Halloween (1978)

John Carpenters klassiske teenagegyser er stadig effektfuld og byder sig på alle måder til hvad angår feministisk filmanalyse og -fortolkning. Her er de første af de mange unge kvinder som må lade livet for den bestialske Michael Myers’ store kniv, men Halloween er også spækket med referencer til gyserfilmens fortid – og fremtid. Den blev banebrydende inden for sin subgenre, og selv om plottet er uhyggeligt tyndt – nærmest ikkeeksisterende – er der masser af detaljer at gå på opdagelse i.

Det er snart 30 år siden, John Carpenter lavede alle tiders første teenageslasher – eller drejede den moderne gyser med dens psykopatiske mordere i en helt ny retning. Fra Psycho’s pjevsede, introverte men også ærlige Norman Bates til Halloween’s entydigt onde, maskuline og maskebærende Michael Myers er der sket et kæmpeskred: I Halloween gives aldrig en entydig forklaring på hvorfor lille Michael udvikler sig til et dyrisk monster, ligesom hele hans hærgen (og resten af det minimalistiske plot) i den grad skriger på realisme.

Hvor Hitchcock blev nødt til at forsyne Psycho med den afsluttende psykiater-monolog (der forklarer Norman Bates’ sindssyge og dens ophav) for at få sin film igennem censuren, går Carpenter og Halloween den stik modsatte vej – her er der ingen forklaringer på noget som helst, kun gru og rædsel, når onde Michael Myers svinger den store kødkniv. Ondskaben er inkarneret i Michael Myers-karakteren, der ender med at blive en overnaturlig, monstrøs storbylegende, som det ikke er muligt at slå ihjel hverken i denne første Halloween-film eller i de mange sequels og remakes.

I’ll Be Right Back…
Det, som gør Halloween til en klassiker, er for det første, at Carpenter her nedfælder hele teenagegyserens genrekonventioner i et hug. Der var ikke flere film, der lige så stille og ved fælles hjælp var med til at fremdyrke denne undergenre – nej, Carpenter klarer det alene her. Det siger selvfølgelig noget om at filmen er bygget op over en stærk formel, men at Halloween som selveste ur-teenagegyseren stadig er virkningsfuld, chokerende og uhyggelig gør blot filmen til en endnu stærkere klassiker.

Overordnet handler det selvfølgelig om babysitteren Lauries møde med bøhmanden Michael Myers. Laurie (Jamie Lee Curtis) er naboens pligtopfyldende, men også lidt kedelige og spejderpigeagtige datter; hun passer børn, laver græskarlygter og sørger for at dække over de langt mere vovede veninder, Annie og Lynda, der tilsyneladende kun har et mål i livet – at have sex med kæresten. Laurie er nærmest seksualforskrækket i sammenligning, men det bliver også Lauries redning, for eftersom hun holder sig på måtten er hun også den, som Michael kommer sidst efter – hun bliver filmhistoriens første egentlige “final girl”, den sidste pige som tager kampen op mod det onde.

Michael Myers er til gengæld det umælende monster, der som en anden uovervindelig zombie slæber sig af sted efter sine ofre og med overnaturlig saft og kraft får likvideret dem alle. Han er maskeret og fremstår derved langt mindre menneskelig end f.eks. Norman Bates. Filmens logik og realisme kæntrer totalt, når Myers træder ind på scenen, som om monsteret selv ikke skal give mening men blot være en personificering af Ondskab. Han dør flere gange undervejs, forsvinder fra steder og dukker op igen som trold af en æske; Myers overskrider naturlovene, og John Carpenter giver sig aldrig af med at fortælle hvorfor Myers blev så ravende sindssyg og hvorfor det partout skal gå ud over de unge sexlystne teenagepiger m/k. Det er uinteressant, og det er slet ikke den type psykologisk, detektivisk spænding, som Halloween dyrker; her er det mere den ligefremme, hitchcock-agtige suspense (hvor publikum ved at Michael Myers lurer i baggrunden uden for vinduet, og teenagepigen i forgrunden ikke ved det) og regulære chok (med høje lyde og hurtige kamerabevægelser som drivkraft).

Fallos
Det er som om John Carpenter selvbevidst spiller op til den feministiske filmkritik; Carpenter ved udmærket, at hans film (og hele genren) er dybt kvindefjendsk, når kameraet dvæler ved særligt pigernes langstrakte dødskamp med Michael Myers. I forhold til fyrene, som likvideres forholdsvis hurtigt i mørket eller i totaler og halvtotaler, dvæler kameraet ved pigerne i nærbilleder – Annie kvæles og får halsen skåret over i bilen i garagen på vej til den ventende kæreste, og den halvnøgne Lynda kvæles med en telefonledning efter sex med kæresten.

Og sørme om Myers ikke det meste af filmen render rundt med en kæmpe køkkenkniv, som fallisk symbol på den magt han udøver over for de forsvarsløse piger. Da Laurie tager kampen op med Myers og stikker ham i halsen med en strikkepind (mini-fallos), taber den mandige morder sin store kniv og besvimer bag en sofa. I en påfaldende (og) urealistisk kameraindstillinger holder Laurie den store kniv ved sit skød som en anden penisattrap, hvorved den symbolske magtoverdragelse tydeliggøres før den sidste kamp mellem de to hovedpersoner.

Laurie er i sig selv langt mere mandig end de øvrige teenagepiger, og her har vi forløberen til den den moderne actionheltinde. Ligesom sin final-girl-søster, Ripley i rum-slasheren Alien, er Laurie praktisk orienteret, aktiv, modig og en kombination af klassiske roller som klog detektiv, slagkraftig helt, skøbeligt offer. Her har vi filmhistoriens svar på 70'ernes kønskamp.

Intertekstualitet
Et andet plan i Halloween handler om Carpenters filmhistoriske viden, der udbasuneres i nogle temmelig direkte referencer til 1950’ernes gyserfilm i form af de film, der kører på tv. Børnene Lindsey og Tommy sluger The Thing from Another World (1951) råt – og Carpenter ligeså, for i 1980'erne kom hans genindspilning af Howard Hawks science fiction-gyser. Klippene fra filmen bruges også som kommentarer til handlingen i Halloween, ligesom lyden fra tv forvandler sig til et subjektivt lydtapet for bl.a. lille Tommy Doyle. En tv-speaker råder ligefrem til at seerne skal låse dørene og lukke vinduerne.

Mere raffinerede er Carpenters hilsner til Hitchcocks Psycho – Marion Cranes kæreste Sam Loomis optræder som en anden lurvet udgave af detektiven Arbogast i form af Michael Myers psykiater, Dr. Loomis. Visse scener i Halloween er direkte kopieret fra Psycho; Lauries tur over til genboen hvor hun afslører hvad der er sket med de andre teenagere, er klippet sammen via subjektivt point of view ligesom som Lilas tur op til Bates-huset i slutningen af Psycho. Og så må Carpenter selvfølgelig have set en morsom pointe i at Jamie Lee Curtis er Janet Leighs datter; i filmens verden bliver Laurie en postmoderne, selvstændig datter til Marion Crane.

At nyere teenagegysere som Scream (1996) tydeligt refererer tilbage til enkeltscener i Halloween (mest tydeligt måske Annies popcornscene som gentages med Drew Barrymore i hovedrollen) er med til at udvide perspektiveringen. Og at filmen netop er genindspillet for fuld musik i Hollywood siger måske nok noget om filmbyens manglende inspiration, men udnævner også Carpenters Halloween til en milepæl i gyserfilmshistorien. Uanset hvor simpel plotkonstruktionen er.


······

Maskernes nat (eng. Halloween)
Instruktion: John Carpenter
Medvirkende: Jamie Lee Curtis, Donald Pleasance, Nancy Kyes m.fl.
Falcon International Pictures, 1978
Spilletid: Ca. 87 minutter
Dansk dvd-distribution: On Air Video