Genbrugsfilm. Der har været sagt og skrevet mange rosende ord om Nicolai Arcels opfølger til Kongekabale, men børneactiongyseren De fortabte sjæles ø er mest af alt en opvisning i instruktørens forkærlighed for Steven Spielberg med hovedvægten lagt på flotte og stemningsfulde CGI-effekter. Børneskuespillerne gør det ikke godt, og Arcel vil have alt for mange plotpoints og historier til at de 100 minutter kan bære det; resultatet er til tider uden nærvær og for det meste temmelig overfladisk.
De fortabte sjæles ø var den ene danske film jeg havde glædet mig mest til at se i 2007. Jeg er en stor fan af Steven Spielbergs film om amerikanske børn og børnefamilier – fra E.T., Jaws og Nærkontakt af tredje grad til The Goonies og Poltergeist (som han vist nok kun var producer på). Man kan diskutere hvor meget børnefilm der er over f.eks. Poltergeist, Indiana Jones og Jurassic Park for ikke at nævne Gremlins (også producer), men fælles for alle film er hans umiskendelige fingeraftryk af rutschebane-underholdning, når de store actionscener folder sig ud, og samtidig en nænsom nostalgisk portrættering af det uskyldige, barnlige sind – hvad enten vil snakker Elliott i E.T. eller Indiana Jones’ barnlige længsel efter eventyr, fortidens skatte og selvfølgelig sin fraværende fars opmærksomhed.
Det er primært disse to temaer som Nicolai Arcel forsøger at implementere i De fortabte sjæles ø. Her møder vi 14-årige Lulu og hendes lillebror Sylvester, der flytter til en lille landsby sammen med deres forsmåede karrierekvinde af en mor; faren er stukket af med en yngre model. Men ondskaben lurer i mørket i form af en såkaldt necromancer, og Sylvester bliver besat af en af de gode ånder, der vil bekæmpe ondskaben. Og snart er børnene hvirvlet ind i et overnaturligt eventyr med et morderisk fugleskræmsel og onde skyggedæmoner.
CGI
Lad det være sagt med det samme: De fortabte sjæles ø er et forfriskende pust i den danske filmverden. Her er ingen middelklasse-weltsmertz men tjubang-gang-i-den med flotte computeranimationer og CGI-baggrunde af mørke, fantasy-nætter med forrevne skyer osv. Især må fremhæves det meget levende fugleskræmsel, der hopper og ter sig som var det virkelig virkelighed – men også de magiske magtkampe med lyn og buldrende underlægningsmusik er flot udtænk i CGI. Det er vi ikke vant til herhjemme, og det er flot at dansk film kan være med på computerteknisk omgangshøjde med Harry Potter-filmene.
Men CGI-effekterne bliver også De fortabte sjæles ø’s akilleshæl. Der er givetvis postet rigtig mange penge i computertroldmændene, og i DR bragte i FILMLAND et længere reportageinterview med Nicolai Arcel, der begejstret fortalte om hvor vigtigt det var at colourgrade selv meget små detaljer i billedet, for at følelsen blev helt rigtig.
Det føles, som om (og understøttes til dels i ekstramaterialet på dvd'en) at instruktøren og resten af holdet har brugt alt for meget energi på overflade og specialeffekter, mens de helt grundlæggende filmiske virkemidler (de analoge af slagsen) er sparet væk: Her er et fravær af nærbilleder, ultranærbilleder og afvekslende billedudsnit, der kan skabe identifikation og action. De CGI-skabte actionsekvenser er kedelige, fordi klippeintensiteten er alt for lav. John Williams-musikken buldrer ganske vist derudaf, det regner og tordner, og det hele er colourgradet blåt og gråt, men intensiteten og muligheden for indlevelse er forbavsende lav, og derfor bliver det kedeligt. Der er prioriteret de forkerte steder, og man føler aldrig det dér rutschebane-sug i maven.
Referencer eller rip offs?
Børnene vil jo næppe opdage det, men forældrene vil uden tvivl nikke genkendende til mange af optrinnene; her er hilsner til den elskelige sekvens fra E.T. hvor det lille skumvæsen tænder tv’et, drikker øl og i det hele taget udforsker huset – selv Sylvesters spillen fodbold op ad muren i skumringen giver mindelser om Elliott i E.T. På Lulus værelse hænger den samme “I want to believe”-plakat, som vi så i Fox Mulders kontor i X-Files-tv-serien, og turen på traktoren med det bidske fugleskræmsel i hælene skal givetvis ligne en flugtaktion fra en Indiana Jones-film, mens vi halvvejs igennem filmen får en pudsig hilsen til George Romeros zombiefilm, hvor beboerne i landsbyen besættes af løbske ånder. Og så er selve startteksternes design og flyveturen gennem skyerne et komplet rip off fra Harry Potter-filmene.
Om Nicolai Arcel låner eller stjæler fra de amerikanske forbilleder må være op til den enkelte seer at bedømme, men sagen er, at denne form for Frankenstein-kludetæppe aldrig bliver en helstøbt film. Den vil alt for meget på de knapt 100 minutter, den har til rådighed, og den snubler i det allerede efter det overvældende anslag. I de kommenterede fraklip på dvd-udgaven fortæller Nicolai Arcel, at en masse af de skrottede scener bare bremsede filmens action og blot uddybede forhold mellem karaktererne, og derfor var ligegyldige. Det er meget muligt, men De fortabte sjæles ø mangler i den grad tid til at dvæle ved detaljer i familien, i familiens hverdag, i den fraværende far og dennes betydning for børnene, i forholdet mellem bror og søster og en barnlig lyst til at udforske åndeverdenen. Der hugges mange hæle undervejs, og det er da helt rigtigt, at man sagtens kan forstå handlingen, men det bliver på et enormt overfladisk og stereotypt plan, fordi Arcel forudsætter, at vi kender den slags historier og karakterer, og giver sig ikke tid til at afrunde dem og gøre dem helstøbte.
Læg dertil at børneskuespillerne ikke spiller godt, og at Lars Mikkelsen som den uhyggelige necromancer bare ikke er særlig uhyggelig, fordi kameraet og lyssætningen ikke skaber tilstrækkelig med mystik – og fordi vi aldrig får indblik i de grusomheder som necromanceren er i stand til. Se så ender vi med en ret middelmådig amerikansk genrefilm, der gerne vil bide skeer med de rigtig store. Men fordi produktionen og skuespillerne er danske, så bliver De fortabte sjæles ø altså en tand mindre middelmådig, og den er stadig et meget velkomment frisk pust i den kedelige danske trummerum.
······
De fortabte sjæles ø
Instruktion: Nicolai Arcel
Skuespillere: Sarah Langebæk Gaarmann, Lucas Munk Billing, Nikolaj Kopernikus m.fl.
Zentropa, 2007
Spilletid: Ca. 100 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
De fortabte sjæles ø var den ene danske film jeg havde glædet mig mest til at se i 2007. Jeg er en stor fan af Steven Spielbergs film om amerikanske børn og børnefamilier – fra E.T., Jaws og Nærkontakt af tredje grad til The Goonies og Poltergeist (som han vist nok kun var producer på). Man kan diskutere hvor meget børnefilm der er over f.eks. Poltergeist, Indiana Jones og Jurassic Park for ikke at nævne Gremlins (også producer), men fælles for alle film er hans umiskendelige fingeraftryk af rutschebane-underholdning, når de store actionscener folder sig ud, og samtidig en nænsom nostalgisk portrættering af det uskyldige, barnlige sind – hvad enten vil snakker Elliott i E.T. eller Indiana Jones’ barnlige længsel efter eventyr, fortidens skatte og selvfølgelig sin fraværende fars opmærksomhed.
Det er primært disse to temaer som Nicolai Arcel forsøger at implementere i De fortabte sjæles ø. Her møder vi 14-årige Lulu og hendes lillebror Sylvester, der flytter til en lille landsby sammen med deres forsmåede karrierekvinde af en mor; faren er stukket af med en yngre model. Men ondskaben lurer i mørket i form af en såkaldt necromancer, og Sylvester bliver besat af en af de gode ånder, der vil bekæmpe ondskaben. Og snart er børnene hvirvlet ind i et overnaturligt eventyr med et morderisk fugleskræmsel og onde skyggedæmoner.
CGI
Lad det være sagt med det samme: De fortabte sjæles ø er et forfriskende pust i den danske filmverden. Her er ingen middelklasse-weltsmertz men tjubang-gang-i-den med flotte computeranimationer og CGI-baggrunde af mørke, fantasy-nætter med forrevne skyer osv. Især må fremhæves det meget levende fugleskræmsel, der hopper og ter sig som var det virkelig virkelighed – men også de magiske magtkampe med lyn og buldrende underlægningsmusik er flot udtænk i CGI. Det er vi ikke vant til herhjemme, og det er flot at dansk film kan være med på computerteknisk omgangshøjde med Harry Potter-filmene.
Men CGI-effekterne bliver også De fortabte sjæles ø’s akilleshæl. Der er givetvis postet rigtig mange penge i computertroldmændene, og i DR bragte i FILMLAND et længere reportageinterview med Nicolai Arcel, der begejstret fortalte om hvor vigtigt det var at colourgrade selv meget små detaljer i billedet, for at følelsen blev helt rigtig.
Det føles, som om (og understøttes til dels i ekstramaterialet på dvd'en) at instruktøren og resten af holdet har brugt alt for meget energi på overflade og specialeffekter, mens de helt grundlæggende filmiske virkemidler (de analoge af slagsen) er sparet væk: Her er et fravær af nærbilleder, ultranærbilleder og afvekslende billedudsnit, der kan skabe identifikation og action. De CGI-skabte actionsekvenser er kedelige, fordi klippeintensiteten er alt for lav. John Williams-musikken buldrer ganske vist derudaf, det regner og tordner, og det hele er colourgradet blåt og gråt, men intensiteten og muligheden for indlevelse er forbavsende lav, og derfor bliver det kedeligt. Der er prioriteret de forkerte steder, og man føler aldrig det dér rutschebane-sug i maven.
Referencer eller rip offs?
Børnene vil jo næppe opdage det, men forældrene vil uden tvivl nikke genkendende til mange af optrinnene; her er hilsner til den elskelige sekvens fra E.T. hvor det lille skumvæsen tænder tv’et, drikker øl og i det hele taget udforsker huset – selv Sylvesters spillen fodbold op ad muren i skumringen giver mindelser om Elliott i E.T. På Lulus værelse hænger den samme “I want to believe”-plakat, som vi så i Fox Mulders kontor i X-Files-tv-serien, og turen på traktoren med det bidske fugleskræmsel i hælene skal givetvis ligne en flugtaktion fra en Indiana Jones-film, mens vi halvvejs igennem filmen får en pudsig hilsen til George Romeros zombiefilm, hvor beboerne i landsbyen besættes af løbske ånder. Og så er selve startteksternes design og flyveturen gennem skyerne et komplet rip off fra Harry Potter-filmene.
Om Nicolai Arcel låner eller stjæler fra de amerikanske forbilleder må være op til den enkelte seer at bedømme, men sagen er, at denne form for Frankenstein-kludetæppe aldrig bliver en helstøbt film. Den vil alt for meget på de knapt 100 minutter, den har til rådighed, og den snubler i det allerede efter det overvældende anslag. I de kommenterede fraklip på dvd-udgaven fortæller Nicolai Arcel, at en masse af de skrottede scener bare bremsede filmens action og blot uddybede forhold mellem karaktererne, og derfor var ligegyldige. Det er meget muligt, men De fortabte sjæles ø mangler i den grad tid til at dvæle ved detaljer i familien, i familiens hverdag, i den fraværende far og dennes betydning for børnene, i forholdet mellem bror og søster og en barnlig lyst til at udforske åndeverdenen. Der hugges mange hæle undervejs, og det er da helt rigtigt, at man sagtens kan forstå handlingen, men det bliver på et enormt overfladisk og stereotypt plan, fordi Arcel forudsætter, at vi kender den slags historier og karakterer, og giver sig ikke tid til at afrunde dem og gøre dem helstøbte.
Læg dertil at børneskuespillerne ikke spiller godt, og at Lars Mikkelsen som den uhyggelige necromancer bare ikke er særlig uhyggelig, fordi kameraet og lyssætningen ikke skaber tilstrækkelig med mystik – og fordi vi aldrig får indblik i de grusomheder som necromanceren er i stand til. Se så ender vi med en ret middelmådig amerikansk genrefilm, der gerne vil bide skeer med de rigtig store. Men fordi produktionen og skuespillerne er danske, så bliver De fortabte sjæles ø altså en tand mindre middelmådig, og den er stadig et meget velkomment frisk pust i den kedelige danske trummerum.
······
De fortabte sjæles ø
Instruktion: Nicolai Arcel
Skuespillere: Sarah Langebæk Gaarmann, Lucas Munk Billing, Nikolaj Kopernikus m.fl.
Zentropa, 2007
Spilletid: Ca. 100 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar