The Da Vinci Code (2006)

Sådan skal man ikke filmatisere en bog! Ron Howards Da Vinci mysteriet er et glimrende eksempel på hvor uspændende og ucharmerende en filmatisering af en populær spændingsroman kan blive, når man giver efter for fristelsen og gør det, alle bogens fans vil have: En 1:1-filmatisering, hvor så lidt som muligt laves om eller udelades.

Min svoger Michael er stor fan af Dan Brown og har læst alt, hvad manden har skrevet. Vi har et par gange eller flere diskuteret filmatiseringen af Da Vinci mysteriet i forhold til romanforlægget, og jeg fik det indtryk, at Michael var ganske godt tilfreds, på nær noget i slutningen som de vist havde lavet om.

Og jeg som ikke engang kan huske hvordan romanen slutter! Jeg pløjede mig selv igennem Da Vinci mysteriet på den lettest tænkelige måde – på lyd-cd fra mit lokale bibliotek, og måske er det derfor at jeg ikke kan huske særlig meget af handlingen. Bortset fra Dan Browns (pseudo?)videnskabelige afsløring af kristendommen som en falsk religion og den medfølgende bevisførelse. Selve kriminalintrigen, eller hvem der helt præcis dræber hvem, og hvem der overlever til sidst – alt det var væk! Pinligt!

Jeg er langt fra så begejstret for filmen Da Vinci mysteriet som Michael; jeg syntes endda også, at bogen var tæt på at være kedsommelig (at høre), fordi kriminalplottet og spændingen druknede i bogens scoop – afsløringen af den kristne tro og den katolske kirkes cover-up (som til gengæld var enormt spændende, men det havde det også været som dokumentarprogram eller en fagbog). Filmen har præcis den samme tendens, men fordi filmen er så litterær og tro over for sit forlæg, bliver den ekstra uspændende. Til tider går der ligefrem PowerPoint-show i den. Man kunne lige så godt have læst den eksklusive, gennemillustrerede udgave af romanen!

På den ene side er det jo godt, at filmen er trofast mod romanen, men her bliver det for meget. Filmen føles alt for lang og detaljeret, og den måde, som Ron Howard og holdet bag har valgt at fortolke romanen, er alt for tung: Stilen er hele vejen igennem voldsom storladen med megen patos i underlægningsmusikken og de mange superfrøperspektiver af katedraler, borge osv. der selvfølgelig skal signalere storhed.

Der er ikke meget spænding eller skattejagt i filmen på trods af, at det faktisk er det, som det hele handler om. Bevares, engang i mellem eksploderer det hele i et minuts intens action, og så dør filmen igen. Og det hele sovses konstant ind i slæbende strygerflader, så selv den mest hektiske biljagt forbliver – ja, temmelig uhektisk!

Filmens visuelle stil er også med til at lægge en dæmper på skattejagten. Filmen er meget mørk – så mørk faktisk, at jeg tror jeg var faldet i søvn i de bløde biografsæder, hvis jeg havde set den (som man nok burde) i Imperial. Nu så jeg den på dvd og havde mulighed for at stoppe af og til og skænke mere kaffe… Filmen er mørk og dunkelt belyst hele vejen igennem, men det gør ikke filmen uhyggelig og dyster (for der er ingen highkey-belyste scener at kontrastere med) – snarere søvndyssende.

Den lyst til eventyr, som man ellers måtte tillægge hovedpersonerne på sådan en skattejagt – Robert Langdon (spillet af Tom Hanks) og Sophie Neveu (Audrey Tautou) – er ikkeeksisterende. Jeg har aldrig set Hanks så mat og ucharmerende, og spillet mellem de to hovedpersoner er uden nogen form for liv og varme. Jeg følte mig voldsomt distanceret til begge karakterer, fordi de virker så distancerede og upåvirkede hele vejen igennem.

Til gengæld reddes Da Vinci mysteriet i den grad af Ian McKellen, der i rollen som gralforskeren Sir Leigh Teabing virkelig træder i karakter; Teabing brænder for den hellige gral og i scenerne på hans gods i Frankrig mærker man det eventyr, der er fraværende resten af filmen. Det er da også Teabing – og ikke Robert Langdon – der får æren af at servere filmen / Dan Browns store afsløring. Ja, man tilgiver ligefrem Ron Howard at han har filmatiseret det som et PowerPoint-show, for McKellen giver alt, hvad den kan trække i sin præsentation og gør en ellers 100 % litterær scene til filmens ultimative højdepunkt. Men det siger lige så meget om filmens mangler som om McKellens evner.

Der er sand for dyden ikke meget Indiana Jones over foretagendet her. Filmens spænding og uhygge fortaber sig fuldstændig i historiske rekonstruktioner, der suser over skærmen i flygtige flashbacks holdt i kolde, gnidrede billeder, som passerer fuldkommen hen over hovedet på folk, der ikke har læst romanen – eller glemt den fordi de har hørt den på lyd-cd! De mange flashbacks vidner på alle måder om romanens overlegenhed og ufilmatiserbarhed. Selv filmens halvhjertede forsøg på spænding via parallelklipning og krydsklipning bliver blot til en gumpetung klippeøvelse, der ikke bidrager til vores identifikation med karaktererne. Selv scenen hvor Langdon og Neveu slipper uset væk fra Teabings privatfly afsløres i et efterfølgende flashback som den billige tryllekunst det er – uden suspense og uden publikums medleven.

I bagklogskabens lys havde Dan Brown nok fået mere ud af at sælge rettighederne til Da Vinci mysteriet til folkene bag tv-serien 24 timer og ladet Jack Bauer tage livtag med den katolske kirke i jagten på den hellige gral. Se, det ville have fornyet både romanen og tv-serien og tilført denne thriller den mængde action, som den fortjener – samtidig med at der ville have været tid (ja, vel omkring et halvt døgn) til at gå i detaljen med de historiske og kulturelle detaljer. Ærgerligt!

······


The Da Vinci Code (Da Vinci mysteriet)
Instruktør: Ron Howard
Medvirkende: Tom Hanks, Audrey Tautou, Ian McKellen m.fl.
Columbia Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 143 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures Home Entertainment