Er man ikke til Kevin Smith, så er man ikke til Clerks II. Filmen udstiller på godt og ondt den lettere aparte instruktørs styrker og svagheder, og de der elskede den højtravende Dogma eller for den sags skyld den første Clerks-film, vil også finde 2'erens monologagtige replikker og fragmenterede genremiks indbydende og styrtende sjovt. På den måde er filmen en ægte fan-film, og alle vi andre gør klogest i at holde os væk.
Der var engang hvor jeg troede jeg godt kunne lide Kevin Smiths lettere alternative greb om filmmediet. Jeg startede med Dogma (1999) og dens rablende vanvittige sammenkog af religion, stand-up, drengerøvsaction, intertekstuelle referencer til film, myter og fabler osv. Så så jeg Clerks (den første fra 1994 med et budget på knap-og-nap $28.000) og fandt ud af, hvor lidt der skal til, for at man kan kalde en film for en film. Og jeg skal være helt ærlig og sige, at det er et stykke tid siden jeg så Clerks sidst, men jeg husker den som en filmisk pendant til Douglas Couplands romaner, Generation X (1991) og Microserfs (1995), som i princippet handler om, hvor kedelig den moderne tilværelse er. Når han er bedst – som i Clerks – kan Smith skildre den ligegyldige meningsløshed med samme humor og varme som Coupland. Men så så jeg Clerks II og fandt ud af, at jeg ikke kunne lide Kevin Smith alligevel.
Clerks II er på mange måder en kvalificeret toer. Smith udvider universet fra den første Clerks-film og lader de samme primitive karakterer træde ind på en lidt større arena (de to kioskekspedienter er nu ansat i et nyt MacJob i fastfoodrestauranten Mooby’s) og udspille et langt større drama (hvilket indbefatter ægteskab, sidespring, graviditet osv.) men i samme primitive scener. 2’eren er mere slagkraftig i sin nørdede drengerøvshumor og mere syret i sine gags, men den efterlader unægteligt også et noget rodet indtryk, for det virker, som om Kevin Smith har haft svært ved at vælge – skulle han satse på den klassiske kærlighedsintrige eller på de småskøre, usammenhængende sketches.
Filmen ender med ikke rigtigt at have et skelet til at holde sammen på det hele og kollapser derfor flere steder – i hvert fald for mig: Der er simpelthen for mange stilskift, for mange temposkift, for mange forskellige genrer der jongleres ud og ind mellem hinanden, og jeg kan faktisk demontere hele filmen og udpege to-tre scener, som jeg synes er hylende sjove, og som jeg hjertens gerne vil se igen og igen, mens resten er det rene bras!
Clerks II er nemlig opbygget både fragmenteret og episodisk, selv om filmen skal forestille at udspille sig på Dantes sidste arbejdsdag på Mooby’s. Det ville egentlig have fungeret fint med det usammenhængende plot, hvis det nu ikke havde været sådan, at filmens grundintrige indbyder til et fortællemæssigt forløb frem mod en forløsning – og plottet hindres eller forsinkes af intetsigende afbrydelser med de to faste karakterer Jay og Silent Bob, der hænger ud på parkeringspladsen foran fastfoodrestauranten. De er imidlertid aldrig rigtig sjove eller hjælper plottet fremad, og det bliver faktisk ligefrem irriterende at se den samme referencejoke til Silence of the Lambs fyret af tre-fire gange. Man vil hellere ind i restauranten og følge samspillet mellem Randal og Dante og co.
Jeg kan klare Kevin Smiths usammenhængende manuskript – jeg synes faktisk at flere af tiraderne er lårklaskende sjove (Star Wars vs. Ringenes Herre; Transformers-diskussionerne; og racisme-skænderiet) – men hans personinstruktion og skuespillernes præstation er fantastisk ringe. Alle som én spiller dårligt og amatøragtigt; de kæmper bravt med de monstrøse replikker, der minder om alenlange monologer. Dermed gentager 2’eren den første Clerks-films tendens til at basere sig på snak, snak og atter snak, og det bliver gevaldigt hurtigt gevaldigt kedeligt. Elias (spillet af en Trevor Fehrman) skiller sig dog positivt ud fra de andre karakterer, fordi han ikke behøver råbe højt eller rulle med øjnene for at være sjov. Han er bare sjov i sig selv! Sjovt er det også, at Smith ikke har kunnet få fat i flere cameoroller til at lægge vejen forbi Mooby’s: Her bliver det kun til de afdankede Kevin Smith-venner, Ben Affleck og Jason Lee. Det er ærgerligt, for det var netop i mødet med kunderne at 1’eren var enormt sjov – og det er også her 2’eren har sine morsomme øjeblikke.
Til sidst er der hele filmens morale som udbasuneres i Randals replikker i filmens andet plot point: Dante skal (ifølge Randal / Kevin Smith) følge sin egen drøm og sit eget instinkt og ikke lade sig hundse rundt med. Det får den konsekvens, at Dante i filmens slutning forbliver fastlåst i New Jersey i og omkring samme miljø som både Clerks og Clerks II. Dermed bliver Kevin Smith en overraskende fortaler for den danske Jantelov og skomager-bliv-ved-din-læst-filosofi. Det budskab kunne den flippede independent-instruktør uden problemer have drejet langt mindre konservativt og leveret mere stilrent.
En god ting ved Clerks II er at man får lyst til at se 1’eren igen.
······
Clerks II
Instruktør: Kevin Smith
Medvirkende: Brian O’Halloran, Jeff Anderson, Rosario Dawson m.fl.
View Askew Productions, 2006
Spilletid: Ca. 97 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar