Nightmare (1964)

Er den sidste Hammer-film den bedste? Både og: Nightmare er fantastisk stemningsfuld, flot lyssat i kontrastfulde sort/hvide-nuancer og med god udnyttelse af et stort, uhyggeligt hus, men filmen slutter med et kedeligt og utroværdigt antiklimaks. Men så længe tvivlen nager og suspensen har frit spil er Nightmare den bedste Hammer-film i denne samling.

Egentlig er titlen misvisende. Jeg tror aldrig, jeg tænkte, at hovedpersonerne havde decideret mareridt – snarere at de led af hallucinationer eller slemme tilfælde af paranoia. Derfor havde det selvfølgelig været en mere rammende titel med Paranoiac – evt. Paranoiac II, da Hammer Films jo allerede havde brugt den titel.

Under alle omstændigheder er Nightmare den sidste film i denne Hammer Horror-boks og også denne lille filmmaraton med nogle af det engelske filmselskabs mindre kendte gysere. Der har været nogle slemme fusere imellem, og i lang tid tegnede Nightmare faktisk til at blive den absolut bedste Hammer-gyser i denne samling. Men ca. halvvejs igennem går det alligevel galt for instruktør Freddie Francis.

I første omgang handler filmen imidlertid om den unge Janet, der lider af voldsomme mareridt, hvori hun hjemsøges af sin mor på et uhyggeligt sindssygehospital. Janet skaber så megen uro på kostskolen, hvor hun bor, at hun sendes hjem til familiens gods på en slags tvungen rekreation. Mareridtene eskalerer trods de hjemlige omgivelser, venlige tjenestefolk og Janets kæreste, som har hjulpet med at finde hende en husveninde, der kan holde hende med selskab. Situationen tilspidses og uhyggen opbygges fint, og mens Janets fødselsdag nærmer sig, bliver den spøgelsesagtige skikkelse, der forfølger hende om natten, mere og mere tydelig.

Så langt så godt. Nightmares første del er det bedste Hammer Horror-håndværk, jeg har set i denne boks. Her er fantastisk stemningsfulde, ekspressionistiske sort/hvide billeder. Lyssætningen er på alle måder lowkey under de natlige ture rundt i det store uhyggelige og livløse hus. Kameraets bevægelser er rolige, men vinklerne er tit i forvrængende frø- eller fugleperspektiv. I de mere oprevne sekvenser har Freddie Francis endvidere eksperimenteret med at sløre billedkanterne, så perspektivet igen forvrænges og publikums overblik forhindres. Her er ingen hårrejsende chokeffekter, men en drømmeagtig og skæbnetung følelse af, at det her kan kun gå én vej, og hverken publikum eller de medvirkende karakterer kan gøre noget ved det.

For at skabe optimal indlevelse med Janet, lader Freddie Francis os nærmest træde ind i og være en del af hendes mareridt. Suspensen skabes, fordi vi (publikum) er på vidensniveau med Janet – vi ved heller ikke hvem den mystiske kvinde er eller hvem som har placeret fødselsdagslagkagen i nattens mulm og mørke. Samtidig får publikum ekstra viden som gør os i stand til også at føle sympati med Janet: Vi får at vide, at hendes far blev slået ihjel af hendes mor, og moren (som officielt begik selvmord) blev tvangsindlagt på det lokale sindssygehospital. Med andre ord, Freddie Francis benytter præcis samme formel som Hitchcock benyttede i Psycho fire år forinden til at skabe både sympati og indlevelse med en ellers negativt ladet hovedperson. Og ligesom i Psychos Marion Crane forsvinder Janet også ud af Nightmare nøjagtig halvvejs igennem filmen for aldrig nogensinde at komme igen. I Psycho fungerede det rigtig godt (Marion Cranes genopstandelse er jo nøglen til hele mysteriet omkring Bates-motellet), men i Nightmare klasker filmen sammen efter Janets exit.

Problemet med Nightmare er at første halvdel af filmen afsluttes med en kontant afsløring af at mareridtet ikke har en overnaturlig dimension – det kunne man jo ellers foranlediges til tro, eftersom Janet ikke ved, at hendes mor er indlagt på et sindssygehospital, men nødvendigvis må have fået denne viden ad mere okkulte veje. Freddie Francis vælger nemlig helt forkert, at vise hvem der står bag mareridtene, og hvordan de har gjort det. Ekstra fejlagtigt er det, at Francis baserer den resterende del af filmen på disse enormt beregnende og usympatiske karakterer – for publikum er det åbenlyst vanskeligt at føle sympati og indlevelse, og man føler sig derfor på én gang snydt og distanceret i forhold til filmen og dens karakterer.

Derudover forekommer den anden del af filmen at være en decideret repetition af første del, men denne gang uden at vi tror på Freddie Francis’ tryllekunst – nu har han jo afsløret det hele som snyd! Skuespillet i anden halvdel er desuden voldsomt overspillet i forhold til den afdæmpede, drømmeagtige stemning i første del. Og så kommer afslutningen som et stort, utroværdigt antiklimaks, der ej heller står mål med filmens første 40 minutters spilletid.

······


Nightmare
Instruktion: Freddie Francis
Medvirkende: Jennie Linden, Moira Redmond, David Knight m.fl.
Hammer Films Productions, 1964
Spilletid: Ca. 82 minutter.
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)