Magi i luften? Christopher Nolans sidste nye film handler om trylleri og et dødeligt opgør mellem rivaliserende tryllekunstnere. The Prestige er flot drama sat i industrialiseringens London, men trods blændende skuespil fra Michael Caine og især Christian Bale, samt en handling der zigzagger hid og did, så bliver det aldrig så uforglemmeligt, gennemført og magisk som Nolans gennembrud, Memento.
Indrømmet: Jeg er stor fan af Christopher Nolan. Han kan noget med film – han tør noget med film – han sætter ting på spidsen og ting på spil. Man kan mene hvad man vil om hans gennembrudsværk, Memento, men det er en film, som man ikke lige ryster af sig, og hvis man først er blevet suget ind i dens omtumlede, subjektive univers, så kan man vende tilbage igen og igen og kigge på de fragmenterede brikkerne til dette sindrige filmpuslespil og stadig begejstres over det færdige motiv.
Memento er dér hvor Christopher Nolans filmkarriere for alvor skydes i gang, men det er også den produktion som alle efterfølgere automatisk sammenlignes med. Og indtil videre har det faktisk altid været til Mementos fordel. Men det afholder ikke undertegnede i at håbe på og glæde sig til endnu en film af Christopher Nolan.
Og lad det være sagt med det samme: The Prestige er netop sådan én – en film man glæder sig til og håber på og har hørt rimeligt godt om, men som ikke rigtig indfrier det særligt nolan’ske.
ADVARSEL: Læs ikke videre!
Har man ikke set The Prestige men har alle intentioner om det, så spring dette midterafsnit over og gå direkte til de mere generelle kommentarer i slutningen af indlægget her. The Prestige er en film som netop ikke vinder ved gensyn, al den stund at plottet er rimeligt enkelt og Nolan forklarer og udreder filmens mange twists, så alle kan være med. Man kan muligvis godt dykke ned og gå på opdagelse i filmens enkeltdele og særligt fortolkningen af dem, men det er meget langt fra Mementos dragende mystik og subjektive fortællemetode.
Jeg mener ikke, at Nolan tager sig tid til historien og dens karakterer. Der er for mange twists og plotpoints, til at vi for alvor når ind på livet af de to tryllekunstnere Alfred Borden og Robert Angier. Det kan godt være, at vi forstår hvordan og hvorfor de reagerer, men den dybere psykologi bliver det aldrig til. Vi finder aldrig ud af hvem Borden og Angier egentlig er, og hvad der driver dem – jo, uheldet med Angiers kone, men det er bare så let og melodramatisk og forklarer i princippet ingenting. De bliver ekstra skabelonagtige når det afsløres, at Angier i virkeligheden er/var en velhavende levemand Caldlow, og at Borden har en enægget tvillingebror, som hjælper ham med at lave hans illusioner.
The Prestige er på den måde en overfladisk film, der beder publikum om at sluge rigtig mange kameler, for at filmen (eller tryllekunsten!) skal lykkes: Er det f.eks. ikke pudsigt, at Borden er den eneste, der kan se igennem Caldlows forklædning – og er det ikke pudsigt, at ingen kan genkende Bordens tvilling i den latterlige forklædning Fallon render rundt med i hovedparten af filmen? Og hvor er Bordens tvilling henne i verden, inden han skal bruges til det store illusionsnummer?
Normalt er den slags plothuller noget man kan gå og være lidt småirriteret over, når filmen er slut; her irriterer de, mens filmen er i gang, fordi det bare er så tydeligt, hvordan det hele er konstrueret. Og spændingen består som sådan ikke i, at Nolan serverer twist på twist, men snarere i om man som seer havde regnet twistet ud, inden det kom. Det er den samme spænding, som opstår, når man løser en kryds-og-tværs! Og det der særlige David Lynch-agtige Nolan-touch forsvinder som dug for solen, når tingene forklares og udlægges som de gør her.
Den sidste ting som irriterede mig grænseløst, da jeg så The Prestige, var Christopher Nolans brug af den overnaturlige kopi/teleportmaskine. Det er en usædvanligt ringe løsning at indføre den slags tegneserie/sci-fi-elementer i en film, der ellers ikke benytter sig af den slags tricks. Nolan bryder her sine egne spilleregler og snyder seeren! (Ligesom en rigtig tryllekunstner, vil andre anmeldere nok hævde, men det gør jo ikke filmen bedre!)
Skuespil og tema
Hvor jeg ikke er imponeret af plottet i The Prestige, så er jeg mere positivt stemt over for skuespillerne. Michael Caine tilfører den gammeldags illusionsdesigner Mr. Cutter en på én gang bedstefaderlig kærlighed og et skær af dæmoni. Caine er meget bedre end David Bowies nymodens illusionsdesigner, Tesla, der aldrig rigtig ved, hvilken accent han skal spille ud, men karter rundt i et desperat forsøg på at virke og lyde mystifistisk.
Christian Bale er filmens store scoop. Han er absolut en af vor tids bedste Hollywood-skuespillere, fordi han altid tør kaste sig ud i helt nye typer roller. Her giver han den overbevisende med arbejderklasseaccent, og han er den af de to tryllekunstnere som man til sidst sympatiserer mest med og bliver derved filmens hovedperson. (Filmens manuskript giver dog aldrig Bale lov til at vise hvor meget han egentlig kan – dertil er der for mange plottwists.)
Da jeg havde set The Prestige til ende var det tema, der stod skarpest tilbage, hvor meget man må ofre sig i berømmelsens og illusionens navn, og filmens portræt af showbusiness som ren og skær forretning, som folk slår ihjel for, skamferer sig selv for, og lyver over for sig selv og deres familier for. Det tema om at ofre alt – sig selv inklusive – for kunsten og berømmelsen er enormt spændende. Det er The Prestige desværre ikke.
······
The Prestige
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Hugh Jackman, Michael Caine m.fl.
Newmarket Productions, 2006
Spilletid: Ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar