Skrækfilmens fader. Man kan på ingen måde overvurdere Dr. Caligaris kabinet og indflydelsen fra tysk film i 20erne på især skrækfilmhistorien. Robert Wienes mesterværk lagde grundstenen til det vi nu kender som tysk ekspressionisme ved sin brug af teateragtige effekter, mens den filmiske ekspressionisme først egentlig blev udviklet i senere film. Nu om dage kan mysteriet om Caligari virke voldsomt klichefyldt, men det er altså her alle genreklicheerne stammer fra.
I den ugentlige Filmspotting-podcast kan man i denne tid høre de gæve amerikanere Adam og Sam diskutere diverse uomgængelige stumfilmsklassikere. De har indtil videre gennemgået den kontroversielle En nations fødsel (D.W. Griffiths Ku-Klux-Klan-heroiserende storfilm) og i forrige uge var turen så kommet til Robert Wienes ekspressionistiske hovedværk, Dr. Caligaris kabinet, som jeg havde glædet mig til at høre d’herrer tage fat på. Men til min skuffelse var filmsnakken overstået på omtrent 10 minutter grundet en voldsomt forsimplet konklusion, som begge (amerikanske!) podcast-værter var nået frem til – måske fordi de havde læst den i dvd’ens medfølgende inlay-folder: Tysk ekspressionisme blev kogt ned til at være et billigt trick for, at tysk film kunne konkurrere med især amerikansk (!) stumfilm. Ved at være så meget anderledes kunne tysk film markere sig over for de meget flottere og mere imponerende amerikanske (!!) storproduktioner.
Intet kunne være mere forkert.
De ekspressionistiske virkemidler
Noget af det jeg især savnede ved Filmspottings gennemgang var en konkretisering af, hvad det der ekspressionisme egentlig er for noget. I Dr. Caligaris kabinet er kulisserne f.eks. enormt skæve og forvredne. Der er en konstant mangel på perspektiv i billederne, og baggrundene er tydeligt malet på bagtæpper sammen med skygger og mystiske mønstre, så det hele fremstår uvirkeligt. Det er disse teatertraditioner som er videreført i bl.a. gysergenren og film noir men i mere filmiske versioner med lowkey-belysning og tilhørende skyggeeffekter, tiltet kamera, skæve linjer i billedet osv.
Ekspressionisme bruges da også til at skildre en utryghed eller forvirring – gerne forbundet med en galskab hos karaktererne. Derved bliver de forvredne perspektiver og uhyggen en subjektiv gengivelse af virkeligheden – virkeligheden filtreret gennem den ustabile hovedpersons hjerne. Et typisk ekspressionistisk symbol på den knudrede, forvredne hjerne er da også blevet lange, mørke korridorer og trapper i skæve vinkler eller frøperspektiv. Mærkelige, deforme udskæringer og mønstre i overflader er jo også altid godt. Det hele kan desuden også fungere som en slags visuelle varsler om den galskab eller usikkerhed, der lurer lige om hjørnet.
For gyserfilmens vedkommende er det jo spændende, at den tyske ekspressionisme bl.a. handler om dæmoni og menneskelignende uhyrer fra overtroen (vampyrfilmen Nosferatu er et fint eksempel). Film noir viderefører til gengæld storbytemaet, hvor det almindelige menneske udsættes for en kaotisk og fremmedgørende storby befolket af magtfulde og manipulerende “overmennesker”. Dermed ikke sagt at de ekspressionistiske virkemidler er forbeholdt netop disse to genrer; de kan bruges i snart sagt alle steder som udtryk for en subjektivisering af virkeligheden.
Caligaris kabinet
Dr. Caligaris kabinet handler kort fortalt om en uhyggelig markedsgøgler, Caligari, der kommer til byen Holstenwall for at fremvise søvngængeren Cesare, der har sovet i adskillige år. Caligari kan dog vække Cesare, der så vil besvare alverdens spørgsmål fra publikum. I Holstenwall sker samtidig en række grufulde mord, og det lokale politi har tilsyneladende store problemer med at lægge to og to sammen. Dr. Caligaris kabinet virker som nævnt temmelig klichefyldt, ikke mindst i dens portræt af karaktererne og særligt Caligaris baggrund. Det ligner jo noget vi har set tusind gange før – og det har man altså også, Dr. Caligaris kabinet udmærker sig dog ved at være den film der fandt på det hele!
Rent teknisk er Dr. Caligaris kabinet ikke superinteressant. I forhold til andre stumfilm fra den tid virker filmen noget statisk, og det hele minder for det meste om filmet teater med enkelte indlagte halvnære kameraindstillinger der skal fremhæve særligt dramatiske elementer. Vi får et enkelt nærbillede, da Cesare slår øjnene op for første gang, men det er også det. Den avancerede fortællestil og kontinuitetsklipning, som man finder hos førnævnte Griffith, er ikke til stede her. Derudover er der faktisk lagt meget dialog ind i filmen (det er jo faktisk en stumfilm) – de mange mellemtekster er også med til at sænke fortælletempoet.
Det, der alligevel gør Dr. Caligaris kabinet til en fuldstændig enestående film, er de bagvedliggende ekspressionistiske tanker, som med denne film finder vej over i filmmediet. Den tyske ekspressionisme opstod i billedkunsten og digterkunsten i årene 1905-10 og spredte sig videre til litteraturen, teatret og musikken. Filmen var faktisk det sidste medium som tog den til sig med netop Robert Wienes film fra 1920, godt ti år efter de første ekspressionistiske kunstværker havde set dagens lys.
Filmspotting-podcasten nøjes med at fremhæve de ekspressionistiske virkemidler som en gimmick, der får tysk film til at stå sig bedre over for amerikansk film. Det mener jeg er en stærk forenkling af indflydelsen fra 1. Verdenskrig og hele udviklingen af industrisamfundet som rasede derudaf i Europa på dette tidspunkt. Tyskland tabte jo som bekendt krigen og var både forarmet, isoleret og præget af revolutionære tilstande. Denne uro kombineret med menneskets fremmedgjorthed over for den industrialiserede verden med dens maskinelle samfundsforandringer skabte grobund ikke kun for tysk ekspressionisme men også andre modernistiske kunstretninger i Europa.
I Dr. Caligaris kabinet møder vi jo oven i købet en herskersyg tysk galning, der via hypnose og indoktrinering kan få andre mennesker i sin magt og slår hårdt ned på dem, som går imod ham – en interessant optakt til 2. verdenskrig.
······
Das Cabinet des Dr. Caligari (da. Dr. Caligaris kabinet)
Insturktion: Robert Wiene
Medvirkende: Werner Krauss, Conrad Veidt, Friedrich Feher m.fl.
Decla-Bioscop, 1920
Spilletid: Ca. 72 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Image Entertainment
I den ugentlige Filmspotting-podcast kan man i denne tid høre de gæve amerikanere Adam og Sam diskutere diverse uomgængelige stumfilmsklassikere. De har indtil videre gennemgået den kontroversielle En nations fødsel (D.W. Griffiths Ku-Klux-Klan-heroiserende storfilm) og i forrige uge var turen så kommet til Robert Wienes ekspressionistiske hovedværk, Dr. Caligaris kabinet, som jeg havde glædet mig til at høre d’herrer tage fat på. Men til min skuffelse var filmsnakken overstået på omtrent 10 minutter grundet en voldsomt forsimplet konklusion, som begge (amerikanske!) podcast-værter var nået frem til – måske fordi de havde læst den i dvd’ens medfølgende inlay-folder: Tysk ekspressionisme blev kogt ned til at være et billigt trick for, at tysk film kunne konkurrere med især amerikansk (!) stumfilm. Ved at være så meget anderledes kunne tysk film markere sig over for de meget flottere og mere imponerende amerikanske (!!) storproduktioner.
Intet kunne være mere forkert.
De ekspressionistiske virkemidler
Noget af det jeg især savnede ved Filmspottings gennemgang var en konkretisering af, hvad det der ekspressionisme egentlig er for noget. I Dr. Caligaris kabinet er kulisserne f.eks. enormt skæve og forvredne. Der er en konstant mangel på perspektiv i billederne, og baggrundene er tydeligt malet på bagtæpper sammen med skygger og mystiske mønstre, så det hele fremstår uvirkeligt. Det er disse teatertraditioner som er videreført i bl.a. gysergenren og film noir men i mere filmiske versioner med lowkey-belysning og tilhørende skyggeeffekter, tiltet kamera, skæve linjer i billedet osv.
Ekspressionisme bruges da også til at skildre en utryghed eller forvirring – gerne forbundet med en galskab hos karaktererne. Derved bliver de forvredne perspektiver og uhyggen en subjektiv gengivelse af virkeligheden – virkeligheden filtreret gennem den ustabile hovedpersons hjerne. Et typisk ekspressionistisk symbol på den knudrede, forvredne hjerne er da også blevet lange, mørke korridorer og trapper i skæve vinkler eller frøperspektiv. Mærkelige, deforme udskæringer og mønstre i overflader er jo også altid godt. Det hele kan desuden også fungere som en slags visuelle varsler om den galskab eller usikkerhed, der lurer lige om hjørnet.
For gyserfilmens vedkommende er det jo spændende, at den tyske ekspressionisme bl.a. handler om dæmoni og menneskelignende uhyrer fra overtroen (vampyrfilmen Nosferatu er et fint eksempel). Film noir viderefører til gengæld storbytemaet, hvor det almindelige menneske udsættes for en kaotisk og fremmedgørende storby befolket af magtfulde og manipulerende “overmennesker”. Dermed ikke sagt at de ekspressionistiske virkemidler er forbeholdt netop disse to genrer; de kan bruges i snart sagt alle steder som udtryk for en subjektivisering af virkeligheden.
Caligaris kabinet
Dr. Caligaris kabinet handler kort fortalt om en uhyggelig markedsgøgler, Caligari, der kommer til byen Holstenwall for at fremvise søvngængeren Cesare, der har sovet i adskillige år. Caligari kan dog vække Cesare, der så vil besvare alverdens spørgsmål fra publikum. I Holstenwall sker samtidig en række grufulde mord, og det lokale politi har tilsyneladende store problemer med at lægge to og to sammen. Dr. Caligaris kabinet virker som nævnt temmelig klichefyldt, ikke mindst i dens portræt af karaktererne og særligt Caligaris baggrund. Det ligner jo noget vi har set tusind gange før – og det har man altså også, Dr. Caligaris kabinet udmærker sig dog ved at være den film der fandt på det hele!
Rent teknisk er Dr. Caligaris kabinet ikke superinteressant. I forhold til andre stumfilm fra den tid virker filmen noget statisk, og det hele minder for det meste om filmet teater med enkelte indlagte halvnære kameraindstillinger der skal fremhæve særligt dramatiske elementer. Vi får et enkelt nærbillede, da Cesare slår øjnene op for første gang, men det er også det. Den avancerede fortællestil og kontinuitetsklipning, som man finder hos førnævnte Griffith, er ikke til stede her. Derudover er der faktisk lagt meget dialog ind i filmen (det er jo faktisk en stumfilm) – de mange mellemtekster er også med til at sænke fortælletempoet.
Det, der alligevel gør Dr. Caligaris kabinet til en fuldstændig enestående film, er de bagvedliggende ekspressionistiske tanker, som med denne film finder vej over i filmmediet. Den tyske ekspressionisme opstod i billedkunsten og digterkunsten i årene 1905-10 og spredte sig videre til litteraturen, teatret og musikken. Filmen var faktisk det sidste medium som tog den til sig med netop Robert Wienes film fra 1920, godt ti år efter de første ekspressionistiske kunstværker havde set dagens lys.
Filmspotting-podcasten nøjes med at fremhæve de ekspressionistiske virkemidler som en gimmick, der får tysk film til at stå sig bedre over for amerikansk film. Det mener jeg er en stærk forenkling af indflydelsen fra 1. Verdenskrig og hele udviklingen af industrisamfundet som rasede derudaf i Europa på dette tidspunkt. Tyskland tabte jo som bekendt krigen og var både forarmet, isoleret og præget af revolutionære tilstande. Denne uro kombineret med menneskets fremmedgjorthed over for den industrialiserede verden med dens maskinelle samfundsforandringer skabte grobund ikke kun for tysk ekspressionisme men også andre modernistiske kunstretninger i Europa.
I Dr. Caligaris kabinet møder vi jo oven i købet en herskersyg tysk galning, der via hypnose og indoktrinering kan få andre mennesker i sin magt og slår hårdt ned på dem, som går imod ham – en interessant optakt til 2. verdenskrig.
······
Das Cabinet des Dr. Caligari (da. Dr. Caligaris kabinet)
Insturktion: Robert Wiene
Medvirkende: Werner Krauss, Conrad Veidt, Friedrich Feher m.fl.
Decla-Bioscop, 1920
Spilletid: Ca. 72 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Image Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar