Science fiction på stoffer. Richard Linklaters filmudgave af Philip K. Dicks roman A Scanner Darkly er mere syretrip end sci-fi. Selv om karaktererne snakker og snakker, og handlingen fortaber sig i usammenhængende scener, er den rotoscopede tegnefilmsstil faktisk filmens største problem. Og største force, forstå det hvem der kan.
Science fiction-filmene Blade Runner (Ridley Scott, 1982), Total Recall (Paul Verhoeven, 1990), Abre los ojos (Alejandro Amenábar, 1997) og Minority Report (Steven Spielberg, 2002) har alle det til fælles, at de bygger på romaner eller noveller af forfatteren Philip K. Dick – og så er de jo også alle fire superfede sci-fi-film, hvor stil og plot går op i en højere enhed, og hvor spektakulære, visuelle science fiction-optrin er en fast bestanddel. Man (eller jeg!) ser jo først og fremmest science fiction-film for at lade sig fascinere og undre over de fantastiske og (måske særligt i film, der ikke er instrueret af Paul Verhoeven) smukke special effects. Derfor skulle jeg da naturligvis også se A Scanner Darkly – den nyeste filmatisering af Philip K. Dick og oven i købet en film som på cover og i trailer lover en unik æstetisk oplevelse. Men filmen er langt den svageste af de nævnte fem titler.
A Scanner Darkly følger Bob Arctor (spillet af Keanu Reeves), der bor i en slags syrekollektiv sammen med to-tre andre fyre, der mest hænger ud for at tage hårde stoffer – heriblandt det voldsomme Substance D (“D for death”). Samtidig er Arctor ansat af narkopolitiet til at bekæmpe dette voksende samfundsproblem. Her går han under navnet Fred og er iklædt et såkaldt “scramble suit”, så hans udseende konstant brydes op i mindre fragmenter, der skifter form og farve, og så han forbliver 100 % anonym. Paranoiaen begynder langsomt at indfinde sig hos Bob / Fred, da han bliver bedt om at overvåge sit eget hus og dets misbrugere: Fred tror, at politiet i virkeligheden er ude på at fælde ham selv (Bob Arctor), men han kunne ikke tage mere fejl.
Filmens visualitet er dens største styrke – og dens største svaghed. Under startteksterne bliver man sluset ind i denne mærkelige tegneserie/computerspilsagtige æstetik i en lille sekvens, hvor klamme, grønne insekter vælter frem på huden af en mand, der tager bad og desperat prøver at blive af med dem. Sekvensen er stum men med underlægningsmusik og viser fint den rotoscopede (som teknikken vist hedder) stils styrke, men lige så snart manden begynder og tale og filmens egentlige handling starter, står man af, fordi det trods alt er for aparte.
Eller også er det fordi karaktererne taler alt for hurtigt. Eller for meget. Og usammenhængende. De snakker i hvert fald en hel del, og da Linklater tydeligvis har villet forplante karakterernes hallucinerende følelse til publikum, er det klart, at dialogen skal være forvirrende, usammenhængende og hurtig.
Filmens enkeltscener er desuden lige så løsrevne; det er svært rigtigt at finde hoved og hale i noget af det, der foregår før filmens klimaks, hvor sandheden afsløres og man får nøglen til at læse resten af filmen. Dér bliver A Scanner Darkly pludselig ret spændende, mens de foregående 70-80 minutter groft sagt har været kedelige på grund af det fragmenterede indtryk.
Den hallucinerende følelse banker også først rigtigt igennem visuelt hen mod filmens slutning. Her ser vi i nærbilleder (nærmest Bob/Freds subjektive point of view) scramble-dragten der hele tiden skifter udseende, og man bliver som seer nærmest fysisk dårlig af at prøve at fokusere på de mærkelige u-menneskelige fremtoninger. I starten eksperimenterer Linklater endvidere med tankebobler, der viser hvordan karaktererne forestiller sig slutningen på den samtale, de er i gang med. Men han går hurtigt bort fra denne overtydeliggørelse af paranoiaen og fører den blot videre i dialog og til dels subjektive indstillinger. Og det er selvfølelig også med til at gøre det hele temmelig svært at holde styr på.
Det er derfor på mange måder en film, der giver tilskueren følelsen af at være på stoffer – ligesom karaktererne i filmen. Men det bliver også en ret langtrukken affære, fordi der er så få faste holdepunkter midt i den totale forvirring. Man får aldrig helt fodfæste som seer, og det skaber frustrationer og irritation. Selv i andre “eksperimenterende” science fiction-film – Blade Runner og Abre los ojos – er der en form for fodfæste, fordi vi kender en del af filmenes fortælleskemaer, karaktertyper eller visuelle koder, og ved hvordan vi skal aflæse dem. Det forsvinder som hashtåger i A Scanner Darkly, der derfor ikke rigtig kan karakteriseres som en science fiction-film, men snarere en film om at være på stoffer.
Til gengæld har jeg allerede nu lyst til at gense den for at prøve at få øje på sammenhængen i kaos.
······
A Scanner Darkly
Instruktør: Richard Linklater
Medvirkende: Keanu Reeves, Winona Ryder, Robert Downey Jr. m.fl.
Warner Independent Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 100 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Warner Bros. Entertainment Inc.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar