Hammer Films udgave af Gaston Leroux’ roman om spøgelset i operaen er stadig uhyggeligt spændende sine steder, overrumplende klippet og med en flot ekspressionistisk fantommaske, der langt overgår den fimsede, hvide teatermaske vi finder i f.eks. Andrew Lloyd Webbers musical af samme navn. Men Hammers film knækker ca. halvvejs og ender med at blive for meget kissemisse og operasang og for lidt spøgelse og uhygge.
Så er turen kommet til The Phantom of the Opera fra 1962 i min lille Hammer-maraton. Jeg har tidligere revset Brides of Dracula (1960) og givet middelkarakter til Curse of the Werewolf (1961), som begge er instrueret af Terence Fisher. Fisher var en af de faste instruktører på det legendariske engelske filmselskab Hammer, der i 1960erne lancerede nye farverige og mere bloddryppende udgaver af Universals monsterklassikere. Fisher er også instruktøren bag The Phantom of the Opera, der teknisk er den bedste af de tre nævnte Hammer-film, men som samtidig lider den tort også at have den mest antiklimaktiske slutning. Populært sagt: For meget opera – for lidt spøgelse!
De fleste har en eller anden idé om hvad Phantom of the Opera handler om – om ikke andet så baseret på den populære musical af Andrew Lloyd Webber. Jeg skal ikke trætte med en sammenligning mellem Gaston Leroux’ roman og diverse filmudgaver, for alle forholder sig så godt som frit til det oprindelige forlæg. Også denne film, der præsenterer en langt mere humanistisk udgave af operafantomet med smukke idealer og smukke intentioner.
I denne Hammer-film er ondskaben personificeret i den skruppelløse Lord Ambrose d’Arcy (spillet af den aldeles sleske Michael Gough), der udnytter alt og alle. Han og operafantomet har en fortidig hemmelighed, som afsløres i et flashback fyldt med skæve vinkler lige før filmens klimaks. Man skal dog være godt dum, hvis man ikke har regnet hele historien ud, inden flashbacket serveres. Og selve klimakset er mest af alt et antiklimaks, for spøgelset er selvfølgelig ikke et spøgelse – og slet ikke et ondt eller afsindigt spøgelse. Da den berømte lysekrone falder ned, falder selve filmen også sammen.
Men inden da har der været meget godt. Især filmens første halvdel sprudler visuelt som ingen af de to forrige film. Startteksterne kommer til syne oven på skiftende nærbilleder af fantomets maskerede ansigt, så vi hele tiden kommer tættere og tættere på det synlige øje. Dette motiv vender Terence Fisher tilbage til i filmens slutning, dog uden at den ellers så tydelige freudianske symbolik kommer til sin ret (på engelsk lyder “eye” jo som “I”). Der er ellers flere “interessante” øjenscener, men her er overhovedet ingen kamp mellem id'et og super-ego'et om jeg'et.
Der klippes også smukt mellem diverse scener, så selve montagen skaber en ekstra dimension. I garderoben er hovedrolleindehaveren f.eks. ved at klæde om til premieren, og kameraet begynder på egen hånd at afsøge værelset så vi efter en panorering ender ved en gaslampe; en grå, nærmest mumieagtig hånd kommer til syne nederst i billede og gør klar til at slukke lyset – der klippes til kvinden foran sit spejl: hun vender sig rædselsslagent mod nogen eller noget offscreen – og lynhurtigt klippes der videre til et nærbillede af et bækken der “crashes” højlydt. Mens lyden fader ud, klippes der videre til en itureven reklameplakat udenfor operahuset. Det er en ganske subtil montage, der i klart filmsprog viser hvad der sker – men uden egentlig at vise det, så vi som publikum pirres i vores nysgerrighed og skaber en form for suspense.
Denne Hammer-film udmærker sig også ved ikke at foregå i en eventyragtig verden, men i London omkring århundredeskiftet. Det er her Jack the Ripper og Edward Hyde hærger gaderne, mens Sherlock Holmes er på jagt efter Baskervilles hund, og grev Dracula invaderer det civiliserede Europa. Det er en tid med gaslys og hestedroscher, og egentlig mindst lige så urealistisk som det Grimm-agtige Østeuropa i Brides of Dracula og det kulørte Spanien i Curse of the Werewolf. Men for mig bød The Phantom of the Opera under alle omstændigheder på mere ægte uhygge, måske fordi Terence Fisher her benytter en Hitchcock-agtig suspense, hvor publikum ved mere (men dog ikke nok) end hovedpersonerne. Så længe fantomet forbliver uset er det i hvert fald uhyggeligt – ja, selv den nok så hurtige opklaring af historien bag fantomet er ret spændende og medrivende.
Men da Christine (Heather Sears) kidnappes og hun og vi møder “spøgelset” face-to-face og delagtiggøres i dets meget rimelige og langt fra uhyggelige planer, begynder filmens intensitet at falde drastisk. Herfra går der for meget sangundervisning og operaopvisning i den, mens uhyggen forsvinder.
I en mere avanceret film kunne Terence Fisher have twistet hele slutningen, så den virkelige og grusomme sandhed var gået op for Christine midt i også operaens afsluttende scene, hvor hun i rollen som Jeanne d’Arc skal brændes på bålet. Fantomet er jo selv “omkommet” i en brand, og en mere ambitiøs film (med et mere afsindigt fantom) havde sluttet med en monstrøs ægteskabspagt mellem de to brandofre. Men sådan vil Hammer og Terence Fisher det desværre ikke, og filmens sidste halve time er ganske kedelig og ødelægger de mange fine set ups fra den indledende halve time.
Derfor bliver det også kun til en halvlunken omgang Hammer-horror denne gang. Næste Hammer-film på programmet er Captain Clegg (også fra 1962).
······
The Phantom of the Opera
Instruktør: Terence Fisher
Medvirkende: Herbert Lom, Heather Sears, Michael Gough m.fl.
Hammer Film Productions, 1962
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)
Så er turen kommet til The Phantom of the Opera fra 1962 i min lille Hammer-maraton. Jeg har tidligere revset Brides of Dracula (1960) og givet middelkarakter til Curse of the Werewolf (1961), som begge er instrueret af Terence Fisher. Fisher var en af de faste instruktører på det legendariske engelske filmselskab Hammer, der i 1960erne lancerede nye farverige og mere bloddryppende udgaver af Universals monsterklassikere. Fisher er også instruktøren bag The Phantom of the Opera, der teknisk er den bedste af de tre nævnte Hammer-film, men som samtidig lider den tort også at have den mest antiklimaktiske slutning. Populært sagt: For meget opera – for lidt spøgelse!
De fleste har en eller anden idé om hvad Phantom of the Opera handler om – om ikke andet så baseret på den populære musical af Andrew Lloyd Webber. Jeg skal ikke trætte med en sammenligning mellem Gaston Leroux’ roman og diverse filmudgaver, for alle forholder sig så godt som frit til det oprindelige forlæg. Også denne film, der præsenterer en langt mere humanistisk udgave af operafantomet med smukke idealer og smukke intentioner.
I denne Hammer-film er ondskaben personificeret i den skruppelløse Lord Ambrose d’Arcy (spillet af den aldeles sleske Michael Gough), der udnytter alt og alle. Han og operafantomet har en fortidig hemmelighed, som afsløres i et flashback fyldt med skæve vinkler lige før filmens klimaks. Man skal dog være godt dum, hvis man ikke har regnet hele historien ud, inden flashbacket serveres. Og selve klimakset er mest af alt et antiklimaks, for spøgelset er selvfølgelig ikke et spøgelse – og slet ikke et ondt eller afsindigt spøgelse. Da den berømte lysekrone falder ned, falder selve filmen også sammen.
Men inden da har der været meget godt. Især filmens første halvdel sprudler visuelt som ingen af de to forrige film. Startteksterne kommer til syne oven på skiftende nærbilleder af fantomets maskerede ansigt, så vi hele tiden kommer tættere og tættere på det synlige øje. Dette motiv vender Terence Fisher tilbage til i filmens slutning, dog uden at den ellers så tydelige freudianske symbolik kommer til sin ret (på engelsk lyder “eye” jo som “I”). Der er ellers flere “interessante” øjenscener, men her er overhovedet ingen kamp mellem id'et og super-ego'et om jeg'et.
Der klippes også smukt mellem diverse scener, så selve montagen skaber en ekstra dimension. I garderoben er hovedrolleindehaveren f.eks. ved at klæde om til premieren, og kameraet begynder på egen hånd at afsøge værelset så vi efter en panorering ender ved en gaslampe; en grå, nærmest mumieagtig hånd kommer til syne nederst i billede og gør klar til at slukke lyset – der klippes til kvinden foran sit spejl: hun vender sig rædselsslagent mod nogen eller noget offscreen – og lynhurtigt klippes der videre til et nærbillede af et bækken der “crashes” højlydt. Mens lyden fader ud, klippes der videre til en itureven reklameplakat udenfor operahuset. Det er en ganske subtil montage, der i klart filmsprog viser hvad der sker – men uden egentlig at vise det, så vi som publikum pirres i vores nysgerrighed og skaber en form for suspense.
Denne Hammer-film udmærker sig også ved ikke at foregå i en eventyragtig verden, men i London omkring århundredeskiftet. Det er her Jack the Ripper og Edward Hyde hærger gaderne, mens Sherlock Holmes er på jagt efter Baskervilles hund, og grev Dracula invaderer det civiliserede Europa. Det er en tid med gaslys og hestedroscher, og egentlig mindst lige så urealistisk som det Grimm-agtige Østeuropa i Brides of Dracula og det kulørte Spanien i Curse of the Werewolf. Men for mig bød The Phantom of the Opera under alle omstændigheder på mere ægte uhygge, måske fordi Terence Fisher her benytter en Hitchcock-agtig suspense, hvor publikum ved mere (men dog ikke nok) end hovedpersonerne. Så længe fantomet forbliver uset er det i hvert fald uhyggeligt – ja, selv den nok så hurtige opklaring af historien bag fantomet er ret spændende og medrivende.
Men da Christine (Heather Sears) kidnappes og hun og vi møder “spøgelset” face-to-face og delagtiggøres i dets meget rimelige og langt fra uhyggelige planer, begynder filmens intensitet at falde drastisk. Herfra går der for meget sangundervisning og operaopvisning i den, mens uhyggen forsvinder.
I en mere avanceret film kunne Terence Fisher have twistet hele slutningen, så den virkelige og grusomme sandhed var gået op for Christine midt i også operaens afsluttende scene, hvor hun i rollen som Jeanne d’Arc skal brændes på bålet. Fantomet er jo selv “omkommet” i en brand, og en mere ambitiøs film (med et mere afsindigt fantom) havde sluttet med en monstrøs ægteskabspagt mellem de to brandofre. Men sådan vil Hammer og Terence Fisher det desværre ikke, og filmens sidste halve time er ganske kedelig og ødelægger de mange fine set ups fra den indledende halve time.
Derfor bliver det også kun til en halvlunken omgang Hammer-horror denne gang. Næste Hammer-film på programmet er Captain Clegg (også fra 1962).
······
The Phantom of the Opera
Instruktør: Terence Fisher
Medvirkende: Herbert Lom, Heather Sears, Michael Gough m.fl.
Hammer Film Productions, 1962
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar