Talladega Nights (2006)

Komik i højt gear! Komikeren Will Ferrell giver baghjul til USA’s individualisme og maskuliniteten i Talladega Nights med undertitlen Legenden om Ricky Bobby. Her er masser af humor i bedste Simpsons-stil krydset med en god portion Monty Python-agtig galskab. Især dialogen og samspillet mellem Ferrell og de øvrige medvirkende sprudler, selv om den improviserede stil gør filmen mindre stram og unødvendigt langtrukken.

Er du til bilvæddeløb, sjove karakterer og en lidt gakket form for humor, så skal du se … Biler, den nyeste digimationsfilm fra Pixar og Disney. Nå nej, den gav jeg jo et ordentligt los, da jeg for nogle måneder siden så den (og fandt ud af at min største frygt nu officielt er gået i opfyldelse: Disney er blevet til Pixar – eller er det omvendt. Der står i hvert fald John Lassiter stemplet ud over alle de digimerede produkter som Disney vil sende i hovedet på os i fremtiden, og siden Toy Story og kortfilmen med de to arkitektlamper er det kun gået ned ad bakke. Øv)!

Men se så her: Er du til bilvæddeløb, sjove karakterer og en lidt gakket form for humor – og er du mere end 12 år gammel, så skal du helt sikkert se … Talladega Nights med Will Ferrell i hovedrollen som den idiotiske, Homer Simpson-agtige Ricky Bobby. Godt nok er filmen ikke 100% CGI, men visse scener med racerbilerne må være skabt på computer (der er nogle meget overbevisende styrt og de fedeste kamerature), men Talladega Nights udviser en fræk humoristisk distance og selvironi, som man til alle tider savner i Biler, fordi den er og bliver en gammeldags børnefilm – uanset hvor mange voksne der end går ind og ser den.

Legenden om Ricky Bobby
Kort fortalt: Talladega Nights handler om racerkøreren Ricky Bobbys storhed og fald og tilbagevenden til toppen. Det er jo en floskel- og feel good-struktur som kendes fra utallige sportsfilm og som Will Ferrell og instruktøren Adam McKay sætter sig for at tage under kærlig komisk behandling. Her udstilles disse fortællekonventioner så tydeligt, at man kan udpege dem og komme med kvalificerede gæt om, hvornår f.eks. faderen og den søde assistent dukker op igen. Det kræver ingen stor filmeksamen, og vi er langt fra den postmoderne, intertekstuelle komik, som man finder i anden amerikansk populærkomik som f.eks. The Simpsons, hvor der i ét væk sendes hilsner til genrer, film og andre kulturperler. Det er slet ikke Ferrell og McKays ærinde i Talladega Nights.

Racerfilmen er nemlig en ægte drengerøvsfilm, der gør tykt grin med drengerøvene Ricky Bobby og hans bedste ven Cal og deres maskuline bonding og interesser. Ikke mindst hele racerbilkulturen og dens forgreninger ud i medier, prestige, personlige nedture og celebritysladder – for ikke at nævne selve den amerikanske selvforståelse i form af filmens tilbagevendende mundheld: “Hvis du ikke er en vinder, så er du en taber!” Vil man løfte denne komedie op på et højere plan, end filmskaberne givetvis har intenderet, skal man blot koble USA's frihedslyst (fra Frihedsgudinden til Marlboro-cowboyen) med at sidde bag rattet i en bil og fræse ud af Route 66. Det er ikke svært.

Will Ferrell og Adam McKay smadrer hele den amerikanske drøm med optrin på optrin af særligt absurde replikskift, der virker improviserede og vitterligt er meget morsomme. Særligt de forskellige scener om middagsbordet, hvor Ricky Bobby og familien beder bordbøn og takker det lille Jesusbarn for hans gaver til familien, er på én gang så overdrevne i dialogen men også smukt underspillet. Først når diskussionerne går højt, kommer følelserne uden på tøjet, og hele middagsscenen ender med at Ricky Bobby bare må have sex med konen på middagsbordet foran sine to hujende børn og svigerfaren, der græmmer sig, samt barndomsvennen Cal, der tilbyder at holde konens blonde hår, så det ikke falder ned i maden.

På lignende vis er andre morsomme scener konstrueret: F.eks. biluheldet, hvor Ricky Bobby tror at han er ved at gå op i flammer og derfor smider alt sit tøj og løber skrigende rundt på kørebanen i underbukser, mens tv-kommentatorerne distanceret refererer begivenhederne til seerne. Og også scenen, hvor Ricky Bobby smadrer en kniv ned i låret på sig selv, for at bevise at han virkelig er lam over for vennerne og kollegerne – hvilket han tydeligvis ikke er; der er tale om en psykosomatisk lidelse efter han er kørt galt i et løb.

A la The Simpsons
Will Ferrell og Adam McKay har skelet ikke så lidt til The Simpsons’ komik og timing. Selv om visse scener føles noget langtrukne og ufokuserede, så er hovedparten i struktur at sammenligne med The Simpsons' brug af replik, mimik og skuespil. Selv klippemetoden i forbindelse med leveringen af one-liners og de indlagte montager med tv-sportsnyheder og reklamespots minder om Matt Groenings 20-år-gamle opskrift. Men det gør ikke noget, at man låner, når man gør det så gennemført som Ferrell og McKay. Når det fungerer bedst i Talladega Nights giver det filmen en sprælsk spændstighed og herlig ironisk distance, som giver én lyst til at se flere film med makkerparret.

Men som en advarsel til de sports- og bilinteresserede, så skal det pointeres, at megen af filmens humor og gags faktisk ligger uden for racerbanens rammer. Bilvæddeløbene fungerer mest som dynamisk intermezzo, hvis de da ikke leverer plot points og fremdrift ved at annoncere deadlines og hovedmodstandere. Ikke mindst den franske bøsse-racerkører Jean Girard (spillet af en fabelagtig Sacha Baron Cohen), som har fimsede Perrier som hovedsponsor, og som fræser ned ad langsiden, mens han hører klassisk musik, drikker espresso og læser L’Estranger.

Summa summarum: Glem alt om Biler. Se den her i stedet: En herligt ironisk komedie for alle drengerøve – og os skabsdrengerøve.

······

Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby
Instruktion: Adam McKay
Medvirkende: Will Ferrell, John C. Reilly, Sacha Baron Cohen m.fl.
Sony Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures