lørdag den 1. september 2007

Pan’s Labyrinth (2006)


Eventyr for voksne. Den er blevet kaldt eventyrgenrens Citizen Kane, og Guillermo del Toros Oscar-nominerede Pan’s Labyrinth er imponerende og overvældende i sin visualitet og parallelle fortællestruktur. Her mikses den blodige spanske borgerkrig med lige så gruopvækkende folkeeventyr, og det er på alle måder filmens fortjeneste, at del Toro tager genren, dens uhygge og dens patos 100 % alvorligt.

Pan’s Labyrinth blev spået store chancer ved dette års Oscar-uddelinger, men blev overhalet 10 sekunder fra målstregen af den tyske De andres liv. Under alle omstændigheder er denne fabelagtige, mexicanske eventyrfilm med til at vise, hvad det sydamerikanerne kan byde på; sammen med Alejandro González Iñárritu (ham med Babel) og Alfonso Cuarón (ham med Children of Men) kipper Guillermo del Toro med det mexicanske flag og disse “three amigos” er i den grad blev budt velkommen i Hollywood, så Peter Jackson (a.k.a. den lille newzealænder med den store abe) må føle sig en kende overset. Og samtidig viser det, hvor håbløs et bidrag som danske Susanne Biers Efter brylluppet var ved samme Oscar-uddeling.

Pan’s Labyrinth er en barsk og uhyggelig eventyrfilm for voksne og “børn” over 15 år. Vi følger Ofelia og hendes mors ankomst og ophold hos morens nye mand, den grusomme kaptajn Vidal som leder en større deling soldater i borgerkrigen mod oprørerne i skovene og bjergene. Ofelia elsker folkeeventyr, men hun elsker også sin mor og sin lillebror, som endnu er inde i morens mave. Den fascistiske kaptajn Vidal – derimod – afskyr eventyr, små piger og alt andet, der skaber uorden i hans dagligdag, der styres manisk efter hans afdøde fars lommeur. Kaptajnen er den type, der først smadrer en mands ansigt til ukendelighed med bunden af en vinflaske og derpå skyder ham tre gange igennem brystkassen og så til sidst tjekker, om han er oprører eller bare en simpel bondemand på jagt efter kaniner.

Eventyrtimen
Midt i denne vanvittige, blodige borgerkrig befinder lille Ofelia sig og allerede inden ankomsten forvildes hun på afveje af en knæleragtig fe; den fører hende ind i en labyrint og ned under jorden, hvor Pan venter med tre opgaver, så den underjordiske eventyrverden kan blive, som den var engang. Ofelia er nemlig månebarnet, der kan redde Underverdenen, hvor hun vil blive prinsesse. Men Pan gemmer en uhyggelig hemmelighed i ærmet – og det samme gør kaptajn Vidal.

Guillermo del Toro væver disse to parallelle handlinger sammen med Ofelia som omdrejningspunkt. Her blandes virkeligheden og eventyret – disse groteske og uhyggelige verdener, der spejler hinanden og får historien til at udvikle sig. Og kunsten består i, at den mexicanske instruktør ikke ryster på hånden undervejs, men tager de eventyrlige prøver lige så seriøst som den spanske borgerkrigs grusomheder. Her er ingen ironiske eller postmoderne blink til publikum som i det moderne eventyr Shrek.

I stedet får vi en kompleks historie, der på fortolkningsplanet handler om lille Ofelias indtræden i voksenlivet. Ofelias eventyrlige oplevelser kan læses med mange briller på, men det er oplagt, at se hendes accept af prøvelserne som en form for virkelighedsflugt eller oprør mod den fascistiske verdensorden, hun netop er blevet datter af: Hvor Pan lover hende at blive prinsesse over den eventyrlige Underverden, venter der hende i virkelighedens Spanien en rolle som arvtager efter kaptajn Vidal.

Tre prøver
I Pan’s Labyrinth er den onde stedmor skiftet ud med en ond stedfar i kaptajn Vidal, og Ofelia skal gennemgå tre prøver, som får virkelighed og fantasi til at nærme sig hinanden og blandes mere og mere sammen. Det starter ret uskyldigt med, at Ofelias fine balkjole bliver svinet til med mudder under den første prøve – et møde med en temmelig ulækker frø. Og efterhånden som prøverne øver indflydelse på virkeligheden, svækkes kaptajn Vidals kraft, mens Pan til gengæld bliver mere frisk og ung at se på. Det er eventyrets Pan, der kommer lillebroren til undsætning under morens problematiske graviditet, men kaptajn Vidal tror som sagt ikke på eventyr og føler dem som et forstyrrende element mod hans ultrarationelle verdensbillede.

Del Toro skaber sammenhæng mellem de to adskilte verdener via lange panoreringer med skjulte parallelklip, så virkeligheden forenes organisk med eventyret. Senere bliver det til reel krydsklipning, så man i den afsluttende konfrontation mellem virkelighedens Ofelia og eventyrets ditto bliver dejligt i tvivl om, hvordan man skal tolke det, man ser...

Pan’s Labyrinth bringer glade barndomsminder om Jim Hensons dukke/live-action-eventyrfilm Labyrinth og tv-serien The Storyteller. Guillermo del Toro har lavet et vokseneventyr med et barn i hovedrollen – og resultatet er overvældende og barskt, smukt og bevægende. Den kan varmt anbefales.

······


Pan’s Labyrinth (spa. El laberinto del fauno)
Insturktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Ivana Baquero, Sergi Lopéz, Doug Jones m.fl.
Tequila Gang, 2006
Spilletid: Ca. 119 minutter
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Ingen kommentarer:

Send en kommentar