utallige Marlon Brando-parodier. Men egentlig er The Godfather med dens episodiske struktur og melodramatiske slægtshistorie måske bedre egnet som tv-serie end som tre gange helaftensfilm. Hvem sagde Matador?

    ······


    The Godfather
    Instruktion: Francis Ford Coppola
    Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan m.fl.
    Paramount Pictures, 1972
    Spilletid: Ca. 168 minutter
    Dansk dvd-distribution: Paramount

    torsdag den 15. marts 2007

    High Anxiety (1977)


    Mel Brooks tager gas på go’e gamle Hitchcock. Spoof filmen Høj skræk er en hyldest til the master of suspense og refererer flittigt og mere eller mindre tydeligt til Hitchcocks thrillers. Her er flere rigtig sjove gags, men der er langt mellem dem, og det bliver en kende for indforstået.

    Efter at have set Psycho (1960) med to klasser i sidste uge var det jo oplagt at gense Mel Brooks’ hyldestfilm Høj skræk, der byder på et væld af referencer til Alfred Hitchcocks suspense thrillers. Særligt sjovt – tænkte jeg jo – ville det være at finde den scene, som Mel Brooks uvægerligt måtte have udset sig som en af nøglescenerne: brusebadsmordet, hvor Marion Crane må lade livet. Den er hele omdrejningspunktet i Psycho, og – tænkte jeg jo – den måtte Mel Brooks ligesom have fundet på den bedste gag til… Eller i hvert fald have lagt hovedet i blød og kommet op med noget genialt. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

    For Høj skræk er jo en spoof film – altså en film der laver sjov med andre film eller en genre eller noget lignende. Nu om dage hedder den slags film f.eks. Scary Movie men i 1970-90’erne var en af de faste leverandører Mel Brooks, og med film som Blazing Saddles og Young Frankenstein (begge 1974) samt Space Balls (1987) og Robin Hood: Men in Tights (1993) var han med til at sætte standarden og tage gas på alt fra westerns til Star Wars. En spoof film skal helst levere komiske optrin, som seeren kan genkende og derfor se morskaben i at lave skæg med: Der lægges således ikke op til særlig intelligent komik, men en simpelt fabrikeret struktur: sketch → grin → sketch → grin. Ethvert anstrøg til en egentlig handling skal man derfor også være varsom med.

    Høj skræk skal så lave skæg med Hitchcocks thrillers og servere den ene sketch efter den anden, så vi griner og griner og griner. Og deri består vel paradokset, for der er ikke mange grin eller deciderede morsomme optrin i Høj skræk. Hvad der lige præcis er gået galt for Mel Brooks, da han skulle få ideer til filmen, skal jeg lade være usagt, men han har på ingen måde fået samme morskab ud af Hitchcock, som han gjorde af Universals gamle monsterfilm i Young Frankenstein. Der er kendte scener fra f.eks. North By Northwest (1959), Vertigo (1958), The Birds (1963) og Psycho som er oplagte at parodiere, men ellers er det småt med de direkte referencer og morskab. Mel Brooks spiller selv Richard O. Thorndyke – en tydelig parodi på Jimmy Stewart/Cary Grant-gentlemantypen i Hitchcocks film – der skal overtage posten som forstander på The Psychoneurotic Institute for the Very, VERY Nervous (ha-ha!), som gemmer på flere sammensværgelser bag facaden.

    De gags der fungerer bedst i Høj skræk er visuelle og ikke verbale. Ingen af replikkerne er sjove i sig selv, men f.eks. panoreringen hen over flyvemaskinevinduerne (og Brooks’ skræmte ansigt mellem de andre glade turister) i filmens start er kostelig. Det samme er gag’gen, hvor uhyggelig underlægningsmusik breder sig på lydsporet, og hvor Brooks tilsyneladende selv kan høre den, fordi han kigger ud af bilvinduet og ser en bus med et stort symfoniorkester komme kørende forbi i samme nu. (Den joke holder endnu – The Simpsons har vist genbrugt den mere end én gang!) Også de visuelle sekvenser, hvor Brooks plagierer Hitchcocks stil og æstetik er morsomme og gode til at udstille gysermesterens metode, så vi alle kan aflure ham hans kameratricks. Ikke mindst scenen filmet op igennem et glasbord, hvor kameraet desperat prøver at undgå tallerkener og kaffekopper for at få et billede af de to skurke.

    Men brusebadsmordet i Psycho er desværre ikke en af referencerne, Brooks slipper bedst fra. En sur og irriterende hotelpiccolo (spillet af instruktøren Barry Levinson) opsøger Brooks i badet med den avis, han så inderligt har efterlyst og “myrder” ham med avisen. Det er ikke blod men avisens tryksværte, der løber ud i afløbet. Efterfølgende kommenterer Brooks tørt på brusebadets kant: “That kid gets no tip.”

    Og sådan er der altså mange af selv de åbenlyse gags, der kollapser i hænderne på Mel Brooks i denne spoof film, der desuen også har en typisk 1970-80’er-agtig hang til at synes at det er meget morsomt at lave skæg med seksuelle afvigelser: Filmen leverer da også klassiske periodejokes om homoseksuelle blottere og lyssky SM-sex, hvor mænd domineres af en hunulven-Ilsa-agtig partner. Og det kan man her 30 år efter premieren godt blive lidt træt af at se på.

    Efter al denne mavesure omtale, er jeg dog ikke i tvivl: Er man til Hitchcock, skal man se filmen, for den er under alle omstændigheder et prisværdigt forsøg på at støve den gamle mester af og lave lidt skæg i gaden på hans bekostning. Mel Brooks slipper bare ikke så godt fra det.

    ······


    High Anxiety (da. Høj skræk)
    Instruktion: Mel Brooks
    Medvirkende: Mel Brooks, Madeline Kahn, Ron Carey m.fl.
    Crossbow Productions, 1977
    Spilletid: Ca. 94 minutter
    Amerikansk dvd-distribution: 20th Century Fox

    tirsdag den 19. december 2006

    Zombi 2 (1979)


    Lucio Fulcis italienske zombie-sequel – eller er det en prequel? – til George A. Romero’s Dawn of the Dead (1978) er på mange måder en svagere film. Fulci har åbenlyst haft langt større ambitioner end Romero men også et langt mindre budget at lave film for: Hvor Dawn of the Dead udmærker sig ved sin klaustrofobiske, dommedagsagtige stemning og kritik af vort forbrugersamfund, byder Zombi 2 på mere fantasifulde scener, som på papiret må have set ganske storslåede ud. Gyset kniber det dog med i skuffende grad.

    Som nævnt i anmeldelsen af Break-Up smuglede jeg Lucio Fulcis horrorklassiker, Zombi 2 (eller Rædslernes grønne ø, som den lidt misvisende hedder på dansk, al den stund at der ikke er nogen grønne øer med i filmen) med hjem i søndags. Min kone Malene gider på ingen måde se den slags film, så min undskyldning er, at jeg jo som filmlærer skal se nogle film for at få udvidet min horisont. Men jeg tror, hun efterhånden har gennemskuet mig: Jeg mener… en italiensk zombiefilm!

    Hvorom alting er, så er denne film faktisk en udvidelse af min filmhorisont. Jeg kender intet til Lucio Fulci eller hans øvrige filmproduktion, bortset fra det faktum at han er en fast bestanddel af inkarnerede horrorfans’ top 10. Jeg har dog to andre italienske horror-maestros (eller hvad det nu hedder) at sammenligne med: Mario Bava (Shock, 1977) og Dario Argento (Tenebre, 1982, og Phenomena, 1987). Og ud fra denne sammenligning falder Zombi 2 temmelig skidt ud.

    Der har aldrig været en italiensk Zombi 1, men George A. Romeros Dawn of the Dead blev med stor succes lanceret i Italien som Zombi, hvilket Fulci forsøgte at udnytte til at booste sin egen film. Zombi 2 spiller fint sammen med Dawn of the Dead men mest som en slags prequel, der fortæller, hvordan zombieplagen kom med båd til USA. Filmens første scene optaget ude på vandet ud for Manhattan med Frihedsgudinden og World Trade Center i baggrunden giver Zombi 2 et flot, ambitiøst præg, som resten af filmen ikke kan leve op til.

    Hovedparten af Zombi 2 foregår nemlig på en stormomsust ø i Caribien, hvor Anne er på jagt efter sandheden om sin fars mystiske død sammen med journalisten Peter West; her tager dekorationerne sig noget mere billige ud og de kreative begrænsninger mærkes tydeligt. Man hører f.eks. enormt meget om de lokale indfødtes voodoo-ritualer – vi hører dem sågar i form af høje bongotrommer på lydsporet, ligesom vi hører en af de kvindelige hovedpersoner udbryde, at hun snart ikke kan holde det ud mere. Men alle landsbybeboerne og deres voodoopraksis sker offscreen!

    Bevares, Anne og Peter møder den lettere maniske dr. Menard og hans kone, men selv disse to karakterer udnyttes ikke optimalt til plottwists eller suspense. Tvært om: handlingen virker papagtig. Man sidder hele tiden og venter på, at det afsløres, at dr. Menard er skyld i zombieplagen på øen, men i virkeligheden er han blot en fredelig, vesterlandsk læge, der ikke tror på voodoo og som leder efter en naturvidenskabelig forklaring på fænomenet. Filmens plot er på den måde temmelig uambitiøst. Det kaldes vist et falsk set-up, eller – når det er så gennemført som her – at snyde publikum.

    Andre elementer som fik mit engagement i filmen til at dale kraftig og forhindrede enhver form for gys og spænding (for ikke at sige indlevelse) var de forfærdelige eftersynkroniseringer. Man skal lede længe efter en dialog som er så dårligt formidlet – og dialogen er i sig selv ikke fantastisk, men ofte gentagende eller overflødigt refererende til det, vi og karaktererne i forvejen kan se. Problemet med dialogen stemmer fint overens med Fulcis brug af billige zooms frem for mere avancerede kamerature på skinner eller lignende.

    Derudover er jeg som ægte gyserfan ked af at skulle give lyd for denne form for kritik, men splattereffekterne er simpelthen ikke gode nok! Mange af sårene og biddene ligner en blanding af hvid modellervoks og gips – og de caribiske zombier ser ud som om de har rullet sig i mel eller størknet mudder. Og det skaber man altså ikke en gyserklassiker med efter min mening.

    Der hvor Fulci alligevel skal have noget credit er for hans fantasifulde håndtering af zombiegyseren. Her er mange scener, som man ikke ser i andre film om de levende døde – jeg har aldrig set en scene som den med den top- og også nærmest bundløse dykkerpige, der først konfronteres af en stor haj og dernæst af en temmelig adræt svømmende zombie, der tager kampen op med hajen. Fulci tager sig god tid til at vise den topløse pige sammen med hajen, og minsandten om vi ikke også ser den glubske svømmezombie tage en ordentlig luns af hajen – det ligner en finne! – hvorefter hajen lige så glubsk bidder underarmen af zombien. Det lyder komisk, og det er det også.

    Det er også tydeligt, at Fulci ikke har villet tage ved lære af Romeros glimrende brug af først et klaustrofobisk hus, så et indkøbscenter og til sidst et underjordisk forskningslaboratorium i sine tre første zombiefilm. I Zombi 2 bevæger vi os fra New Yorks havn til Caribien for at vende sporadisk tilbage til New York i filmens afsluttende indstillinger, og det giver på den ene side Fulci mere luft under vingerne – på den anden side er det bare ikke uhyggeligt eller ubehageligt, fordi filmen aldrig hæver sig over sit banale exploitation-plot. Budgettet og de kreative ressourcer har simpelthen været for små.

    Som en positiv afslutning vil jeg sige en tak til det danske distributionsselskab Another World Entertainment for at give mig og andre danske filmnørder mulighed for at stifte bekendtskab med en lang række kultklassikere i flot dvd-kvalitet. Bravo! Uanset de filmiske kvaliteter, så er der noget charmerende over disse splattergysere fra 1970-80erne som moderne CGI-splatterfilm aldrig kommer til at besidde, uanset hvor godt forlægget er – jeg nævner i flæng de enormt skuffende Resident Evil og Silent Hill. “Ægte” teaterblod og -indvolde vil altid overgå computergenererede ditto.

    ······


    Zombi 2 (Rædslernes grønne ø)
    Instruktør: Lucio Fulci
    Medvirkende: Tisa Farrow, Ian McCullogh, Richard Johnson m.fl.
    Variety Film Production, 1979
    Spilletid: Ca. 91 minutter
    Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment