Sunshine (2007)

Det ydre rum. Danny Boyle er tilbage i en ny genre med den svært menneskelige science fiction-film, Sunshine. Her er spiller solen en altdominerende rolle som mål, modstander og hjælper for den lille gruppe astronauter, hvis job det er at gentænde den store stjerne for at redde menneskeheden, før det er for sent. Det er der kommet en både spændende og bevægende genrefilm ud af.

Jeg kan ikke lige huske, hvor jeg hørte Danny Boyle snakke om sin nyeste film, Sunshine (måske i et interview i Filmspotting-podcasten), men et af hans problemer som instruktør og sci-fi-konceptmager var, at det hele jo var set og lavet før af folk, som var meget bedre end ham. Han henviste bl.a. til de første Alien-film af Ridley Scott og James Cameron samt Stanley Kubricks 2001 som science fiction-klassikere, der var umulige at matche i såvel stemning og specialeffekter som indhold og filosofiske natur. I det nævnte interview fik Boyle det nærmest til at lyde, som om de nævnte film var en slags overflødighedshorn, som han kunne bruge fra og referere til for at give sin egen film tyngde.

Man kan stille det meget rimelige spørgsmål, om det så mon var besværet værd at lave en science fiction-film, når manuskriptforfatteren og instruktøren efter alt at dømme ikke har noget nyt at byde på. Men det er det faktisk, for Sunshine lægger sig fint i forlængelse af de tidligere klassikere, og selv om den ikke på samme måde er banebrydende eller nytænkende, men netop blot genbruger gamle ideer, så er det nogle fantastiske forlæg, som Danny Boyle har nærstuderet. Og en science fiction-film med fokus på menneskelige relationer og konflikter, brister og mangler – ja, selve den menneskelige tilstand – er altid velkommen.

Sunshine ejer dog ikke hverken 2001 eller Bladerunners eksistentialisme, men den er stadig syvmileskridt foran nyere, meget overfladiske og effektjagende (sagde nogen George Lucas?) projekter.

Menneskelige konflikter
I Sunshine er hovedplottet, at en gruppe astronauter skal flyve op til solen og afmontere den kæmpemæssige bombe, som er spændt fast til deres rumskib, hvorefter bomben så vil sørge for at solen kan gentændes, så livet på jorden kan fortsætte. Men så let går det selvfølgelig ikke: Selv om rumskibet styres af en ganske tilforladelig computer, der handler rationelt og i overensstemmelse med missionen, kan besætningsmedlemmerne kommunikere med og omprogrammere computeren. Og det sætter filmens primære konflikt på skinner.

Modsat HAL fra 2001 og mother fra Alien er computeren/rumskibet Icarus i Sunshine ikke ondsindet eller forprogrammeret med hemmelige planer. Her er det menneskets påvirkning under længere tids måneders isolation, stress og selve missionens storhed der fører problemerne med sig. Da astronauterne opfanger et nødsignal fra det første rumskib og fejlslagne Icarus-mission, står de over for det første skæbnesvangre valg: Skal de lægge en anden og mere risikabel rute, så de kan få fingrene i Icarus 1’s bombe og dermed to muligheder for at gentænde solen, eller skal de fortsætte kursen ligeud mod solen, men uden den ekstra mulighed for at fuldføre den vigtige mission. Valget hviler på skuldrene af den ubeslutsomme og følelsesmæssigt påvirkede fysiker Capa (spillet af en altid karismatisk Cillian Murphy), der gør det eneste rigtige – at foretage en simpel beregning for og imod og vælge ruteændringen.

Det afstedkommer en sand dominoeffekt, hvor besætningen sættes over for det ene menneskelige dilemma efter det andet: Hvem har mest ret til at overleve, når der kun er én rumdragt til tre mænd? Hvem kan med fordel undværes, når ilten slipper op? Hvem skal lades tilbage på dødens Icarus 1, for at de andre kan overleve? Kerneproblemet er hele tiden: Kan drabet på et-to-tre-fire mennesker retfærdiggøres og accepteres, når det gælder menneskehedens overlevelse? Sunshine skildrer på fremragende vis dette dilemma, fordi filmen sætter ansigter, baggrund og følelser på beslutningstagerne og ofrene. Det, der på papiret ligner en krystalklar beslutning, viser sig at have kæmpemæssige menneskelige omkostninger.

Den æstetiske sol
Nu lyder dette referat enormt langhåret og meget kedeligt, men Danny Boyle iscenesætter solen og Icarus 2 med en æstetisk sans, som mange har savnet i sci-fi-genren siden Ridley Scott viste vejen med Alien. Det klaustrofobiske rumskib, samtalerne over aftensmaden og mellem de hårdtprøvede, almindelige besætningsmedlemmer minder påfaldende om optaktsscenerne fra Alien. Også billederne af solen er storladne og nærmest guddommelige, og man forstår så udmærket astronauterne (der i solens nærvær reduceres til endimensionale silhuetter), der påvirkes og tiltrækkes af denne brændende stjerne – hvilket selvfølgelig minder om den sorte monolit i starten af 2001.

Lyden bruger Danny Boyle som understøttelse til de bjergtagende billeder. Det er svært at lave solens blændende stråler særligt voldsomme, når man har udtømt de visuelle muligheder ved at gå ind i flimrende, hvidlige ultranærbilleder og ryste med kameraet og hyperklippe sekvensen i en montageagtig stil. Boyle bruger ubehagelige, futuristiske lydeffekter og elektroniske musikbrudstykker til at viderebringe følelser som at brænde op i solen og afsindig kulde i frostblå væske. Det er – som allerede slået fast – ikke banebrydende, men solidt filmhåndværk.

I denne forbindelse skal særligt fremhæves slutningen, som allerede i filmens start postuleres at være en opløsning af tid og rum; denne æstetiske udfordring kunne så let være endt i en 30 minutter lang sekvens bestående af hokuspokuslaserlys og mystiske billeder, der ikke passer sammen (også kendt som Stanley Kubricks alt for lange slutning på 2001), men Boyle overrumler ved at holde sig til historien og skeje ud inden for dens rammer, så det aldrig bliver mystifistisk, men bare enormt fedt. Her viser han sig faktisk bedre end forbilledet.

Og så ikke et ord om den ret kedelige, hemmelige femte passager, der aldrig nogensinde, når Alien-monsteret fra første film til sokkeholderne. Dertil er fotograferingen for ordinær og u-uhyggelig.

Sunshine er den bedste store science fiction-film jeg har set længe.

······


Sunshine
Instruktion: Danny Boyle
Medvirkende: Cillian Murphy, Cliff Curtis, Chris Evans m.fl.
Fox Searchlight Pictures, 2007
Spilletid: ca. 103 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film