Lad os lave spas med filmbranchen! 2x Jensen tager lidt pis på Lars von Trier og resten af Zentropa-rosset. Men også kun lidt. Deres såkaldte satire over dansk film er nemlig påfaldende uskarp og meget mild. Hvis man kombinerer dette med et uldent plot og en forvirrende konklusion, så har man Sprængfarlig bombe. En film der på alle måder ikke lever op til sin titel.
Der havde jo været en del skriverier i diverse aviser og filmblade, hvor Lars von Trier gik i kødet på Anders Thomas Jensen og andre manuskriptforfattere, som han fandt meget dygtige til at skrive gode historier. Trier mente, at de faktisk var for dygtige – at det hele blev for poleret, fint og mekanisk; der skal også levnes plads til kunstnerisk frihed, leg og dynamik. Ser man på Susanne Biers melodrama, Efter brylluppet (2006) med manuskript af netop Anders Thomas Jensen, kan man jo godt se, hvad Trier mener: Mage til spekulativ udviklingshistorie skal man lede længe efter. Ser man på Anders Thomas Jensens egen Adams æbler (2005) er jeg 100% uenig med Trier: Her er sprudlende fortælleglæde og tematisk schwung over denne film, som holdes i flotte velkomponerede billeder optaget på stativ.
Nu fik jeg så lejlighed til at se Sprængfarlig bombe, som Anders Thomas Jensen har lavet i samarbejde med Tomas Villum Jensen. Jeg havde jo nok egentlig fået det indtryk – ud fra diverse interviews, reklamekampagner osv. – at det her så ville blive 2x Jensens svada tilbage mod Trier og co. i form af en revsende satire over den danske filmbranche og dens selvhøjtidelige konger på Zentropa. Det lægger filmen egentlig også an til i portrættet af den ulidelige Claus Volter (filmens mest komiske rolle spillet af fantastiske Nikolaj Lie Kaas) – og Volter udtales jo altså med F – og hans tilfældige møde med voldsforbryderen Tonny, der nok ved hvordan man skal lave ordentlige film som folk gider se i biografen. Det sjove er jo så at Volter af omstændighederne tvinges til at hyre Tonny som manuskriptforfatter og instruktørassistent og på denne måde færdiggøre sin meget, meget kunstneriske filmtrilogi med en plat amatøractionfilm a la Kill Bill (2003, 2004).
Det er denne konflikt der skal få Sprængfarlig bombe til at hænge sammen, men det er bare som om 2x Jensen hverken har kunnet finde på gags og satire nok til en lille halvanden time – eller ønsket at træde filmetablissementet for meget over tæerne. Tværtom bliver der sat rigtig meget plads af til sidehistorien om den voldelige Tonny og hans baggrund med skilsmisse og delebørn, som han kun må se en gang om måneden. Selv om der også bliver langet kraftigt ud efter det danske kunstnermiljø og advokatstanden og ejendomsmæglerne, så kommer det især til at lugte lidt (for meget) af socialrealisme, når Tonny må bo i skurvogn sammen med veninden Klara og skal tage sine piller for at få lov til at være sammen med børnene.
Denne form for grovkornede satire - udstillingen af en social taber som Tonny - er ganske upassende, måske fordi den utilregnelige Tonnys replikker og de morsomme optrin omkring ham ikke er specielt overdrevne eller entydigt sjove. Måske på grund af Ulrich Thomsens spillestil. Derved hænger en stor del af filmens komik på Claus Volters skuldre, og her tør filmen (for mig at se) ikke nok. Det hele bliver for pænt og for kedeligt.
Men inden da har vi til gengæld fået filmens store nøglescene med en stor kunstig hval, utallige liter teaterblod, er horde af lesvingende kuttemænd og et dødsfald under Volters optagelse til en dokumentarfilm. Den scene er ekstremt morsom og alle 88 minutter værd!
Det skal også bemærkes, at Tomas Villum Jensen og Nordisk Film har besat nærmest alle biroller med kendte navne fra den danske underholdningsbranche. Det er faktisk ret morsomt, selv om de desværre ikke (som i f.eks. Robert Altmans The Player, 1992, eller i Hvam & Christensens selvironiske sitcom Klovn) spiller sig selv. Igen er Sprængfarlig bombe ikke særlig sprængfarlig, men alt for tam.
Filmens konklusion og pointe drukner for mig at se i 2x Jensens manglende fokus. Det står fra starten klart at Volter kun laver film for sig selv, og som det kun er filmfeinschmeckerne der gider se. Og de brudstykker af Volters nye “mesterværk”, vi ser, ligner da også et syret dogmedrama med to elskende, der slår en hund ihjel – det er grimt, manuskriptet er gebrokkent, og skuespillet hænger i laser. Til gengæld er den film, som Tonny ender med at få i kassen, endnu værre: Her er kameraet ganske vist på stativ, men historien er totalt usammenhængende da de går amok med deres maskinpistoler – det er grimt, manuskriptet er gebrokkent, og skuespillet hænger i laser. Filmen løfter aldrig rigtig sløret for om Tonnys film – Sprængfarlig bombe – får succes hos sit publikum, eller om det kun er anmelderne der er begejstrede. Tonny ender faktisk også op med at lave film for sig selv – bare en anden type film end Volter. Og dermed drukner 2xJensens satiriske kritik af Trier og co. i en triviel selvrironi, der hverken bider til eller blot kradser lidt i lakken.
Og selv om det selvfølgelig er en unfair sammenligning kan jeg ikke lade være med at tænke på næsten 60-år-gamle Sunset Boulevard, der viser betydeligt mere tænder end denne danske “satire”. I Sprængfarlig bombe tør 2x Jensen knapt nok antyde, hvem deres satire går ud over; her er ingen autentiske personer med, men kun karakterer der ligner lidt. Her er heller ingen autentiske steder, emner eller andre forhold, som kan være med til at spidse morskaben til, så den bliver lidt mere skarp. Ikke engang det folkelige Kejserens-nye-klæder-agtige budskab bliver kørt fuldt ud i Sprængfarlig bombe, så vi klasker os på lårene over Volter og Tonnys genvordigheder.
Summa summarum: Sprængfarlig bombe er ikke sjov nok, ikke skarp nok, ikke vred nok.
······
Sprængfarlig bombe
Instruktion: Tomas Villum Jensen
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen, Line Kruse m.fl.
Nordisk Film, 2006
Spilletid: ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Der havde jo været en del skriverier i diverse aviser og filmblade, hvor Lars von Trier gik i kødet på Anders Thomas Jensen og andre manuskriptforfattere, som han fandt meget dygtige til at skrive gode historier. Trier mente, at de faktisk var for dygtige – at det hele blev for poleret, fint og mekanisk; der skal også levnes plads til kunstnerisk frihed, leg og dynamik. Ser man på Susanne Biers melodrama, Efter brylluppet (2006) med manuskript af netop Anders Thomas Jensen, kan man jo godt se, hvad Trier mener: Mage til spekulativ udviklingshistorie skal man lede længe efter. Ser man på Anders Thomas Jensens egen Adams æbler (2005) er jeg 100% uenig med Trier: Her er sprudlende fortælleglæde og tematisk schwung over denne film, som holdes i flotte velkomponerede billeder optaget på stativ.
Nu fik jeg så lejlighed til at se Sprængfarlig bombe, som Anders Thomas Jensen har lavet i samarbejde med Tomas Villum Jensen. Jeg havde jo nok egentlig fået det indtryk – ud fra diverse interviews, reklamekampagner osv. – at det her så ville blive 2x Jensens svada tilbage mod Trier og co. i form af en revsende satire over den danske filmbranche og dens selvhøjtidelige konger på Zentropa. Det lægger filmen egentlig også an til i portrættet af den ulidelige Claus Volter (filmens mest komiske rolle spillet af fantastiske Nikolaj Lie Kaas) – og Volter udtales jo altså med F – og hans tilfældige møde med voldsforbryderen Tonny, der nok ved hvordan man skal lave ordentlige film som folk gider se i biografen. Det sjove er jo så at Volter af omstændighederne tvinges til at hyre Tonny som manuskriptforfatter og instruktørassistent og på denne måde færdiggøre sin meget, meget kunstneriske filmtrilogi med en plat amatøractionfilm a la Kill Bill (2003, 2004).
Det er denne konflikt der skal få Sprængfarlig bombe til at hænge sammen, men det er bare som om 2x Jensen hverken har kunnet finde på gags og satire nok til en lille halvanden time – eller ønsket at træde filmetablissementet for meget over tæerne. Tværtom bliver der sat rigtig meget plads af til sidehistorien om den voldelige Tonny og hans baggrund med skilsmisse og delebørn, som han kun må se en gang om måneden. Selv om der også bliver langet kraftigt ud efter det danske kunstnermiljø og advokatstanden og ejendomsmæglerne, så kommer det især til at lugte lidt (for meget) af socialrealisme, når Tonny må bo i skurvogn sammen med veninden Klara og skal tage sine piller for at få lov til at være sammen med børnene.
Denne form for grovkornede satire - udstillingen af en social taber som Tonny - er ganske upassende, måske fordi den utilregnelige Tonnys replikker og de morsomme optrin omkring ham ikke er specielt overdrevne eller entydigt sjove. Måske på grund af Ulrich Thomsens spillestil. Derved hænger en stor del af filmens komik på Claus Volters skuldre, og her tør filmen (for mig at se) ikke nok. Det hele bliver for pænt og for kedeligt.
Men inden da har vi til gengæld fået filmens store nøglescene med en stor kunstig hval, utallige liter teaterblod, er horde af lesvingende kuttemænd og et dødsfald under Volters optagelse til en dokumentarfilm. Den scene er ekstremt morsom og alle 88 minutter værd!
Det skal også bemærkes, at Tomas Villum Jensen og Nordisk Film har besat nærmest alle biroller med kendte navne fra den danske underholdningsbranche. Det er faktisk ret morsomt, selv om de desværre ikke (som i f.eks. Robert Altmans The Player, 1992, eller i Hvam & Christensens selvironiske sitcom Klovn) spiller sig selv. Igen er Sprængfarlig bombe ikke særlig sprængfarlig, men alt for tam.
Filmens konklusion og pointe drukner for mig at se i 2x Jensens manglende fokus. Det står fra starten klart at Volter kun laver film for sig selv, og som det kun er filmfeinschmeckerne der gider se. Og de brudstykker af Volters nye “mesterværk”, vi ser, ligner da også et syret dogmedrama med to elskende, der slår en hund ihjel – det er grimt, manuskriptet er gebrokkent, og skuespillet hænger i laser. Til gengæld er den film, som Tonny ender med at få i kassen, endnu værre: Her er kameraet ganske vist på stativ, men historien er totalt usammenhængende da de går amok med deres maskinpistoler – det er grimt, manuskriptet er gebrokkent, og skuespillet hænger i laser. Filmen løfter aldrig rigtig sløret for om Tonnys film – Sprængfarlig bombe – får succes hos sit publikum, eller om det kun er anmelderne der er begejstrede. Tonny ender faktisk også op med at lave film for sig selv – bare en anden type film end Volter. Og dermed drukner 2xJensens satiriske kritik af Trier og co. i en triviel selvrironi, der hverken bider til eller blot kradser lidt i lakken.
Og selv om det selvfølgelig er en unfair sammenligning kan jeg ikke lade være med at tænke på næsten 60-år-gamle Sunset Boulevard, der viser betydeligt mere tænder end denne danske “satire”. I Sprængfarlig bombe tør 2x Jensen knapt nok antyde, hvem deres satire går ud over; her er ingen autentiske personer med, men kun karakterer der ligner lidt. Her er heller ingen autentiske steder, emner eller andre forhold, som kan være med til at spidse morskaben til, så den bliver lidt mere skarp. Ikke engang det folkelige Kejserens-nye-klæder-agtige budskab bliver kørt fuldt ud i Sprængfarlig bombe, så vi klasker os på lårene over Volter og Tonnys genvordigheder.
Summa summarum: Sprængfarlig bombe er ikke sjov nok, ikke skarp nok, ikke vred nok.
······
Sprængfarlig bombe
Instruktion: Tomas Villum Jensen
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen, Line Kruse m.fl.
Nordisk Film, 2006
Spilletid: ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar