Hammer Films eneste varulvefilm foregår i Spanien! Men på en eller anden måde fungerer det; filmen oser ikke ligefrem af Spanien, men mere af engelsk Hammer Horror, der fornyer varulvekarakteren med større intensitet og indlevelse i den forbandelsesramte hovedperon. Det er slet ikke dårligt, men den er langt fra den ultimative varulvefilm – dertil er der for mange oplagte fejl og mangler.
Dette er så den anden omgang Hammer-horror jeg ser i min lille jagt på en rigtig uhyggelig gyser fra det legendariske engelske filmselskab, Hammer Film. I 1960-70erne lavede de en lang række horrorfilm, hvoraf genindspilningerne af de gamle Universal-monsterfilm (Frankenstein, Dracula, The Mummy osv.) vel nok er de mest kendte. Nu er turen så kommet til Hammers eneste varulvefilm, der er et år yngre end Brides of Dracula, som jeg kritiserede sønder og sammen i sidste uge. The Curse of the Werewolf er en bedre film på mange måder, men kan ikke have været den store succes tilbage i 1961, al den stund at Hammer ikke fulgte op på filmen med en The Revenge of…, The Evil of…, The Horror of…, The Satanic Rites of…, osv.
Filmen udspiller sig lidt besynderligt i Spanien, for det er nemlig småt med den spanske kolorit. Det kunne lige så godt have været en fjern afkrog af Østeuropa, som det plejer at være i Hammers Dracula- og Frankenstein-film. The Curse of the Werewolf handler egentlig den unge Leon (spillet intenst og medrivende af Oliver Reed), men først får vi en temmelig lang forhistorie om en fattig tigger, der beder om mad og drikke ved et spansk slot men i stedet bliver kastet i fangehullet og glemt dernede, så han over årene forandrer sig til et behåret, beskidt og voldsomt vilddyr. Tiggeren kaster sig over en stum pige, der også bliver fængslet. Hun nedkommer senere med Leon, men dør, så Leon vokser op hos plejeforældre men tydeligt mærket af sine forældre: Som barn får han heftige svedeture og mareridt om at slå dyr ihjel – og det udarter sig selvfølgelig.
Det er på mange måder en alt for lang forhistorie, når man tænker på at vi først er fremme ved filmens egentlige handlingsplan efter en times spilletid. Problemet er, at det giver alt for lidt plads til at tegne den kærlighedsintrige som den unge Leon er impliceret i – og det bevirker selvfølgelig at kærligheden bliver noget karikeret og klichebåren. Det er lattervækkende og minder (jf. alle mine fordomme) om en spansk telenovela.
På den anden side giver den fyldige baggrundshistorie også en ekstra dybde og originalitet til den ellers så fortærskede varulvemyte; her er der ikke nogen som er blevet bidt “af et vildt dyr på heden ved fuldmånens skær”. Nej, her er sygdommen nedarvet som følge af forældrenes grusomme skæbne. Også filmens dvælen ved Leons barndomsår hos plejeforældrene fungerer rigtig godt – ligesom den suspense, som opstår, da landsbyen prøver at opklare de mærkelige drab på fårene på egnen. Vil landsbybeboerne opdage sandheden – eller når plejeforældrene at hjælpe Leon, inden det er for sent?
For i denne varulvefilm kan fuldmånesygdommen nemlig let kureres: Hvis Leon viser sin kærlighed til en person, og vedkommende elsker ham tilbage – så vupti! Så er han forbandelsen kvit. Denne lidt eventyrlige udlægning af myten bruger filmen til at skabe fin suspense med, men samtidig er det også lidt tamt, at Hammer tvister en klassisk myte til at skabe ekstra melodrama. Hammer tvister også mere problematisk tiden og månens cyklus: I The Curse of the Werewolf er der fuldmåne adskillige aftener i træk!
Derudover er der to scener, som skuffer fælt: De to eneste faste ingredienser i en varulvefilm er den første detaljerede forvandlingsscene, hvor hovedpersonen bliver til ulv først gang – og den sidste forvandlingsscene, når hovedpersonen er blevet skudt med en sølvkugle og forvandler sig tilbage til menneske. Begge scener mangler i denne film, og det er ret ærgerligt.
Hammers makeup-budget har nok ikke været det allerstørste, for det er også først i det sidste kvarter, at vi ser varulven i fuld “uniform”, og den noget grå og mat i det. En slags Frankensteins monster med ekstra hår. De chok/uhyggescener, der fungerer bedst, er klart dem, hvor vi kun ser små detaljer af bæstet.
Til gengæld er underlægningsmusikken meget mindre irriterende her end i Brides of Dracula. Varulvefilmens tempo er også langt højere end i Dracula-opfølgeren, og er som andre Hammer-gysere flot og stemningsfuldt lyssat. Farverne og dekorationerne er imponerende i forhold til det sporadiske budget. Det giver alt i alt en bedre monsterfilm, der både indfrier forventningerne og samtidig giver lidt ekstra. Og så er der mere blod og vold på færde i The Curse of the Werewolf.
Næste Hammer-film på programmet bliver The Phantom of the Opera fra 1962.
······
The Curse of the Werewolf
Instruktør: Terence Fisher
Medvirkende: Oliver Reed, Clifford Evans, Richard Wordsworth m.fl.
Hammer Film Productions, 1961
Spilletid: Ca. 93 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar