Master of Suspense. Steven Spielberg har sat sit fingeraftryk på D.J. Carusos genindspilning af den gamle Hitchcock-thriller, Rear Window. Nu opklares kriminaliteten med mobiltelefoner, dv-kameraer og af tre friske unge mennesker, hvis voyeuristiske tendenser drukner i teenagefilmens sødmefulde kækhed. Det er knaldgodt filmhåndværk – det er morsomt, spændende og døduhyggeligt. Og så gør det ikke noget, at alle suspense-trickene er set mange gange før, og at det hele starter med en bilulykke.
I Alfred Hitchcocks Rear Window sidder James Stewart med benet i gips i sin lejlighed efter et uheld på racerbanen. Herfra udspionerer han naboerne i bygningen overfor, og langsomt begynder han at få færden af et blodigt mordmysterium.
I Disturbia genbruger instruktør D.J. Caruso og producer Steven Spielberg dette grundlæggende plot, men det hele sættes i vor elektroniske tidsalder, og frem for en midaldrende James Stewart, får vi her friske unge Sheia LaBeouf i rollen som en lettere forstyrret ung fyr, der døjer med problemer på hjemmefronten og i skolen. Faktisk har han fået en af de her elektroniske fodlænker på, så han kan sidde en tremåneders fængselsstraf af derhjemme, men mor lukker hurtigt ned for X-box, iTunes og kabel-tv. Og hvad gør man så? Om dagen kan man jo belure den nytilflyttede nabodatter, der bader i swimmingpoolen udenfor. Og om natten kan man jo sidde og glo efter den anden nabo, Robert Turner, der under skrig og skrål jager en ung kvinde rundt med en stor kniv inde i sin flugtsikrede villa. Så blev det alligevel en god sommer!
Forstadsnostalgi
Skønt instruktøren hedder D.J. Caruso mærker man tydeligt hr. producent-Spielbergs tilstedeværelse i denne films skønne stemning af forstadsnostalgi. Her har vi en lettere dysfunktionel familie med mor og teenagesøn, der skal få det til at fungere efter farens meget pludselige død i en frygtelig bilulykke. Men denne ramme er ikke mere socialrealistisk end at villavejen ligner et udsnit af Wisteria Lane med sin blandede følelse af tristesse og optimisme. Det er samme blandingsforhold og stemning, man finder i Spielbergs egne klassikere, f.eks. Nærkontakt af tredje grad og E.T., og formlen virker stadig.
Nok er Disturbia i begyndelsen en sød teenagefilm med fokus på de blomstrende følelser mellem hovedpersonen Kale og nabopigen Ashley – her handler det om det første akavede møde og hvad man siger og ikke siger, om den krilrende fornemmelse, når man skal tage initiativet til at holde i hånden for første gang, og om det første kys. Her er masser af afvæbnende sjov og spas, foranstaltet af den pigeglade, asiatiske skolekammerat Ronald. Men Caruso formår at holde stemningen nede på et forholdsvist underspillet og uskyldigt plan – det bliver aldrig skingert og vulgært som i American Pie-filmene eller håbløst melodramatisk som tv-serien Orange County. Vi får faktisk lov til at se at Kale kigger skamfuldt væk, da han spotter Ashley i en minibikini ved poolen første gang, og filmen sørger for ikke at dvæle ved hans voyeuristiske tendenser, mere end så vi forstår og deler hans beundring og tiltrækning.
I alle tilfælde handler det om en fin balance, og øvelsen – filmen – kunne være gået frygteligt galt og kammet fuldstændig over. Det gør den aldrig. Også overgangen til filmens mere thriller- og horror-prægede anden halvdel fungerer gnidningsløst, da kærlighedsplottet ikke rigtig kan gå videre. Det bliver vitterligt enormt spændende og dernæst uhyggeligt som fra den ene scene til den næste, men det fungerer, og selv om der ikke etableres vanvittigt mange og særligt håndgribelige varsler i første halvdel af filmen, er man med som seer. Det her er rigtig godt filmhåndværk!
En ulykke kommer sjældent alene
Der hvor Disturbia har store plotmæssige problemer, og hvor både Caruso og Spielberg skulle være gået tilbage til manuskriptforfatterne og sagt: “Ikke godt nok!” – det er i filmens anslag. Her får vi nemlig den klassiske årsag til Kales problemer serveret lige i smasken, så man tror man sidder og ser en dansk film, der de sidste 10 års tid jo virkelig har excelleret i bilulykker som igangsættere til konflikter. Her er det Kale og hans far der kører galt, så man virkelig mærker det i mellemgulvet, og filmens problem er at ulykken kun forbliver en meget ubehagelig, skelsættende og blodig undskyldning for Kales husarrest – andet bruges uheldet ikke til. Disturbia dykker aldrig rigtig ned i Kales skyldfølelse i form af mareridt eller afsavn eller noget i den stil, og værst af alt er, at moren (i denne over/middelklassefamilie) virker som om hun har det fint med farens død.
Sammenligner man med de førnævnte Spielberg-klassikere, så formåede den gamle movie brat at få os til at læse mellem linjerne og føle os frem til de familiære gnidninger. E.T. er et supergodt eksempel på at publikum må slutte sig til hvad der er sket med den fraværende far via lille Elliott. Her i Distubia er problemerne alt for bombastisk skildret – især når der ikke følges op på dem. Hvor ville det have været befriende, hvis Shia LaBeouf bare havde haft de der fuldstændigt almindelige pubertetsproblemer som alle teenagere skal igennem og som vi jo sagtens kan forstå og sætte os ind i. Dem ser vi også en masse til, men filmen hænger dem op på farens død – og det er for nemt (måske direkte usmageligt!).
Når det så er sagt, så er Disturbia stadig fantastisk god og uhyggelig underholdning for alle pengene. Samspillet mellem de tre teenagere fungerer sublimt; særligt må fremhæves Shia LaBeouf der hverken spiller eller ligner en sportsidol eller computernørd men bare en helt almindelig amerikansk knægt. Det er ikke mindst takket været hans skuespillerevner, at skiftene i filmen fungerer så gnidningsløst. Ham skal vi nok se mere til – Spielberg har da også kidnappet Shia til den fjerde film i Indiana Jones-trilogien.
······
Disturbia
Instruktion: D.J. Caruso
Medvirkende: Shia LaBeouf, Sarah Roemer, Aaron Yoo m.fl.
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca.104 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
I danske biografer lige nu!
I Alfred Hitchcocks Rear Window sidder James Stewart med benet i gips i sin lejlighed efter et uheld på racerbanen. Herfra udspionerer han naboerne i bygningen overfor, og langsomt begynder han at få færden af et blodigt mordmysterium.
I Disturbia genbruger instruktør D.J. Caruso og producer Steven Spielberg dette grundlæggende plot, men det hele sættes i vor elektroniske tidsalder, og frem for en midaldrende James Stewart, får vi her friske unge Sheia LaBeouf i rollen som en lettere forstyrret ung fyr, der døjer med problemer på hjemmefronten og i skolen. Faktisk har han fået en af de her elektroniske fodlænker på, så han kan sidde en tremåneders fængselsstraf af derhjemme, men mor lukker hurtigt ned for X-box, iTunes og kabel-tv. Og hvad gør man så? Om dagen kan man jo belure den nytilflyttede nabodatter, der bader i swimmingpoolen udenfor. Og om natten kan man jo sidde og glo efter den anden nabo, Robert Turner, der under skrig og skrål jager en ung kvinde rundt med en stor kniv inde i sin flugtsikrede villa. Så blev det alligevel en god sommer!
Forstadsnostalgi
Skønt instruktøren hedder D.J. Caruso mærker man tydeligt hr. producent-Spielbergs tilstedeværelse i denne films skønne stemning af forstadsnostalgi. Her har vi en lettere dysfunktionel familie med mor og teenagesøn, der skal få det til at fungere efter farens meget pludselige død i en frygtelig bilulykke. Men denne ramme er ikke mere socialrealistisk end at villavejen ligner et udsnit af Wisteria Lane med sin blandede følelse af tristesse og optimisme. Det er samme blandingsforhold og stemning, man finder i Spielbergs egne klassikere, f.eks. Nærkontakt af tredje grad og E.T., og formlen virker stadig.
Nok er Disturbia i begyndelsen en sød teenagefilm med fokus på de blomstrende følelser mellem hovedpersonen Kale og nabopigen Ashley – her handler det om det første akavede møde og hvad man siger og ikke siger, om den krilrende fornemmelse, når man skal tage initiativet til at holde i hånden for første gang, og om det første kys. Her er masser af afvæbnende sjov og spas, foranstaltet af den pigeglade, asiatiske skolekammerat Ronald. Men Caruso formår at holde stemningen nede på et forholdsvist underspillet og uskyldigt plan – det bliver aldrig skingert og vulgært som i American Pie-filmene eller håbløst melodramatisk som tv-serien Orange County. Vi får faktisk lov til at se at Kale kigger skamfuldt væk, da han spotter Ashley i en minibikini ved poolen første gang, og filmen sørger for ikke at dvæle ved hans voyeuristiske tendenser, mere end så vi forstår og deler hans beundring og tiltrækning.
I alle tilfælde handler det om en fin balance, og øvelsen – filmen – kunne være gået frygteligt galt og kammet fuldstændig over. Det gør den aldrig. Også overgangen til filmens mere thriller- og horror-prægede anden halvdel fungerer gnidningsløst, da kærlighedsplottet ikke rigtig kan gå videre. Det bliver vitterligt enormt spændende og dernæst uhyggeligt som fra den ene scene til den næste, men det fungerer, og selv om der ikke etableres vanvittigt mange og særligt håndgribelige varsler i første halvdel af filmen, er man med som seer. Det her er rigtig godt filmhåndværk!
En ulykke kommer sjældent alene
Der hvor Disturbia har store plotmæssige problemer, og hvor både Caruso og Spielberg skulle være gået tilbage til manuskriptforfatterne og sagt: “Ikke godt nok!” – det er i filmens anslag. Her får vi nemlig den klassiske årsag til Kales problemer serveret lige i smasken, så man tror man sidder og ser en dansk film, der de sidste 10 års tid jo virkelig har excelleret i bilulykker som igangsættere til konflikter. Her er det Kale og hans far der kører galt, så man virkelig mærker det i mellemgulvet, og filmens problem er at ulykken kun forbliver en meget ubehagelig, skelsættende og blodig undskyldning for Kales husarrest – andet bruges uheldet ikke til. Disturbia dykker aldrig rigtig ned i Kales skyldfølelse i form af mareridt eller afsavn eller noget i den stil, og værst af alt er, at moren (i denne over/middelklassefamilie) virker som om hun har det fint med farens død.
Sammenligner man med de førnævnte Spielberg-klassikere, så formåede den gamle movie brat at få os til at læse mellem linjerne og føle os frem til de familiære gnidninger. E.T. er et supergodt eksempel på at publikum må slutte sig til hvad der er sket med den fraværende far via lille Elliott. Her i Distubia er problemerne alt for bombastisk skildret – især når der ikke følges op på dem. Hvor ville det have været befriende, hvis Shia LaBeouf bare havde haft de der fuldstændigt almindelige pubertetsproblemer som alle teenagere skal igennem og som vi jo sagtens kan forstå og sætte os ind i. Dem ser vi også en masse til, men filmen hænger dem op på farens død – og det er for nemt (måske direkte usmageligt!).
Når det så er sagt, så er Disturbia stadig fantastisk god og uhyggelig underholdning for alle pengene. Samspillet mellem de tre teenagere fungerer sublimt; særligt må fremhæves Shia LaBeouf der hverken spiller eller ligner en sportsidol eller computernørd men bare en helt almindelig amerikansk knægt. Det er ikke mindst takket været hans skuespillerevner, at skiftene i filmen fungerer så gnidningsløst. Ham skal vi nok se mere til – Spielberg har da også kidnappet Shia til den fjerde film i Indiana Jones-trilogien.
······
Disturbia
Instruktion: D.J. Caruso
Medvirkende: Shia LaBeouf, Sarah Roemer, Aaron Yoo m.fl.
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca.104 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
I danske biografer lige nu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar