Borat (2006)

Mega-hypet men skuffende. Sacha Baron Cohens Borat er desværre ikke en sjov film; bevares, den er provokerende, uforskammet, barnagtig og skyder sine sarkastiske spredhagl til højre og venstre, så man bliver helt i tvivl om, hvem der er offer og bøddel her. Når alt kommer til alt, er det ikke kun de dumme amerikanere der udstilles – Cohen tager lige hele Østeuropa med sig i købet. Se traileren, den er sjov!

Jeg skal være den første til at indrømme det: Sidste år var Borat den ene film, som jeg allerhelst ville se i biografen i november og december. Jeg plagede gud-og-hver-mand om at tage med i biografen og se denne film, som jeg betragtede som et rent vidunder: Jeg havde hørt og læst alverdens ting om den og forestillede mig at den ville være en slags over-the-top udgave af den danske reality-sitcom Klovn, mens den med en tyk, tyk satire gik i flæsket på USA og amerikanernes selvtilstrækkelighed. Altså en slags bidsk mockumentary med et godt stænk Michael Moore-agtig satire.

Så hørte jeg så den altid herligt storskrydende Mark Kermodes anmeldelse på BBC, hvor han hårdnakket påstod at han ikke havde grinet én eneste gang under hele filmforevisningen. Som ene mand i biografsalen altså. Men Kermode advarede alligevel om at filmen i værste fald ville grave de politiske grøfter i verden endnu dybere ved at gå så kompromisløst til værks i sin humor.

Adam og Sam fra Filmspotting-podcasten ramte 100 % plet da de i deres anmeldelse konkluderede, at traileren var mange gange sjovere end selve filmen, der virkede underligt forceret og problematisk i sin satire.

Den slags kommentarer gjorde mig desværre blot endnu mere nysgerrig. Filmanmeldere – også denne – har det jo med at komme med særdeles subjektive og harske vurderinger af film, som alle andre smaddergodt kan lide.

Provoproblemer
Humoren i Borat er plat og barnagtig; det skal den være, for det er den type humor der kommer ud af det, når man kombinerer en naiv turist fra Kasakhstan med en flok bedrevidende amerikanere i forskellige afskygninger. Det skaber helt automatisk konflikt og morskab.

På dansk tv har vi i flere omgange kunnet nyde bl.a. Jan Gintbergs reality-satireserier med autentiske såvel som fingerede interviews med almindelige danskere og skuespillere, der spiller virkelige danskere. Vi har også fået Casper Christensens herlige reality-sitcom Klovn der på samme måde sætter den lidt dumme Frank Hvam op mod de bedrevidende sidekarakterer. Men hvor den danske tv-satire er underspillet og forlader sig på, at publikum kan tænke selv, er Sacha Baron Cohens Borat højtråbende og på alle måder forceret i sin humor.

Mange scener i Borat virker stærkt planlagt og tvunget igennem, ud fra ideen om at hvis vi nu bare råber højt nok, ter os åndssvagt og provokerende nok, så skal vi edderspankhjælpeme nok få en reaktion ud af de dumme amerikanere. Det topper klart i scenerne med nøgenbrydekampen på hotellet og de amerikanske fyre i autocamperen: I den første er det (for mig at se) tydeligt at Cohen og medspiller Ken Davitian råber og skriger højt på hotelværelset, indtager adskillige “sjove” stillinger, der let vil kunne misforstås, når virkelighedens hotelpersonale kommer farende ind på værelset for at bede om nattero; da dette ikke sker fortsætter de kampen og skrigeriet ude på hotelgangen – og da de heller ikke får nogen reaktion her, tager de gudhjælpemig elevatoren ned i lobbyen og fortsætter nøgentumulten ved en konference på hotellet. Det er på alle måder forceret! I den anden scene med de amerikanske studenter er det mere simpelt: Vi hælder al den sprut på dem, som vi kan komme i nærheden af – så siger de nok noget sjovt!

Problemet med denne revolver-mockumentary-metode er dels at den er aldeles usjov og meget uelegant sammenlignet med de danske tv-serier. Dels at den simpelthen scorer et klokkerent selvmål i forhold til satirens budskab: Hvis det kræver så megen råberi og provokation og sprut at få amerikanerne til at dumme sig og komme med racistiske bemærkninger, er de så ikke et rimeligt fredfyldt folk, når alt kommer til alt?

Portrættet af Kasakhstan
Jamen - vil Sacha Baron Cohen og hans grinende fans selvfølgelig udbryde - du lægger jo alt for meget i det. Filmen er jo bare tåstreger og skæg og ballade. Det er jo en komedie!

Færdig basta og punktum finale!

I en komedie kan man nemlig åbenbart tillade sig hvad som helst, uden at blive taget til indtægt for sin komiske metode eller filmens budskab.

Men ud over at Cohen laver selvmål på selvmål i sin satiriske kamp mod US-og-A, så tager han fuldstændig utilgiveligt en anden nation – ja, nærmest en anden verdensdel – til gidsel og portrætterer dem endnu mere perfidt end amerikanerne. Portrættet af Kasakhstan og titelkarakteren som en naiv, skruppelløs, idiot af en liderbuks, der dyrker incest og sandsynligvis er indavlet med den lokale voldtægtsmand som far. De har kvæg i dagligstuen og praktiserer den ubehagelige årlige jødejagt igennem byens gader. Det er jo enormt sjovt og ingen kan være i tvivl om at denne del af filmen er ren fiktion… Eller hvad?

Hvis man accepterer de ludfattige mennesker, de faldefærdige bygninger og plørede gader som pure opspind, så melder der sig i hvert fald et naturligt næste spørgsmål hos denne anmelder: Hvem kan synes det er fedt at pege satiriske fingre af fattige tredjeverdens-nationaliteter og -miljøer på den måde? Og i en film, hvis hovedformål er at lave sjov med US-og-A synes det ekstra problematisk, at vi flere gange ikke tvinges til at grine af de rige amerikaneres dumheder men af den naive, fattige turist fra Kasakhstan! Det er i høj grad Borat-karakterens bøvethed, gentagne dumheder og idioti, der bærer filmens humor.

Men det er jo bare en komedie! Den skal jo ikke tages seriøst – og ingen kan da forveksle den med virkeligheden… Eller er det ikke netop hele pointen med filmen og dens reality-stil?


······



Borat
Instruktion: Larry Charles
Medvirkende: Sacha Baron Cohen, Ken Davitian, m.fl.
Dune Entertainment, 2006
Spilletid: Ca. 80 minutter
Dansk dvd-distribution: 20th Century—Fox