Princess Mononoke (1997)

For længe, længe siden... Før Hayao Miyazaki vandt priser for Chihiro og heksene blev denne storladne eventyrfilm sat op i amerikanske biografer, men Princess Mononoke er ikke den bedste film fra den japanske tegnefilmsmesters hånd. Dertil er den for mørk og mat og budskabet for moralsk. Stadig er den stemningsfuld og underholdende, og den hæver sig snildt over gennemsnittet af amerikanske tegnefilm – både dengang og nu.

Hayao Miyazakis tegnefilmseventyr Princess Mononoke hører ligesom Akira og Ghost in the Shell til de titler, der banede vejen for japansk animé i USA og dermed den vestlige del af verden. Alene derfor er filmen interessant at se, og det er ikke så svært at få øje på de kvaliteter ved filmen, som kunne tænde et vesterlandsk og måske primært kulturradikalt publikum.

Først og fremmest er filmen et eventyr om en ung prins, som drager ud i verden for at redde sig selv og sit rige fra en forbandelse. Det minder (i hvert fald i udgangspunktet) om en art Ringenes herre og andre europæiske kunst- og folkeeventyr. Ligesom hos Tolkien er naturen og naturvæsenerne en vigtig brik i spillet om verdens balance – i Princess Mononoke møder vi skovguder og -dæmoner der kan skifte form og blive besat og som kæmper indbyrdes og mod menneskene. Men Miyazaki får også skrevet en væsentlig og temmelig eksplicit kritik af vesten – måske særligt USA – ind i sin film, når han (også som Tolkien) lader menneskene i den vestlige industriby være onde, magtsyge og krigslystne.

Prinser og prinsesser
Men egentlig er det lidt misvisende at kalde filmen Princess Mononoke. Det skyldes muligvis at jeg ikke har fulgt ordentlig med i underteksterne, men for mig at se er langt den vigtigste karakter og hovedperson den unge prins Ashitaka, som tidligt i filmen smittes med en forbandelse i form af en voldsom, ormeagtig ånd/virus/væsen. Den inficerer hans højre arm og giver ham superkræfter, samtidig med at den reagerer enerådigt i truende situationer og i sidste ende vil overtage hele hans krop og gøre ham til en dæmon.

Ashitaka tager af sted for at blive helbredt i skovene mod vest. Derfra er hans egen stamme blevet fordrevet af de mennesker, som bor dér, og som ydermere har etableret en jernindustri ved at fælde træer og gøre ting der er værre for at fordrive naturen og dens ånder og guder. Det viser sig hurtigt, at Eboshi, herskerinden over industribyen, fremstiller våben og med magi søger at uddrive skovens guddommelige væsner; det er hende, der har frembragt den fysiske og åndelige forbandelse, der er en del af Ashitaka. Og nu venter så flere menneskeskabte naturødelæggelser, mens Ashitaka skal nå at finde frem til skovens åndelige overhoved for at opnå helbredelse og renselse, inden det er for sent.

Midt i kampen mellem krigsliderlige industrimennesker og naturvæsenerne står foruden Ashitaka også prinsesse Mononoke, der er menneske, men opvokset blandt ulve og ulveguderne i vestskoven.

Japanimation
Jeg vil ikke gøre mig klog på plottet i Princess Mononoke, men blot konstatere, at tegnefilmen ikke føles så intens som andre, jeg har set eller genset for nylig. Dertil er tempoet for lavt. Det er en meget lang film (134 minutter), men der er en fin vekslen mellem de actionprægede scener og de mere stille scener, hvor karaktererne enten hviler sig efter slaget, eller venter på slaget der kommer. Den matte stemning dukker op, blandt andet fordi det, der på papiret og i filmens begyndelse ligner et rigtigt eventyr, som vi (nordeuropæere) kender det, bliver lidt mere komplekst end vi (eller i hvert fald jeg) havde forventet: Jeg forstår nok ikke helt Ashitakas forhold til Eboshi og prinsesse Mononoke – eller til de kvinder som styrer industribyen for den sags skyld. Her bliver filmens historie (synes jeg) mudret; når Eboshi og hendes vesterlandske, våbenfikserede by på alle måder peges ud som de onde ophavsmænd til truslen mod såvel Ashitaka og de omgivende skove – ja, selve Naturen – så forstår jeg ikke, at Ashitaka hjælper dem, støtter dem og vender hjem til dem i filmens slutning. Men som sagt: Jeg har nok misset noget i underteksterne.

Animationsmæssigt er filmen mere stiv i det, end vi er vant til på vore breddegrader. Filmen er udpræget animé-agtig og tegnet og animeret i en rå og mere hakkende stil (med færre billeder i sekundet), end vi er vant til fra Hollywood. Det er jo et af animés kendetegn, men her synes jeg Miyazaki leger for lidt med de filmiske virkemidler i forhold til f.eks. Satoshi Kons fantastiske Perfect Blue. Princess Mononoke virker sine steder meget statisk, og det er selvfølgelig med til at skabe den lidt matte, langsommelige stemning.

I de actionmættede sekvenser er der dog fuld fart på animationen. Her speedes tingene op og tegningerne bliver fornemt flydende under løb og sværdkampe. De fremstår meget voldsomme og energiske, som kun animé kan levere den slags. Miyazaki er også mester for håndtegnede detaljer, når det kommer til de levende, dansende skygger fra bladhanget i skoven; regndråber, der falder på tørre sten; og planter, der gror frem på en hel bjergside som ved et trylleslag. Visse scener i filmen er bjergtagende smukke realiserede, og under hele filmens klimaks sidder man på kanten af stolen. Det er fantastisk flot og dramatisk udført og milevidt fra de fuldautomatiske digimationsfilm, som vi får kastet i nakken fra Hollywood i disse år.

Men som med Perfect Blue: Denne film er ikke egnet for børn; den er gennemgående for uhyggelig og sine steder for blodig og skræmmende.

······


Princess Mononoke (jap. Mononoke Hime)
Instruktion: Hayao Miyazaki
Medvirkende: Yôji Matsuda, Yuriko Ishida, Yûko Tanaka
Studio Ghibli, 1997
Spilletid: Ca. 134 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Alliance Atlantis