Prequel + sequel = mesterværk? Den anden Godfather-film er blevet udråbt som verdens bedste toer; flere filmkritikere tager endda munden helt fuld og siger, at den er bedre end etteren. Jeg er absolut uenig: The Godfather: Part Two er med en spilletid på 192 minutter alt for lang; den parallelklipper mellem to handlinger, der intet har med hinanden at gøre, og har nok fortælling til at skabe to selvstændige film, der oven i købet ville være langt mindre forvirrende at følge med i.
Noget må være gået helt galt! Som med The Godfather ved jeg jo udmærket godt, at jeg øjensynligt er den sidste filmnørd i verden, der ikke har set del to. Filmen er allerede at finde på utallige hitlister over verdens bedste film – og visse steder optræder den endda foran sin forgænger. Det ville være helt idiotisk at forsøge at gå i rette med de filmanmeldere og -historikere, der allerede har sørget for at udbrede sig om denne films fantastiske kvaliteter. Men nu gør jeg det alligevel:
The Godfather: Part Two er ikke en god film! Den er på ingen måder et mesterværk, og den hiver to filmruller hjem her udelukkende på grund af sine skuespillere anført af en fantastisk Al Pacino (som – hvis jeg nu skal være helt ærlig – jeg endelig har fået øjnene op for, efter denne trilogi). Men instruktør Francis Ford Coppola følger en fin etter op med et rædselsfuldt monster af en toer: Han vil lave både en prequel og en sequel, og kombinationen fungerer ikke. Der er simpelthen for mange huller, til at man kan følge med i især handlingstråden om Michael Corleone. Dertil er der klare fortællemæssige fejl, som hjælper med til at forvirringen breder sig, og historien mere eller mindre falder fra hinanden. At det kan være fascinerende at være meddigtende og prøve at hitte rede i de mange gangsterklaners forhold til hinanden og til sig selv og deres egne familiemedlemmer – det er jeg sådan set ikke uenig i. Men her styrter filmen sammen på grund af et alt for sløset fundament.
Haves: Forvirring. Ønskes: Energi
Kort fortalt (til de ca. 42 personer her i landet, der endnu ikke har set The Godfather: Part Two) – filmen tager udgangspunkt i Vito Corleones barndom og opvækst. Vito bliver senere den oprindelige Godfather spillet af Marlon Brando i den første film, men her spilles han i voksenudgave af Robert de Niro, og det er hans fortjeneste, at man synes, at denne del af filmen er mest spændende. Det er her, der er mest energi.
I filmens anden fortælling følger vi nemlig fortsat Michael Corleone (Vitos søn, der overtager rollen som Godfather i slutningen af etteren). Han har slået sig ind på casinoer og spillebuler i Nevada i forhåbning om at kunne bryde med Vitos morderiske forretningsmetoder og gøre dem mere stuerene. Fortællemæssigt bevirker det, at der holdes en del møder, hvor der parlamenteres frem og tilbage. Rejsen går såmænd også til Cuba, hvor der er flere møder, og Michael Corleone medvirker i en senatshøring, hvor han gås på klingen om sine forretningsmetoder.
De to historier i The Godfather: Part Two fejler såmænd ingenting. De er hver for sig udmærkede plots for en toer. Men hvorfor Francis Ford Coppola har fået den vanvittige idé at kombinere dem, fatter jeg ikke. Det tilfører på ingen måde filmen noget ekstra – tværtimod. Hver historie bliver mere langtrukken og fremstår som fragmenterede brudstykker: Fordi der skal levnes plads til begge handlingstråde, skal der jo skæres detaljer væk andetsteds, hvilket særligt svækker historien om Michael Corleone. At The Godfather: Part Two i princippet er to film klippet ind i hinanden, gør den ikke til en stor film – det gør den bare til en laaang film!
At man ikke forstår så meget af de implicitte trusler og rænkespil medvirker selvfølgelig til at gøre filmen langt mindre tempofyldt og energisk end etteren. Men også udskiftningen af etterens storstilede shoot-outs med tale, tale, tale, tale, true, tale… dysser spændingen og energien gevaldigt ned.
Forvirringen er total
Jeg skal gerne indrømme: Efter at have set filmen trissede jeg rundt en dags tid, mens jeg så tomt ud i luften og prøvede at få puslespillet til at passe sammen – var der en særlig vigtig brik jeg havde misset i The Godfather: Part Two, når alle andre åbenbart udråber den til et mesterværk? Filmen starter jo som en kontant opfølger – uden resumé eller hjælp til at komme ind i universet (hvis det f.eks. er to år siden etteren havde biografpremiere!). Ja, det lugter for mig at se stadig langt væk af tv-føljeton, og den megen snakken og interne familiestridigheder vs. forretningsforbindelser med underslæb, forbrydelser og likvideringer blev da også i 1980erne lavet om til allesammens yndlingsdramaserie Dynasty (eller Dollars som den hed på dansk).
Jeg gik ind på www.IMDB.com og ledte efter, hvad fans af filmen fremhævede som kvaliteterne. Til min store overraskelse er det, der fylder mest, spørgsmålene, som filmseerne (jeg selv inkl.) stiller sig selv efter at have set filmen. Folk prøver f.eks. at udrede, hvorfor vidnet, der kan fælde Michael Corleone i senathøringen undlader at gøre det, da hans bror viser sig på tilhørerrækkerne?; og hvorfor begår selv samme vidne selvmord senere i filmen?; får Kay en abort, mens Michael er væk, og hvis så hvordan kan det lade sig gøre, hvis hun tvinges til at blive i huset?; hvilken betydning har replikken “Michael Corleone says hello”?; og hvordan hænger alt det der forræderi sammen???
For at besvare disse spørgsmål og mange flere griber message board-skribenterne til ikke blot alle tre film og deres myriader af bipersoner, men også detaljer i Coppolas manuskript til filmen og den oprindelige roman af Mario Puzo. Det er for mig at se en klar indikation af, at The Godfather: Part Two ikke er det fantastiske, ekvilibristiske, filmiske mesterværk, som alle andre påstår. Denne anden film i Godfather-trilogien indfriede alle de forbehold jeg havde mod at se den i første omgang.
Og har man stadig ikke fået styret sin spørgelyst, så kan man få svarene og meget mere i næste uges afsnit af Soap!
······
The Godfather: Part Two
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Al Pacino, Robert de Niro, Robert Duvall m.fl.
Paramount Pictures, 1974
Spilletid: Ca. 192 minutter (!)
Dansk dvd-distribution: Paramount
Ingen kommentarer:
Send en kommentar