The Brides of Dracula (1960) ······
Hvor blev blodet af?! Det legendariske Hammer Films anden Dracula-film er overraskende fattig på såvel Dracula og brude som blod og gys. Til gengæld viser Brides of Dracula fint hvad den faste instruktør Terence Fischer kunne formå med et skrabet budget – med farverigt lys, kostumer og smukke dekorationer skabes den eventyrlige stemning, som er så unik ved Hammers monsterfilm.
The Curse of the Werewolf (1961) ······
Hammer Films eneste varulvefilm foregår i Spanien! Men på en eller anden måde fungerer det; filmen oser ikke ligefrem af Spanien, men mere af engelsk Hammer Horror, der fornyer varulvekarakteren med større intensitet og indlevelse i den forbandelsesramte hovedperon. Det er slet ikke dårligt, men den er langt fra den ultimative varulvefilm – dertil er der for mange oplagte fejl og mangler.
The Phantom of the Opera (1962) ······
Hammer Films udgave af Gaston Leroux’ roman om spøgelset i operaen er stadig uhyggeligt spændende sine steder, overrumplende klippet og med en flot ekspressionistisk fantommaske, der langt overgår den fimsede, hvide teatermaske vi finder i f.eks. Andrew Lloyd Webbers musical af samme navn. Men Hammers film knækker ca. halvvejs og ender med at blive for meget kissemisse og operasang og for lidt spøgelse og uhygge.
Captain Clegg (1962) ······
Forhåbentlig den ringeste Hammer-film! Karismatiske Peter Cushing spiller titelrollen – en pirat der er gået på land og forklædt som from præst nu lever af at smugle vin og spiritus og unddrage sig kongens skatteopkrævere. Der er mere kostumedrama og Morten Korch-kærlighed over denne Hammer-“klassiker” end gys og gru.
The Kiss of the Vampire (1963) ······
HAMMER TIME! Dette vampyrkys er den bedste Hammer-gyser indtil videre. Her er både masser af suspense, traditionelle og moderne fortolkninger af vampyrmyterne, og en finale af de mere opfindsomme og ambitiøse. Forskellige horror-elementer (hugtænder, kutteklædte tilbedere, skumle slotte og et kroværtspar hevet direkte ud af Hitchcocks Psycho) mikses sammen til en livlig og underholdende cocktail, der retfærdiggør Hammer Films plads i gyserfilmhistorien.
Paranoiac (1963) ······
Sort/hvid uhygge. Selv om Hammer Films var mest kendte for deres storslåede, kulørte monsterfilm var der også plads til f.eks. denne melodramatiske thriller. Paranoiac går Hitchcocks Psycho og Vertigo i bedene, men ender op som en langt svagere film på grund af alt for meget hemmelighedskræmmeri og løse tråde.
The Evil of Frankenstein (1964) ······
Peter Cushing er tilbage som Frankenstein, den gale videnskabsmand, der vil gå Gud i bedene. Men denne episode i Hammer Films’ serie om Frankenstein skuffer fælt: Her er ikke megen ondskab på færde, monsteret ligner en kikset papmache-figur bygget over det kendte Universal-look, og plottet ender med at opløse sig selv i det rene nonsens. Kun det medrivende klimaks afholder fra bundkarakter.
Nightmare (1964) ······
Er den sidste Hammer-film den bedste? Både og: Nightmare er fantastisk stemningsfuld, flot lyssat i kontrastfulde sort/hvide-nuancer og med god udnyttelse af et stort, uhyggeligt hus, men filmen slutter med et kedeligt og utroværdigt antiklimaks. Men så længe tvivlen nager og suspensen har frit spil er Nightmare den bedste Hammer-film i denne samling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar