Soul-sister-skuffelse! Jennifer Hudson vandt helt uforståeligt en Oscar for sin alt for overgearede rolle som Effie White i denne kedelige filmatisering af et Broadway-hit. Der er dog dømt Motown-nostalgi med masser af nik og blink til virkelighedens kunstnere, og det er egentlig ganske hyggeligt. Eddie Murphy giver den gas, og viser at han kan andet end at lægge stemme til et æsel.
Bare de dog ville holde op med at synge!! Sådan havde jeg det for det meste igennem Bill Condons filmatisering af Broadway-musicalen Dreamgirls, der vist nok ydermere er baseret på en roman. Jeg er dog hverken bekendt med det ene eller det andet forlæg så jeg skal afstå fra at komme med belærende sammenligninger, men vil udelukkende lade filmen tage skraldet.
For lad det være sagt med det samme: We Are Not Amused!
Jeg havde vitterligt glædet mig til Dreamgirls, fordi der er lang tid mellem vi får en ny musical at se på skærmen – det er jo mest Disney-koncernen der har stået for at holde den genregryde i kog de sidste 10-20-30 år. Men filmen er bare ikke særlig god eller spændende – det, der givetvis fungerer sublimt på Broadways drejescener i lyskeglernes farverige skær, bliver en andenrangs Hollywoodfilm.
Music, music, music!
For det første: Kors hvor er der meget musik i Dreamgirls! Nu er der jo i sagens natur en del musik på færde i musicals, men her føles de mange sange til tider som en kæmpe klods om benet på filmen og dens tynde historie. Der er alt for mange sange som ikke får filmens handling til at drive fremad eller lægger ekstra lag uden på de meget spinkle karakterer, men som blot repeterer et statement eller en følelse som allerede er formidlet i replikkerne og den forrige scene. Det får Dreamgirls til at køre unødvendigt i tomgang.
Læg dertil at filmens sangnumre (og hele handlingen faktisk også) foregår inden døre og udspiller sig i pladestudier, på varietescener og i tv-studier – det bevirker at filmen bliver ret klaustrofobisk og de store danseoptrin bliver ret tv-agtige med kulisser og drejescener. En slags affotografering af Broadway-stykket om man vil.
Der leges i det hele taget alt for lidt med de filmiske virkemidler i Dreamgirls; kun et par gange udnyttes en flot panorering som skjul for et elliptisk klip, så prøverne på en sang umærkeligt går over i den store performance foran live-publikum. Det er fedt! Men det skal der være meget mere af i en filmudgave af et Broadway-hit. Tvært om virker mange af de store opgør (hvor karaktererne selvfølgelig også synger) som langstrakte, mega-melodramatiske optrin iscenesat og filmet, som hvis der var tale om et almindeligt replikskifte i en almindelig film og ikke det store vendepunkt i en musical. Dette besynderlige valg hjælper ikke på seerens (eller i hvert fald min) sympati med den konstant irriterende og stolte Effie, der i Jennifer Hudsons skikkelse overgrimasserer og skråler, som skulle hun nå helt ned til billetlugen på 7th Avenue. Moderne film er et nærbilledemedie, men det har Bill Condon vist ikke rigtigt fattet.
Eddie Murphy
Den skuespiller, der fortjener den store applaus for ikke at lade sig rive med af Condon & Hudsons overdrevne musicalspil, er Eddie Murphy. Nu har vi efterhånden set ham i talrige idiotiske komedier iklædt latex på latex og med et arsenal af lokumsvittigheder, der kan gøre en tredjeklasser grøn af misundelse – og så vender han rundt på en tallerken med afdæmpet skuespil og komik, der passer til hans rolle. Den scene, hvor han skal til at tage en ordentlig gang coke og blot kigger på de omkringsiddende for at få dem til at forlade stuen, viser at han er langt foran de øvrigt medvirkende og denne film som sådan. Netop den scene hæver sig over det lousyige gennemsnit i Dreamgirls, for her bliver den pludselig en rigtig film.
Hvis det ikke skulle være fremgået særlig klart, så anser jeg ikke Dreamgirls for at være den amerikanske musicaltraditions redning. Her er ganske simpelt for få overraskelser i en handling, der er set 1000 gange før (og bedre i f.eks. den dér Tina Turner-film), ordnet i to akter (så vi netop snydes for at følge de tre pigers opstigning til stjernestatus), og som hele tiden afbrydes af sange, mens jeg som seer sidder og skriger: “Kom nu videre!!!”
Og de to klaptræer går til Eddie Murphy og den halvautentiske Motown-rejse fra soul til disco …
······
Dreamgirls
Instruktion: Bill Condon
Medvirkende: Jamie Foxx, Beyoncé Knowles, Eddie Murphy m.fl.
DreamWorks, 2006
Spilletid: Ca. 125 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount
Ingen kommentarer:
Send en kommentar