Samuel L. Jackson slagter slangerne ombord på denne katastrofe-action-splatter-horror-komedie – et temmelig forvirret genresammensurium, som trods de mange forskelligt rettede stillag alle peger i den underholdende retning. Der er dog så mange knaster i Snakes on a Plane at den næppe vil blive en mainstreamsucces. Og så er der lige præcis så mange fine og ufarlige takter, at den næppe har en chance som decideret kultfilm.
Snakes on a Plane betyder vel nærmest “Shit happens!” på amerikansk, og det er der naturligvis en del (også danske) anmeldere der har fornøjet sig med på denne films bekostning. Det er der den simple grund til at Snakes on a Plane oprindeligt var tiltænkt en rolle som bevidst dårlig actionfilm, hvor Samuel L. Jackson kunne blinke ud til publikum i sikker forvisning om at de var med på spøgen. Alt ville have været overdrevent, alle CGI-effekter halvdårlige, skuespillet bevidst talentløs og humøret højt. Men så gik det jo hverken værre eller bedre end at filmen alligevel blev et prestigeprojekt med stort budget og forsøgte at gå actionbrag som Indiana Jones- og Die Hard-trilogierne. Og problemet er at den derved kommer til at ligne en uintendenteret dårlig actionfilm!
Sådan lyder den gennemsnitlige vurdering af Snakes on a Plane, og jeg er ikke helt enig i konklusionen. Men her kommer først et resumé af filmen: Der slipper hundredvis af giftslanger løs på et fly, og passagererne må kæmpe for livet. Sådan dér!
Det lyder jo ikke pokkers dybsindigt, men til gengæld er det meget underholdende. Der er gang i Snakes on a Plane, som må betegnes som fed drengerøvsaction med et par herlige oneliners, nøgne babes og sex på toilettet, store guns og overdrevne splattereffekter, når slangerne angriber mænds peniser, kvinders bryster og går direkte efter hunde, advokater og øjenæbler! Det lyder plat og vulgært og langt under bæltestedet – og det er vel sådan set også meningen med filmen.
Snakes on a Planes kæmpeproblem er bare, at den som nævnt vil mere. Den nøjes ikke med at være en gang Peter Jackson-splatstick-agtig Braindead on a Plane, selv om den idé ellers kunne have været superfed. Filmen her vil gerne være en “rigtig” film; altså en film med en realistisk ramme og psykologiske motiver. Og det holder simpelthen ikke – det skaber en generel uligevægt og nogle alt for overrumplende skift i tempo og stemning.
Starten af flyveturen er fyldt med blodige splattereffekter og en anarkistisk holdning til karaktererne, men den føres ikke videre i resten af filmen (modsat Jacksons Braindead, 1992), fordi den kobles med en sentimental politisk korrekthed, hvad angår babyer og skilsmissebørn, homoseksuelle, nygifte og ældre kvinder klar til førtidspension osv. osv. Filmen veksler mellem et utal af forskellige Hollywood-mainstreamgenrer og vender aldrig rigtig tilbage til startens overdrevne blodrus. Hovedparten af filmen minder da også om en god gammeldaws katastrofefilm, og vi får tilmed en ægte feel-good happy-ending, som ødelægger ethvert forsøg på kultstatus. Hver for sig er de forskellige genreindslag fine og underholdende, men det er og bliver enormt problematisk, at man hele tiden skal forholde sig konstruktivt for fortsat at være med på legen. Man bliver aldrig suget ind i filmens univers, dens handling eller dens karakterer.
Læg dertil en ganske overflødig og alt for langtrukken forhistorie om en uskyldig fyr på scooter (vores hovedperson), der overværer en gruppe gangstere likvidere en statsadvokat, således at den uskyldige fyr må og skal likvideres. (Og hvordan kan den slags gøres lettere end ved at sende en horde af dopede giftslanger af sted med samme fly som den uskyldige fyr i håbet om at flyet selvfølgelig styrter ned!?) Det tager syv lange og syv bredde at komme fra startteksterne til flyets afgang, og det værste er at der ikke følges op på forhistorien; den forbliver ren pynt og evigt overflødig.
Og slangerne: Mage til katastrofale computereffekter skal man lede længe efter. Samtlige slanger ombord på flyet ligner rent faktisk computerskabte effekter. Det har givetvis været mindre problematisk at computeranimere dyrene fremfor at hive et arsenal af gifte hugorme og kvælerslanger ind i filmstudiet blandt de sagesløse skuespillere. Til gengæld er de også ganske lattervækkende kunstige at se på. Og når kameraet slår over i giftgrønt snake-o-vision fra slangernes subjektive POV er intet øje tørt!
Men stadig er filmen underholdende på sine egne præmisser, og som drengerøvsfilm med alt hvad dertil hører, er den yderst kvalificeret. Det er med de briller, filmen skal ses og nydes.
······
Snakes on a Plane
Instruktør: David R. Ellis
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Julianna Margulies, Nathan Philips m.fl.
New Line Cinema, 2006
Spilletid: ca. 101 min.
Dansk dvd-distribution: SF Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar