Mel Brooks tager gas på go’e gamle Hitchcock. Spoof filmen Høj skræk er en hyldest til the master of suspense og refererer flittigt og mere eller mindre tydeligt til Hitchcocks thrillers. Her er flere rigtig sjove gags, men der er langt mellem dem, og det bliver en kende for indforstået.
Efter at have set Psycho (1960) med to klasser i sidste uge var det jo oplagt at gense Mel Brooks’ hyldestfilm Høj skræk, der byder på et væld af referencer til Alfred Hitchcocks suspense thrillers. Særligt sjovt – tænkte jeg jo – ville det være at finde den scene, som Mel Brooks uvægerligt måtte have udset sig som en af nøglescenerne: brusebadsmordet, hvor Marion Crane må lade livet. Den er hele omdrejningspunktet i Psycho, og – tænkte jeg jo – den måtte Mel Brooks ligesom have fundet på den bedste gag til… Eller i hvert fald have lagt hovedet i blød og kommet op med noget genialt. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.
For Høj skræk er jo en spoof film – altså en film der laver sjov med andre film eller en genre eller noget lignende. Nu om dage hedder den slags film f.eks. Scary Movie men i 1970-90’erne var en af de faste leverandører Mel Brooks, og med film som Blazing Saddles og Young Frankenstein (begge 1974) samt Space Balls (1987) og Robin Hood: Men in Tights (1993) var han med til at sætte standarden og tage gas på alt fra westerns til Star Wars. En spoof film skal helst levere komiske optrin, som seeren kan genkende og derfor se morskaben i at lave skæg med: Der lægges således ikke op til særlig intelligent komik, men en simpelt fabrikeret struktur: sketch → grin → sketch → grin. Ethvert anstrøg til en egentlig handling skal man derfor også være varsom med.
Høj skræk skal så lave skæg med Hitchcocks thrillers og servere den ene sketch efter den anden, så vi griner og griner og griner. Og deri består vel paradokset, for der er ikke mange grin eller deciderede morsomme optrin i Høj skræk. Hvad der lige præcis er gået galt for Mel Brooks, da han skulle få ideer til filmen, skal jeg lade være usagt, men han har på ingen måde fået samme morskab ud af Hitchcock, som han gjorde af Universals gamle monsterfilm i Young Frankenstein. Der er kendte scener fra f.eks. North By Northwest (1959), Vertigo (1958), The Birds (1963) og Psycho som er oplagte at parodiere, men ellers er det småt med de direkte referencer og morskab. Mel Brooks spiller selv Richard O. Thorndyke – en tydelig parodi på Jimmy Stewart/Cary Grant-gentlemantypen i Hitchcocks film – der skal overtage posten som forstander på The Psychoneurotic Institute for the Very, VERY Nervous (ha-ha!), som gemmer på flere sammensværgelser bag facaden.
De gags der fungerer bedst i Høj skræk er visuelle og ikke verbale. Ingen af replikkerne er sjove i sig selv, men f.eks. panoreringen hen over flyvemaskinevinduerne (og Brooks’ skræmte ansigt mellem de andre glade turister) i filmens start er kostelig. Det samme er gag’gen, hvor uhyggelig underlægningsmusik breder sig på lydsporet, og hvor Brooks tilsyneladende selv kan høre den, fordi han kigger ud af bilvinduet og ser en bus med et stort symfoniorkester komme kørende forbi i samme nu. (Den joke holder endnu – The Simpsons har vist genbrugt den mere end én gang!) Også de visuelle sekvenser, hvor Brooks plagierer Hitchcocks stil og æstetik er morsomme og gode til at udstille gysermesterens metode, så vi alle kan aflure ham hans kameratricks. Ikke mindst scenen filmet op igennem et glasbord, hvor kameraet desperat prøver at undgå tallerkener og kaffekopper for at få et billede af de to skurke.
Men brusebadsmordet i Psycho er desværre ikke en af referencerne, Brooks slipper bedst fra. En sur og irriterende hotelpiccolo (spillet af instruktøren Barry Levinson) opsøger Brooks i badet med den avis, han så inderligt har efterlyst og “myrder” ham med avisen. Det er ikke blod men avisens tryksværte, der løber ud i afløbet. Efterfølgende kommenterer Brooks tørt på brusebadets kant: “That kid gets no tip.”
Og sådan er der altså mange af selv de åbenlyse gags, der kollapser i hænderne på Mel Brooks i denne spoof film, der desuen også har en typisk 1970-80’er-agtig hang til at synes at det er meget morsomt at lave skæg med seksuelle afvigelser: Filmen leverer da også klassiske periodejokes om homoseksuelle blottere og lyssky SM-sex, hvor mænd domineres af en hunulven-Ilsa-agtig partner. Og det kan man her 30 år efter premieren godt blive lidt træt af at se på.
Efter al denne mavesure omtale, er jeg dog ikke i tvivl: Er man til Hitchcock, skal man se filmen, for den er under alle omstændigheder et prisværdigt forsøg på at støve den gamle mester af og lave lidt skæg i gaden på hans bekostning. Mel Brooks slipper bare ikke så godt fra det.
······
High Anxiety (da. Høj skræk)
Instruktion: Mel Brooks
Medvirkende: Mel Brooks, Madeline Kahn, Ron Carey m.fl.
Crossbow Productions, 1977
Spilletid: Ca. 94 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century Fox
Efter at have set Psycho (1960) med to klasser i sidste uge var det jo oplagt at gense Mel Brooks’ hyldestfilm Høj skræk, der byder på et væld af referencer til Alfred Hitchcocks suspense thrillers. Særligt sjovt – tænkte jeg jo – ville det være at finde den scene, som Mel Brooks uvægerligt måtte have udset sig som en af nøglescenerne: brusebadsmordet, hvor Marion Crane må lade livet. Den er hele omdrejningspunktet i Psycho, og – tænkte jeg jo – den måtte Mel Brooks ligesom have fundet på den bedste gag til… Eller i hvert fald have lagt hovedet i blød og kommet op med noget genialt. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.
For Høj skræk er jo en spoof film – altså en film der laver sjov med andre film eller en genre eller noget lignende. Nu om dage hedder den slags film f.eks. Scary Movie men i 1970-90’erne var en af de faste leverandører Mel Brooks, og med film som Blazing Saddles og Young Frankenstein (begge 1974) samt Space Balls (1987) og Robin Hood: Men in Tights (1993) var han med til at sætte standarden og tage gas på alt fra westerns til Star Wars. En spoof film skal helst levere komiske optrin, som seeren kan genkende og derfor se morskaben i at lave skæg med: Der lægges således ikke op til særlig intelligent komik, men en simpelt fabrikeret struktur: sketch → grin → sketch → grin. Ethvert anstrøg til en egentlig handling skal man derfor også være varsom med.
Høj skræk skal så lave skæg med Hitchcocks thrillers og servere den ene sketch efter den anden, så vi griner og griner og griner. Og deri består vel paradokset, for der er ikke mange grin eller deciderede morsomme optrin i Høj skræk. Hvad der lige præcis er gået galt for Mel Brooks, da han skulle få ideer til filmen, skal jeg lade være usagt, men han har på ingen måde fået samme morskab ud af Hitchcock, som han gjorde af Universals gamle monsterfilm i Young Frankenstein. Der er kendte scener fra f.eks. North By Northwest (1959), Vertigo (1958), The Birds (1963) og Psycho som er oplagte at parodiere, men ellers er det småt med de direkte referencer og morskab. Mel Brooks spiller selv Richard O. Thorndyke – en tydelig parodi på Jimmy Stewart/Cary Grant-gentlemantypen i Hitchcocks film – der skal overtage posten som forstander på The Psychoneurotic Institute for the Very, VERY Nervous (ha-ha!), som gemmer på flere sammensværgelser bag facaden.
De gags der fungerer bedst i Høj skræk er visuelle og ikke verbale. Ingen af replikkerne er sjove i sig selv, men f.eks. panoreringen hen over flyvemaskinevinduerne (og Brooks’ skræmte ansigt mellem de andre glade turister) i filmens start er kostelig. Det samme er gag’gen, hvor uhyggelig underlægningsmusik breder sig på lydsporet, og hvor Brooks tilsyneladende selv kan høre den, fordi han kigger ud af bilvinduet og ser en bus med et stort symfoniorkester komme kørende forbi i samme nu. (Den joke holder endnu – The Simpsons har vist genbrugt den mere end én gang!) Også de visuelle sekvenser, hvor Brooks plagierer Hitchcocks stil og æstetik er morsomme og gode til at udstille gysermesterens metode, så vi alle kan aflure ham hans kameratricks. Ikke mindst scenen filmet op igennem et glasbord, hvor kameraet desperat prøver at undgå tallerkener og kaffekopper for at få et billede af de to skurke.
Men brusebadsmordet i Psycho er desværre ikke en af referencerne, Brooks slipper bedst fra. En sur og irriterende hotelpiccolo (spillet af instruktøren Barry Levinson) opsøger Brooks i badet med den avis, han så inderligt har efterlyst og “myrder” ham med avisen. Det er ikke blod men avisens tryksværte, der løber ud i afløbet. Efterfølgende kommenterer Brooks tørt på brusebadets kant: “That kid gets no tip.”
Og sådan er der altså mange af selv de åbenlyse gags, der kollapser i hænderne på Mel Brooks i denne spoof film, der desuen også har en typisk 1970-80’er-agtig hang til at synes at det er meget morsomt at lave skæg med seksuelle afvigelser: Filmen leverer da også klassiske periodejokes om homoseksuelle blottere og lyssky SM-sex, hvor mænd domineres af en hunulven-Ilsa-agtig partner. Og det kan man her 30 år efter premieren godt blive lidt træt af at se på.
Efter al denne mavesure omtale, er jeg dog ikke i tvivl: Er man til Hitchcock, skal man se filmen, for den er under alle omstændigheder et prisværdigt forsøg på at støve den gamle mester af og lave lidt skæg i gaden på hans bekostning. Mel Brooks slipper bare ikke så godt fra det.
······
High Anxiety (da. Høj skræk)
Instruktion: Mel Brooks
Medvirkende: Mel Brooks, Madeline Kahn, Ron Carey m.fl.
Crossbow Productions, 1977
Spilletid: Ca. 94 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century Fox
Great choice of picture... made me laugh out loud.
SvarSletUnfortunately, we speak different languages, but keep up the good film spotting!