Den bedste danske komedie i meget lang tid. Peter Schrøders Lotto er en perlerække af morsomme scener holdt sammen af Søren Pilmark og Ditte Gråbøl. De to og resten af holdet spiller formidabelt i denne lille moralske historie om at vinde i spil og dernæst tabe alt andet på gulvet.
Ærligt talt: Jeg havde ikke de store forventninger til den nye danske komedie, Lotto, men Malene var meget insisterende og gjorde efterfølgende mine fordomme om moderne danske komedier dybt til skamme. I en tid domineret af Hella Joof- og Lasse Spang Olsen-fejlskud, Anja & Victor-serien og tandløse genindspilninger af gamle Far til fire- og Min søsters børn-film, var det dejligt at blive positivt overrasket over en ægte dansk mainstreamfilm. For det er Lotto – en mainstreamkomedie – men af en helt anden kvalitet end de øvrigt nævnte her. Sjældent har jeg grinet så meget og så vedvarende over en komedie, der tør være en komedie og ikke skal blande unødvendig melodrama ind i historien.
Historien er uhyre simpel: Jørgen (spillet af Søren Pilmark) er alle tiders flinke og opofrende fyr på arbejde, sammen med vennerne og derhjemme. Han er også formand for lottoklubben på hans arbejde, hvor han og de andre smede hver uge skillinger sammen til lørdagens trækning. En dag vinder han og gutterne den store gevinst, men Jørgen finder på alle tiders undskyldning, for at han og Gitte (hans kone spillet af Ditte Gråbøl) kan beholde alle pengene selv – det var Gittes lottokupon! Men straks begynder skyldfølelsen at liste sig ind på Jørgen, der desperat prøver at udleve nogle af Gittes og hans drømme og samtidig beholde pokerfjæset på over for kammersjukkerne på arbejdet. Den ene gakkede løgn tager den næste…
Lotto er først og fremmest Søren Pilmarks film. Som hovedperson er han med og aktiv i samtlige scener; ligesom Ditte Gråbøl leverer han flot skuespil med nerve og troværdighed, men det er også ham som bærer hele filmens plotmæssige komik. Pilmark underspiller, så også de mere lavmælte scener bliver en fryd. Peter Schrøders personinstruktion er mesterlig, når man tænker på, hvor let filmen kunne være knækket over og blevet en korporlig og højtråbende farce. Plottets voksende absurditet iscenesættes af et lavmælt realistisk spil, der aldrig overdøver historien, men netop fremhæver og løfter den.
Lotto er en af den slags komedier, hvor man sidder og krummer tæer hele tiden. Jeg kommer til at tænke på film som Meet the Parents (Jay Roach, 2000) og den første Bridget Jones-film (Sharon Maguire, 2001), hvor humoren også bliver pinagtig, fordi den kobles med en form for suspense, når publikum instinktivt ved, at det, som hovedpersonerne (Jørgen, Greg og Bridget) er i færd med, umuligt kan ende godt. Lotto skiller sig alligevel ud, fordi Jørgens problemer er 100 % selvforskyldt: Han siger faktisk flere gange, at han og Gitte er mere værdige millionærer end de andre lottoklubmedlemmer, men hele filmens opbygning (den spinkle forhistorie, Jørgens opofrelse, de indlagte set-ups på Jørgen og Gittes drømme, de øvrige karakterers tydeligt negative brister, og selvfølgelig det faktum at Jørgen er hovedpersonen) gør, at Jørgen aldrig bliver en decideret negativ karakter. Tværtimod udnyttes denne ekstra dimension til at bringe endnu mere suspense ind i filmen, når man den ene gang efter den anden tror, at nu har de andre gennemskuet Jørgens lottobedrag.
Al denne suspense understreges af filmens visuelle æstetik, der lige så stille ændrer sig i takt med Jørgens voksende paranoia. I starten styrer Peter Schrøder løjerne i ægte komediestil med halvtotaler og halvnære indstillinger. Lyset er anonymt og klipningen på alle måder uhektisk. Senere når Jørgens løgne vokser sig større og større, forandrer Jørgens fysiske udseende sig (Pilmark spiller ham krumrygget, bleg og med paranoide øjne rammet ind af sorte rander og en sort skihue), mens filmens visuelle stil ændres til et mere ekspressionistisk udtryk med tydeligt spil mellem farvet lys og mørke skygger. Her er flere markante kameraindstillinger, der fanger Jørgen isoleret midt i kredsen af arbejdskammerater. Men disse visuelle effekter er alligevel holdt på et lavmælt, realistisk plan, der ikke roder den enkle historie til og støjer for meget.
Skal man udpege filmens ene store mangel, så er slutningen al for konventionel og tam. Den virker påklistret og upassende efter den moralske historie, som resten af filmen har udspillet. Det hænger sammen med, at luften går noget af ballonen i forbindelse med den store konfrontation, som filmen lægger voldsomt op til, lige fra Jørgen tager beslutningen om at beholde de 3,6 mio. kr. selv. Jeg kunne godt tænke mig, at konklusionen havde været mere bidsk og mindre rund og mild. Man spørger lidt sig selv, hvad det er Jørgen har lært oven på denne moralske fortælling: Ikke at lyve? At leve livet og være mindre uselvisk? Har han i det hele taget udviklet sig?
Spørgsmålet er jo altid om en hovedperson i en film behøver at lære noget som helst, men om filmen ikke bare kan slutte og sætte punktum. Færdig basta.
······
Lotto (2006)
Instruktør: Peter Schrøder
Medvirkende: Søren Pilmark, Ditte Gråbøl, Bjarne Henriksen m.fl.
Nordisk Film 2006
Spilletid: Ca. 87minutter.
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Ærligt talt: Jeg havde ikke de store forventninger til den nye danske komedie, Lotto, men Malene var meget insisterende og gjorde efterfølgende mine fordomme om moderne danske komedier dybt til skamme. I en tid domineret af Hella Joof- og Lasse Spang Olsen-fejlskud, Anja & Victor-serien og tandløse genindspilninger af gamle Far til fire- og Min søsters børn-film, var det dejligt at blive positivt overrasket over en ægte dansk mainstreamfilm. For det er Lotto – en mainstreamkomedie – men af en helt anden kvalitet end de øvrigt nævnte her. Sjældent har jeg grinet så meget og så vedvarende over en komedie, der tør være en komedie og ikke skal blande unødvendig melodrama ind i historien.
Historien er uhyre simpel: Jørgen (spillet af Søren Pilmark) er alle tiders flinke og opofrende fyr på arbejde, sammen med vennerne og derhjemme. Han er også formand for lottoklubben på hans arbejde, hvor han og de andre smede hver uge skillinger sammen til lørdagens trækning. En dag vinder han og gutterne den store gevinst, men Jørgen finder på alle tiders undskyldning, for at han og Gitte (hans kone spillet af Ditte Gråbøl) kan beholde alle pengene selv – det var Gittes lottokupon! Men straks begynder skyldfølelsen at liste sig ind på Jørgen, der desperat prøver at udleve nogle af Gittes og hans drømme og samtidig beholde pokerfjæset på over for kammersjukkerne på arbejdet. Den ene gakkede løgn tager den næste…
Lotto er først og fremmest Søren Pilmarks film. Som hovedperson er han med og aktiv i samtlige scener; ligesom Ditte Gråbøl leverer han flot skuespil med nerve og troværdighed, men det er også ham som bærer hele filmens plotmæssige komik. Pilmark underspiller, så også de mere lavmælte scener bliver en fryd. Peter Schrøders personinstruktion er mesterlig, når man tænker på, hvor let filmen kunne være knækket over og blevet en korporlig og højtråbende farce. Plottets voksende absurditet iscenesættes af et lavmælt realistisk spil, der aldrig overdøver historien, men netop fremhæver og løfter den.
Lotto er en af den slags komedier, hvor man sidder og krummer tæer hele tiden. Jeg kommer til at tænke på film som Meet the Parents (Jay Roach, 2000) og den første Bridget Jones-film (Sharon Maguire, 2001), hvor humoren også bliver pinagtig, fordi den kobles med en form for suspense, når publikum instinktivt ved, at det, som hovedpersonerne (Jørgen, Greg og Bridget) er i færd med, umuligt kan ende godt. Lotto skiller sig alligevel ud, fordi Jørgens problemer er 100 % selvforskyldt: Han siger faktisk flere gange, at han og Gitte er mere værdige millionærer end de andre lottoklubmedlemmer, men hele filmens opbygning (den spinkle forhistorie, Jørgens opofrelse, de indlagte set-ups på Jørgen og Gittes drømme, de øvrige karakterers tydeligt negative brister, og selvfølgelig det faktum at Jørgen er hovedpersonen) gør, at Jørgen aldrig bliver en decideret negativ karakter. Tværtimod udnyttes denne ekstra dimension til at bringe endnu mere suspense ind i filmen, når man den ene gang efter den anden tror, at nu har de andre gennemskuet Jørgens lottobedrag.
Al denne suspense understreges af filmens visuelle æstetik, der lige så stille ændrer sig i takt med Jørgens voksende paranoia. I starten styrer Peter Schrøder løjerne i ægte komediestil med halvtotaler og halvnære indstillinger. Lyset er anonymt og klipningen på alle måder uhektisk. Senere når Jørgens løgne vokser sig større og større, forandrer Jørgens fysiske udseende sig (Pilmark spiller ham krumrygget, bleg og med paranoide øjne rammet ind af sorte rander og en sort skihue), mens filmens visuelle stil ændres til et mere ekspressionistisk udtryk med tydeligt spil mellem farvet lys og mørke skygger. Her er flere markante kameraindstillinger, der fanger Jørgen isoleret midt i kredsen af arbejdskammerater. Men disse visuelle effekter er alligevel holdt på et lavmælt, realistisk plan, der ikke roder den enkle historie til og støjer for meget.
Skal man udpege filmens ene store mangel, så er slutningen al for konventionel og tam. Den virker påklistret og upassende efter den moralske historie, som resten af filmen har udspillet. Det hænger sammen med, at luften går noget af ballonen i forbindelse med den store konfrontation, som filmen lægger voldsomt op til, lige fra Jørgen tager beslutningen om at beholde de 3,6 mio. kr. selv. Jeg kunne godt tænke mig, at konklusionen havde været mere bidsk og mindre rund og mild. Man spørger lidt sig selv, hvad det er Jørgen har lært oven på denne moralske fortælling: Ikke at lyve? At leve livet og være mindre uselvisk? Har han i det hele taget udviklet sig?
Spørgsmålet er jo altid om en hovedperson i en film behøver at lære noget som helst, men om filmen ikke bare kan slutte og sætte punktum. Færdig basta.
······
Lotto (2006)
Instruktør: Peter Schrøder
Medvirkende: Søren Pilmark, Ditte Gråbøl, Bjarne Henriksen m.fl.
Nordisk Film 2006
Spilletid: Ca. 87minutter.
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Så fik jeg også set Lotto. Har ikke noget imod filmen som sådan. Det fangede mig bare slet ik. Var ved at falde i søvn flere gange undervejs, og havde svært ved at koncentrerer mig.
SvarSletSyntes nærmest filmen virkede for hverdagsagtig og kedelig, maglede et ekstra krydderi. Må dog tage hatten af for Søren Pilmark og co., for tror, uden at have forstand på det, at netop denne form for skuespil er enormt svær at udfører. Det må være let at overdrive og spille en rolle, men spille normal og nærmest være sig selv, må være svært. Det fanger mig bare ikke...
DET KAN DU IKKE MENE!! FALDT I SØVN????? Jeg synes humoren i LOTTO til forveksling ligner den i KLOVN. Den er forholdsvis underspillet med en realistisk ramme hvor absurditeterne tager overhånd. Den er langt fra andre danske komediers farce/revyagtige overspil, den er mere stille og humoren ligger ikke i overdreven mimik og højtråbende replikker, men i de pinagtige situationer, som eskalerer og tager overhånd. Jeg var SÅ positivt overrasket over denne film - og jeg har stadig svært ved at pege på en bedre dansk komedie i nyere tid. (Og tv-serien KLOVN tæller ikke med.)
SvarSlet